Hjem Op

 

Flux


Ib Ravn

7. Det gode liv for den enkelte

 

At leve det gode liv vil sige, at ens aktivitet kanaliseres af former, som man oplever som både stabile og fleksible på en gang. Det gode liv fandt vi i både-óg-modellens Område 4 øverst til højre, som vi også kaldte idealtilstanden.

Dette og det følgende kapitel giver en række eksempler på det gode liv, forstået ud fra denne model. Disse eksempler skal ikke forstås som perfekte idealtilstande, der ikke kan være bedre. Det er tværtimod eksempler hentet fra hverdagen. Det er eksempler på livet når det er godt, og de tjener her til at rette vores opmærksomhed mod en bedre håndtering af livets former.

Jeg behøver næppe henlede læserens opmærksomhed på, at disse eksempler udspringer af min personlige brug af modellen. Andre kunne tænke sig at anvende den anderledes.

 

Sprogbeherskelse

Lad os starte med sproget, fordi vi lige fik antydet den gode sprogbrug i Kapitel 5. Den rigide sprogbrug fandt vi eksempler på i den gammeldags sprogundervisnings overdrevne fokuseren på grammatik og remser og terperi. Den kaotiske sprogbrug er sværere at finde eksempler på, måske fordi sproget i sit væsen - som det bruges af almindelige mennesker - er en meget subtil orden med former der både er fleksible og stabile. Måske er der aspekter af psykotiskes eller skizofrenes sprogbrug man kunne kalde kaotisk, selv om der også typisk hersker en vis, særegen logik i deres sprog.

Mere ligetil er det at anerkende gode sprogbrugeres flekstabile omgang med sprogets former. At beherske et sprog er ikke nogen simpel opgave, og sprogforskere har delt sprogets mange aspekter op i discipliner som fonetik (ords udtale), semantik (deres betydning), grammatik (deres klasser og relationer), syntaks (deres sammenkædning i sætninger) og pragmatik (deres brug i en samtale). Titusinder af mønstre og konventionelle former skal mestres, noget man typisk ikke tænker på når man taler sit modersmål, men som bliver én smertefuldt bevidst når man lærer fremmedsprog.

At tale et sprog godt er at håndtere alle disse sprogformer på en måde, der både respekterer deres konventionelle brug, men også sætter dem kreativt ind i stadigt nye sammenhænge. Et sprog ændrer sig som tiden går, fordi dets brugere finder på nye ord ("bil," en forkortelse af "automobil" fra begyndelsen af 1900-tallet, dannet gennem en Politiken-konkurrence, hvor andenpladsen efter sigende var ordet "tøf"), nye betydninger til gamle ord ("fedt," "sejt"), nye udtryk ("Farveller," sandsynligvis fra "Farvel og tak"), nye ord af nye ord ("Kulturby 96" blev kritiseret for bureaukratisk administration og blev til "Kontorby 96") og nye stavninger, der vinder officiel blåstempling ("majonæse") eller ikke gør det ("byrokrati"). Den kreativitet der ligger heri udspringer af den flekstabile omgang med konventionelle former: Nå, så det hedder recycling på engelsk; recykling lyder ikke godt på dansk, så vi finder på "genbrug" (også resultatet af konkurrence i nævnte dagblad).

Digtere og forfattere, komikere og foredragsholdere, Hollywoods script writers og præsidenters speech writers, informationsmedarbejdere og journalister, tekstforfattere og avisers redaktionssekretærer lever af at behandle sproget kreativt: ikke så kaotisk at sproget helt falder ud af sine vanlige stabile rammer og mister betydning (som visse digtere i nyere tid dog har eksperimenteret med), og heller ikke så stabilt at det bliver til fraser og klichéer. Men netop flekstabilt: spændstigt, økonomisk, rammende, originalt, evt. humoristisk.

Godt sprog er selvfølgelig ikke forbeholdt disse typer professionelle sprogbrugere, men kan opelskes af enhver. For de fleste voksne mennesker har stiløvelserne i skolen taget fornøjelsen ud af skrivekunsten, men computeres tekstbehandlingsprogrammer byder selv den mest skriveblokerede chancen for at lege løs med sproget uden at det koster andet end et tryk på slettetasten, hvis man ikke er tilfreds.

Men blot en samtale mellem venner der udveksler lidt sladder og nyheder er et fantastisk kunststykke i flekstabil sprogbrug. Forskere i kunstig intelligens, der har forsøgt at automatisere menneskers samtale, så f.eks. en computer kan svare på en kundes telefoniske forespørgsler før køb i et postordrefirma, har måttet sande at det talte sprog rummer så utroligt mange nuancer og underforståelser og uudtalte henvisninger til en umådelig mængde fælles baggrundsviden, at det er praktisk taget umuligt at efterligne med et computerprogram. Det er netop denne sprogets subtile og højt udviklede orden der gør, at det er så svært at mestre - 10-20 års daglig træning kræver det, for fremmedsprog såvel som ens modersmål.

