Hjem Op

Einstein og de to kosakker

Ib Ravn

Eksempler på videnskabelig og filosofisk humor plukket fra diverse litteratur (se noterne)

Trykt i Paradigma, årg. 3, nr. 2, marts 1989, s. 47-50

Ifølge forfatteren Arthur Koestler (1964) har videnskab og humor dét til fælles, at de begge laver overraskende koblinger mellem to vidt forskellige referencerammer. I humoren realiseres denne kobling i pointen, hvor den historie, der fortælles, pludselig slår om og en ny referenceramme indføres.

Koestlers artikel i Encyclopædia Britannica om humor giver følgende eksempel. En masochist er en person som holder af et koldt styrtebad om morgenen. Derfor tager han et varmt. - I videnskaben finder koblingen sted, når emner fra forskelige sagsområder bringes sammen i en overraskende syntese, som f.eks. i H. C. Ørsteds forening af elektricitet og magnetisme.

Det er ikke svært at se, at humoren kan have stor betydning for videnskabelig kreativitet og at den besidder paradigmesprængende potentialer, men det er der ikke meget skæg ved. Lad os i stedet se på den tilgængelige litteratur.

"I Think, Therefore I Laugh" er titlen på en præsentation af vitser, anekdoter og løjerligheder i filosofi, logik og matematik, skrevet af matematikeren John Allen Paulos (1985). Det hele er arrangeret tematisk i kapitler med titler som "Sillygisms", "Truths, Half-Truths and Statistics", og "The Titl of This Chapter Contains Three Erors" (tyg på den). Undervejs antyder forfatteren med let hånd hvilke filosofiske stridigheder vitserne er udtryk for, og hvilke logiske regler der brydes osv. Her er nogle eksempler.

En statistiker, der rejste meget til konferencer, var nervøs ved at flyve p.g.a. eventuelle terrorister. Han udregnede sandsynligheden for, at et fly skulle have en bombe ombord. Den var meget lille. Så udregnede han sandsynligheden for, at der var to bomber ombord. Den var umådeligt ringe. Derfor rejste han altid med en bombe i sin kuffert.

En mand finder på stranden en flaske med et kort i. Han åbner den og udbryder: "Hurra! Det er et kort der viser en flue vej ud af flasken."

Følgende kartesianske vits kan kun fortælles på engelsk: Epicurus, Russell and Descartes have just released their seat belts when the flight attendant asks Epicurus, "Would you like some orange juice?" He says, "Please" and gets his drink. She asks Russell who responds, "Certainly" and then drinks. When Descartes is asked if he wants orange juice he replies, "I think not" and poof! he disappears.

Dette er et navnet på et magasin, der i hvert nummer bringer ti-tyve korte parodier på videnskabelige artikler, mange af dem dybt seriøse studier over absurde og trivielle emner (ligesom i rigtige tidsskrifter).

I en artikel fra Dr. Crom Agnon afvises et tidligere publiceret hulemaleri med titlen "Multiplikation: En ny operation". Dr. Agnon påviser at den påstået nye operation ikke er original, men blot er udvidet addition. For eksempel er 3 x 4 det samme som 3+3+3+3. Desuden har den "nye" operation begrænset anvendelighed, idet den kun kan klare 3+3+3+3, men ikke 3+4+5. Alle tallene skal være ens!

"Kære Leo", begynder et brev fra rektor ved Firenze Teknikum, som meddeler da Vinci, at hans lektorbedømmelse er faldet uheldigt ud. Man synes godt nok hans notesbøger er detaljerede og kønne, men han har forsømt at publicere dem, og som de foreligger egner de sig ikke til videnskabelig kommunikation, bl.a. på grund af hans irriterende vane med at skrive baglæns. Hans arbejde med militærmaskiner har været lovende, men han distraheres for let og spilder for megen tid på sin malehobby, så desværre...

