Hjem Op

 

Den kætterske fysiker


Ib Ravn

Den amerikanske fysiker David Bohm, der døde i 1992, var berømt for sin fysik og berygtet for sin metafysik. Til det sidste hævdede han - i skarp modsætning til vor egen Niels Bohr - at den virkelighed, som man studerer i atomfysikken, må være intuitivt forståelig. Og den må hænge sammen med vore religiøse forestillinger om verden.

Trykt i Samvirke, jan-feb 1994, s. 86-88

 

Kort før sin død sidste efterår lagde den 75-årige fysiker David Bohm sidste hånd på dét videnskabelige værk, der måske bliver hans vigtigste, bogen "The Undivided Universe", Det udelte univers. Heri understreger han, at han mente det alvorligt, da han i bogen "Helhed og den indfoldede orden" tretten år tidligere hævdede, at universet i sidste instans er en ubrydelig helhed, hvor både stof, bevidsthed og det guddommelige har deres udspring.

Når det i de seneste år er blevet almindeligt at høre store videnskabsfolk tale om fysik og religion i samme åndedrag, skyldes det ikke mindst David Bohms overvejelser om den dybere mening med kvantemekanikken.

 

Billedforbudet

Kvantemekanikken er studiet af stoffets mest fundamentale egenskaber. Den grundlagdes af en kreds af europæiske fysikere i 1920'ernen, bl.a. tyskeren Werner Heisenberg og Niels Bohr. I modsætning til f.eks. Newtons love om tyngde og træghed, der beskriver penduler og faldende legemer og andre ting vi kan tage og føle på, handler kvantemekanikken om atomernes usynlige verden og det der er mindre, helt ned til den mindste mængde energi man kan tale om, det såkaldte kvant.

Ovenikøbet beskrives denne verden med et sæt ligninger, som ikke umiddelbart siger noget om, hvordan atomkerner og elektroner og lyspartikler ser ud, eller hvordan man overhovedet skal forestille sig dem. Således opfører f.eks. elektronen sig i den ene type forsøgsopstilling sig som en partikel og i den anden som en bølge. Hvad er den så, partikel eller bølge? Det siger kvantemekanikkens ligninger ikke noget om.

Hvordan elektronen - og generelt den subatomare partikelverden - skal opfattes, er noget man må fortolke ind i kvantemekanikken. Niels Bohr og fysikerne omkring hans institut i København knæsatte i 1930'erne en fortolkning, der kom til at hedde københavnerfortolkningen og som i dag er ortodoksi overalt i verden.

Om elektronen siges det her, at den ikke enten er partikel eller bølge, for man kan ikke tale om den uafhængigt af dén forsøgsopstilling, man undersøger den i. Iagttagelsessituationen skal inddrages når vi beskriver verden. Man skal ikke gøre sig primitive billeder af verden, der forudsætter at verden er dette eller hint før vi erkender den. - Dette blev senere kendt som københavnerskolens billedforbud.

Allerede som ung fysiker var David Bohm ikke tilfreds med københavnerfortolkningen og dens billedforbud. For at komme helt til bunds i denne fortolkning skrev han sidst i 1940'erne en lærebog i kvantemekanikken, som fremlagde sagen med særlig vægt på Niels Bohrs synspunkter.

Bohm var på det tidspunkt adjunkt på Princeton-universitetet i USA, og han sendte bogen til Einstein på det nærliggende Institute for Advanced Studies. Einstein var som bekendt heller ikke vild med Niels Bohrs opfattelse af hvad kvantemekanikken egentlig betød for vores forståelse af virkeligheden, så han inviterede den kritiske Bohm over til en samtale.

Bohm har senere fortalt at diskussionerne med Einstein inspirerede ham til at søge videre end Bohr havde gjort. Dermed bevægede Bohm sig ud over den konsensus, der dengang - og stadig - definerer hvad der er acceptabel filosofisk tænkning blandt fysikere. Her begyndte hans karriere som kætter, en rolle han bestred til sin død.

 

Den unge opfinder

Der var ikke meget i Bohms opvækst der pegede i denne retning. Som søn af en jødisk møbelhandler i den lille by Wilkes-Barre i Pennsylvania, USA, forventedes det at han gik i faderens fodspor.

