Hjem Op

Nobelpristageren
med det urolige sind

Ib Ravn

Matematikeren John Nash vandt i 1994 nobelprisen i økonomi efter fem tvangsindlæggelser for paranoid skizofreni. Hans videnskabelige bidrag ligger inden for den suverænt rationalistiske spilteori, men i sit eget liv havde han store problemer med rationaliteten.

Anmeldelse af Sylvia Nasar: A Beautiful Mind. Simon and Schuster, New York, 459 sider, 25 dollars

Trykt i Samfundsøkonomen, nr. 3, maj 2001, 28-30

Vi antager normalt, at det er økonomiens største hjerner, der modtager nobelprisen. Ingen hjerne syntes mere storslået rationel end den, hvis ejermand i 1994 fik tildelt prisen for et stykke matematisk arbejde i spilteorien. Allerede som 21-årig publicerede den amerikanske matematiker John Nash dét bevis om konkurrence og forhandling mellem deltagere i spil, der 45 år senere skulle indbringe ham den eftertragtede pris. Men i mellemtiden havde hans ungdoms excentricitet udviklet sig til galskab. Som han selv udtalte efter nogle års sygdom: "De ideer jeg havde om overnaturlige væsener kom til mig på samme måde som mine matematiske ideer. Så jeg tog dem alvorligt."

Nash’s skæbne rummer en ulykkelig ironi: hans forskningsfelt, spilteorien, fremstiller jo mennesker som suverænt rationelle aktører, der afkoblet fra enhver medmenneskelig medlidenhed deltager i spil om gevinst til egen fordel. Den samme adskillelse mellem intellekt og følelsesliv blev ham selv til del i det tiår, hvor han røg ud og ind af statshospitaler med diagnosen paranoid skizofreni.

I den svenske nobelpriskomite, der uddeler prisen, var der til det sidste skarp uenighed om, hvorvidt man kunne give prisen til en sindssyg, som efter sigende godt nok var kommet til fornuft igen, men som man reelt ikke anede hvordan ville opføre sig i audiens hos kongen og under kameraernes søgelys.

Det er velkendt, at nobelprisen i økonomi, der blev indstiftet i 1968 af den svenske nationalbank og blot uddeles i Alfred Nobels navn, i naturvidenskabelige kredse ikke anses for en rigtig nobelpris. Prisen har altid levet en skrøbeligt liv. Efter at fagets indlysende superstars i de første 10-15 år af prisens levetid havde modtaget den, var der kun birolleindehaverne tilbage – som matematikeren Nash, der aldrig havde publiceret i et økonomisk tidsskrift og kun havde inspireret økonomer rent teoretisk. Skulle nobelprisens omdømme sættes på spil ved at den tildeltes en forsker fra sidelinjen, der oven i købet var gal?

Disse overvejelser sprængte nobelpriskomiteen, efter at det svenske videnskaberens selskab med kun én stemmes flertal havde vedtaget dens indstilling om at give prisen til Nash og to andre spilteoretikere. Denne insiderhistorie fra komiteens normalt hemmelige arbejde afsløres af Sylvia Nasar, en økonomisk journalist fra New York Times, der bl.a. på baggrund af mange hundrede interviews har skrevet Nash’s biografi.

En tilsyneladende ordinær barndom i en mindre by i Virginia i mellemkrigstiden lå forud for den begavede unge mands optagelse på universitetet. En ener, lidt sær og indelukket, nuvel, men på Princeton-universitetets matematiske institut, hvor han som tyveårig blev optaget som graduate studerende, var excentricitet et fagligt adelsmærke.

Matematikere topper notorisk når de er i tyverne; her laver de deres originale bidrag. Som en stor umoden dreng angreb Nash matematikkens uløste problemer som om de var styrkeprøver, han kunne bruge til at bevise sin overlegne intelligens med over for sine medstuderende.

Til sin Ph.D.-afhandling valgte han et problem i spilteorien, som han mente teoriens grundlægger John von Neumann havde overset. Von Neumann var sammen med Einstein en af stjernerne på det nærliggende Institute for Advanced Study i Princeton. Den unge Nash havde fået audiens hos geniet, men var blevet afvist med sin ide, hvilket kun skærpede hans appetit for en løsning.