Douglas Hofstadter, forfatteren til Gödel, Escher, Bach, kørte i nogle år en fast klumme om logiske og matematiske emner i tidsskriftet Scientific American (alle er genoptrykt i Hofstadter, 1985). To af klummerne (januar 1981 og januar 1982) handler om selvreference eller selvhenvisning, altså dét snurrige fænomen at noget viser tilbage til sig selv.

Selfhenvisning er et klassisk logisk problem, som på dansk udtrykkes i dén om bornholmeren, der siger at alle bornholmere lyver. Snesevis af filosoffer har forsøgt at vikle sig ud af denne gordiske knude, bl.a. Bertrand Russell, som løste problemet med sin "teori om logiske typer", der ikke er nogen teori, men et simpelt forbud mod den slags udsagn i seriøs filosofisk diskurs. Færdigt arbejde. Rigtige filosoffer gider ikke høre mere vrøvl.

Men selvhenvisende systemer består. Nogle af disse tager form af selvhenvisende udsagn, såsom "Denne sætning indeholder fem ord" og "Hvis denne sætning er sand, eksisterer julemanden". Hofstadter bringer en lang række selvhenvisende sætninger, nogle ligefremme, andre paradoksale:

Den næste klumme indeholder bl.a. selvmodsigende respons fra læserne ("I just can't tell you how much I enjoyed your first article") og en del selvbesvarende sætninger:

Der afsluttes med en umådelig velskrevet historie, der udelukkende består af selvhenvisende sætninger. Den hedder "This is the title of this story, which is also found several times in the story itself" og handler om Billy på 12 år, der forsøger at strangulere sin mor, men hele tiden bliver afbrudt af forfatterens forkrampet selvhenvisende stil.

I USA findes der utallige gør-det-selv-bøger for alle fag og gøremål, også videnskabelige. Som en parodi på serier a la "Teach Yourself Polish" og "Psychoneuroimmunology Made Simple" foreligger Science Made Stupid: How to Discomprehend the World Around Us (Weller, 1985). Bogen gennemgår universets historie, stof og energi, jorden, evolutionen og mennesket, og har masser af skøre illustrationer af dyr og fysiske fænomener hvis navne tages bogstaveligt, altsammen i matte farver i en 30-40 år gammel skolebogsstil.

I en ordliste bag i bogen findes bl.a. disse uoversættelige definitioner:

Vi får også et kort kursus i videnskabelig metode, induktiv såvel som deduktiv. Den deduktive metode:

Den induktive metode:

Et bind med titlen Oral Sadism and the Vegetarian Personality (Ellenbogen, 1987) rummer to snese udvalgte artikler fra det psykiatriske tidsskrift Journal of Polymorphous Perversity. Samlingens første artikel hedder "Childhood: Etiology and Treatment". Her beskrives barndomssyndromet med fem symptomer:

Årsagerne til barndom anslås forskelligt alt efter videnskabeligt perspektiv. Den sociologiske model påpeger, at langt de fleste børn er arbejdsløse. Socialarbejdere har derfor iværksat et lovende rehabiliterings-program, hvor ofre for alvorlig barndom oplæres til at sælge orangeade. I et velkendt forsøg oprettedes endog boder for "psykiatrisk hjælp" (van Pelt, 1974).

Ifølge den biologiske model er barndom arveligt betinget. En undersøgelse af 8000 amerikanske familier (Flintstone & Jetson, 1965) viste, at over halvdelen indeholdt et eller flere børn, og at blandt de øvrige familiemedlemmer havde 92% selv været udsat for barndom i en periode af deres liv. Tværkulturelle studier (Mowgli & Din, 1971) indikerer at familial barndom er endnu mere udbredt i det Fjerne ¯sten, hvor så mange som otte ud af ti familiemedlemmer kan have barndom.