 

Den gode kropsudøvelse

Den rigide brug af kroppen er uhyre almindelig på vore breddegrader. Det er den stive, ømme krop: Den 50-årige mand der ikke kan bøje over lænden, det stive knæ, de evige spændinger i nakken, muskelpanseret osv. Den kaotiske krop er den udisciplinerede, slappe og generelt magtesløse krop, hvor der ikke findes former nok til at understøtte livsudfoldelsen. Personen der hverken kan danse eller cykle eller bruge sine hænder.

Den gode brug af kroppen, hvor stabile former anvendes fleksibelt og kreativt, findes måske hos balletdanseren. Her gives indtryk af umådelig ynde, lethed og spændstighed, der dog er baseret på mange års hård træning med hver eneste lille form, hvert trin og armbevægelse og knejsende nakke. Balletelskere vil finde balletten et oplagt eksempel på de kropslige formers forfinelse og perfektion. Andre finder ballet for stift, usundt og ekstremt belastende og hævder at balletdansere ender deres karriere med flere skader end amerikanske footballspillere.

Givet er det dog at den gode kropsbrug hænger sammen med et vist mål af disciplineret brug, hvor man både øver og vedligeholder bestemte former, samt holder sin krop så smidig og bøjelig, at man kan tilpasse formerne nye omstændigheder.

Dansen kunne være et glimrende billede på den gode kropsudøvelse, men desværre har de fleste mennesker det med dansen som med skrivekunsten: det er et felt for professionelle, hvor ungdomstræningen har givet for stor en afskrækkelse. Danseskolens strenge rutiner og afdansningsballets enorme forventninger til formfuldendt opførsel har taget danselysten fra de fleste.

Ungdomsoprørets friere danseformer var en protest mod de gamle stive former. Men som man bliver ældre virker fri dans på fire meters afstand fra partneren også for fattigt og formløst. Det er den for fleksible, dvs. kaotiske dans, hvor der ikke findes former (dansetrin, bevægelsesmønstre), der i tilstrækkelig grad understøtter livsudfoldelsen (dansen).

Tænker man på standarddansene, engelsk vals, quickstep, tango osv., som de ses i fjernsynet til verdensmesterskaber, er det let at få det indtryk, at det er en utrolig disciplin og kropslig afretning, der skal til for at vinde et verdensmesterskab. Sådanne danse virker stive og mekaniske på nogle mennesker, mens andre kan fornemme det sus og den livsglæde, der kan være i den gode dans.

Dans på det niveau er i en vis forstand som kunstskøjteløb, tårnudspring eller spring over hest, hvor den samme, perfekte form søges opnået af udøveren igen og igen. Heri adskiller det sig fra f.eks. boldspillet, der typisk har en større frihed, bl.a. pga. af spillernes mangelfulde kontrol over boldens bevægelser. I idrætter som fodbold, basketball og ishockey er variationen derfor langt større end i spring over hest, også på grund af de mange deltageres frie bevægelser på banen. Spillets taktik går typisk ud på at nedbringe variationen, dvs. få spillet ind i stabile, indøvede rutiner, der kan udføres med den præcision og det udbytte (at score), som holdet har indøvet igen og igen under træning.

Den gode kamp er den hvor spillerne mestrer utroligt mange rutiner og kan tilpasse dem fleksibelt til enhver opstået situation. I en landskamp for nogle år siden sås Brian Laudrup nedtage en 40 meter lang, fremspillet bold med vristen, i fuldt firspring og med sin overfrakke lige i hælene. At tage en bold ned med vristen er en detalje han må have øvet tusinder af gange, og alligevel må han tilpasse denne handling til lige netop de omstændigheder, han fandt omkring sig i den pågældende kamp.

Den kaotiske fodboldkamp kendes alt for godt fra lilleputrækkerne, hvor ungerne er for ivrige til at respektere trænerens tålmodigt indterpede taktik og klumper sig sammen omkring bolden osv. Den gennemført rigide kamp kendes næppe, fordi enhver træner ved at kun med det rette mål af originalitet og chanceudnyttelse scores der, men diskussionen om taktikker - f.eks. hvor meget skal spillet tvinges ind i de aftalte angrebs- og forsvarsrutiner? - kendes fra ethvert spillermøde. I volleyball havde østlandene en årrække ry for at spille betonvolley, som det kaldtes: modtage, hæve, smashe, bom! Den samme uopfindsomme rutine med hver eneste bold, hvilket bl.a. ikke blev anset for publikumsvenligt eller i spillets bedste ånd.