I spilteori analyseres enhver konkurrencesituation som var den et spil. Hvilken strategi skal en spiller følge, hvis han eller hun vil opnå et bestemt mål, givet at ens modspiller lægger strategier, der går mod ens egen? Spillerne kan samarbejde eller de kan lade være. Mens den selskabeligt anlagte von Neumann havde vist, at spillere der samarbejder kan øge deres gevinst, tog enspænderen Nash fat i spil hvor der ikke samarbejdes. Han frembragte et uhyre elegant matematisk bevis for at selv i spil, hvor der ikke samarbejdes, er det muligt at finde stabile løsninger, dvs. resultater, hvor ingen af parterne af sig selv kan få et bedre udbytte.

Afhandlingen var kun på 27 sider, men den blev hans adgangsbillet til de bedre akademiske kredse, hvor han så gerne ville færdes. Som andre af sin generations bedste hjerner fik han et årligt tilbagevendende sommerjob som konsulent på RAND i Californien. Tænketanken RAND blev grundlagt af det amerikanske luftvåben efter anden verdenskrig, hvor man for første gang havde anvendt videnskabelige principper i krigsførelsen.

Forskerne på RAND skulle ved hjælp af beregninger og videnskabelig fornuft løse den kolde krigs strategiske og logistiske problemer. I slutningen af 1940’erne så spilteori ud til at være lige det redskab, man havde brug for ved analysen af kampsituationer, f.eks. spørgsmålet om hvordan man skal organisere et bombetogt der kan forventes imødegået af fjendtlige fly.

Kort før afslutningen af sin fjerde og sidste sommer på RAND blev Nash, der allerede da var velkendt for bizar opførsel, arresteret på et offentligt toilet for uterlig adfærd. Han havde gjort tilnærmelser til en civilklædt politimand, der fiskede efter homoseksuelle. På det tophemmelige RAND blev en bøsse pr. rutine anset for et sikkerhedsproblem på grund af risikoen for afpresning, og Nash blev prompte afskediget. Selv sagde han, at han blot havde gjort et eksperiment, og sagen blev dysset ned. Men en anden kollega på RAND og den engelske matematiker Alan Turing begik begge selvmord efter at være blevet afsløret som homoseksuelle. Det var ikke noget trivielt problem i de bornerte og afvigerangste halvtredsere, og presset kan meget vel have bidraget til Nash’s senere sammenbrud.

Hans stjerne steg dog uformindsket i matematiske kredse for hans stadige bidrag til matematisk grundforskning. Han blev ansat på MIT og mødte dér Eleanor, en fem år ældre sygeplejerske uden Nash’s sociale ambitioner. De bliver kærester og hun bliver gravid, uden at han indvier sine kolleger eller venner i sagen. Han ønsker ikke at gifte sig med hende, men hun føder alligevel barnet, selv om han nægter at støtte mor og barn økonomisk. Forholdet fortsætter i hemmelighed, for hun håber til det sidste – indtil han en dag foreslår det treårige barn bortadopteret. Han antyder at hun ikke er en god nok mor til hans barn, og knægten vil få det bedre hos en familie i middelklassen end hos sin enlige, udearbejdende mor.

De overvejelser over hvilken opvækst barnet ville få mest ud af, som Nash må have gjort sig før han stillede Eleanor dette forslag, er nærmest en parodi på den spilteori, han havde ydet så afgørende bidrag til. Her sidder rationelt kalkulerende aktører ligeledes og overvejer hvad der vil give dem hver især den største gevinst, og det fravær af følelse, indlevelse og omsorg, som rationalismens modstandere altid har kritiseret den for, synes personificeret i den unge Nash. Trods hans rationelle facade må også fødslen af denne illegitime søn til en kvinde under hans sociale ambitionsniveau have spændt hans labile personlighed til det yderste.

Endnu mens han ser Eleanor og barnet møder han Alicia, en fysikstuderende af hans egen intellektuelle kaliber. Hun bejler til den flotte Nash, vinder ham og lægger sin egen karriere på køl. Nash forsøger i mellemtiden at tackle uløste problemer i kvanteteorien, de samme problemer som optog Einstein i hans sidste år og som fysikeren David Bohm gav et forslag til med sin teori om skjulte variable. I en tale til en psykiatrikongres fyrre år senere i 1994 kalder Nash sit forsøg på at finde en skjult virkelighed under kvanteteoriens selvmodsigelser for psykologisk destabiliserende. Det var denne umådelige udfordring der udløste hans sindssygdom, siger han.

