|
Mødet mellem |
|||
|
|
|||
|
Ib Ravn |
|||
|
Det religiøse spiller ingen rolle i moderne dansk politisk kultur. Men de seneste års stigende interesse for det spirituelle må kunne integreres, da både religion og politik betoner kærligheden mellem mennesker. Jeg skitserer en meget stor fortælling om verdens skabelse, ifølge hvilken jagten på det guddommelige og det gode samfund er to sider af samme mønt Artikeludkast afvist af tidsskriftet Salt, 1996 |
|||
|
|
|||
|
Hvad kan man stille op, hvis man er seriøst interesseret i politik og samfund, og samtidig har meget højere idealer for menneskets stræben end dé røvkedelige emner, der præger dagens politik: arbejdsmarkedsuddannelser, eksportfremstød, hjemmeservice, avisbudsdirektiver osv.? Ikke nok med at Christiansborg, pressen og radio og tv og frokostdiskussionerne på enhver arbejdsplads er fyldt med den slags ting uden vision og ånd og længere fremsyn end til næste års underskud. Men også samfundsvidenskaberne har for snævert et sprog til alt det stærke og fine som mennesket rummer, men som ikke spiller nogen ret stor rolle i den politiske diskurs. Det åndløse politiske liv kan enhver politiker beklage. "Men der skal jo fordeles kroner og ører til næste års offentlige udgifter, og de skal komme et sted fra," og så går tiden med at skændes om det. Men hvorfor spiller de virkelig store visioner om det gode liv, kærlighed mellem mennesker og en åndelig forbindelse til noget større i tilværelsen så lille en rolle blandt de folk, der beskæftiger sig professionelt med at reflektere over det politiske og samfundsmæssige liv? Kast et blik på SALTs skribenter. Samfunds- og kulturforskerne, talrige lektorer på læreanstalterne, mange et sted i halvtredserne. Ligesom formentlig SALTs læsere var mange glødende socialister i 1970'erne, nogle er det stadig. Marxismen gik hen og døde lidt; der kom et årti med personlig vækkelse og terapi. Er man åben og interesseret i forandring, som mange socialister er, har man sikkert også snuset til alt det med Jes Bertelsen og alternativ medicin og tilbage i kirken og få ungerne døbt. I samme bevægelse væk fra den politiske kampscene opstod sidst i 1980'erne interessen for etik og filosofi, også en personliggørelse af kamppladsen.. Problemet er, at disse to interesser, for det politiske-samfundsmæssige og det personligt-religiøse, ikke har fundet noget sted at mødes. Der ligger en kæmpe udfordring i at bringe disse to aspekter af tilværelsen i anstændig dialog med hinanden. Opgaven er selvfølgelig umådelig vanskelig, især når man betænker, hvor mange gange i historien, det er gået galt. Politik og religiøsitet er en livsfarlig cocktail, og man kan dårligt bebrejde nogen at ville holde dem så skarpt adskilt som overhovedet muligt - hvad de moderne samfund jo også i vid udstrækning har forsøgt. Men i denne sekularisering af det politiske liv ligger naturligvis også en stor del af årsagen til dets forfladigelse. Hvis man klipper menneskets højeste aspirationer af - ånd, kærlighed, ultimativ mening, drømmen om det gode, fællesskabets ego-transcendens, oplevelserne af sublim lykke, legen mellem mennesker og guder - bliver der selvfølgelig kun flæskepriserne tilbage til den politiske diskurs. Nogle vil sige, at så skal spændingen og suset komme fra sociale og økologiske visioner, om frie mennesker der løfter i flok, i respekt for naturen, de nære fællesskaber, det overskuelige samfund, retfærdighed og demokrati realiseret på en anderledes menneskelig måde end i det kapitalistiske skin-demokrati med dets mange fremmedgørende institutioner. En grøn-humanistisk-folkesocialistisk vision. Den behøver vi ikke nogen Gud for at kunne administrere! Nej, det er muligt. Men se på jer selv, se på jeres venner og slægtninge. Hvoraf kommer interessen for personlig vækst, dåb og bryllup i Folkekirken, healing og akupunktur, Kierkegaards religiøse kvaler, Gaia og holisme, kosmologi og paradigmeskift, Løgstrup og de spontane livsytringer, Grundtvig og højskolesang - hvis