Hjem Op

Den forkætrede holisme

Ib Ravn

Den førhen så ukendte filosofiske retning "holisme" fik gevaldig vind i sejlene i 1980'ernes og 90'ernes offentlige debat, og en frodig subkultur voksede op om alternativ levevis og holistisk medicin. Men begrebet ytres stadig ikke gerne i høvisk akademisk tale.

Trykt som kronik under titlen "Holismen har det godt" i Politiken 10. august 1993.

Holisme betyder helhedstænkning. For 15 år siden var det ikke et ord, der kunne ophidse nogen; det blev ikke brugt i kulturdebatten overhovedet. I dag deler det folk, der tænker over verdens og livets indretning, i to lejre: Dem der nærer varme følelser for det, og dem der fnyser ad det.

De positivt indstillede er for det meste folk, der eksperimenterer med alternativ medicin og levevis, og de negative er for det meste intellektuelle på universiteter og i medier. Holismens tilhængere udgør en omfattende subkultur, man ikke får øje på hvis man følger med i presse, radio og TV, som i høj grad domineres af de skeptiske intellektuelle. Hvoraf kommer denne splittelse i brugen af ordet "holisme"?

Begrebet dannedes af den sydafrikanske general og fritænker Jan Smuts, der i sin bog "Holism and Evolution" fra 1926 taler for en bredere forståelse af natur og menneske end den, der herskede i samtidens filosofi og videnskab. Jan Smuts' holisme er blot een af mange historiske bestræbelser på at forstå ting i deres helhed, og navnet er siden ofte blevet brugt til at angive helhedstænkning i almindelighed.

Indtil midten af århundrede forblev holismen en relativt perifer anskuelsesmåde inden for filosofi og videnskab. Den stod i modsætning til den dominerende analytiske tilgang, der mente at vejen til erkendelse gik gennem opdeling, adskillelse og reduktion af verdens fænomer, dsv. reduktionisme.

Omkring 1950-1970 rejste der sig en række tværvidenskabelige bevægelser, der søgte at sætte fokus på hidtil oversete relationer, sammenhænge og strukturer. Man kan nævne kybernetik (styringslære) i ingeniørvidenskaberne, systemteori i organisationsforskningen, strukturalisme i humanvidenskaberne, den dialektiske materialisme i samfundsvidenskaberne og socialmedicinen i lægevidenskaben.

Disse ellers meget forskeligartede bevægelser havde hver deres særlige historie og mål. Men set i nærværende perspektiv var de alle fælles om en kritik af den herskende videnskabs betoning af delen fremfor helheden.

Ordet holisme som sådan brugtes imidlertid ikke meget. Slet ikke i de marxistiske 1970'ere, hvor man i sin iver efter at påvise videnskabens og filosofiens afhængighed af økonomiske (klasse)tilhørsforhold gik helt overbords i en økonomisk reduktionisme, der ikke lod den "borgerlige" videnskabs reduktionisme noget efter.

De første spor af en holismedebat kom i slutningen af 1970'erne. Biologen Jesper Hoffmeyer og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders i bøger og artikler efterlyser en videnskabs- og samfundskritisk evne til at tænke i større helheder. Det sker overvejende i en socialistisk sammenhæng, idet socialismen forstås som en samfundsmæssig helhedstænkning, der i højere grad end den borgerlige fremskridtsideologi er i stand til at "medtænke" (som man sagde dengang) videre og større problemstillinger, f.eks. den almene befolknings eller miljøets behov.

Omkring 1980 bruges ordet holisme stadig ikke meget, men som det bl.a. fremgår af det socialistiske tidsskrift Naturkampens spalter er det nu i visse kredse blevet "progressivt" at kritisere den borgerlige videnskab for ikke blot at betjene de magthavendes interesser, men også for at være generelt reduktionistisk og livsfragmenterende.

I begyndelsen af 1980'erne mister marxismen så småt sit tag i storbyungdommen ved universiteterne. Samtidig begynder en anden bevægelse at slå igennem i noget andre kredse. Det er den alternative medicin, terapierne, beskæftigelsen med personlig udvikling og meditation, new age-bevægelsen. Et ofte benyttet navn for akupunktur, homøopati, zoneterapi og lignende medicinske terapier er "holistisk medicin", et begreb der som så meget andet i denne bevægelse stammer fra Californien.

I disse kredse begynder de teoretisk orienterede personer at beskæftige sig med de mere overordnede forestillinger om sundhed og sygdom, og menneskeopfattelse og livssyn generelt, videnskabeligt såvel som religiøst. Amerikanske læger og forfattere som Carl Simonton, Larry Dossey og Kenneth Pelletier er foregangsmænd og udkommer også på dansk. Det teoretiske bagtæppe for alternativ medicin og new age-kulturen får langsomt navnet "holisme".

