Hjem Op

Det gode liv i De levendes land

Ib Ravn

Grundtvig hylder i salmerne Jeg kender et land og O kristelighed "det evige liv", som de fleste kyndige lamt udlægger som livet hinsides døden. Men en moderne læsning viser, at Grundtvig må have tænkt på det gode liv som en vision for livet på jorden her og nu - ikke efter døden.

Trykt som kronik i Berlingske Tidende 17. november 1996

Hvad er det gode liv? At have det rart, få lidt vin på bordet og have råd til mere end det mest nødvendige? Sådan tænker vi ofte.

En kraftig medicin mod denne overfladiske og materialistiske opfattelse af det gode liv kan man finde i et af Grundtvigs mest inspirerende digte, De levendes land. Dette digt på oprindeligt 13 strofer findes i salmebogen opdelt i to salmer, O kristelighed og O dejlige land (Jeg kender et land). Da begge salmer indeholder en hyldest til det gode liv, kunne man forvente at man ville stifte bekendtskab med dem til dåb eller bryllup, hvor nyt liv eller nyt samliv netop fejres.

Men nej. Den første salme bruges nemlig primært til at hylde menighedslivet, og den anden anvendes som begravelsessalme. Hvordan er det gået for sig, at en digt med titlen De levendes land er gået hen og blevet til en begravelsessalme?

Grundtvig skrev digtet i 1824 og føjede senere tre strofer til, ændrede hist og her og udskilte så en del af stroferne til salmen O kristelighed. Digtet er et led i hans forsøg på at komme til afklaring over forholdet mellem det at være menneske og det at være kristen, så det indeholder naturligvis hans tanker om den rolle Kristus, Helligånden, sakramenterne osv. spiller i menneskers liv. Men det rummer også almene betragtninger over tilværelsen, der har bud til ethvert menneske, kristent eller ej: drømmen om et bedre liv, kunstens rolle, kærlighed, håb, sundhed osv. Her følger det i uddrag:

Digtet åbnes med en beskrivelse af et dejligt land, hvor tiden ikke går på sædvanlig vis. Årets og døgnets poler omfavner og danser med hinanden. Tidens tand mærkes ikke, håret bliver ikke gråt og ansigtet ikke rynket under solens stråler. I sandhed et dejligt land, værd at drømme om.

Drømmen om dette land uden for tidens gang er da også fortryllende, siger næste strofe. Er det mon evighedens rige, en lille perle midt i tidernes strøm, ligesom Atlantis, et vidunderligt og fremmed sted? Drømmen om sådan en evighedsperle er flygtig, specielt hvis man søger den virkeliggjort gennem billedkunst og digtning, for her bliver der blot drevet gæk med den søgende. Kunsten opfylder ikke vores længsel efter det dejlige land, siger Grundtvig i en polemik mod den romantiske stræben i samtidens litteratur og kunst.

Så anråbes kærligheden. Kærligheden er ikke noget, der kun hører hjemme i familien eller mellem hjertens venner, siger Grundtvig andetsteds, men noget langt større, mere universelt. Kærlighed er selve kilden til alle de kræfter, der strømmer gennem verden, en dyb og rolig kilde til kræfternes brusende elv.

Strofen omtaler nu Kristus, Frelseren der løser vort bånd; han kalder sin far, Gud, for kærlighed. Gud er et andet navn for kærlighed. Al livskraft i menneskets indre udspringer af kærlighed. Der afsluttes med en bøn, der lader os ane hvor det levende land ligger: "Dit rige er der hvor man død byder trods, det komme til os!" Hvor er det, man byder døden trods? Dér hvor man har sit liv kært og kæmper for at det skal lykkes. Gudsriget forstås som de muligheder, vi har inden i os. Guds rige er inden i jer, som Jesus siger.

Hvordan det er at leve i dette rige beskrives i de to sidst viste strofer, der er blandt Grundtvigs senere tilføjelser til digtet fra 1824. I "Lyksalige lod" har døden mistet sin brod, dvs. livet har givet en så meget, at man ikke er bange for at miste det. Alt hvad der blegner og svækkes opblomstrer og får ny livskraft, mens alt hvad der segner og omkommer ryger behørigt til himmels. Her vokser kærligheden støt, som dagens længde tiltager om foråret, og livet er så fuld af forventning som en kvinde med roser i håret, klædt til fest.