ikke fra et ønske om at integrere en åndelig dimension i hverdagen. Lad mig lige indskyde, at når jeg nærmest synonymt med "det religiøse" siger "det åndelige", mener jeg selvfølgelig ikke dét åndernes rige, som Lars von Trier diverterer sine seere med i filmen "Riget". Fru Drusses version af det åndelige er spiritisme: Den opfattelse at der findes konkrete, personificerede ånder, der fra deres oversanselige verden griber ind i vores, med mindre vi opfører os som de vil. Denne spiritisme er en særlig vestlig og moderne specialitet, der ofte tager karakter af åndelig pornografi, bl.a. fordi den som regel indebærer en fundamental læggen ansvaret fra sig: Ånderne råder, og vi skal følge deres bud. Denne uansvarlighed finder religiøsitetens kritikere selvfølgelig overalt, hvor der er noget spirituelt eller (påstået) guddommeligt på færde, og ofte med god grund. Til mødet med det åndelige eller religiøse er den kritiske sans alt for sjældent inviteret. At have sans for noget åndeligt eller guddommeligt og samtidig tage ansvaret for at skabe bedre sociale og politiske forhold - dét er så stor en mundfuld at de færreste politiske systemer eller religioner har magtet at gabe over den. Det er ikke vanskeligt at finde uforeneligheder i det religiøse og det politiske. Religionerne har en stærk tendens til at betone den individuelle frelse, mens politikken angår befolkninger som helhed. De traditionelle religioners lederskab er stærkt autoritært og legitimeret fra en øvre guddommelig sfære, mens politikken (i hvert fald i moderne samfund) typisk bekender sig til demokratiet og søger at hente sin legitimitet nedefra. Religioner vægter livet efter døden, politikken livet før. Religionen betoner oversanselige og spirituelle emner, politikken er materiel og orienteret mod menneskers kødelige behov. Det religiøse er i sin essens non-verbalt og mystisk, mens politikken er diskursiv og rationel (i hvert fald i sit selvbillede). Religion angår de evige ting og bygger i sine fundamentalistiske udgaver på evige sandheder, mens politikken i hvert fald principielt søger det stadig bedre. Og så fremdeles. Men sammentænkes skal det åndeligt-religiøse og det politiske. Vi har næppe separate centre i vores hjerner for disse to aspekter af tilværelsen, og det har kun været i desperation over det religiøse instinkts magt over mennesker, at man i de moderne liberale demokratier søgte holde statens institutioner fri af kirkens indflydelse. Men der er ingen grund til at vi i al fremtid skal acceptere en adskillelse af vore religiøse og vore sociale (og dermed politiske) behov. En grundlæggende forudsætning for en fornuftig samtænkning af det religiøse og det politiske er selvfølgelig at man har en overordnet ramme, inden for hvilken det religiøse og det humanistisk-politiske kan forstås som forenelige -omend naturligvis meget forskellige - aspekter af livet og virkeligheden. Lad mig i det følgende beskrive en sådan ramme. Den har form ikke bare som en "stor fortælling", men som en enorm fortælling. Det vil sige: en kosmogenese. Enhver religion med respekt for sig selv har jo en forklaring på hvordan verden er blevet til. Står vi foran den opgave at skitsere en religiøs virkelighedsbeskrivelse, der kan danne ramme for en lødig politisk teori, skal den selvfølgelig også have noget at sige om hvordan universet, livet og samfundet opstod, og hvad der er meningen med dem. Jeg skal måske lige indskyde, at det formentlig har været enhver religionsstifters ønske at fortælle sin historie, så den var i overensstemmelse med tidens bedste viden. Derfor fletter jeg aspekter af vor tids bedste viden på det kosmologiske og biologiske område ind i den følgende historie. Da de fleste religioner endvidere tager sig selv grusomt alvorligt, har jeg lagt et par kuriøse og vilkårlige indslag ind i kosmogenesen - også for at understrege at denne skabelsesberetning, som enhver anstændig én af slagsen, på ingen måde er det sidste ord, men skal kritiseres og forbedres løbende.
