Hjem Op

Interlektuel på fem minutter

Ib Ravn

Bunkeanmeldelse af seks opslagsværker om videnskab og filosofi:

Chris Rohmann: A World of Ideas: A Dictionary of Important theories, Concepts, Beleifs, and Thinkers. (Ballantine Books. 476 s. 24,95 dollars.)

Robert Audi (red.). The Cambridge Dictionary of Philosophy. (Cambridge University Press. 2. udg.1001 s. 19,95 pund.

John Gribbin: The Little Book of Science. (Penguin, 109 s. 2,99 pund)

John Brockman og Katinka Matson (red.): How Things Are: A Science Tool-Kit for the Mind. (Phoenix/Orion. 301 s. Pbk. 6,99 pund)

Melvyn Bragg (red.): On Giants’s Shoulders: Great Scientists and Their Discoveries from Archimedes to DNA. (Sceptre/Hodder and Stoughton. 365 s. Pbk. 7,99 pund)

Alan Bullock og Stephen Trombley (red.): The New Fontana Dictionary of Modern Thought (HarperCollins. 3. udg. 1999. 933 s. 29,99 pund.)

Trykt i Politiken 19. februar 2000

Hvis ens videnskabelige dannelse ligger på det niveau, hvor man mener at kybernetik handler om at nedfryse døde scientologer, hvad gør man så? Eller hvis man har det med filosofien som den elev, min gamle dansklærer fortalte om: han troede at Aristoteles hed Allah-Rede til fornavn, fordi læreren så tit havde indledt timen med at sige "Allerede Aristoteles påpegede at..."

Så er der hjælp at hente i en stak nyligt udkomne ordbøger og opslagsværker om filosofi og videnskab for den begavede lægkvinde og -mand. Disse bøger er velegnede til den modne læsers indsovningssituationsproblematik (som de siger nede i vuggeren) eller de 5-10 minutter der typisk går, før man bliver kastet på gulvet af et løst sæde i S-toget.

At læse en kompakt og velformuleret side om gnosticisme, civil ulydighed, ormehuller i rummet, hermeneutik, chi, objektrelationsteori, holistisk medicin, nanoteknologi, dyd, Sapir-Whorf-hypotesen, kosmiske strenge, Galilei, teosofi, hypnose, socialkonstruktionisme, jamen, det er en skøn lille rejse ind i kulturens vidensfond, ikke vade gennem væg-til-væg-udredninger på 400 sider, næh, en lille en til ganen og SÅ videre, en æstetisk læseform som vi træge danskere med vores pligtforhold til de fine-fine-fine bøger slet ikke er vant til: "Hvad? Kom du ikke længere end til side 45 i Mærk Verden? Hvad er du for en skodhjerne?"

A World of Ideas, en sag på 500 sider fra Ballantine Books, er en knippelgod ide: den samler alle tidens vigtige ideer, begreber, teorier og tænkere i ét opslagsværk, der spænder over kvantefysik, biologi, samfund, religion, filosofi og litteratur, alt hvad en moderne amerikaner skal vide om sin samtids åndsliv (i modsætning til dé populære værker om klassisk vestlig dannelse, "cultural literacy", der var så moderne for 10-15 år siden).

Forfatteren er en freelanceskribent ved navn Chris Rohmann, som indleder bogen med en chokerende afsløring, der ville have sendt ham ud på tælling herhjemme. Han vidste ikke hvad dialektisk materialisme betød og besluttede sig derfor at skrive en bog om alle disse svære, moderne ord. Her er de første fra "D": Dada, Darwin, death of the author, decision theory, deconstruction, deduction, deism, democracy, Descartes, deterrence, dharma, vi kommer godt omkring, og han er oven i købet sluppet ualmindelig godt fra det, opslagene er små guldklumper.

Mere klassisk i snittet er The Cambridge Dictionary of Philosophy, et 1000-siders fagfilosofisk værk, hvis kvart- til flersides opslag dog også kan berede amatørfilosoffen glæde. Her er fortættede opslag om hundredvis af vestlige filosoffer, fra et komplet ulæseligt ét om Leibniz til et lysende klart om Heidegger, kedelige definitioner af allehånde tekniske udtryk fra logik og argumentationsteori, fortrinlige oversigter over skoler som neoplatonisme og feministisk filosofi og meget lange introduktioner til filosofiens grunddiscipliner etik, metafysik, erkendelsesteori osv., alt sammen skrevet af en gruppe på flere hundrede små fagfilosoffer rundt omkring i verden, mest i USA og England.

Det hører som bekendt med til den seriøse leksikonanmelders pligt at beklage sig over et eller andet (det er også en glimrende lejlighed til at få luftet sin egen anseelige lærdom). Således mangler opslaget om organicisme henvisning til Whitehead, det om kybernetik (der i øvrigt er læren om selvregulering og cirkularitet i mekaniske og levende systemer) har ingen omtale af andenordens-kybernetikkens opblomstring fra 1970’erne og fremefter, og det om abduktion nævner ikke Peirce med et ord. Det er simpelthen for ringe, hvad er det for noget, bogen burde kaldes tilbage, brokke mukke ævle.

Når man har fået seneskedehindebetændelse af at ligge med denne filosofiske haveflise i sengen, kan man gribe ned i pyjamaslommen efter John Gribbins The Little Book of Science. Denne hyperproduktive engelske science writer giver på 50 dobbeltsider fine forklaringer på lige så mange begreber, fra atom, biological cell, chaos og DNA til X-particle, Y-chromosome og zero-energy universe. Danske læsere kender Gribbin fra Jagten på Schrödingers kat og også her glider teksten ned som varm chokolade.

