|
Stene for brød |
|||
|
|
|||
|
Ib Ravn |
|||
|
Universitetsfilosofferne i Danmark interesserer sig hverken for det filosofiske nybrud, vi ser i naturvidenskaberne i disse år, eller for befolkningens stigende interesse i eksistentielle og spirituelle anliggender. Trykt som kronik i Berlingske Tidende 11. marts 1993 |
|||
|
|
|||
|
Så går vintersæsonen på aftenskoler og folkeuniversiteter ind, og videbegærlige voksne strømmer atter til i jagten på ny viden. Særligt filosofiholdene trækker: Efter de politiske 70'ere og de terapeutiske 80'ere har de filosofiske 90'ere meldt sig. Det valgfri gymnasiefag filosofi er blevet et megahit, de filosofiske klassikere fra Platon til Bertrand Russell genudgives som aldrig før, "Sofies verden" har ligget under et utal af juletræer, højskolernes sommerkurser lokker med filosofi som aldrig før. "Et kursus i filosofi," tænker man, når det kursusudbuddene dumper ind ad døren, "det må være dér, man kan få noget at vide om universet og bevidstheden og livet og alting." Efter de sidste to årtiers kurser i "Kapital, stat og klasse" og "Bliv dus med dit selvudslettende barn" er det en lise endelig at kunne gå direkte til de store spørgmål, meningen med det hele. Men hvad er det så den filosofi-interesserede borger tilbydes af fritidsundervisningens filosofilærere? Får han eller hun et bud på hvordan det hele hænger sammen? Hvad målet med livets udvikling er? Hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert? Om det er Gud eller tilfældigheder eller noget tredje, der styrer universet? Kommer man med slige forventninger bliver man uvægerligt skuffet. For de spørgmål har filosofferne i dette århundrede stort set opgivet at besvare. I århundredets første årtier erkendte filosofferne, at 2500 års syslen med disse spørgmål ikke havde frembragt nogen enighed. Man kunne faktisk ikke hævde at filosofien havde gjort fremskridt i den periode. Man var stort set stadig dér hvor Platon og Aristoles befandt sig. Ingen af deres problemstillinger var blevet blevet gjort forældede af nogen filosofisk udvikling. Det var jo lidt pinligt for filosofferne, specielt nu hvor videnskaberne og deres anvendte gren, teknologien, kunne opvise så storslåede fremskridt. Filosofferne resignerede og sagde: Nå, hvis vi ikke kan finde de endelige svar på de store spørgsmål, så kan vi da altid kigge på spørgsmålene selv. Vi kan spørge: Hvad vil det sige at spørge om hvad det gode og det onde er? Kan man tale meningsfuldt om "det gode"? Er "det gode" overhovedet en type begreb, der lader sig definere? Eller er det at sige "X er godt" blot et udbrud, en uartikuleret udråb på linje med "Av!" eller "Ah!"? Her er de fleste almindelige mennesker allerede stået af. Men det er vitterligt spørgsmål som disse, der har optaget talløse filosoffer i dette århundrede. Den minutiøse analyse af de enkelte ords betydning afløste den klassiske brug af ordene til at stille store og betydningsfulde spørgsmål med - for det var jo nytteløst! Kierkegaard udtrykte det rammende i sin kendte lignelse: "Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte ligesaa skuffende, som naar man hos en Marchandiser læser paa et Skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skiltet er blot tilsalgs." Denne iagttagelse lagde Kierkegaard i munden på sin æstetiker, og selv om den var ironisk ment - den stakkels overfladiske æstetiker magter ikke den filosofiske refleksion! - siger den i dag mere om filosofiens tilstand end om den erkendelseshungrende borger. Som interesseret lægmand løber man ind i endnu et problem i dagens filosofi: den klassiske filosofiske hang til argumenter. Det vigtige for en filosof er ikke om en given ide eller overbevisning er rigtig, men om der kan argumenteres tilfredsstillende for den. Om man har røbet sjælden god indsigt i en sag eller kan fornemme dens kerne er uvigtigt for en filosof. Hvad der tæller er om man kan argumentere for den, altså at man ud fra almindeligt acceptable forudsætninger kan ræsonnere sig frem til en tvingende slutning. Hvordan man ræsonnerer korrekt, dét går filosoffer vældigt op i. Det hedder logik og argumentationslære, og det er en af filosofiens grunddiscipliner, med aner tilbage til Aristoteles. Forkærligheden for