Gud skabte universet, fordi hun ønskede sig en legekammerat I begyndelsen er der ingenting. Gud keder sig. Hun vil have nogen at lege med. Selv om hun udmærket kan skabe en legekammerat fiks og færdig, gider hun ikke. Det er for nemt. Det skal være en værdig partner, der uafhængigt af hende har erhvervet sig hendes uendelige viden, kærlighed og styrke og derfor kan give hende gode udfordringer i legen. Hun beslutter derfor at sætte et univers i gang, der gennem evolution selv kan frembringe sådan en legekammerat. Hun mobiliserer sine vældige kræfter i et festfyrværkeri af en universfødsel. Herved spredes hendes kræfter og energi ud over et kæmpeområde og forvandles til noget ganske andet end hende selv, nemlig stof. Stoffet bærer dog stadigt præg af hendes kræfter. Dels fordi alt stof kan blive til energi igen ("E=mc2", nynner Gud for sig selv), og dels fordi det organiseres i partikelklynger, der bærer rundt på små pakker af hendes energi. Disse klynger kaldes atomer og molekyler, og de kan optage energi fra ét sted, lagre den internt og fragte den et andet sted hen til frigivelse og brug i en anden sammenhæng("Fotoner, kemisk energi, da-di-dum"). Guds energi var oprindeligt udelt over det hele, men stoffet bærer på dele af den, lokalt. Hermed brydes en oprindelig helhed og universets delthed opstår. Men Guds energi er med overalt, den gennemtrænger alt. Stoffet vekselvirker i kraft af den involverede energi på alskens måder. Stoffet øver sig i at danne de simpleste former, og årmilliarderne går. Langsomt opstår forskellige stabile vekselvirkningsmønstre (naturlovene), og mere og mere komplekse systemer dannes af stoffet - stjerner, galakser, de tunge grundstoffer. Denne ordensskabelse eller evolution er selvorganiseret, dvs. drevet frem af den allestedsværende kosmiske energi, ganske som Gud ønskede det. Universet kan selv; det er kreativt. Skabelsen pågår. Et lille sted i universet, på overfladen af en stofklump der kredser om en mellemstor stjerne, går evolutionen særlig stærkt, selv om den på ingen måde følger nogen ret linje. En dynamisk jordskorpe, vandmasser, skyer og lyn roder så meget rundt i gryden, at visse systemer begynder at lukke sig om sig selv ved hjælp af membraner. De optager solenergi og næring gennem membranen og lærer således selvopretholdelse, ligesom de evner at videreføre sig selv før de bukker under. De kaldes levende organismer. Med livets opståen er Guds intention om at skabe en legekammerat, hun ikke selv har skabt, godt på vej til at lykkes. Levende organismer ligner Gud langt mere end resten af skaberværket gør, fordi de, som hun, ejer evnen til at skabe liv (via forplantning). Først er dé nye væsener, som organismerne kan skabe, præcis magen til dem selv. Senere opnår de mere avancerede organismer evnen til at kombinere deres kvaliteter, og derved skabes en umådelig mangfoldighed af afkom (kønnet formering). For denne rigdom betaler de kønnede organismer imidlertid med deres liv, idet kønsmodning og aldring sætter ind. Heraf forbindelsen mellem sex og død, der som tema aldrig igen forlader livets evolution. Planterne og dyrene vekselvirker med hinanden og med deres miljø, og de skærper deres sanser og evner i stadig leg og kamp. Gud hører støjen fra legen og interesserer sig for sagen igen. På trods af sin oprindelige intention om at lade evolutionen køre sit eget løb, kan hun ikke holde fingrene fra sig selv. Hun snupper to særligt fine eksemplarer, giver dem navne og sætter dem til at bo i en dejlig have. Her får de hvad de behøver; de går rundt uden tøj på og er glade og spontane, ligesom dyrene. Men det kan de ikke blive ved med at være, for det er jo et evolutionært projekt vi er i gang med. Derfor har Gud også sat et træ i haven, Erkendelsens træ, der bærer de mest økologiske æbler, man kan tænke sig. Gud forbyder Adam og Eva at spise af æblerne, men sætter alligevel en snu slange op i træet. Slangen frister Eva over måde, og hun får Adam med på legen. Da det jo er et æble fra Erkendelsens træ, får Adam og Eva pludselig stor viden. De opdager at de er nøgne. De dækker sig til med blade, fordi de erkender at sex er en stor og farlig kraft, der giver dem Gud-lignende skaberevne. Ikke bare nyt liv kan de skabe, de kan også skabe deres egen tilværelse, da biddet af erkendelsens æble har givet bevidsthed om godt og ondt. De skal nu til at vælge; de kan ikke længere være spontane; de har mistet naturens paradiske uskyld og ubevidsthed. De har taget hul på den kulturlige verden og har derfor ikke noget at gøre i den naturlige. Udsigten til frihed er svær at bære; så Gud hjælper dem på vej med et spark bagi, og ud kommer de. Tabet af den