Lad os her spørge, hvilket land det er, digtet taler om. Vi får at vide det er et land hvor tidens tand ikke påvirker os, hvor vi ikke jager flygtige drømme i kunst og kunstighed, hvor vi lever uden frygt for døden og hvor det som dør farer til himmels, et rige hvor sjælen er fyldt med livskraft og kærligheden vokser.

Skulle dette land, fyldt med liv og udvikling, være et dødens rige, et land vi først kommer til efter vi er døde, det evige og evigt uforanderlige liv i Vorherres arme? Hvor usandsynligt dette end forekommer, er dette netop den traditionelle fortolkning af digtet. Præcis sådan fremstår det i Den danske Salmebog, hvor O dejlige land er placeret i afsnittet "Kødets opstandelse og det evige liv," hvorfra præster vælger salmer til begravelser.

Der er selvfølgelig gode grunde til denne placering. En af dem finder man i den standende strid blandt teologer om, hvad udtrykket "det evige liv" egentlig betyder. Er det et liv hinsides døden, hos Gud i himlen, sådan som de salmebogskommissioner, der har placeret O dejlige land i det nævnte afsnit, må have ment? Eller er det livet som det kunne være, her på jorden, blandt levende mennesker af kød og blod (for nu at trække forskellen skarpt op)?

Det må være den sidste fortolkning, der er relevant her. Digtet udtrykker tydeligt nok (bla. i strofer der ikke medtaget her) at de levendes land er noget andet end himlen, hvor Gud residerer og tager sig af det, der segner og opfarer i sky. "De levendes land" er simpelthen et andet udtryk for det gode liv, det liv vi kunne have hvis vi lod de rige gaver, som Grundtvig besynger i digtet, opfylde og gennemlyse vores liv: kærlighed, tro, håb, ånd osv. Denne pointe finder de færreste publicerede fortolkninger af digtet finder værd at betone, og det afspejles i brugen af O dejlige land som begravelsessalme. Men hvor meget tydeligere kan det siges end med digtets titel, De levendes land, at her fortælles om livet og ikke døden?

Den sidste strofe, jeg har medtaget, handler ifølge den traditionelle teologiske fortolkning om dåben. Strofen nævner da også det at døbe og dyppe i vand. Men førstelinjens anråb er "O, klippeelv god," og strofen handler derfor om kærligheden, som vi før hørte var "den rolige kilde for kræfternes elv." Helsot, dvs. Helvedes sygdom, sygdommen til døden, kureres når den syge dykker ned i kærlighedens vande, og han stiger straks op, som født igen, parat til at leve det gode (og raske) liv.

Helsot har for Grundtvig betydet synd generelt, dvs. sygdom ligeligt i sjæl og legeme. Sjælens sygdom helbredes også med kærlighed, som det siges med mesterlig kortfattethed i strofens sidste halvanden linje: Hver tanke der fødes i mig er åndeligt betragtet død som en sild, medmindre jeg døber den, dvs. helliggør den og giver den åndelig fylde, i kærlighedens strømmende livskraft. Tænkning uden ånd og kærlighed er lig sygdom og død.

Kan man ønske sig et bedre lyrisk udtryk for den nutidens bestræbelse på at finde et fælles grundlag for behandling og forebyggelse af både fysisk og psykisk sygdom i psykosociale faktorer som kærlighed? Eller et bedre motto for et arbejde som kirurgen Bernie Siegels med exceptionelle kræftpatienter, beskrevet i hans bog Kærlighed, medicin og mirakler?

At hævde at denne strofe handler om dåben, som det er almindeligt blandt teologer, er ikke bare at trække tænderne ud på digtet, det er også at spærre vejen for en forståelse af dé dybe sider af tilværelsen, der har gyldighed for enhver, kristen eller ej.

Læs selv videre i salmebogen eller højskolesangbogen (hvor "O dejlige land" hedder "Jeg kender et land"). Med nøglen "De levendes land" = "det gode liv" åbnes resten af salmernes mættede og tilsyneladende vanskelige billedsprog.

Er man nybagte forældre eller kommende brudepar, kan man bede præsten anvende en af de to salmer ved dåben eller vielsen. På den måde kan man medvirke til at de bliver kendt som en hyldest ikke til et formodet liv efter døden i himmerig, men til livets dybe kvaliteter her og nu.