Hjem Op

 

Danske forskningsmiljøer


Ib Ravn

En undersøgelse af danske forskningmiljøer sætter fokus på forskningsmiljøet og dets grundstemning. Er der rart at være, producerer miljøet sandsynligvis også bedre forskning.

Anmeldelse af Bo Jacobsen, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent: Danske forskningsmiljøer. (Hans Reitzel, 168 s., 175 kr.), og af Bo Jacobsen: Hvad er god forskning? (Hans Reitzel, 156 s., 150 kr.)

Trykt i Politiken 17. marts 2001

 

Der har i de seneste år været lagt meget vægt på, at danske forskere skulle producere mere forskning, dvs. publicere mere i såkaldt internationalt anerkendte tidsskrifter. Det har bl.a. ført til, at man blandt forskere taler om at "fyre en makro af", dvs. lave en standardartikel som kan varieres i detaljen og sendes af sted til forskellige tidsskrifter. Men det væsentlige er ikke mængden af publikationer, konkluderer dr.phil. Bo Jacobsen på baggrund af en undersøgelse af 250 forskere. Der skal fokuseres på forskningens kvalitet, ikke dens kvantitet. Og det kræver, at man tør tale åbent om, hvad god forskning er.

Som psykolog og leder af Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet lægger han et psykologisk og socialt snit ned gennem dansk forskning. De interviewede forskere hører hjemme på netop 10 institutter på højere læreanstalter, og det giver ham anledning til at stille skarpt på forskningsmiljøet. Med medforfatterne Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent identificerer han i bogen "Danske forskningsmiljøer" syv variable, der præger et godt forskningsmiljø: Fællesskab, et positivt syn på forskelle forskerne imellem, gensidig accept, en positiv grundstemning, høj produktivitet, høj forskningskvalitet og høje forventninger til forskerne.

Som det ses blandes "bløde" og "hårde" faktorer. Er noget så flygtigt som instituttets grundstemning virkelig relevant for forskningen? Ja, 70% af de interviewede forskere angiver i hvert fald at blive påvirket i deres forskningsaktivitet af grundstemningen på deres arbejdsplads. Dér hvor forskerne har det godt med kollegerne, er de tilsyneladende også mest produktive.

Hvis man vil sætte kræfter ind på at forbedre forskningsmiljøet, rummer Bo Jacobsens oversigtsbog "Hvad er god forskning?" en mængde indfaldsvinkler, der ikke spiller så stor en rolle i dagens debat om international publicering, udviklingskontrakter og repræsentation fra erhvervslivet i de styrende organer. Det væsentlige ved forskningen er dens karakter af opdagelsesproces, og ikke blot de resultater den kaster af sig - facts eller ny teknologi. Gennem undersøgelse og tænkning frembringer forskere ny erkendelse.

Forskning har kvalitet når den er metodisk solid, væsentlig og original, fastslår Bo Jacobsen, der desværre kun vier halvanden side til dette centrale spørgsmål. Hvordan man afgør hvad der er væsentligt og originalt, uden f.eks. at ty til antallet af andres forskeres citationer af en bestemt publikation, er jo netop humlen i debatten i dag.

Forskningens analytiske karakter har fået meget presse de sidste 100 år, og Bo Jacobsen supplerer tiltrængt med dens intuitive aspekter. F.eks. skriver lærebøgerne meget lidt om den trænede forskers fornemmelse for, hvad der er væsentligt og hvad der er et godt problem eller en frugtbar hypotese. Denne helt centrale intuitive viden udvikles bedst gennem et personligt forhold til en læremester, som forskerspiren følger og samarbejder med, helst i flere år. Mesterlære og praksislæring bør få mere plads i ph.d.-uddannelsen, anfører Bo Jacobsen, evt. ved at stipendiaterne forsker i en projektgruppe under en lærers vejledning. Mesterlæren strider mod vores demokratiske impulser - vi kan selv! - men medfører ofte at specialestuderende og stipendiater får lov til at sejle deres egen sø. Jacobsen henviser til en undersøgelse af 92 amerikanske nobelpristagere: hele 48 af dem har selv stået i lære hos andre nobelpristagere. God forskning er næppe et spørgsmål om distant og abstrakt katederforelæsning.

Hvis man vil fremme forskningens mere uformelle sider og dens sociale substrat, forskningsmiljøet, kræver det kvalificeret forskningsledelse. I dag tager institutledere sig primært af at styre økonomien, sørge for en fordragelig arbejdsfordeling internt og varetage instituttets interesser udadtil. Men en institutleders fornemste opgave burde være at stimulere, udvikle og vedligeholde forskningsmiljøet. Det betyder at medarbejdernes skal bekræftes og deres indsats anerkendes, stedets grundstemning skal stimuleres, forskelle kollegerne imellem skal accepteres, og en fællesånd skal dyrkes, hvor man bruger hinanden og giver konstruktiv feedback.

Det skal med andre ord være en moderne procesorienteret ledelse, der udvikler forudsætningerne for den personligt engagerende og produktive opdagelsesproces, som forskningen ideelt set er. - Det er forfriskende snak om en type professionel forskningsledelse, der ikke kun handler om modet til at save træets døde grene af, men også om evnen til få nye skud på stammen til at spire.

Disse to velskrevne og overskuelige bøger sætter på et fint empirisk grundlag fokus på forskningens indre kvaliteter - som et velgørende supplement til den aktuelle debat om ekstern styring af forskningens mængde og retning.