Den unge David var dog optaget af mekaniske indretninger og opfandt bl.a. en drypfri kande. Han erfarede at en patentansøgning kostede flere hundrede dollars. En ven af familien rådede han til først at gå fra dør til dør for at undersøge efterspørgslen på en sådan kande. Denne praktiske side af sagen tiltalte ikke den unge Bohm, og det siges at det var på dette tidspunkt han besluttede sig for at blive teoretisk fysiker!

Sin Ph.D.-eksamen i fysik fik han i 1943 fra Berkeley-universitetet i Californien. Hans vejleder var Robert Oppenheimer, der senere ledede Manhattan-projektet, hvor den første atombombe udvikledes. Bohm blev involveret i en senere fase af dette projekt, hvor han arbejdede på nogle teoretiske problemer omkring uran-udvindelse.

Det gjorde han så godt at han i 1947 fik ansættelse på det ansete Princeton-universitet. Mødet med Einstein her hjalp ham som nævnt til at formulere sin utilfredshed med Bohrs opfattelse af kvantemekanikken.

Bohm offentliggjorde i 1952 to videnskabelige artikler, der etablerede ham som anti-københavner. I artiklerne siger han, at Bohr ikke havde ubetinget ret i, at vi nødvendigvis ikke kan vide i detaljer hvordan småpartiklernes verden opfører sig. For under dette niveau af den fysiske verden kan der ligge nogle "skjulte variable", der bestemmer partiklernes opførsel. Vi kender endnu ikke disse skjulte variable, men vi må ikke udelukke at de kan være der, sagde Bohm.

Artiklerne fik en temmelig negativ modtagelse. Dette var jo en tilbagevenden til tiden før kvantemekanikken, til den primitive determinisme i den klassiske fysik, hvor alle tings bevægelse ansås for at være forudbestemt. Og det var jo netop den store Niels Bohrs indsats at korrigere dette billede! Bohm fik samme etiket som Einstein: genial, men filosofisk reaktionær.

 

McCarthy-processerne

I de år hvor Bohm formulerede sit alternativ til københavnerfortolkningen, optrappedes anti-kommunismen i USA. Repræsentanternes hus' Komite for Uamerikanske Aktiviteter indkaldte Bohm som vidne mod en række kolleger og medarbejdere, deriblandt Oppenheimer, der som bekendt var en af Joseph McCarthys vigtigste mål.

Efter råd fra sin advokat nægtede Bohm at vidne med henvisning til den amerikanske forfatnings Femte Tilføjelse, der ophæver vidnepligten hvis vidneudsagnet kan belaste vidnet selv. Som følge heraf blev han prompte anklaget for foragt mod Kongressen.

Mens han afventede rettergang bestemte Højesteret at ingen kan tvinges til at afgive selv-belastende vidneudsagn, medmindre der foreligger en forbrydelse. Da dette ikke var tilfældet blev anklagen mod Bohm droppet.

Under hele denne triste affære, der strakte sig over flere år, havde administrationen på Princeton bedt Bohm holde sig hjemme, hvorfor han formåede at skrive sin lærebog færdig meget hurtigt. Da anklagen mod Bohm omsider blev frafaldt ønskede Princeton ikke at forny hans kontrakt, og han fandt det umuligt at få arbejde andetsteds i USA.

Oppenheimer rådede ham til at forlade landet før McCarthyismen gik over gevind. Til alt held kunne nogle bekendte i Brazilien tilbyde ham et professorat ved universitetet i So Paulo, hvor han så opholdt sig fra 1951 til 1955.

I denne intellektuelt isolerede og mistrøstige periode i hans liv mødte han under et ophold i Israel Sarral Woolfson, som han giftede sig med i 1956. Efter fire år som lektor i Bristol, England, fik han i 1961 en lærestol ved Birkbeck College, Londons Universitet. Han pensioneredes i 1984, men beholdt et lille kontor på universitetet, hvor han arbejdede til sin dødsdag.

 

Den indfoldede virkelighed

Sin interesse for den religiøse dimension i fysikken har Bohm primært fra mødet med den indiske mystiker Krishnamurti. På et bibliotek i Bristol faldt Bohm i 1959 over en af Krishnamurtis bøger, hvori denne skriver at der ikke er noget skel mellem iagttageren og det iagttagne.