Hans særheder og tvangsforestillinger tager til i de første år med Alicia. Han beskylder sine kolleger for at stjæle ideer fra hans papirkurv, han skriver breve til ambassadører, paven og FBI om oprettelse af en verdensregering, , han udsteder intergalaktiske kørekort til sine studerende. Alt dette var adfærd som tidligere lignede practical jokes og drengestreger, men som i stigende grad vidner om at virkeligheden glider ham af hænde. Han nægter at søge psykologhjælp, han kan ikke magte at gennemføre sine forelæsninger, og han bliver til sidst så stor en belastning for sin familie, at Alicia og hans mor får ham tvangsindlagt.

De næste ti år går med ydmygende tvangsindlæggelser på stadig ringere statshospitaler, i takt med at Alicias ressourcer svinder. Ind i mellem er der perioder med relativ normalitet, hvor den arbejdsløse Nash rejser hvileløst rundt, tvunget tilbage til en simplere virkelighed af medicin og insulinchokterapi. Senere skriver han, at han ikke oplevede disse "raske" perioder som en glædelig tilbagevenden til fornuft og mental sundhed, men som påtvungne mellemspil af rationalitet. "Rational tænkning lægger en begrænsning på et menneskes forestilling om sin relation til kosmos," skriver han, og denne begræsning var et tab.

Alicia lader sig skille fra ham, overbebyrdet af hopitalsudgifterne, de stadige flytninger med deres søn og hans had mod hende pga. tvangsindlæggelserne. Hun lader ham dog flytte ind hos sig igen, da hans skizofreni aftager op gennem 1970’erne. De bor i byen Princeton, hvor han i 1980’erne vandrer hvileløst rundt på universitetets campus og skriver bizarre meddelelser og numerologiske ligninger på tavlerne. De studerende kalder ham "the crazy library man" og lader ham i fred. Der går rygter om hans fordums storhed som matematiker, og kollegiernes party animals fremhæver ham til skræk og advarsel: "Sådan går det, når man sidder og boger hele natten!"

Nash’s og Alicias søn, der i sine tidlige år udviste en ligeså strålende matematisk begavelse som Nash, udviklede også skizofreni da han var i tyverne, og en stor del af Nash’s tid går nu med at passe ham. Nash selv begynder omkring 1990 at arbejde seriøst med matematik igen og får et kontor og løse forskningspenge af gamle venner på Princeton. Han regnes af alle for normal igen. Nobelprisen bliver en cadeau og en økonomisk håndsrækning, der giver ham hus og status tilbage.

Den spilteori, han bidrog til i 1950, mistede RAND-forskerne troen på allerede i sidst 1950’erne. Matematiske modeller, der antager at mennesker handler rationelt, har det med at passe dårligt med virkeligheden. Militærfolk og konfliktforskere er pragmatikere, og teorier uden praktisk relevans kan de ikke bruge. Men i den økonomiske videnskab, hvis kainsmærke er troen på den rationelle egoist, er man ikke så småligt anlagt. Her har spilteorien blomstret som teori, for er økonomiske transaktioner ikke netop en slags konkurrence mellem spillere, der kan vælge at samarbejde eller lade være?

Under overvejelserne i nobelpriskomiteen forud for tildelingen af prisen til Nash, krævede det stærke mindretal, at Nash’s fortalere fremlagde én eneste solid videnskabelig undersøgelse, der dokumenterede spilteoriens relevans i praksis. Forgæves, fortæller Sylvia Nasar.

Selv den enkleste dagligdags adfærd motiveres af dybder og konflikter i menneskers indre, der ikke sådan lader sig begribe eller styre af en rationel fornuft. Det vestlige menneskes højt besungne rationalitet går sine egne veje, som det illustreres så fremragende i denne biografi. (Dens første kapitel og indholdsfortegnelse kan læses her. Se også Nash’s korte selvbiografi på Nobelfondens hjemmeside)