argumenter frem for indsigt kan almindelige mennesker kun vanskeligt opfatte som andet end ordkløvning og pedanteri. "Jamen, hvornår kommer vi til sagen," gribes man i at tænke, mens filosoffen kæder sine argumenter sammen som perler på en snor. Hvor mange filosofilærere må ikke have følt sig fælt skuffede, når de efter endt påvisning af en påstand efter alle logikkens regler mødes af en flok blanke øjne i auditoriet, som om tilhørererne tænker: "Det er muligt det var korrekt argumenteret, men hvad kommer det mig ved?" Så besnæret er filosoffen af argumenter, at han sætter en ære i at kunne præsentere så mange af dem som muligt. Ergo vil den gode filosofilærer altid fremlægge talrige sider af enhver sag. Intet standpunkt som en fortidig filosof har indtaget er så godt, at der ikke kan argumenters overbevisende imod det. - Det er muligvis fair og demokratisk at præsentere allehånde synspunkter for og imod sjælens udødelighed, de 10 buds ukrænkelighed og sansernes mangelfuldhed, men det er ikke altid til stor hjælp for den videbegærlige kursusdeltager. Den filosofisk utrænede oplever et svælg mellem den indsigt i sagens substans han savner, og så alle de sproglige analyser og spidsfindige argumenter og udenværker, som filosoffen beskæftiger sig med. Dette svælg er det imidlertid uhyre svært for filosoffen at få øje på, for det netop er udenværkerne hele hans træning har opøvet ham i. Han er specialist i at analysere argumenter, ikke i at tage stilling for og imod. Han er jo ikke leverandør i meninger og holdninger; den slags har man politikere og bladsmørere til! Jeg erindrer at en højskole for nogle år siden havde arrangeret et ugekursus i filosofi hvis emne (efter hukommelsen) var "Meningen med livet". Senere fortalte en af arrangørerne (en filosof) mig med himmelvendte øjne at folk gudhjælpemig var kommet og havde bedt om at få livets mening at vide! Så man havde næste år ændret kursets titel til "Tænk selv". Alt for tit får man stene for brød, når man søger åndelig næring i filosofiens bageri. De store spændende brød, som de gamle filosoffer slog op, har de moderne banket ned til stenhårde og ufordøjelige klumper. Jamen hvoraf kommer så interessen for filosofi? Behovet har sikkert altid været der, men op gennem 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne blev al radikal trang til en dybere forståelse af tingenes sammenhæng kanaliseret ind i den marxistiske to-k(l)assemodel. Her fik man svar og patentløsninger så det battede - men så gik dét af mode. Sidst i 1980'erne slog en række naturvidenskabsfolk igennem i den danske offentlighed med bud på de store spørgsmål i fysisk og biologisk belysning: Ilya Prigogine om pagten mellem menneske og natur, David Bohm om helhed og bevidsthed på kvanteniveauet, James Lovelock om Gaia-hypotesen og mange flere. Hvor kunne man få mere at vide om det, hvis ikke på et filosofikursus? Men nej: to et halvt årtusindes tradition lægger filosofilærere ikke gerne bag sig for at opsøge noget tilfældigt videnskabelig forskning. Få er de filosoffer der finder det umagen værd at beskæftige sig med de naturvidenskabsfolk, der håbløst utrænede tillader sig at trænge ind på filosofiens enemærker. Ikke blot interessen for videnskab, men også de seneste års massive spirituelle søgning har filosofferne i det store og hele forsømt at forholde sig til. I manglen på åndelig næring har folk søgt over i intellektuelt tyndbenede og disciplinære religiøse organisationer som Scientology, moonier og Rajnesh, der giver ret så kontante svar på spørgsmål om livets mening og sjælens pleje. Her har tankens bageriprodukter form som en lind grød, en åndelig søbemad af generelt ureflekteret art, der skriger på filosoffernes specialkunnen: analyse og eftertænksomhed. Men det er ikke filosoffernes bord. Overlad det til Dialogcenteret og teologerne, hvis de gider. Fraregnet et par håndfulde filosoffer, der beundringsværdigt er gået aktivt ind i debatten om bioetik og andre samfundsmæssigt påtrængende emner, tilbyder den danske filosofi i dag ikke borgerne meget mere end en rulning - af den moderne slags: man lokkes ind i porten af skønne toner om tilværelsens dybde, rulles for sin filosofiske uskyldighed og kommer ud skuffet og desorienteret. |