Bohm har senere fortalt, at dette jo netop "var en af de afgørende nye ting i kvanteteorien. Han talte selvfølgelig om psyken, men jeg følte der var en stor lighed. Jeg mødte ham i 1961. Han kom til London og vi talte sammen, og derefter begyndte jeg at se ham oftere og lærte ham rigtig godt at kende."

Det var tilsyneladende venskabet med Krishnamurti der fik Bohm til at tale mere ugenert om den helhedsfortolkning af naturen og universet, han havde syslet med i de stille år under sin landflygtighed. I 1970 offentliggjorde han sin første artikel om den "indfoldede orden", som han kaldte det helhedsprægede niveau af virkeligheden, der ligger bag den kendte fysiske virkelighed.

Den verden vi kender fra den klassiske fysik, med billardkugler og løftestænger og molekyler der ramler ind i hinanden - det er blot en overfladeverden, en verden af grove, isolerede og fragmenterede hændelser. Det kalder Bohm for den udfoldede orden. "Bagved" ligger den indfoldede orden, som er et mere subtilt og enhedspræget lag af virkeligheden. Dette lag er de konkrete tings kilde og udspring; herfra udvikles eller udfoldes de og kommer til syne i den udfoldede orden.

Det er denne bagvedliggende, indfoldede orden, som kvantemekanikken løfter sløret for i de mange, nu velkendte paradokser, der bryder med vores klassiske forestillinger. F.eks. det meget omtalte Aspect-eksperiment, hvor to partikler fra samme system adskilles og derpå udviser en overensstemmelse i deres opførsel, der tyder på at de endnu er ubrydeligt forbundet, selv om de er vidt adskilt i rummet. Deres forbindelse opretholdes gennem den indfoldede orden, som efter bestemte principper holder sammen på ting, der synes adskilte i vores almindelige, udfoldede virkelighed.

 

Det guddommelige

Gennem samtaler med bl.a. fremtrædende katolske teologer op gennem 1970'erne (der er udgivet i bogform) kommer Bohm langsomt til den overbevisning, at dét dybe lag af virkeligheden, som han må ty til for at forklare kvanteparadokserne, så nogenlunde svarer til det som teologer kalder det guddommelige: et område af virkeligheden der er præget af helhed, som gennemtrænger alt, rummer umådelig energi og information samt er altings kilde og udspring.

Nærmere ønsker Bohm ikke at komme det - sikkert ihukommende den gamle visdom om at benævner man det guddommelige videre, giver det problemer, bl.a. fordi man rager uklar med andre der tilfældigvis giver Gud andre navne og egenskaber.

I samme periode fortsætter Bohm med uformindsket kraft sit videnskabelige forfatterskab, i samarbejde med sin trofaste medarbejder Basil Hiley og en stadig større kreds af kolleger og tidligere studerende.

Kulminationen er den førnævnte bog "Det udelte univers" (der planlægges udgivet af det engelske forlag Routledge sidst i 1993). Bogen samler hans spredte bidrag fra de sidste ti år i et gennemarbejdet alternativ til den på bjerget herskende opfattelse af kvantemekanikken.

 

Dialog

I den sidste halve snes år af sit liv yndede Bohm at holde offentlige foredrag og seminarer om den ændring af bevidstheden, som han mente var nødvendig hvis verden skulle ledes ind på et bedre spor.

Som han selv havde forsøgt livet igennem opfordrede han nu os andre til at slippe fordomme og dogmer og i stedet skabe en dialog mennesker imellem, hvor alt kan vendes og diskuteres og nye ideer og synsvinkler opstå. Disse dialogmøder optog ham meget, og han afholdt også ét her i Danmark, i Gilleleje i 1988.

Med sine tanker om universets helhed og bevidsthedens frie strømmen har han inspireret brede krede af alternativt tænkende, hvilket nok i nogen grad har hæmmet hans videnskabelige gennemslagskraft. Interesssen for hans filosoferen har i hvert fald indtil nu været betydelig større end interessen for hans fysik. Men måske vil hans posthumt udgivne, videnskabelige storværk ændre dette.

På sin dødsdag 24. november 1992 ringede Bohm hjem til Sarral for at fortælle at han havde haft en god og produktiv dag med sin forskning. I toget hjem blev han træt; hans triple-bypass-operation fra nogle år tidligere krævede sit. Han tog en taxi fra stationen i London-forstaden Edgware, og da Sarral hentede ham i vognen sad han på bagsædet død af hjerteslag.