dejlige have er tungt, og blandt Adams og Evas efterkommere er der mange, der bruger deres hele liv på at drømme sig tilbage til Paradis og længes ud af deres liv, til en hinsides tilværelse tæt ved Gud, i hendes egen yndige baghave. Hvor kunne Gud dog være så ubarmhjertig, sukker de, og bøjer nakken for den onde skæbne, der har forvist dem fra Gud. Men Gud havde dog ikke ondt i sinde, da hun lokkede Eva til at spise af æblet og smed hende og Adam på porten. Med dette lille indgreb ville hun vise menneskene hvad det er at være menneske. At de skal føde deres børn i smerte og skaffe sig deres brød i deres ansigts sved skal ikke opfattes som en byrde, men som en udfordring og en gave. Meningen var ikke at straffe menneskene for nogen ulydig handling, som det senere blev udlagt, men at sætte dem godt i vej. Det var jo trods alt Gud, der havde placeret både Erkendelsens træ og slangen i haven, og hvorfor skulle hun gøre det, hvis Adam og Eva skulle bo der til evig tid? Næh, i gang skulle de, videre frem og udvikle menneskeheden til Guds legekammerat. At føde børn er at skabe nyt liv, og at arbejde er at skabe betingelserne for opretholdelsen af eksisterende liv. Når Gud sagde at begge disse aktiviteter skulle ske i smerte og sved, var det for at tydeliggøre smertens rolle i menneskets liv. I Paradis er alt idel lykke, der er ingen smerte. Men der er også stilstand. I menneskets kulturlige verden er Paradiset bag os, og nu gælder det udvikling. Til udvikling hører smerte, for hvis mennesker ikke fik nogen ubehagelige påmindelser om, at tingene ikke er som de skal være, hvorfor skulle de da ændre tingene og søge at udvikle sig? Med blikket således rettet mod menneskenes udvikling trækker Gud sig tilbage igen. Hun griber ikke længere direkte ind i evolutionen, men har alligevel sørget for at være tilstede blandt menneskene. Hendes skaberkraft, der som energi har drevet evolutionen fremad, får nemlig et ganske særligt udtryk blandt menneskene: Den ytrer sig som kærlighed (Hun kalder den selv Helligånden). Kærlighed er det medium, som mennesket kan udvikle sig i og på den måde opnå Guds egenskaber og blive hende en værdig legekammerat. Men kærligheden er ikke en realitet, kun en mulighed. Menneskene skal selv finde ud af hvordan den skal realiseres. Bevidstheden om godt og ondt, dvs. erkendelsens gave, skal benyttes til at skabe de bedste betingelser for at kærligheden skal udvikle sig mellem menneskene. Adam og Eva går i gang med deres projekt. Deres sønner er de første der erfarer, at der umiddelbart er mere arbejde, sved og smerte i livet end kærlighed. Senere, da deres efterkommere som f.eks. Isak og Rachel får 547 børn og på den måde hurtigt fylder verden op med sig selv, erkender menneskene at kærligheden er langt sværere at virkeliggøre blandt mange end blandt få. I enhver gruppe eller samfund af mennesker - ethvert fællesskab - træder der derfor enkelte personer frem, som ser det som deres særlige opgave at give kærligheden de bedst mulige vækstbetingelser i fællesskabet som helhed. Fællesskabet oplever, at disse "kærlighedsgartnere" har mere energi og kærlighed at give af; de har set mere, forstået mere og ser længere end de andre. Så længe fællesskabet har denne oplevelse, lytter man til disse personer og følger deres råd. I mål hermed får de autoritet. (Men menneskene gør bestandigt den erfaring, at autoriteter bliver autoritære; de tager mere autoritet end de bliver givet.) Kærlighedsgartneren er forpligtet både på det menneskelige fællesskab og på Gud, idet virkeliggørelsen af kærlighed blandt mennesker jo er den måde, hvorpå mennesket kvalificerer sig til samvær med Gud. Selv om enkelte langt- og klartsynede personer dyrker samværet med Gud i deres private kamre, bliver det dog det dog klart, at den legekammerat, Gud venter på, ikke er noget enkeltindivid, men menneskeheden som sådan; ja, nogle siger livet som sådan. Den individuelle vej til Gud kan virke til ansporing i kærlighedsgartnerens arbejde, men den er også fristelsen om personlig frelse i utide, dvs. før andre mennesker og derfor på deres bekostning, som rotter af den synkende skude. Åndelig udvikling tilstræbende guddommens nærhed har i sidste ende kærlighedens virkeligørelse i menneskenes samfund til formål. Fra sit gemme inden i alting iagttager Gud menneskenes vanskeligheder med at drive kærligheden til noget. Hun er fortrøstningsfuld, selv om hun regner med at skulle vente mange milliarder år endnu. En dag vil legekammeraten måske komme, en dag vil der nok vise sig et væsen så klogt og stærkt og sjovt at lege sammen med, at de to vil lege i al evighed, sammensmeltede og forenede til ét væsen, èn Gud.
