Hjem Op

Hvad kan man gøre for
at forbedre et forskningsmiljø?

Ib Ravn

Vil man påbegynde en indsats for at forbedre forskningsmiljøer, bør alle ansatte involveres. I det følgende skitserer jeg et første skridt på vejen. Et fælles daglangt seminar kan passende starte processen, efter et forberedende møde med fx institutbestyrer og en VIP- og en TAP-repræsentant.

Man kan med fordel benytte en værdsættende proces (en såkaldt appreciative inquiry), hvor man ikke starter med problemer, men med det, der fungerer godt allerede. Hver deltager får gennem sidemandsinterview og plenumsamtale lejlighed til at fortælle om en eller flere oplevelser de har haft på stedet, der for dem kendetegner det gode forskningsmiljø. Slag i slag dagen igennem reflekterer de over og fortæller

1. Hvad der har gjort de gode oplevelser muligt
2. Hvad de drømmer om også kunne lade sig gøre
3. Hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre i fremtiden.

Således at beskæftige sig med det positive og virkningsfulde skaber typisk en god og løftet stemning, der i sig selv er et lille skridt på vejen til et bedre forskningsmiljø. En eller flere senere møder eller temadage kan tage fat på at konkretisere nogle af de ønsker for fremtiden, der er blevet fremsat. For eksempel har en af deltagerne måske nævnt et internt seminar, hvor hun præsenterede sin forskning og oplevede en meget støttende og konstruktiv atmosfære. Opgaven for deltagerne er nu at finde ud, hvordan man afvikler et seminar ud fra deres erfaringer med rigtig gode seminarer.

Nedenfor skitserer jeg hvordan man kan gennemføre et akademisk seminar på en værdsættende måde. Jeg understreger at designet for et bedre seminar skal skabes af deltagerne selv for at kunne blive til noget - ellers er det bare en udenforstående konsulents udmærkede ide.

Akademiske seminarer afvikles som regel efter den kritiske (eller problem-orienterede) model: Forsker A fremlægger sit papir. Forsker B finder et hul i argumentet og borer i det. Forsker C finder en svaghed i metoden. Forsker D synes at forskningsspørgsmålet er forkert stillet. Så kommer forsker A på banen igen og forsvarer sig efter bedste evne mod disse indvendinger. Og så er de to timer gået. Med lidt held har forsker A lært noget. Men ofte har det nok været en ubehagelig oplevelse at blive grillet offentligt af sine kolleger, og det er let at blive irriteret på hinanden.

Et seminar kan gribes mere konstruktivt an. Formen kan eksplicit være fastlagt således, at oplægsholderen præsenterer sin ide og tre erkendte svagheder i sin forskning, som han eller hun hermed inviterer sine kolleger til at hjælpe sig med. Disse svagheder kan være så store, som man nu magter at vedstå. Evt. kan de i stedet være udfordringer man kunne tænke sig at udvikle sin forskning i retning af. Oplægsholderen har således fastsat en ramme for den kritik der modtages, og den skal seminardeltagerne respektere.

Til ph.d.-stipendiater kan man f.eks. bruge en mere eksplicit værdsættende form, for de har typisk brug for mere støtte og anerkendelse end ældre forskere. For eksempel kan en ph.d.-stipendiat fremlægge sin forskning, og opgaven for tilhørerne er på skift at identificere særligt lovende tendenser i det fremlagte: "Det du sagde om X synes jeg er specielt spændende, fordi det peger frem i retning af..." eller "det minder om noget meget kontroversiel forskning Y, som du måske ville have glæde af at kende" eller "det skulle du tage og kombinere med din interesse for Z, så ville det virkelig slå igennem" osv.

Den oplægsholder, der på denne måde modtager konstruktive råd eller anerkendelse fra sine kolleger, oplever stor taknemlighed, selv mod folk man ellers ikke har noget specielt at gøre med, hvilket er godt for grundstemningen i forskningsmiljøet, som bl.a. dr.phil. Bo Jacobsens undersøgelser (anmeldelse heraf) fremhæver som vigtig. Desuden peger al pædagogisk teori på, at positiv læring er langt mere effektiv end negativ.

Konstruktive seminarer som disse skal naturligvis ikke erstatte den kritiske efterprøvning af ideer, men supplere den. Praktisk taget alle forskere er ideologisk set popperianere og mener at deres forskning skal afprøves i bedste falsifikationistiske stil, men denne kritiske rationalisme står i skarp kontrast til læreprocessernes og fællesskabets mere arationelle psykologi, der drager langt mere næring af det positive og konstruktive. Det gode forskningsmiljø forener disse tilsyneladende modsætninger - og en fornuftig form på seminarer er blot et af mange steder, der kan sættes ind.