Biologisk orienterede børneforskere har også observeret, at børn har en atten gange større risiko for mæslinger, skoldkopper og fåresyge end normalbefolkningen. Incidensen for skrabede knæ, tabte tænder og cykelfald er også signifikant større blandt barndomsofre end voksne kontrolgrupper (Brun & Rask, 1979).

Den psykologiske model findes i mange versioner. Mest kendt er Seligman's "tillært barnlighed", efter hvilken personer der behandles som børn til sidst giver op og bliver børn. Szasz' teori hævder at barndom i virkligheden ikke eksisterer. Det er blot en etiket som et konformitets-søgende samfund klistrer på personer, der støjer mere eller spiser mere utraditionelt end gennemsnitsborgeren.

Behandlingen af barndom har i moderne tid været koncentreret om et massivt socialt program kaldet "skolegang". Under denne behandling anbringes patienterne i grupper svarende til sværhedsgraden af deres lidelse. De værst angrebne isoleres i "børnehaveklasser", hvis terapeutiske indhold begrænses til indlæring af basale livsfærdigheder ("fingermaling", "gå tur" osv.).

Desværre har dette program ikke formået at dæmme op for lidelsen, idet der i dag er flere børn i live end på noget andet tidspunkt i historisk tid. Men nyere studier (Rip, Rap & Rup, 1986) tyder på, at tidligere tiders prognostiske pessimisme har været ubegrundet: der har simpelthen manglet follow-up studier på behandlingen. En ti-års longitudinal undersøgelse af en patientkohorte, der oprindeligt havde haft lidelsen i gennemsnitlitligt 6,4 år, viste en markant forbedring på forskellige variable. Vidensniveauet blev målt ved standard-instrumentet TPFI (Trivial Pursuit Factual Inventory), højden ved hjælp af "det metriske system" og grøntsagsvægringen ved den klassiske Spinat Appetit Test (Skræk, 1947). Næsten alle deltagerne viste sig efter den ti-års periode at være symptomfrie, og forskerne noterede en spontan remissionsrate på 94%.

På trods af disse overraskende resultater er en intensiveret forskningsindsats naturligvis påkrævet, hvis de mange millioner ofre for denne ondartede sygdom verden over skal kunne nære håb for fremtiden.

Ellenbogen, G. C. (1987): Oral Sadism and the Vegetarian Personality. New York: Ballantine. 275 s. $3.95. Journal of Polymorphous Perversity fås fra Wry-Bred Press, P. O. Box 1454, Madison Square Station, New York, NY 10159, USA.

Hofstadter, Douglas (1985). Metamagical Themas: Questing for the Essence of Mind and Pattern. New York: Basic Books. 852 s. $24.95. Bantam, $12.95.

Journal of Irreproducible Results. Redaktør: Alexander Kohn. P.O. Box 234, Chicago Heights, IL 60411, USA. Abonnement for fem numre pr. år $12.30 pr. år med luftpost. Tre samlinger med Greatest Hits fra de 32 årgange er udgivet, således The Third Edition of Selected Papers of the Journal of Irreproducible Results, 308 s., $14.95 forsendelse iberegnet, fra samme adresse.

Koestler, Arthur (1964): The Act of Creation. London: Hutchinson. En opsamling af Koestlers skriverier om humor, kreativitet, videnskab m.m. fndes i Janus: A Summing Up. London: Hutchinson, 1974. Hans opslag "Humour and Wit" findes i Encyclopædia Britannica, bind 9, s. 5-11, 1978.

Paulos, John Allen (1985). I Think, Therefore I Laugh. New York: Columbia University Press. 163 s. $9.95.

Weller, Tom (1985): Science Made Stupid: How to Discomprehend the World Around Us. Boston: Houghton Mifflin. 80 s. $6.95. Se også hans Cvltvre Made Stvpid: A Misguided Tour of Illiterature, Fine and Dandy Arts and the Subhumanities. Boston: Houghton Mifflin, 1987. 80 s. $7.95.