Hjem Op

 

Intellektuel handlingsviden
i en rådgivningsvirksomhed


Ib Ravn

Denne tekst er en forkortet version af et arbejdspapir, jeg udarbejdede til brug for Amphions direktion, da jeg i december 1998 overtog Amphions videnregnskab efter min afrejsende kollega Lotte Elmann Wegner.

Jeg forsøger her at bestemme det type viden, som Amphion opdyrker og handler med: Ikke den klassiske akademiske viden, der passivt afspejler en påstået objektiv, ydre virkelighed, men en aktiv handlingsviden, der intelligent optimerer menneskers målrettede handlinger. Den første foreligger f.eks. som rapporter, statistikker og megabytes, mens den anden manifesteres i medarbejderes daglige udøvelse af deres kompetencer.

Når man udarbejder et videnregnskab løber man nemt den risiko kun at beskæftige sig med den passive afspejlingsviden. Begge vidensformer skal med.

 

1. Viden i Amphion

Amphion er en virksomhed med ca. 25 ansatte, der tilbyder rådgivning, træning og efteruddannelse i organisationsudvikling, forandringsledelse, forhandling og konfliktløsning. Da vores miljøbelastning er lille og vores etik er relativt ukontroversiel, har vi valgt at lave et videnregnskab i snæver forstand - ikke et etisk eller et grønt eller et holistisk regnskab med sennep og ketchup og det hele. Vi forsøger altså ikke at indfange kundetilfredshed, medarbejdertilfredshed eller mange af de andre immaterielle kvaliteter, som ikke omfattes af det finansielle regnskab.


2. Afspejlingsviden vs. handlingsviden


Vidensbegrebet er sovset ind i fire århundreders rationalistisk tradition og skal befris herfra for at få betydning for menneskers og virksomheders liv og virke. Lad os til den ende skelne mellem to slags viden:

  1. Afspejlingsviden. Viden forstået som en passiv eller statisk repræsentation eller afspejling af en ydre virkelighed (Note 1). Når eleven har indprentet sig årstal og kongerækker, har hun viden om Danmarks historie. En rapport på en hylde kan siges at indeholde afspejlingsviden om det rapporterede. Dette er det klassiske filosofiske og intellektuelle vidensbegreb, og skoler og universiteter kender ikke til meget andet. Afspejlingsviden læres gennem studier og den handler om hvad der er i verden. Den kan udsiges; det sker ved hjælp af symboler (f.eks. ord, tal). Den søger det sande, forstået som disse symbolers overensstemmelse med en ydre verden. Afspejlingsviden påstås traditionelt at være værdifri.
  2. Handlingsviden. Viden forstået som det, der giver handlinger form og retning (2). Handlingsviden er aktiv og giver sig til kende i handlingen. Den "lagres" dynamisk i hele kroppen og den sociale interaktion og involverer alle sanser, ikke kun neocortex. Kompetencer, færdigheder, kyndighed, know-how er andre ord. Eksempler er at cykle, spille klaver, tale fremmedsprog, undervise, tilrettelægge, rådgive og mægle. Handlingsviden læres gennem handlinger, praksis, øvelse, mesterlære (3). Den handler om hvordan man gør ting bedst muligt. Den kan kun vanskeligt udtrykkes i ord. Den spiller en meget lille rolle i det etablerede undervisningssystem. Den søger det gode, den bedst mulige handling, og involver således uomgængeligt værdier.


3. En rådgivningsvirksomhed handler overvejende med handlingsviden

Forretningsmæssigt handler bl.a. biblioteker, forlag, studieboglader, Statens Information og Retsinformationen med afspejlingsviden, ligesom forskningsinstitutioner og læreanstalter gør det. Viden om verden, viden der kan lagres i hjerner og medier - det er produktet.

Handlingsviden sælges bl.a. af servicefagene, dvs. professionelle der hjælper andre med noget. Rådgivning og efteruddannelse er eksempler.

Begge slags viden findes i Amphion. Afspejlingsviden hos os er bl.a. viden om hvordan arbejdsmarkedet er struktureret, hvad forskningen siger om forhandlingsteknik, hvordan FNs fredsbevarende missioner er skruet sammen, hvad ansvarsfordelingen er i vores kunders organisationer, hvilke åbne kurser vores konkurrenter udbyder osv.

