Hjem Op

Den tavse livsmening

Ib Ravn

Livet er tyndt i Velfærdsdanmark, og ingen taler om meningen med det. Mindst af alt opinionsdannere og intellektuelle.

Trykt som kronik i Politiken 16. juni 2001

"Hvad er meningen med livet?" Det spørgsmål er i dag næsten umuligt at stille. Det er alt for stort, pubertetsagtigt, metafysisk, grotesk eller komisk. "The meaning of life" er ikke et emne man tager alvorligt, det er en Monty Python-film.

Det er måske fordi spørgsmålet er gjort overflødigt af materiel velstand, vores gode borgerlige rettigheder og hverdagens almindelige travlhed? Næppe. Den amerikanske socialpsykolog Roy F. Baumeister skriver i bogen "Meanings of Life":

Det er ikke sådan, at vores kultur har tabt en stor, skøn fælles mening med livet og samfundet, som den grumme materialisme og verdsliggørelsen af åndslivet har gjort det af med. Førhen var livets mening jo et luksusspørgsmål, der kun var til debat i velstillede kredse. For de fleste mennesker gav svaret sig selv i det hårde, daglige arbejde og i kirken om søndagen. Det er først velstandsstigningen og religionens tilbagetrængning, der har gjort spørgsmålet om meningen med det hele til almeneje.

Men materiel velstand og ideologisk pluralisme er desværre ikke nogen særlig gode bud på et livsindhold. "Things fall apart, the centre cannot hold, " skrev allerede den irske digter William Butler Yeats i 1920 om den europæiske civilisation. I det moderne hverdagslivs centrifuge, som samfundsforskeren Johannes Andersen kalder det, trænger spørgsmålet sig på: Hvor usammenhængende en hverdag, hvor perspektivløst et arbejde og hvor tyndt et liv kan vi tåle at have, før vi tager skade på krop og sjæl? Hvor fragmenteret kan en livs- og samfundsforståelse være, før samfundet går op i limningen?

Fraværet af et dybere indhold i den enkeltes liv giver sig til kende på mangfoldige måder, der strækker sig fra de harmløse til de skadevoldende og videre til de dødbringende. Vi kompenserer for vores kedsommelige hverdagsliv med ferierejser, der lover oplevelser, fællesskab, spænding eller sex. Vi forbruger i stor stil, f.eks. sko til 2000 kr., "fordi man synes de giver et glimt af lykken", som en shopper udtrykte det til Politikens livsstilredaktør. Vi ser glade mennesker lege selskabslege i fjernsynet, fordi vi ikke har gløden til at lege selv. Vi læser ugeblade og følger de kendte, der lever spændende og kærlighedsfyldte liv på vores vegne. Vi spiller Lykkelotto for at opnå lykken ved et tilfælde, uden at have kæmpet for den og uden at kunne bebrejdes, hvis den undslipper os. Vi tager os en lille en, så alting ser lysere ud - alt imens vores eget lys lige så langsomt brænder ned. Vi spiser piller for at holde humøret oppe og smerten fra døren. Vi udvikler DNS, de nye sygdomme, når vi har ondt i livet: fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, udbrændthed m.v. Vi bliver narkomaner, fordi vi aldrig fik lejlighed til at opleve suset i tilværelsen selv. Vi tager livet af os, fordi vi ikke ser nogen mening med det.

Fraværet af retning og sammenhæng i livet er selvfølgelig kun én faktor i disse problemer, men den er påfaldende uomtalt. Vi har en overflod af ord for den sociale arv og en usund livsstil, en kærlighedsløs barndom og psykiske lidelser, huller i det sociale sikkerhedsnet og overgreb mod menneskerettighederne. Men vi har ikke sproget til at tale om den mening med det hele, der er så smerteligt fraværende i de fleste af de dårlige liv.

Og hvordan er det nu med vores eget liv? Hvornår talte du, kære læser, sidste gang med familie eller venner om meningen med livet, sådan i bred almindelighed, eller ligefrem meningen med dit liv i særdeleshed? Det er sikkert lang tid siden. I en tid hvor folk vil optræde i talkshows med deres alkoholmisbrug, homoseksualitet og incestovergreb, er dét at drøfte meningen med sit liv tilsyneladende noget af det sværeste og pinligste. Enten har man fundet meningen med sit liv, og så er man frelst og ulidelig at høre på. Eller også har man ikke, og så er det flovt at indrømme det over for andre og for sig selv. Eller man afviser spørgsmålet som irrelevant eller meningsløst.