Danseverdenens parallel til boldspillet er måske gadedansen i Caribien, salsa, samba osv. De fleste af os danseukyndige har nok lettere ved at se dette som den optimale kombination af stabilt indlærte rutiner og mere frie og kreative improvisationer med partnere, musikere, tilskuere osv. Og alligevel ved vi ved nærmere eftertanke, at også standarddansenes mestre må beherske et væld af former og vide at kombinere deres indøvede trin og drejninger og fald på nye måder - hvis ikke til konkurrencen så i hvert fald til træningen, hvor det måske er trænerne og ikke danserne, der har det kreative privilegium.

Som dansen og boldspillet, således også legen. I den gode legs flekstabile brug af reglerne har vi et sindbillede på det gode liv. Om man leger skjul, kaster med snebolde eller spiller ludo, gælder der visse regler. Former skal overholdes. Hvis alt var tilladt ville der ikke være nogen leg, og lege degenererer da også ofte til kaos, når nogle af deltagerne går for vidt, bliver for pjattede eller lige lovlig opfindsomme for de andres smag. Den rigide leg er den hvor en af deltagerne hårdnakket insisterer på at en eller anden regel skal overholdes, hvad de andre ikke synes er vigtigt. Den ene part synes den anden leger rigidt, og den anden synes den første leger kaotisk.

Lege, som deltagerne gider gennemføre, er typisk lege hvor alle deltagerne har samme opfattelse af i hvor høj grad bestemte regler skal overholdes. Deltagerne har da samme indstilling til den rette kombination af stabilitet og fleksibilitet i reglerne og legens øvrige former, og de vil formentlig have oplevet at det var en god leg, og det var sjovt (ellers var de sikkert udvandret, som børn gør).

At danne og håndtere regler, så de hverken føles for snærende eller for løse, er en forudsætning for kunsten at lege, såvel som kunsten at leve. Når børn har mestret én bestemt leg og kan lege den færdig, går de som regel videre til en mere krævende leg, med flere regler og nuancer og finesser, som også skal læres og jongleres med og håndteres så godt som muligt. Efter Sorteper kommer Rommy, efter den to-årige piges læggen Dukkelise til at sove i en skotøjsæske kommer den tre-åriges legen Far, mor og børn med naboens dreng. Ungerne udvikler sig.

Sådan er det hele livet igennem, også når man bliver voksen. Man lærer én leg, går videre til den næste, lærer en ny, vender måske tilbage til en tidligere med en dybere forståelse og nydelse af den, laver lidt om på den, opdager en ny, prøver at mestre den, bringer noget af den med over i en gammel leg osv.

Men voksnes lege er ikke helt så beskyttede som børns. Somme tider gør det ondt når man leger forkert. Det kan gøre meget ondt: Fysisk hvis man pådrager sig en skade som følge af legen (f.eks. legen "Skal vi se hvem der kan køre hurtigst?"), og psykisk, f.eks. hvis man har fundet sig en tung leg (f.eks. legen "Jeg er nul og niks og derfor er der ingen, der elsker mig.").

 

Tro, mening, værdier

Hvad vi tror på i livet kan vi se i lyset af både-óg-modellen. Den rigide tro kender vi så udmærket fra religionens og de politiske ideologiers verden. Man holder fast på sin fortolkning af tingene, ikke bare fordi man synes den er rigtig for en selv, helt personligt, men fordi den understøttes af hellige tekster og institutioner der udlægger dem, f.eks. Bibelen og den kristne kirke, Koranen og det islamiske præsteskab, og Marx's samlede værker og det kommunistiske parti. Hvor troen holdes fast af urokkelige tekstudlægninger har vi fundamentalismen.

Heroverfor kan vi stille den meget fleksible opfattelse af tro, dvs. den trosretning, der ikke udpeger nogen bestemt tro som den rigtige. Den enes tro er lige så god som den andens, og der er ingen tro der er noget særligt. Denne opfattelse benægter selvfølgelig at den selv er en tro, men den repræsenterer dog en forestillingsverden på trosområdet alligevel. Lad os lade pluralismen udfylde denne rolle. Pluralismen fremstiller vi her som det kaotiske alternativ til fundamentalismen, jvf. Figur 4.

Det vil støde mange moderne mennesker, der har taget pluralismen til sig som det oplyste vestlige menneskes tolerante holdning til andre trosretninger. Pluralister mener selvfølgelig at den gode trosform netop er pluralismen, som jo netop lader hver enkelt menneske tro hvad han eller hun vil.

Vel, det er i nogen grad en strid om ord, og hvis læseren insisterer kan han eller hun udmærket flytte "pluralisme" over i Område 4. Men vel at mærke kun hvis man i denne rubrik medtager den type tro, der siger både-óg til stabile og fleksible trosformer.

