Hjem Op

Åndanisternes endeligt

Ib Ravn

Anmeldelse af tre bøger, der gør op med det vanlige skel mellem krop og bevidsthed:

George Lakoff og Mark Johnson: Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought. New York: Basic Books. 624 s. Pbk. 20,00 dollars.

Rafael Núñez og Walter J. Freeman (red.): Reclaiming Cognition: The Primacy of Action, Intention and Emotion.Thoverton, UK: Imprint Academic. 284 s. 14,95 pund.

Patrick Wall: Pain: The Science of Suffering. London: Weidenfeld and Nicholson. 186 s. 14,99 pund.

Trykt i Politiken 17. februar 2001

Krop og ånd har levet som hund og kat i vestlig tænkning. Kirkefædrene ville holde den syndige krop i ave, og filosofferne fra Hobbes og Descartes i 1600-tallet og fremefter mente den er en simpel maskine, der styres af tanken, som svæver højt over vandene. Man skal helt ud af top-100 listen over vestlige filosoffer, før man finder nogen, der har taget kroppen alvorligt, hvis man lige ser bort fra franskmanden Maurice Merleau-Ponty og amerikaneren John Dewey. Filosofiens historie er én lang kødløs dag, så man må tilgive den gymnasieelev, der skulle mene at filosofiens dronning, nemlig ontologien, studiet af virkelighedens beskaffenhed, er studiet af ånden, og dens modsætning: kroptologien.

Ånd forstås her som fornuft, ikke sværmerisk åndelighed, uha nej, men den frie, suveræne tanke, ubundet af følelser, sanselighed, krop og historie, som filosoffen der bare vil være alene med sig selv og sin ånd og fortvivlet råber ud i køkkenet, hvor ungerne larmer og kvinderne snakker og griner og laver mad: "Kan man da for HELVEDE ikke få ro til at TÆNKE!?"

Kødets filosofi

To amerikanere, lingvisten George Lakoff og filosoffen Mark Johnson, udgav i 1980 den indflydelsesrige lille bog "Metaphors We Live By". Her skrev de, at tænkning er grundlæggende metaforisk, ikke rationel, og at vi henter vores metaforer fra kropslige oplevelser som børn. Dette argument fører de nu videre ind i den akademiske filosofi med det 600-siders storværk "Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and its Challenge to Western Thought".

Her viser forfatterne at de store filosoffers forestillinger om verden – altså om tid, årsager, ting, tænkning, moral osv. – ikke er den skinbarlige sandhed, der korrekt afspejler virkeligheden selv. Filosoffernes forestillinger kommer derimod fra de erfaringer med at forstå og manøvrere i verden og håndtere genstande, som vi alle har gjort som små.

Når filosoffer og fysikere f.eks. forstår årsager som fysiske kræfter, skyldes det vores barndoms erfaring med, at man kan opnå resultater ved at påvirke genstande med en fysisk kraft, som når et barn fører en sutteflaske op til munden. Når filosoffer helt intuitivt forstår kategorier som beholdere, som ting kan være i – "Er tomater i kategorien frugter eller grøntsager?" – sker det ud fra barnets erfaring med at ting, der befinder sig samme sted, som regel er af samme type (kurven med dukker, hylden med tallerkner). Når filosoffer taler om forandring som en bevægelse fra A til B, kommer det fra barnets oplevelse af, at når man bevæger sig fra sted til sted forandres ens tilstand også (når man f.eks. går ud i solen, bliver man varm).

På denne måde piller Lackoff og Johnson hundredvis af filosofiens mest dyrebare begreber og tænkemåder fra hinanden. Fra de gamle grækere og frem til moderne tid vises det, at de filosofiske begreber ikke udspringer af virkeligheden, som filosofferne selv tror, men af vores sensorimotoriske erfaringer med verden, som vi så projicerer ud på verden bagefter.