Vores største aktiv er dog den handlingsviden, der ligger i vore kompetencer og færdigheder, herunder vores evne til at bruge vores afspejlingsviden i praksis: Vise hvordan man gennemfører en forhandling, mægle konflikter, hjælpe ledere med at tune deres organisation, designe et medarbejdersamtalesystem, sammensætte læringsforløb om aktuelle emner, afvikle kurser optimalt osv.


4. To slags handlingsviden: Kropslig og intellektuel

Den slags handlingsviden, man kun vanskeligt kan tale eller tænke om, kan vi kalde kropslig viden, mens den slags der kan gøres til genstand for eftertanke og sproglighed, kan vi kalde intellektuel viden. De udgør poler på et spektrum og glider gradvist over i hinanden.

  1. Kropslig viden foreligger som færdigheder, som vi har lært og udviklet uden nogensinde rigtig at få dem beskrevet eller forklaret. Vi har set andre gøre det og har efterlignet dem: at gå, tale, læse mellem linjerne, bedømme tidsrum, forstå andres følelser, lodde stemningen i et lokale, lave mad osv. Vi kan det bare (eller vi kan det ikke). En stor del af det der foregår i daglige praktiske gøremål, i håndværk og anvendelsen af sociale og emotio-nelle færdigheder hører til her. Tavs eller implicit viden, kaldes det ofte (4).
  2. Intellektuel viden er den slags handlingsviden, som man kan forbedre ved at tænke over den og tale om den. Handlingsviden bliver intellektuel, når man sætter ord på den, formulerer distinktioner og klassifikationer, fastlægger metoder og procedurer, opstiller gode råd, laver strategier osv. (5)


5. Amphions handlingsviden er primært intellektuel

Amphions gebet er primært den intellektuelle handlingsviden: Sprog og eftertanke er centrale redskaber for os. Vores metier og vores medium er i vid udstrækning samtalen, den kritiske refleksion, den mundtlige evaluering.

Den vanskeligt artikulérbare kropslige viden er på ingen måde irrelevant for os. Vi trækker på den når vi vejrer stemninger og traditioner hos vore kunder, læser deres behov anderledes end de selv udtrykker dem, lugter duften i bageriet og opdager ulmende konflikter osv. Den kropslige vidne er en væsentlig forudsætning for vores praksis, men den skal reflekteres og verbaliseres for rigtigt at komme i spil i en rådgivningsvirksomhed som vores.

I kraft af vores fokus på intellektuel handlingsviden er Amphion en type videnvirksomhed, der skiller sig ud fra andre servicevirksomheder, hvor den kropslige viden spiller en langt større rolle. Og på grund af vores fokus på handlingsviden er vi forskellig fra (afspejlings)videnvirksomheder som biblioteker og fagbogsforlag.


6. Amphions videnstrategi og -regnskab skal derfor hæfte sig særligt ved intellektuel handlingsviden

Holder man sig ikke forskellen mellem afspejlingsviden og handlingsviden klart, vil man i forsøget på at lave videnregnskaber nemt komme til at hæfte sig ved en virksomheds afspejlingsviden, for den er lettest at få øje på og den lader sig lettest måle og systematisere: den er statisk og lagret, foreligger som rapporter, data på harddiske osv. (6). Handlingsviden er derimod mere flygtig, den forsvinder når den ikke bruges (mens der omvendt bliver mere af den, når den faktisk bruges), den syner ikke så meget, og den er svær at tælle og gøre objektivt status over. Amphions videnstrategi må derfor være så meget mere opmærksom på de utællelige og svært opgørbare former for viden.

Amphions videnregnskab kan for overskuelighedens skyld indholde en del tælbare størrelser (anciennitet, efteruddannelsesbudget osv.). Det interne "regnskab", der er den årlige status over videnstrategiens løbende realisering, må indeholde en del kvalitative elementer, der handler om vedligeholdelse og udvikling af Amphions intellektuelle handlingsviden.


