Hjem Op

Ånden i ledningen

Ib Ravn

H.C. Ørsteds dynamiske og romantiske naturfilosofi var helt central for hans eksperimenter, selv om den senere blev ignoreret af den sejrende materialistiske videnskab. I dag er Ørsteds opfattelse af naturkræfternes enhed mere videnskabeligt relevant end nogensinde, bl.a. i højenergifysikken.

Anmeldelse af Rolf Lindborg: "Ånden i Naturen - Naturfilosoffen og eksperimentalfysikeren Hans Christian Ørsted". Oversat fra svensk af Gitte Lyngs (Gyldendal, 217 sider, 248 kr.)

Trykt i Politiken 4. august 1999

Vi kender bedst H.C. Ørsted som dén, der opdagede at en kompasnål slår ud, når den placeres langs med en strømførende ledning. Vi ved også at han var romantisk naturfilosof og skrev et værk med titlen Ånden i naturen, hvor han ser naturlovene som udtryk for Guds tanker. At vores store naturvidenskabsmand, der kun overgås af Niels Bohr i international anseelse, således også var en blød natursværmer har man i videnskabshistorien altid syntes var lidt pinligt. Men hvad, sådan er mange genier jo lidt excentriske, og det havde jo ingen betydning for hans forskning.

Jo, siger den svenske professor i ide- og videnskabshistorie Rolf Lindborg, det havde det i allerhøjeste grad. I sin biografi viser han at Ørsted betragtede sine forsøg som en direkte demonstration af sin romantiske enhedsfilosofi. På ungdomsrejser i Tyskland var Ørsted blevet inspireret af Kants i dag underkendte naturfilosofi, der antog at naturen gennemtrænges af én og samme kraft, der bl.a. udtrykker sig ved en polaritet mellem tiltrækkende og frastødende kræfter. Denne kraft giver liv og ånd til både natur og menneske og hidrører i sidste instans fra Gud.

Ørsteds opdagelse af kompasnålens afbøjning fremstilles ofte som noget af et slumpetræf. Hvad der overraskede ham var imidlertid ikke, at der var en forbindelse mellem elektrisk strøm og magnetisme, men blot den retning som nålen slog ud i: vinkelret på strømmens retning.

I årtiet op til opdagelsen havde Ørsted beskæftiget sig indgående med den naturfilosofiske "dynamisme", der i de år stod i modsætning til den spirende atomisme. Dynamismen antog at naturens væsen lå i naturkræfterne - lys, varme, magnetisme, galvanisme - og at disse kræfter, der i sidste instans er én, er ophav til den tilsyneladende materielle verden, vi oplever. Atomismen hævdede på den anden side at naturen var opbygget at meget små partikler, som sammensættes på forskellige måder og derved danner stoffet som vi kender det.

At elektrisk strøm skulle være en materiel flyden af partikler, sådan som man senere kom til at forstå strøm, var Ørsted meget imod. Han så i stedet strøm som en konflikt mellem tiltrækkende og frastødende kræfter, ganske som Kant gjorde det. Denne konflikt i en strømførende ledning spredte naturligvis sin indflydelse ud af ledningen, og det var derfor han tog ledning, nål og det øvrige apparatur med sig i auditoriet den dag i 1820, hvor han noterede sig kompasnålens afbøjning.

Imidlertid var det den konkurrerende atomistiske teori over stoffets sammensætning, der som bekendt sejrede i de følgende år, og derfor fik Ørsteds videre overvejelser over kræfternes natur ingen synderlig videnskabelig betydning.

Lindborg gør i denne bog et fremragende stykke arbejde med at fremstille den idéhistoriske baggrund for Ørsteds opdagelse. Det er en intellektuel biografi; vi hører kun lidt om Ørsteds privatliv, barndom, familie og død. Lindborg er en mand med en mission, og missionen gennemføres til fulde: Ørsted fremstår som naturfilosof og eksperimentalfysiker i ét, og vi forstår hans romantiske naturopfattelse og finder den ganske plausibel i lyset af hans tid. Det er noget af en bedrift, når man tager i betragtning hvilken åndelig forkortning, den positivistiske videnskabshistorie indtil nu har udsat ham for.

Det er værd at bemærke, at væsentlige elementer af den naturfilosofi, som Ørsteds eftertid finder mystisk og naiv, i dag står højt på fysikernes dagsorden. Naturkræfternes forening har i anden halvdel af dette århundrede været fysikkens hellige gral. Af de fire fundamentale kræfter er elektromagnetismen og de svage kernekræfter forenet i den elektrosvage teori, mens de stærke kernekræfter venter i kulissen og fysikere drømmer sødt om den sidste krafts inddragelse, gravitationen.

At Ørsted vægrede sig ved at acceptere atomteorien og i stedet mente at stoffet bestod af små dynamiske kraftpunkter er kun tågesnak set ud fra det sene 1800-tals materialisme. I dag har den fysiske forståelse af stoffets karakter forlængst forladt atomteoriens forestilling om små udelelige og uforgængelige materieklumper. Både kvanteteori og relativitetsteori peger på at partikler er midlertidige stabiliseringer af energi, der dukker op fra det energimættede "tomme" rum og forsvinder igen. Partikler kan i dag fuldt ud betragtes som de kraftpunkter Ørsted antog dem for at være. Set i lyset af det 20. århundredes fysik kan den naturfilosofiske dynamisme på dette punkt være en lige så god virkelighedsopfattelse som den sejrende atomistiske og materialistiske forestilling - hvis ikke bedre.

Lindborg har i en velskrevet og spændende biografi gjort op med den overleverede éndimensionale Ørsted. Og vi følger ham gerne, postmoderne og frisindede som vi er. Et videre skridt ville være at tage naturfilosoffen Ørsted så alvorligt, at vi bruger ham - og andre af den traditionelle videnskabshistories rationalistisk afrettede naturforskere - som inspiration og ressource til at revidere videnskabelige virkelighedsbillede i dag. Så får vi se hvor langt frisindet rækker.