Da denne holisme ikke primært udspringer fra et videnskabeligt eller filsofisk miljø, hvor man er vant til at undersøge begreber og data i de mindste detaljer, får den et præg af flothed og lethed. Ligesom new age- kultur lægger stor vægt på enhed og harmoni i ens praktiske liv, kommer dette også til at gælde også for bevægelsens teoretiske fundament, holismen. Den sættes til at levere en fælles forklaring på en stor mængde forskelligartede fænomener, fra spiritisme og pendulering over auralæsning og kostterapi til politisk astrologi og Kundalini-rejsninger.

Det er ikke nogen let opgave. Det er faktisk så vanskeligt at afdække og sortere i disse fænomener og evt. forklare dem, at for den kritiske udenforstående må alternativkulturens holisme se ud som overfladiske ad hoc-forklaringer, ønsketænkning, uhæderligt opspind eller direkte svindel.

Fra terapibevægelsens tilsynekomst i begyndelsen og midten af 1980'erne kender vi konflikten mellem de "navlebeskuende" terapifolk og de "politik-liderlige" marxister og intellektuelle. Denne konflikt får i henseende til holisme-begrebet det udtryk, at de venstreintellektuelle lægger afstand til holismen, fordi den i stigende grad optræder som en fernis af rationel forklaring på ellers uforklarlige fænomener - fænomener som videnskabeligt trænede intellektuelle ikke ønsker at være i selskab med.

Således siger Jesper Hoffmeyer fra over for holismen i en artikel med titlen "På plads i fosterstillingen" i tidsskriftet Fredag. Hvis hans bestræbelser på at fremme helhedstænkningens sag blot har ført til den regressive, konfliktsky og harmonisøgende new age-holisme, så vil han ikke have noget med den at gøre.

Andre intellektuelle siger også fra. DTH-professoren og midteroprøreren Niels I. Meyer nedsabler her i kroniken den norske journalist Erik Dammann, der i bogen Bag tid og rum finder belæg i teorier i moderne fysik og biologi for menneskets frihed og spontanitet. Også Jes Bertelsen, der fra sit Vækstcenter i Nr. Snede udgiver bøger, der trækker på kvantefysikken i forklaringen af bevidsthed og personlig udvikling, får et fur af Meyer for at være uvidenskabelig.

Forsøget på at begrunde holistiske ideer ud fra kvantefysikken kalder Tor Nørretranders nedsættende "kvanteholisme" og henviser til Fritjof Capras indfydelsesrige, men også meget udskældte sammenligning af østens mystik og moderne fysik, Fysikkens tao. Nørretranders erklærer i et avisinterview for nylig at han faktisk er reduktionist, selv om han i årevis er blevet opfattet som det modsatte.

Den tidligere utopiske socialist Ole Thyssen giver i anmeldelser og artikler bl.a. her i avisen udtryk for sin reserverede holdning over for de nye tendenser. Psykologen Simo Køppe retter i sin bog Virkelighedens niveauer skytset mod tilhængerne de nyere "holistiske videnskaber" og anklager dem for tvinge ånd og stof, samfund og psyke og organisk liv ind på samme virkelighedsniveau.

Samtidig med at der finder denne afstandtagen sted blandt intellektuelle og kritikere, udvider alternativkulturen sig. New age-bladet Nyt Aspekt har 7-8000 abonnenter, langt flere end noget Gyldendal-kulturtidsskrift i nyere tid har haft. Radio Lotus, ukendt af de fleste, kringkaster sine tidender om holistisk levevis til 40-50.000 trofaste lyttere i København hver aften. Helsebutikker oprettes overalt. Fjerdedele eller tredjedele af den danske befolkning har været til alternativ medicinsk behandling. Utalte tusinder mediterer eller lytter til new age-musik.

Vi ser altså en stigende polarisering mellem holistisk lavkultur og anti-holistisk højkultur. I befolkningen som helhed er der stærke holistiske tendenser, der giver sig udslag i ændret levevis og personlig indstilling til tilværelsen, mens aversionen breder sig blandt intellektuelle: universitetslærere, avisernes kritikere og columnister, kulturdebattører, essayister og opinionsdannere på tankens område.

Tidsskriftet Paradigma, som udkom mellem 1986 og 1990 og hvis redaktionskollektiv jeg var medlem af, sad midt i problemet. Vi ville gerne fremme helhedstænkningen og mødet mellem videnskabelig viden og andre former for erkendelse, men det skulle gøres ordentligt. Kunne man henvise til holismen og stadig blive taget alvorligt blandt de nytænkende kredse i videnskab og kultur, som vi håbede at kunne nå ud til? Kendte vi ikke svaret ved tidsskriftets undfangelse i 1984 var vi det i hvert fald ved slutningen af tiåret klart: etiketten holisme udsendte ikke de rette signaler om saglighed og lødighed.