7. Amphions videnstrategi opstiller mål og planer for udvikling af virksomhedens viden og kompetencer

  1. Hvad angår vores vision vil vi søge at udvikle viden og kompetencer, der kan understøtte Amphions bestræbelser på som privat virksomhed at bidrage til skabelsen af et godt liv i et godt samfund. Erindrer vi at afspejlingsviden er rettet mod det sande og handlingsviden mod det gode, giver dette en præcisering af vores interesse for viden, der markant adskiller os fra traditionelle akademiske og forskningsinstitutioner, der jo ikke har nogen erklæret holdning om at søge det gode, men i vid udstrækning holder fast i et positivistisk ideal om at søge det (værdifri) sande. Altså: vi interesserer os godt nok for viden, men den skal være hamrende anvendelig i vore bestræbelser på at udvikle mennesker og organisationer hen imod et godt liv i et godt samfund.
  2. Amphions mission fastsætter vore forretningsområder, og det er naturligvis inden for disse at vi ønsker at udvikle vores viden og kompetencer. Det drejer sig da overvejende om handlingsviden inden for rådgivning, træning og læring, evt. yderligere specificeret ud i handlingsviden om konfliktløsning, mægling, proceskonsultation, intuitiv læring osv. Lad mig nævne tre punkter, hvor begrebsparret afspejlingsviden/handlingsviden kan give anledning til en vis selvransagelse i Amphion.
  1. Vores videnhåndtering vis-à-vis kunderne har ikke i tilstrækkelig grad revet sig løs fra den rationalistiske pædagogik, der isomorft vil overføre viden fra lærerens hoved til elevens hoved (f.eks. på kurser i offentlig forvaltning eller ferieloven). Handlingsviden, som vel primært er det vi ønsker at sælge til vores kunder og som jeg antager vi interesserer os for strategisk, kræver en helt anden pædagogik, som involverer kroppen, hånden og sanserne i langt højere grad. Jeg hører sporadisk snak fra kollegerne i efteruddannelsesafdelingen om forumteater, intuitiv læring, latterkurser osv., men er der en massiv strategisk koncentration på handlingsvidens-pædagogik? Det nyere læringsbegreb er i høj grad inspireret af forskere og pædagoger, der er orienteret mod handlingsviden, og hvis vi mener det alvorligt med "læring" i vores mission kræver det systematisk indsats på dette område - dvs. mere end bare en trinvis opgivelse af mere og mere af den rationalistiske pædagogik når lejlighed byder sig.
  2. Når rationalister vil gøre deres viden praktisk sker det ofte gennem udformning af regler, der forsøger at kodificere en kompleks verden og og lede adfærd ind i bestemte, veldefinerede baner ("Når bilen kommer op på 40 km/t, skifter du til 3. gear"). Som Hubert og Stuart Dreyfus har vist, er regelbaseret indlæring fint for begyndere, men kommer man frem til blot et kompetent niveau, er regler ikke længere til stor nytte, for man begynder at få erfaring med alle de situationer, hvor man skal gøre undtagelser fra reglen, og på ekspertniveauet er de ganske ubrugelige. Vores mange overheads med "Gode råd" minder betænkeligt om forsøg på at formulere regler for adfærd i f.eks. forhandlingssituationer. Vi har brug for en grundig refleksion over de gode råds pædagogiske rolle. Uden en betydelig selverfaret kontekst er gode råd utroligt vanskelige at bruge til noget. Har vi nogensinde testet brugsværdien af de gode råd? Ved vi om de hjælper kursisterne?
  3. Handlingsviden, især den rent kropslige, udvikles klassisk (og effektivt) gennem mesterlære, dvs.: Se hvordan en mester gør det og prøv at gøre ham kunsten efter, mens han står ved siden af. Vort rationalistiske uddannelsessystem har afviklet mesterlæren og lagt for megen læring ind bag pulte i klasseværelser. Af en eller anden grund spiller mesterlæren også en beskeden rolle hos os, i hvert fald på ENCOREs kurser: Hvorfor i alverden stiller vores instruktører ikke op til en forhandling kl. 9.00 første kursusdag om et emne, som kursusisterne stikker dem ud, og laver en fremragende forhandling, som kursisterne kan imponeres over og stræbe efter at gøre lige så godt selv på resten af kurset? Er vi så egalitære og demokratiske i hovedet at vi ikke tør give kursisterne eminente forbilleder, men partout skal lade dem fedte med fingermaling og prøv-nu-selv-øvelser i vildt overdrevet respekt for deres egne erfaringer? Bliver efteruddannelsesafdelingens nyansatte læringsagenter i virkeligheden smidt alt for tidligt ud på et åbent kursus som kursustovholder - skulle de ud med en erfaren 10 gange først, for at suge alle variationerne og konteksten til sig? Som volleyballtræner kunne jeg ikke drømme om at bede mine spillere om at træne flyveslag uden at vise dem et (eller rettere tyve) først, men det er ofte hvad vi gør i vores øvelser med kursisterne. Lister med trin og procedurer som dem, man giver kursister til hvert trin i en mediation for eksempel, er selvfølgelig en stor hjælp, men det er ingen erstatning for et billede på nethinden af hvordan tingene kan gøres når de gøres godt - mesterens forbillede.