Hvad vil det sige? Hvad er en flekstabil tro? Det er en tro, en mening med sin tilværelse, der er fast og velformet, som har fylde og tyngde og giver en personlig oplevelse af indre eller åndelig rigdom - men som samtidig er åben og fleksibel, som ikke er bundet til formaliserede læresætninger eller er aldeles afhængig af andres fortolkninger (idet disse evt. kan komme ud af trit med ens egen forståelse).

Efter et besøg i Danmark rapporteredes det i pressen, at Dalai Lama havde udtalt at hvis det viste sig at buddhismens læresætninger om virkeligheden ikke stemte overens med den moderne fysik, måtte læresætningerne laves om. Ser vi bort fra, at denne udtalelse muligvis var et publicity stunt og at vi næppe ser revisioner i buddhismens tekster lige med det samme, er denne forandringsvillighed dog usædvanlig på den organiserede tros område.

Sammenlign med kreationismen i USA, hvor kristne fundamentalister kræver equal treatment i skolernes biologitimer af Darwins udviklingslære og Bibelens opfattelse af menneskets nedstamning. Dér ser man ingen villighed til at ændre i den hellige skrift eller fortolkningen af den. Kreationismen repræsenterer dog bare et lille hjørne af kristendommen, og man skal erindre sig at den kristne kirke i det store og hele har vist sig at være uhyre tilpasningsdygtig og har levet med i samfundslivet som det har ændret sig op gennem århundrederne.

Man kan så spørge, hvad skal vi kalde den tro, der tager det bedste fra pluralismen (nemlig dens åbenhed) og det bedste fra fundamentalismen (dens faste tro). Den gode tro har jeg ikke noget navn for, men der cirkulerer en vending, som kommer tæt på: At leve med begge fødder solidt plantet i den blå luft. Udtrykket kan lyde ironisk, fordi det synes at betegne et menneske der ikke kan finde noget godt belæg for sine synspunkter. Med en mere positiv fortolkning kan man se luftigheden som udtryk for åbenhed: At ville plante sine fødder solidt, vel vidende at ethvert fundament kan der rokkes ved.

 

Fleksibilitet

 

Høj

3.
Kaotisk trosform:
Pluralisme

4.
Den gode tro:
Begge fødder solidt
plantet i den blå luft

 
Lav

1.
Spirende tro

2.
Rigid trosform:
Fundamentalisme

Lav

Høj

Stabilitet ®

 

Figur 4. Tro ifølge både-og-modellen

 

Hvad der gælder for (religionernes og ideologiernes) tro, gælder selvfølgelig også for den mere personlige mening - livsmeningen, meningen med ens liv. Har man en stærk tro udtrykker den som regel også meningen med ens liv: At kæmpe for verdensrevolutionen, at tjene Gud og sprede hans glade budskab osv. Moderne mennesker uden en sådan stærk tro har ofte ikke noget specielt klart billede af meningen med deres liv. "Nå, ja, jeg skal jo sørge for min familie og derfor går vi på arbejde, også fordi det er interessant, og mine børn betyder utroligt meget for mig, for vi skal jo føre slægten videre, og så vil jeg også gerne være noget for andre."

Det er næppe nogen overdrivelse at sige at i vort moderne, verdslige samfund er livsmening ikke noget der hænger på træerne. Den tyske sociolog Max Weber talte ved århundredeskiftet om affortryllelsen af den moderne verden: med bureaukrati, rationalisering og videnskab var magien gået ud af livet og verden (1). De primitives magiske sameksistens med naturen og kosmos var fortrængt af teknologi og naturbeherskelse.

Eksistentialismen fra midten af dette århundrede udtrykte den moderne meningsløshed for ethvert søgende ungt menneske. For eksistentialisterne var universet forlods meningsløst. Der var ingen gud og ingen mening givet. Massesamfundets bevidstløse borgere lever en eksistentielt fremmedgjort tilværelse, midt i denne universelle meningsløshed og det moderne samfunds mangel på fælles værdier. Det er umådeligt vanskeligt at leve et sådant liv; absurditeten truer, som f.eks. fremstillet i det absurde teater (Godot kommer aldrig, for der er ingen Godot = mening). Med eksistentialismen befinder vi os i den grad til venstre i både-óg-modellen, dér hvor der ingen stabile former råder (om man så vil kalde det for Område 3-pluralisme eller Område 1-uskyld.)

Først når vi en dag kaster os ind i tilværelsen, foretager et valg og forpligter os til en skæbne, bliver vi virkeligt til, siger eksistentialisten. Vi er dømt til at være fri, som det udtrykkes. Friheden er en forbandelse, for der er intet nagelfast der kan fortælle os hvad vi skal vælge, men den er også menneskets adelsmærke, for ved frit at vælge bliver man til menneske, først da får man eksistens.