De fleste vil sige, at livets mening må man tale med præsten eller psykoterapeuten om. Men præsten er der uhyre få, der taler med nu om stunder. Hun har desuden selv vanskeligt ved at tale om sådanne "inderlige" spørgsmål, for dét har det teologiske kandidatstudium overhovedet ikke forberedt hende på, teologi er jo en seriøs videnskab! En god psykoterapeut kan man tale med om sine bestræbelser på at finde mening i sit liv, men mange terapeutiske skoler, herunder psykoanalysen, har slet ikke ordet livsmening i deres vokabular. Den østrigske psykiater Viktor Frankl har godt nok gjort spørgsmålet om livets mening til det centrale i sin terapi, den såkaldte logoterapi, men den anvendes næsten ikke blandt fagfolk.

Mange mennesker forestiller sig, at filosofferne på universitetet må vide noget om livets mening. Men det er meget lang tid siden filosofferne måtte give op over for det spørgsmål. I dag kan de som fagfolk kun trække på skuldrene ad det. Den fremtrædende amerikanske filosof Thomas Nagel har f.eks. skrevet en lille bog "Hvad er meningen med det hele?" Bogens sidste kapitel hedder "Livets mening", men det har intet at byde på og slutter sigende med sætningen "Livet er måske ikke bare meningsløst, men også absurd."

For en del år siden arrangerede foreningen Filosofisk Forum en uges højskolekursus med titlen "Meningen med livet". Jeg talte med en af de arrangerende filosoffer bagefter, og han fortalte mig med et grin, at kursisterne gudhjælpemig havde kommet og spurgt ham om, hvad meningen med livet var! Så de havde fremover ændret kursets titel til "Tænk selv". Hvilket meget fint illustrerer fagfilosoffernes vane med at smide livsfilosofiske spørgsmål ubesvarede tilbage i hovedet på folk.

I det offentlige rum er tavsheden om livets mening massiv. Opinionsdannere, intellektuelle, kunstnere, forskere, læger, mediefolk, politikere, fagforeningsledere og erhvervsledere har alle travlt med hver deres kære projekter. Men de forsømmer offentligt at tale om dette det vigtigste i deres liv: Det at have projekter, at ville noget, tro på noget, satse al sin energi og al sin tid på en virksomhed, en karriere, et kunstnerisk udtryk, en videnskabelig teori, en politisk overbevisning, noget man brænder for og har viet sit liv til.

Det er som om det er pinligt og følelsesmæssigt og religiøst og uvidenskabeligt og upraktisk at tale om sådan noget. De danske opinionsdannere og beslutningstagere er verdsliggjorte protestanter, borgere i Janteland, på det jævne, på det jævne. De fleste husker kun alt for godt, hvad der skete sidste gang, vi satte høje værdier om det lykkelige samfund på dagsordenen. Marxismen gik ned i flammer, og den slags utopiske ekstaser og folkeforførelser skal vi ikke nyde mere af!

Derfor ser vi den intellektuelle i den rolle, som Per Fibæk Laursen beskrev i et debatindlæg her i avisen (10.2). "Den ironiske, uforpligtede, skeptisk iagttagende holdning er i dag nærmest blevet en standardattitude" blandt intellektuelle. Med Zola for 100 år siden var den distancerede, kritiske holdning en mangelvare, mens der i dag nærmest er mangel på involverethed og forpligtethed. Når en vision en sjælden gang i mellem stikker næsen frem, f.eks. i skikkelse af Niels I. Meyers nylige bog "Udviklingens ulidelige skævhed", så drypper sarkasme og afvisning helt af sig selv ud af anmelderens pen (f.eks. Per Michael Jespersens, her i bladet, 13.2). Et opbyggeligt manifest, hvor naivt.

Men det er indlysende at dem, der skriver hvad andre læser, og dem, der taler hvor andre lytter, har et stort ansvar for de livs- og samfundsfortolkninger, der findes i deres kultur. Det er i høj grad deres opgave at smede brugbare billeder på menneskelig opblomstring i et retfærdigt samfund.