Og sådan synes det at være i dag. I intellektuelle kredse, blandt folk der sætter pris på refleksion og kritisk efterprøvning er det ikke god tone at identificere sig med holisme - og det selv blandt folk der er yderst utilfredse med den herskende reduktionisme.

Et eksempel: jeg deltog for nylig i et to-dages møde om naturbegrebet, arrangeret af folk i jordbrugsforskningen. Foredragsholdere var et halv dusin filosoffer og deltagere var 70-80 agronomer, biologer og naturfredningsfolk. Der var udpræget enighed om, at den klassiske dualistiske naturbetvingelsestanke ikke går længere, og at der er behov for en ny sammentænkning af forholdet mellem menneske og natur. Det er en klassisk holistisk tanke, men i denne konferencens akademiske højkultur blev begrebet kun nævnt een eneste gang, og det med tydelige gåseøjne.

Et eksempel på det modsatte: Et nyligt nummer af Ude og Hjemme indeholder et beskedent 32-siders hæfte i lille format: "Livsguide - til personlig udvikling". Det er en introduktion til en snes terapier og lignende, fra aromaterapi og biorytmer til shamanisme og yoga. I hæftets indledning står der bl.a.: "Fælles for de nye tanker i tiden her på tærsklen til Vandmandens tidsalder, der astrologisk set starter år 2000, er opfattelsen af sjæl og legeme som en helhed. Holisme kaldes det."

Og længere fremme: "Det handler om at finde vej til dit indre skatkammer. For eksempel ved at tænke positivt i stedet for at fokusere på det negative. Du kan tænke dig syg. Og du kan tænke dig rask. Eller lykkelig. Tankens kraft er den reneste form for energi, og ved at lære at udnytte den kan du fjerne alle forhindringer for lykke."

Intet er nemmere end at sætte sin akademiske finger på dette budskab og kritisere de fremsatte påstande. Med denne brug af holismebegrebet er det ikke underligt at den intellektuelle trækker følehornene til sig.

På trods heraf skal man ikke tro, at vi erkendelses- og videnskabsteoretisk er på vej tilbage til 1950'ernes reduktionisme og deltænkning. At etiketten holisme er sat i den akademiske skammekrog er ikke ensbetydende med at den bagvedliggende, tankemæssige substans er tilsvarende forvist. Tværtimod.

Et magasin som det just hedengangne "OMverden - tidsskrift for liv og kultur" viser tendensen. Bladet var støvsuget for den lavkulturelle holistiske terminologi, men repræsenterede alligevel denne tendens blandt moderne oplyste: at se tingene i kontekst og sammenhæng, eller at tale hen over eksperternes subkulturer, som det blev udtrykt af redaktørerne, de venstreintellektuelle Jesper Hoffmeyer og historikeren Uffe Østergaard.

Således gælder det for højkulturens holismekritikere, at de stort set alle har deres private syntetiserende, tværfaglige, helhedsorienterede projekt. Niels I. Meyer forfølger stædigt midteroprørets ambitiøse sammentænkning af humanisme, fællesskab og bæredygtig udvikling. Dialektikeren Ole Thyssen fra Handelshøjskolen vil forene det bedste i socialismen og liberalismen og søger i disse år at få det realiseret i det "etiske regnskab", der skal tydeliggøre en virksomheds moralske præstationer.

Jesper Hoffmeyers helhedstænkning hedder biosemiotik, dvs. læren om livets tegn, der skal forbinde natur og kultur på en radikalt ny måde. Kritikeren Frederik Stjernfelt, der rister kvanteholister over en sagte ild, har sit eget tværfaglige projekt: et fælles forståelse af tænkning og tegn i mennesker og computere, inspireret af den franske matematiker René Thoms katastrofeteori.

Simo Køppe er nok utilfreds med den ideologiske brug af de nye "holistiske videnskaber", men er selv optaget af syntestænkningen og anvender dem derfor i en systemteoretisk inspireret syntese, der anskuer stof, liv, psyke og samfund som lige reelle niveauer i virkelighedens store enhedspyramide.

Tor Nørretranders benytter i sit magnum opus "Mærk verden" informationsbegrebet til at knytte dén forbindelse mellem fysik og psykologi, materie og bevidsthed, som enhver holist har på dagsordenen.

Med andre ord: holismen som begreb har det godt i den alternative subkultur, og skidt blandt intellektuelle og i medierne. Men holismens grundtanke, dvs. bestræbelsen på at forstå sammenhænge og helheder, er også i den intellektuelle højkultur i fuld vigør.