Eksistentialismens betoning af valget som det, der skal til for at tilværelsen bliver meningsfuld, overser i nogen grad spørgsmålet om hvad det er man skal vælge. Herved fjerner eksistentialismens fordring sig en anelse fra det spørgsmål, som de fleste befinder sig i til dagligt: nemlig hvad skal jeg gøre, og ikke: hvordan kan jeg mønstre den fornødne overbevisning til at gøre det med. Regner man, som eksistentialister generelt gør det, med at universet ikke har nogen mening, bliver det tilsvarende mindre vigtigt præcist hvad man sætter sit liv ind på at gøre, for i det store spil er der ikke noget der skal gå op alligevel.

Omvendt kan man antage, som jeg gør i denne bog, at universet igennem evolutionen udviser en skabende tendens, der rummer en meget bestemt struktur, som vi bl.a. så i de fem evolutionære faser: stofdannelse, selvorganisering, livets opståen, dyrs adfærdsoptimering og menneskets værdiorientering. Som jeg skal komme ind på senere, lægger en sådan evolutionær kosmologi op til en helt anden rolle for personlig livsmening end eksistentialismens billede af universet som absurd.

Dén personlige livsmening, der præger det gode liv, er flekstabil. Den er stabil, netop fordi man har en fornemmelse af hvad meningen med ens liv er. Man er på sporet af de særlige talenter og ressourcer og gaver, med hvilke man drejer sin livskurs i en meget bestemt retning:

"Jeg elsker børn og er god til at håndtere vanskelige børn, så ud over vores egne tre er vi konstant plejefamilie for to-tre mere. Det har vi gjort gennem 15 år, kommunen er glade for os og de unge mennesker klarer sig godt bagefter. Det er det jeg vil bruge mit liv til: at give børn med problemer et trygt hjem og en god start i livet."

Eller: "Jeg er god til at programmere og synes det er skægt, men jeg kan se farerne ved computersamfundet; jeg vil gerne ud i verden og udrette noget godt med det; jeg tror jeg skal være konsulent og skabe debat om edb i samfundet og hjælpe folk med at lave humanistiske programmer og undgå de teknokratiske fælder der ligger i storstilet edb-anvendelse."

Eller: "Jeg holder af små børn og af at lave mad, og jeg er god til begge dele. Ud over at sørge for at mine egne børn kommer godt i vej, vil jeg gøre noget for børns bedre ernæring. Jeg tager kurser og videreuddanner mig, og håber en dag at starte et firma, der laver sund mad til børneinstitutioner, eller jeg vil gå ind og forbedre de virksomheder, der allerede gør dette. At arbejde for det mål giver mening i mit liv."

Så klare forestillinger om hvad man vil med sit liv er stabile for så vidt som de holder og giver kurs og retning over en længere periode. Samtidig opleves de forhåbentlig også så fleksible for den enkelte, at de kan ændres når omstændighederne og ens egen udvikling kræver det. Ændres samfundets dominerende informationsteknologi fra edb til f.eks. holografisk baseret billedbehandling med lasere skulle man nødigt have hængt sin livsmening op på den digitale computer, men have tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne skifte hest midt i livet (hvad der jo ikke er så ligetil, som mange bødkere, skomagere og typografer har måttet sande i tidens løb).

Tilsvarende, pådrager man sig en alvorlig fødevareallergi og må indskrænke sit koge-repertoire til de få ingredienser man ikke får eksem af, er man ilde stedt hvis man ikke er så fleksibel at man kan justere sin livsmening fra børn og ernæring til f.eks. børn og kropslig udfoldelse.

I samme åndedrag som vi siger tro og mening, kan vi passende også sige værdier. Hvis vi definerer en værdi som en (evt. ubevidst) forestilling om det gode, er det indlysende at i det gode liv er også sådanne forestillinger flekstabile. Værdier har da lige præcis den stabilitet, der gør dem anvendelige som "styringsredskaber" (som det hedder i dagens ledelsesjargon). Dvs. ens værdier sætter sig igennem i ens liv, og ens prioriteringer og handlinger fremstår som pålidelige og nogenlunde forudsigelige for en selv og andre. På den anden siden ligger de heller ikke så fast, at man bliver forhippet på visse ting og ikke vil rykke sig ud af stedet, som den mere dogmatiske eller fordomsfyldte person gør det.

I det gode liv er værdier hverken meget faste, for det implicerer urokkelighed og stivnakkethed, og de er eller ikke meget åbne eller flydende, for det betyder kaos og uforudsigelighed, og er heller ikke godt. Ekstremerne med for stramme værdier og for løse værdier undgår man i det gode liv, og man søger den forening af fleksibilitet og stabilitet i ens værdier, som netop giver det gode liv.