Videnskabelige causerier finder vi i How Things Are: A Science Tool-Kit for the Mind. To snese fremtrædende naturvidenskabsfolk nøddeskaller deres respektive forskningsinteresser på fem-syv sider, små lette historier med store perspektiver. Den radikale biokemiker Steven Rose afviser at der skulle være en kløft mellem bevidsthed og krop, filosoffen Daniel C. Dennett priser de små fejl man lærer af, for derigennem sker al udvikling og evolution, den engelske udviklingsbiolog Lewis Wolpert hylder det fantastiske foster, fysikeren Paul Davies spekulerer over hvad der skete før Big Bang, antropologen Mary Catherine Bateson undersøger naturbegrebet, kosmologen Martin Rees finder gåder i atomer og stjerner og sådan går det derudaf.

Bindets redaktører er John Brockman og Katinka Matson, der sammen driver Brockman, Inc., et litterært agentur, der har de fleste af bogens forfattere i sin stald. John Brockman, hvis Edge Foundation nærværende tillægs redaktør Ifversen omtalte for nylig i en klumme, er kendt for at være de litterære agenters hårdtslående nr. 007. I kølvandet på 1980’ernes megasællerter Hawkings univers og James Gleicks Kaos fik han succes med at rekruttere velrenommerede forskere til at skrive populærvidenskabelige bøger, hvis rettigheder han sælger for kæmpebeløb til forlag i hele verden. Bogen her er givetvis tænkt som et udstillingsvindue for Brockman, Inc., et slags reklamekatalog for hans supermodeller, som forlæggere verden over kan bruge som indkøbsliste næste gang de skal på bogmesse i Frankfurt. Men det bliver den jo ikke ringere af.

Melvyn Bragg, kulturel medie-darling og talkshowvært i England, har samlet en række af sine samtaler på BBC Radio 4 med engelske naturvidenskabsfolk i et lille tykt bind, On Giants’ Shoulders. Femten af historiens største naturfilosoffer og videnskabsfolk præsenteres, fra Arkimedes, Galilei og Newton til Darwin, Faraday, Freud, Einstein og Crick & Watson, koryfæerne på rad og række, serveringen er let og stemningen løftet, fin godnatlæsning.

En femminutters interlektuel har lige akkurat tid til at hæfte sig ved bogens titel, en parafrasering af Newtons kendte ord: "If I have seen further it is by standing on ye shoulders of giants". Videnskabshistorikeren Robert Iliffe siger i bogen at Newton her udtrykker sig med sjælden ydmyghed, al den stund at han det meste af sit liv enten skændtes med sin samtids lærde eller udnyttede dem på det groveste, og fortidens store mænd udtrykte han sjældent nogen gæld til.

Videnskabsskribenten Michael White giver i sin Newton-biografi "Newton: The last sorcerer" en anden tolkning: Udsagnet var sarkastisk. Det udspringer af et langvarigt klammeri med fysikeren Robert Hooke, der påviste at have udført nogle optiske eksperimenter før Newton og derfor pådrog sig dennes livslange had. Hooke var lille af vækst og dertil stærkt krumbøjet; det var giganter som ham Newton "anerkendte" med de berømte ord, skrevet i et brev direkte til Hooke.

Braggs bog dumper i øvrigt til den interlektuelle læsers handy femsekunders kvalitetstest af engelsksprogede bøger: slå op i bogens stikordsregister og led efter "Neils Bohr" og "Leibnitz" med t. Sidstnævnte findes her, tsk, tsk. (En tilsvarende test har jeg hermed stillet Politikens korrekturlæsere, og avislæseren kan hjemme over morgenkrydderen afgøre resultatet: Blev Neils til Niels for tre sætninger siden?) (Nej, tror du vi er idioter? - Korrekturlæseren).

Klassikeren inden for bredhjernede opslagsværker er "The New Fontana Dictionary of Modern Thought", opfundet og redigeret af Lord Alan Bullock, første gang for en snes år siden og netop udkommet i en tredje udgave. Denne mursten definerer og kortforklarer mange tusinde ideer og begreber i moderne tænkning, videnskab, politik og økonomi.

Her opdager vi at kryogenik er studiet af fænomener ved meget lave temperaturer, men hverken scientology eller L. Ron Hubbards selvopfundne videnskab dianetik forklares. Det samme gælder kryptobiologi (studiet af ikkeeksisterende livsformer), okay, det er måske ikke så underligt, men astrologi og new age er der heller ikke plads til; redaktørerne har givetvis kviet sig ved at anse disse fænomener for "Thought", som bogens titel begrænser sig til, selv om både hip-hop og rap er med, ikke udpræget cerebrale aktiviteter.

Gaia-hypotesen har lige sneget sig med ind, men biologen Rupert Sheldrakes akademisk afviste, men folkeligt uhyre populære teori om formskabende felter hinsides tid og rum er ikke med. Opslaget om Political correctness udnævner sexisme, racisme og homofobi til at være PC-bevægelsens trehovedede Store Satan og er i det hele taget ret nedladende i tonen, ligesom dermatologi får otte gange så meget plads som dybdepsykologi. Så vi må regne med en vis intellektuel konservatisme i dette i øvrigt fremragende værk.