Farverne er som bekendt ikke en egenskab ved verden, som filosoffer engang troede, men et samlet produkt af genstandens måde at reflektere lys på, lysets bølgelængde, øjnenes tappe og stave og de relevante neurale kredsløb i hjernen. Verden og organisme løber i ét. Filosoffernes beskrivelse af verden er ikke et tro og uafhængigt spejlbillede af verden, som vi rummer i en beholder kaldet "mind".

Også vore moralforestillinger udspringer af vores tidligste oplevelser, specielt i familien. Her finder Lakoff og Johnson to forskellige modeller: den strenge far og den omsorgsfulde forælder (Lakoff har i bogen "Moral Politics" fra 1996 vist, at når begge amerikanske politiske partier henviser til familieværdier, mener de noget forskelligt: republikanernes idealfamilie er samlet om den strenge far, demokraternes om den omsorgsfulde forælder). Kants ide om en universel fornuft og en moralsk universallov, som alle mennesker bør følge, tolkes som en udbygning af modellen om den strenge far, der sætter regler, som viljen (barnet) må efterleve for ikke at bukke under for lidenskaberne (alt det onde i verden).

Også rationalisterne Descartes og Chomsky får et fur, ligesom man læser en herlig demaskering af teorien om rationelle valg, der ligger bag økonomien som "videnskab" og f.eks. Bjørn Lomborgs stadige forsøg på at gøre al politik op i penge. Forfatterne mener at særligt den analytiske, angelsaksiske filosofi – som i øvrigt har spillet en stor rolle på de filosofiske institutter herhjemme indtil for ganske nylig – bygger på et barns projektioner af sine nylærte kategorier ud i verden. De spørger hvorfor filosofistuderende ikke bare griner, når de f.eks. præsenteres for den analytiske filosofis afvisning af, at menneskets biologi og psykologi skulle være relevant for tænkning og sætningers betydning. Deres svar: Fordi denne filosofi er intuitiv, vi har den i os fra barnsben, og derfor virker den rimelig. Men den er falsk – den er ikke "empirisk ansvarlig".

Det er en fantastisk bog, stor og lærd og velsignet let at læse, ingen fransk-tysk filosofisk krukkeri, tingene siges ligeud som kun amerikanere kan gøre det. Oplagt som pensum på dét genopstandne filosofikum, der sysles med for tiden.

Den kognitive køkkenskriver

Det ansete engelske tidsskrift Journal of Consciousness Studies har udgivet et særnummer om tænkning og krop som bog: "Reclaiming Cognition: The Primacy of Action, Intention and Emotion." Dens budskab er at menneskets tænkning nu skal kræves tilbage, dels fra de kropsløse filosoffer, og dels fra kognitionsforskningen, der siden 1950’erne har opfattet menneskets hjerne som en beregnende computer. Handlinger, intentioner og følelser skal gives deres retmæssige plads i videnskaben om bevidstheden.

Antologiens redaktører, psykologen Rafael Núñez og neurofysiologen Walter J. Freeman, begge fra Berkeley-universitetet i USA, er trætte af det klassiske jerntæppe mellem subjekt og objekt, bevidsthed og krop. Andre bidragydere til denne videnskabelige artikelsamling er biologen Brian Goodwin, psykologen Eleanor Rosch og sociologen Hilary Rose.

Neurofilosoffen Christine Skarda ser i sit bidrag på vores sansning eller perception af omverdenen. Perception opfattes klassisk som vores forsøg på at forbinde os med en omverden, som vi antages at være fundamentalt forskellige fra og uden for. Men vi er allerede en del af verden; vores kroppe er dybt indlejrede i miljøet, siger Skarda. Vi står midt i køkkenet med ungerne og sovsen og hele svineriet.