Det foregående afsnit lyder som selvfølgeligheder, men betænk at med en lidt anden og mere velkendt formulering byder emneområdet på uoverstigelige vanskeligheder. Det bliver tydeligt, hvis vi kalder det felt, hvor værdierne er alt for åbne og flydende, relativisme. Intet er absolut sandt eller godt, alt er relativt. Modellens Område 3 er relativismen. Område 2, nederst til højre er tilsvarende absolutismen. Her findes den troen på den absolutte sandhed, her findes værdier der anses for at være absolut rigtige.

Sidder man nu til halsen i relativisme, som mange gør det i det moderne samfund, er det umådeligt vanskeligt at trække sig selv op af den relativistiske sump, for hvad skal man trække med? Da man har erkendt at alle værdier er relative og intet er absolut godt eller rigtigt, kan man jo ikke med åbne øjne gribe hverken den ene eller den anden vej eller metode til at komme ud af sumpen med. Hvilket redskab skal man anvende for at finde værdier, der ligger hinsides det relative? For ved at bruge et bestemt redskab indrømmer man det jo absolut karakter (for ellers kunne man jo lige så godt bruge et andet) og da forråder man sin viden om alle værdiers relativitet. - Heri ligger mangen et ungt menneskes meget alvorlige dilemma.

Én måde at løse relativismens problem på (altså spørgsmålet om hvilke værdier vi skal vælge) er resolut at springe over i den modsatte grøft og annamme en absolut sandhed, som så kan hævdes med kraft og overbevisning. En anden er at underbetone de konkrete værdier, der skal vælges, og hævde at det afgørende er graden af overbevisning hvormed man vælger (hvilket groft sagt er den eksistentialistiske tilgang).

En tredje måde kan identificeres ved hjælp af både-óg-modellen. Her erkendes relativisme og absolutisme som ekstremer, der både indeholder noget godt og noget dårligt. Opgaven er at destillere det gode fra dem begge. Hvordan forener vi i vores oplevelsesverden det bedste fra absolutismen (visheden, overbevisningen om at vi har ret) med det bedste fra relativismen (åbenheden for ting der ikke passer ind)?

En klassisk måde at formulere denne erkendelse på er som følger: vær opmærksomhed på det absolutte i det relative og det relative i det absolutte. At forstå det absolutte og det relative ikke som modsætninger, men som indeholdt i hinanden. At finde den evige sandhed, dvs. det generelt gyldige i enhver konkret eller lokal værdi eller norm, og samtidig erkende det relative og begrænsede i alle stærkt hævdede og påstået universelle værdier.

Det kan være nemt nok at relativere andres værdier ("Nå ja, dét du tror på dér, det er jo bare din tilfældige måde at...) og det er nemt nok se sine egne værdier som umådeligt vigtige og nærmest absolutte ("Dét dér er altså et princip for mig, og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på, bare fordi du..."). Langt vanskeligere er det at se det almengyldige eller universelle i andres værdier, og erkende det relative og flygtige i ens egne. Og dog er det en forudsætning for det gode liv, dette at se det relative i det absolutte og det absolutte i det relative, om det så er ens egne værdier eller andres. At erkende at min passion og tro og livsmening blot er ét konkret udtryk for livets almene mening på et højere og mere absolut plan, samt at nabo Svendsens eller genbo Ahmeds sære lidenskaber eller overbevisninger også rummer spor af det almengyldige og det uendelige, midt i deres overvældende vilkårlighed: "Hvorfor lige undgå svinekød? Hvorfor ikke lamme- eller oksekød? Bizart." Ja, men nok ikke mere end kun at pleje sin ånd i sin kirke én gang om året, og så på årets tydeligvis mest materialistiske dag.

 

Holde fast og give slip

Vi kender også det stabile som det at holde fast, og det fleksible som det at give slip.

At holde fast på tingene er at sørge for orden og struktur, "holde på formerne," ikke lade noget skride eller gå i kaos. Går man ned ad en stejl trappe er det rart at holde fast i gelænderet for hvert skridt man tager. Som sådan er det at holde fast en god ting.

Men man kan også holde for meget fast, som når man vil være 100% sikker på at tingene foregår på den rigtige måde. Man garderer sig, man overvåger og kontrollerer. Man tænker at hvis ikke formerne bliver overholdt, sådan at ens egen og andres aktivitet kanaliseres på lige præcis den rigtige måde, så falder tingene fra hinanden, intet bliver udrettet, stilstand og opløsning truer.

Med den indstilling bliver alt man foretager sig overspændt, forkrampet, tvangsagtigt. Man holder fast af ren og skær angst for at give slip, måske ud fra en følelse af at man falder ned i stort, sort hul hvis man slapper af og giver efter. Gelænderet er ikke bare en nyttig støtte, det er simpelthen ens redningsbælte, og giver man slip... ja, man tør ikke tænke tanken til ende, for trappen er væk, man hænger tredive etager over jorden i et jernskelet af en skyskraber. Ikke så mærkeligt at knoerne bliver hvide.