 

(Efter disse overvejelser over Amphions vidensvision og -mission følger forslag til de strategiske mål på vidensområdet samt en detaljeret plan for implementering heraf. De har primært intern interesse og er derfor udeladt her.)

Afslutningsvist anbefaler jeg direktionen at anvende den nævnte skelnen mellem afspejlingsviden og handlingsviden og i stigende grad lade Amphion orientere sig mod den form for læring, der ligger i handlingsviden (mesterlære, forbilleder, kroppen - hinsides rationalistisk læring). Amphions efteruddannelsesafdeling eksperimenterer med denne type læring, så det vil være naturligt at lade den få ressourcer til kompetence- og produktudvikling på disse områder - og lade dem træne resten af rådgiverne i en handlingsvidenpædagogik.

 

Noter og litteratur

(1) Den fremtrædende amerikanske filosof Richard Rorty viser i Philosophy and the Mirror of Nature (1979) at forestillingen om viden som "repræsentation" (afspejling) har præget filosofi og videnskab siden 1700-tallet, men er nu endeligt på vej ud - den holdt ikke.

(2) Den amerikanske organisationsforsker Chris Argyris har i forbindelse med læring i organisationer beskæftiget sig med vidensbegrebet og kalder det i sine bøger Action Science (1985) og Knowledge for Action (1993) for "action knowledge" og "actionable knowledge", hvorfra jeg vist nok har udtrykket "handlingsviden".

(3) Uden at bruge udtrykket "handlingsviden" benytter den amerikanske filosof Hubert Dreyfus and hans ingeniørprofessorbror Stuart denne form for viden i deres meget indflydelsesrige fem-trins læringsmodel, som beskrevet i bogen Mind over Machine (1985, på dansk: Intuitiv ekspertise, 1991)

(4) Den ungarsk-engelske kemiker og filosof Michael Polanyi introducerede dette meget indflydelsesrige begreb "tacit knowledge" i bogen Personal Knowledge (1958).

(5) Den amerikanske organsiationsteoretiker Donald Schons bog The Reflective Practitioner: How Professionals Think in Action (1984) er et argument for en indførelse af en form for mesterlære for ledere og organisationsfolk, der tvinger dem til at reflektere systematisk og lærende over hvad de gør. Herfra har jeg udtrykket refleksiv handlingsviden. Schon var i øvrigt med Argyris en af inspirationskilderne for "den lærende organsiation" (deres bog Organizational Learning er fra 1978), som populariseret af f.eks. Peter Senge i The Fifth Discipline (1990).

(6) Denne fælde beskrives af en mig ubekendt James Falconer, senior business analyst fra Nortel Networks i Totonto, i et konference-abstract: "Knowledge Management at a Branchpoint: Will We Ignore the Lessons of the Artificial Intelligence Discipline the Way it Ignored the Lessons of Wittgenstein" (jan 1999). Pointen er her at den rationalistiske tradition leder os til at formalisere og nedskrive viden (som den yngre Wittgenstein), mens det handler om at forstå viden som realiseret i samtale og social interaktion (den ældre Wittgensteins "sprogspil").