Formålet med perceptionen er ikke at lave interne kopier af omverdenen, som vi kan opbevare og behandle i vores lille computer mellem ørerne. Det er i stedet at opsplitte den helhed, som organisme og omverden på forhånd udgør, og inddele den i uafhængige bidder, der kan håndteres af organismen. Med spædbarnet i favnen og midt i madlavningen er vi fuldgyldigt ét med det hele. Vores sanser og hjerne hjælper os med at skille ting ud fra hinanden, så vi kan håndtere dem og manøvrere i verden: Nå, dér ligger det store piskeris, sådan, ud med klumperne, hm, det smager fadt, jeg ryster kardemomme i fra posen.

Det store klassiske problem i perceptionsforskningen, nemlig hvordan hjernen sammenstykker de forskellige datastumper, som sanserne formodes at sende frem til hjernen, skal derfor vendes om. Sanseorganerne opfanger ikke stumper, men helheder, og den senere behandling tjener til at bryde dem ned og skabe percepter – farven brun, den krydrede smag, den linde pandekagedej – som vi kan bruge til at gebærde os i verden med. Handling, sansning og tænkning hænger uløseligt sammen. Hjernen rummer ikke statiske afbildninger af verden, som harddisken i en computer gør det, men måder at gøre noget med verden på.

Et nyt syn på smerte

Nogenlunde samme konklusion når smerteforskeren Patrick Wall frem til i bogen "Pain: The Science of Suffering." Wall var en af verdens fremmeste autoriteter på området, indtil han efter flere års voldsomme smerter bukkede under for en kræftsygdom, kort efter bogens udgivelse. Sammen med kollegaen Ronald Melzack fremsatte han i 1960’erne den såkaldte gate-control teori, der nu er rygraden i al smerteforskning.

Teorien siger, at den smerte, vi oplever, ikke blot er et resultat af den mængde smertesignaler, der sendes af sted fra smertekilden til hjernen, som man havde ment hidtil. Wall og Melzack viste, at der findes et "gate", en port, der kontrollerer hvor stærkt et smertesignal, der slipper forbi. Vores hjerne og bevidsthed er i høj grad med til at bestemme, hvor åben eller lukket denne port er, og derfor hvor meget smerte vi oplever.

Bogen her er en letlæst og populærvidenskabelig gennemgang af et emne, der ofte behandles uhyre stedmoderligt i de medicinske lærebøger, bl.a. fordi smerte er et meget subjektivt fænomen. De færreste læger har det ret godt med smerte rent videnskabeligt, for deres patienter kommer rendende med de mærkeligste smerter, der ikke findes nogen organisk (dvs. objektiv, videnskabelig) grund til at de skulle have.

Wall tildeler i modsætning hertil smerten en central rolle i vores oplevelse af verden. Det forholder sig ikke sådan som den klassiske teori siger, at sansedata og smertesignaler modtags passivt af hjernen, der organiserer dem i ét hjernecenter, hvorefter et andet center tager over og beslutter hvilke handlinger organismen skal udføre som reaktion herpå. Det er det klassiske billede af hjernen, der som filosoffen sidder højt hævet over den kødelige verden og styrer den med sin kølige fornuft.

Wall mener i stedet, at hjernen analyserer sansedata ud fra hvilke handlinger organismen vil udføre. Forestillinger om hvilken motorisk aktivitet kroppen skal igangsætte gennemsyrer enhver sansning og hjerneaktivitet (og måske derfor er katederundervisning tit så ineffektiv – fordi hvis kroppen ikke er med, fungerer vores hjerner ikke optimalt).

Smerte er ikke bare noget organismen passivt udsættes for; det er en integreret del af organismens forsøg på at handle optimalt i verden – midt i køkkenet. Således er den forkætrede placebo-effekt, hvor bevidstheden og kroppen sammen finder ud af at helbrede kroppen, selv om lægen ordinerer inaktiv medicin, ikke nogen passiv "effekt" af en kalkpille. Den er et aktiv, velvalgt handling, som en kompetent bevidsthed i en krop iværksætter for at afslutte en smertetilstand.