Men det er selvsagt vigtigt at kunne give slip. At sige til sig selv: det går nok. Der ér en trappe, jeg kan bare ikke se den lige nu, men den er der. Giver jeg slip på gelænderet går jeg bare videre ned at trappen. Måske behøver jeg slet ikke gelænderet. Livet kan bære. Som altid når vi har at gøre med Område 2, de rigide formers område nederst til højre i modellen, går den rigtige retning opad i modellen, mod større fleksibilitet og åbenhed, mere given slip.

Men man kan også give for meget slip. Man kan fravælge former og deres livsunderstøttende funktion i en sådan grad, at tingene vitterligt kommer til at skride. Man kan slippe grebet med både hænder og fødder, så man falder på hovedet ned ad trappen. At løsne grebet er kun rigtigt hvis man har holdt for meget fast før, ikke hvis man står til at falde helt ned. At give slip på formerne i overdreven grad fører til samme forvirring, kaos, pluralisme og relativisme, som vi har beskrevet ovenfor.

Idealet er at kunne holde fast og give slip på samme tid. At gå med hånden roligt på gelænderet, at rykke rytmisk i det hvis man skal hurtigt op. Det liv hvor man holder på formerne, samtidigt med at man er i stand til at give slip, er det gode liv; dér hvor grebet om livet er fast, men blidt. I det gode liv bevæger man sig både med formerne og griber ind og ændrer dem hvor det er passende; man flyder med og styrer på samme tid, man holder fast om tingene samtidig med at man lader dem udvikle sig af sig selv. (Hvis det lyder selvmodsigende og paradoksalt skyldes det vores enten-eller-logik, der holder sådanne modsætninger adskilt. Med en både-óg-logik er der intet fornuftsstridigt i at holde fast og give slip på samme tid.)

Princippet er simpelt nok. Det vanskelige er at skelne i praksis: hvornår skal jeg holde fast og gribe ind, og hvornår skal jeg give slip og lade stå til? Forskellige situationer kræver forskellige strategier. Men det centrale er ikke at opleve nogen dikotomi, nogen afgrundsdyb sondring mellem det at give slip og holde fast. Begge er påkrævet, og helst i den samme tanke, i det samme åndedrag, uagtet at forskellige situationer kræver handlinger der vejer de to modsætninger forskelligt.

 

At lære er at slippe gamle former og gribe nye

Viden og færdigheder er en orden af former i hovedet og kroppen. At vide noget er at have symboler for det, dvs. former der inden i vores nervesystem repræsenterer (modsvarer, med-konstruerer) former i omverdenen. At vide at Einstein var pacifist er en form, i og med at den kanaliserer vores (tanke-)aktivitet på en ganske bestemt måde, når emnet er Einstein: "Aha, Einstein var ikke bare en stor fysiker, han var også en stor humanist," tænker vi måske.

Ikke bare abstrakt bogviden som dette eksempel, men også personlig viden og kunnen af alle typer er strukturer af former, som har stabile såvel som fleksible aspekter. At vide eller kunne noget med stor sikkerhed er udtryk for stabile former. F.eks. huske hvad ens børn er blevet vaccineret mod, hvordan man bremser bilen i regn og slud, at kunne smage kartoffelsuppen til med salt og timian.

Stabilitet i viden og kunnen er en god ting. Det er praktisk at huske vaccinationer, det er nyttigt at kunne bremse i regn og slud, det er godt at lave velsmagende suppe.

Men viden og kunnen kan i sagens natur også blive for stabil. Den kan blive låst fast i det man engang har lært eller fundet ud af. Viden kan blive rigid, færdigheder kan låses fast på et bestemt niveau. At lære nyt og blive klogere, at dygtiggøre og forbedre sig forudsætter evnen til at suspendere ens formers stabilitet. Kan man ikke erkende at en given form har udtjent sin værnepligt og nu skal modificeres, droppes eller erstattes med en ny, kan man heller ikke lære nyt.

Troede man som de fleste at Einstein bare var en omvandrende hjerne, fornuft og videnskab helt igennem, må man revidere sin opfattelse når man hører om hans pacifisme og indsats for mellemfolkelig forståelse. Har man så dannet den ide, at han også var et stor humanist med et varmt hjerte, må man blødgøre den vidensform lidt når man senere hører at han bortadopterede sin første datter. Hvordan kunne han dog, som stor humanist? Her står man måske af. Læser man en biografi om ham, danner der sig et mere præcist billede, der nuancerer ens tidligere og simple vidensformer: Han var en stor fysiker og en stor humanist, men han var ikke bedre til at klare forholdet til kvinder og børn end så mange andre mænd der er gift med deres arbejde.(2)

På et ufarligt område som dette (viden om Einsteins liv) er det let at revidere sine vidensformer, dvs. gøre stabile former fleksible og erstatte dem med nye, mere nuancerede og flekstabile former. Men dér hvor stærke følelser og billeder af én selv er involveret kan det være svært at revidere sin viden eller kunnen. "Jeg har altid gået i seng med kvinder på denne her måde, og dét er der aldrig nogen der har beklaget sig over. Men nu kommer du lige så frisk og siger det ikke er godt nok?"