Hvad udretter sådan en skabelsesberetning? Jeg vil ikke fortænke læseren i at mumle for sig selv: "Uforpligtende fiktion", "Rablende postulater" eller ligefrem "Kvalmt eventyr, der skal legitimere alt muligt ved at lade videnskab og kristendom snylte reaktionært på hinanden". Genren er vanskelig, for at sige det mildt. På den anden side har historien for mig selv en selvfølgelighed, som jeg tror andre også oplever: "Nå ja, selvfølgelig er det dét, det hele drejer sig om, og sådan kan man jo også udtrykke det." Ganske vist rummer historien mange vilkårlige træk: Hvorfor er Gud kvinde? Hvorfor skal Gud forenes med en legekammerat og ikke en elsker, klog kone eller kraftkarl? Hvad laver Adam og Eva i en historie, der foregiver at have videre gyldighed end for kristne? Hvorfor er beretningen snart videnskabelig (E=mc2) og snart myte (menneskets opståen i Edens Have)? Hvor i alverden kommer denne kærlighedsgartner fra; er der i nogen som helst religion belæg for at se samfundets ledere sådan? På trods af alle disse vilkårligheder, som jeg i parentes bemærket har søgt at udforme så enhver interesseret læser kan skifte dem ud med sine egne præferencer, indeholder historien en par træk, der mere eller mindre eksplicit findes i mange religiøse eller åndelige systemer:
Ud over disse træk har jeg indflettet en lille, men tiltrængt sektion om kærlighedens forvaltning i det store samfund. De klassiske religioner har ikke skullet forholde sig til millionsamfund i hastig forvandling og kunne derfor sætte deres lid til stammens ældste, de viise og andre erfarne bærere af traditionen. Men moderne "religioner" må forholde sig til ledelsesproblemet. Nogle løser det ved personlig karisma (Sai Baba, Moon), andre ved stram disciplinering (Scientology, Jehovas Vidner). En sekulært realistisk religion må selvfølgelig trække på moderne socialpsykologisk, organisationsteoretisk og politologisk indsigt i kærlighedens vilkår blandt store grupper af mennesker (ikke at dette just er det frodigste forskningsområde, men alligevel). Derfor skabelsesberetningens ord om kærlighedsgartneren. Beskrivelsen af denne person skulle give et lidt højere mål for lederes og politikeres virke end man er vant til at se. Nuvel, men hvad skal vi med en sådan skabelsesberetning, tilsat lidt demokratiske ledelsesprincipper, når vi konkret skal til at indrette samfundet bedre, mere retfærdigt, kærligere? Lærer vi noget om den optimale organisering af de nye københavnske bydelsråd fra sådan en skabelseshistorie? Måske ikke, men bydelsrådene har vi jo dog en slags diskurs om, på Københavns rådhus, i beboerhuset på Nørrebro, blandt socialforskere osv. Vi ved hvordan vi skal diskutere den slags ting, og vi er så nogenlunde enige om begreberne: valg, udpegede medlemmer, repræsentanter, delegering, flertal osv. Her kan vi trække på et par hundrede års erfaring med den relevante sprogbrug fra politik, administration, organisering osv. Men vi har ingen diskurs for den rolle, vore politiske ledere burde spille i borgernes åndelige udvikling. Vi har ingen gode begreber for "kærlighedsgartnerens" virke, dén sociale og politiske organisering der foretages af folk med en særlig evne til at fremme kærligheden blandt mennesker, hvorved de i særskilt grad bidrager til virkeliggørelsen af menneskenes guddommelige potentialer. Tanken er grinagtig: Hvad skulle Schlüter eller Nyrup Rasmussen have at tilbyde os i retning af åndelig oplysning? Kristne socialister kan naturligvis tale om kærlighed og fællesskab med både kristendommens og socialismens tunger, og Ejvind Larsen og Ebbe Reich kunne mønstre Grundtvig og Marx i samme bestræbelse. Men modtagelsen er anstrengt; de fleste politisk og samfundsmæssigt aktive får kvalme ved tanken om den autoritære og livsfjendske sovs, der klæber ved den institutionaliserede kristendom, kirken. Den type social organisering, som kristendommen og den religiøse følelse i almindelighed lægger op til, parodieres som bekendt i Monty Pythons film