Hvad der kan ske, hvis de ikke tager dette ansvar alvorligt, kommer den amerikanske videnskabshistoriker Anne Harrington ind på i bogen "Reenchanted Science". Hun undersøger de intellektuelles rolle i nazityskland og citerer i den forbindelse den tyske psykolog Wolfgang Köhler for nogle bemærkninger om fanaticismen i hans hjemland. Hun skriver:

Köhlers pointe om de intellektuelles ansvar er næsten mere sand i dagens Danmark end i det materielt udpinte tyske samfund anno 1933. Fascisme er i den grad åndelig smalkost, men bag nazismens sejrsgang var der selvsagt magtpolitiske og socioøkonomiske årsager, som er uden sidestykke i dag. Hvis samfundets historiefortællere ikke i dag magter deres opgave, dvs. at give en ramme, der fremstiller den enkeltes liv og samfundet som meningsfuldt og udstikker rimelige udviklingsretninger, så er truslen i dag ikke så meget fascismen, selv om den også stikker hovedet frem af og til.

Truslen kommer snarere fra alle forbrugersamfundets bedøvende små adspredelser, der fjerner vores opmærksomhed fra den pinsomme lakune midt i vores tilværelse. Vi står i dag næppe i fare for at blive overrendt af fascister, og smerten ved alkoholmisbrug og et liv spildt foran fjernsynet er at foretrække for fangelejren. Men vi skylder os selv at bruge vores umådelige materielle velstand til at udvikle vores potentiale for et liv og et samfund fyldt med mening, livskraft og overskud, til glæde for os selv og som forbillede for andre.

Dét forudsætter at vi taler om livsmeningen, udvikler et sprog for den, måder at tale om den på, så den ikke længere er pinlig og upassende. Den skal undersøges videnskabeligt, som f.eks. psykologen Bo Jacobsen lægger op til i sin bog "Eksistensens psykologi". Den amerikanske psykolog Paul T.P. Wong har i antologien "The Human Quest for Meaning" samlet alt hvad der er af empirisk forskning på området, og det er ikke meget, men en nødvendig start.

Tænk hvis livsmening kunne behandles kunstnerisk på anden vis end den sædvanlige tragiske, hvor livet fremstår fortvivlende absurd, uden heller at blive de nemme løsningers kitsch.

Skolen er måske et af de få steder, hvor der tales i dybden om livsopgaven, forstået som valg af uddannelse. Det kan vi tage og føle på, bankelev eller lærer. Men paradoksalt nok bliver vores uddannelse mere og mere irrelevant for, hvad vi kommer til at beskæftige os med senere i livet. Uddannelsessystemet skal derfor give de unge plads til at forfølge de emner og redskaber, de brænder for - for kun herigennem kan de blive maksimalt værdifulde for andre i deres senere arbejdsliv.

På arbejdspladsen skal livsmeningen på bordet, som erhvervspsykologen Karen Schultz gør i sin bog "Eksistens i arbejdslivet". Måske ligefrem i medarbejderudviklingssamtalen, som mange steder har udviklet sig til en pligtskyldig dans om den varme grød. Lederen passende kan spørge sin medarbejder: Får du brugt dine potentialer? Finder du dit livs udfordringer her? Har du fundet ud af, hvad dit særlige bidrag til verden skal være, som den amerikanske managementskribent Peter Drucker i bogen "Management Challenges for the 21st Century" kræver, at enhver leder og medarbejder spørger sig selv.

Selv her i Politiken kunne emnet behandles. Men organet for den højeste oplysning er underligt tavst om de højeste ting. Det pipper i et læserbrev, et interview, en kronik i ny og næ, men kammertonen på Skinlivstidende, som avisen kaldes ude blandt højere oplyste, er skeptisk, fornuftsbåren, kulturradikal i ordets hæderkronede PH-betydning: moderne, frigjort, funktionel, ateistisk.

Men da kulturradikalismen jo har sejret ad helvede til og er blevet ufarligt mainstream-paradigme, må vi kigge i røret fra den anden ende. Blandt de ting, der for alvor er kulturradikale i dag, finder vi inderlighed, de allerstørste spørgsmål, det transcendente, Ventegodts skæve livskvalitet, naturens genfortryllelse i økologismen, kroppens tale i den alternative medicin, arbejdet som eksistentiale, det at opleve et kald i stedet for blot at blive headhuntet, idealistiske samfundsvisioner, drømmen om et mellemfolkeligt fællesskab uden om børserne og magtunionerne, alt det som flertallet af skribenter i Politiken rynker retrokulturradikalt på næsen ad. På alle disse områder famler mange af denne avis' læsere rundt mellem guldkorn og skidtsnak på jagt efter de store ting i livet og i kulturen. Denne søgen kunne kvalificeres betydeligt, hvis den for eksempel blev inddraget i nærværende organs samtalefællesskab og underkastet behørig refleksion og konstruktiv kritik.