Life of Brian. Husk f.eks. den scene hvor den værgeløse Brian følges af masserne, der partout vil se ham som deres åndelige leder. Dialogen mellem Brian og folkemængden: "I don't want to be your leader. You're all individuals!" Hele filmen er en mageløs understregning af det faktum, at uanset hvor sublim den enkeltes oplevelse af det guddommelige kan være, har religiøse impulser tit en fordummende eller ligefrem forrående virkning, når de kanaliseres socialt og forsøges omsat i konkrete organisationsformer. Til imødegåelse heraf indføjede jeg i skabelsesberetningen afsnittene om ledelse. Lad mig fremhæve tre træk ved en spirituelt oplyst politisk-organisatorisk ledelse:
Hvad angår det første af disse tre punkter - at politik og religion begge handler om fremme af kærlighed - skal man selvfølgelig være blind og døv for at mene, at det forholder sig sådan nogen steder i dag. Men mit anliggende her er visionen, muligheden, perspektivet: Så vi anderledes på politik og religion, hvad kunne vi da drive det til? Sættes grænserne for ens perspektiv af den daglige avis, er det svært at opfatte politik som andet end alles kamp mod alle og religionen som et asyl for galninge. Hvor naivt det end kan lyde, ville jeg dog mene det er vanskeligt at være uenig i det langsigtede mål for politik: at det skal tjene til at bedre menneskers liv, eller fremme kærlighed mellem mennesker. Kærligheden rangerer forskelligt på de store religioners dagsorden, men jeg tror det er svært at finde en eneste, hvor de optimale relationer mellem mennesker ikke udtrykkes i på en sådan måde. Med hensyn til det andet punkt - at ledere får autoritet af dem de leder - er dette jo i høj grad i modstrid med praksis i de institutionaliserede religioner. Præsteskabet som institution beror jo netop på at de udvalgtes autoritet kommer fra det guddommelige, konkretiseret gennem kirkens ledelse. Dette er muligvis et kendetegn ved alle religioner, men næppe ved det religiøse som sådan. Den moderne udfordring til det religiøse impuls er at undgå den forstening, der som regel følger af en sådan institutionalisering. Den europæiske politiske kultur har kultiveret et alternativ til denne autorisering oppefra, og det er demokratiets autorisering nedefra. Et mødet mellem politik og religion er også et møde mellem guddommelig inspiration og en demokratisk afprøvning af den. Hvad angår det sidste punkt, at frelsen er kollektiv, er det naturligvis et postulat, og man finder ikke denne ide realiseret i mange religioner. Jo, vi ser da det missionerende synspunkt, vel stærkest i kristendommen, at man som god kristen skal sørge for at få resten af menneskeheden med på vognen - men om det sker med det gode eller det onde har man lidt for ofte set stort på, fra korstogene og fremefter. På den anden side udtrykker kristendommens kærlighedsbudskab jo et stærkt mindretalssynspunkt, som socialistiske kristne glimrende kan forene forene med den verdslige, demokratiske kulturs betoning af ethvert menneskes lige værdighed og ret til et godt liv. Hvorom alting er: Selv om frelse og åndelig oplysning og kontakt med transcendente virkeligheder traditionelt har været et individuelt anliggende, er der vel ikke noget principielt til hinder for at antage at sand oplysning opnås kun når ens næste, og i princippet menneskeheden som helhed, har fået samme gyldne muligheder som en selv. En sådan eksplicit artikulering af en social og global ansvarlighed ville være et kærkomment træk i enhver religion, og må naturligvis være en hovedingrediens den religiøsistet, som politisk orienterede mennesker i et moderne samfund kunne finde på at leve efter. Om man i den sidste ende har lyst til at tænke religion og politik i samme åndredræt beror jo på de billeder, man kan tromme frem på den indre nethinde. Hvad ser man for sig: 70 Hizbollah-fanatikere med selvmordsbomber spændt fast på ryggen - eller Dalai Lama? Begge udtrykker mødet mellem religion og politik. Hvilken type møde vil vi tilstræbe? |