Eller: "Jeg kan altså ikke lære differentialregning. At en bold kan have en hastighed i et meget kort tidsrum kan jeg forstå, men når det tidsrum bliver nul tid, f.eks. fra kl. 12 til kl. 12, så flytter bolden sig jo ikke, og når den ikke har flyttet sig, kan den jo heller ikke have nogen hastighed, som grænseværdien ellers siges at være. Der må være noget galt med min hjerne når jeg ikke kan forstå det, for alle de andre i klassen synes det er logisk nok. Er det mon min fars skyld, fordi han altid sagde jeg bare skulle holde mund når drengene snakkede? Hvorfor er jeg så dum?"

Her er det ikke bare en ny form der skal på plads (forspil hhv. begrebet grænseværdi). Det er også personens selvbillede og de stærke følelser af f.eks. utilstrækkelighed, som alle mennesker bærer rundt på i varierende grad ("Jeg er god nok i sengen, er jeg ikke? Åh, hvor er det pinligt," hhv. "Jeg er dum; dét er der bare ikke noget at gøre ved, det får jeg jo bekræftet igen og igen"). At ændre sådanne dybtliggende opfattelser er langt vanskeligere end de overfladiske former, der er involveret i matematikundervisning, køretimer eller et madlavningskursus. Men det drejer sig om det samme fænomen: at tage fat i stabile (rigide) former, blødgøre dem, gennemleve dem, åbne dem op, modificere dem, smide dem ud, integrere dem, erstatte dem med andre e.l. Hundreder af terapier konkurrerer om at finde den bedste måde at revidere personlige videns- og bevidsthedsformer på.

At håndtere ens tilværelses former på den gode, flekstabile måde er således det samme som at være god til at lære. Det gode liv er det lærende liv. At lære nyt er en integreret del af det gode liv, ikke en beklageligt krævende proces, vi først går i gang med når et ellers godt og roligt liv ikke længere fungerer.

 

At vide mere: Forskning

Ønsket om at lære nyt er centralt inden for videnskaberne. Tænkere og forskere har altid spekuleret på, ikke bare hvordan verden var indrettet, men også på hvordan vi bedst bærer os ad med at lære mere om verden. Videnskabsteorien er den filosofiske disciplin der beskæftiger sig med de regler og former, der hersker og evt. bør herske i videnskaben, for at man som forsker kan indsamle eller skabe viden på optimal vis.

Den gode erkendelse og den gode videnskab er selvfølgelig også en del af det gode liv. Vi kan benytte forestillingen om det gode livs flekstabile former til at pege på den retning, som god videnskab går i. God videnskab er naturligvis hverken rigid eller kaotisk. Rigide er de former i det videnskabelige samfund, der efterleves for længe og aldeles dominerer tanken, til skade for erkendelsen.

Skal vi give et eksempel på rigide former i videnskaben er det lettest hvis vi ser sådanne former fra en bestemt persons synsvinkel, f.eks. et medlem af den alternative kræftforening Tidslerne. Denne forening er stærkt utilfreds med lægevidenskabens stadige brug af kemoterapi og strålebehandling til kræftpatienter. Set fra Tidslernes synspunkt har hospitalernes kræftlæger temmeligt rigide former hvad angår forskning i og behandling af kræft. Omvendt anklager disse læger kritikerne for uvidenskabelighed og løsagtighed. Tidslernes argumenter honorerer ikke de formkrav som videnskaben stiller, mener lægerne: det er sludder og vrøvl, kaotiske former (3).

Således bølger striden frem og tilbage omkring enhver videnskab. Der fremføres stadig nye teorier der hævdes at være bedre end de gamle, og nye resultater stiller hævdvunden lærebogsviden i tvivl. Kampen om den rette måde at skaffe viden på er ikke alene en uundgåelig del af al videnskab, det er faktisk også dens adelsmærke, for den repræsenterer en villighed til at opdage fejl og lære nyt. Selv om det ofte går trægt, som kritiske kræftpatienter vil mene om den medicinske forskning, er videnskaben set over en længere periode dog en sand eksplosion af nye former i sammenligning med f.eks. verdensreligionerne, der generelt fremstår som et konservativt og bevarende element i kulturen.

Med både-óg-modellen kan vi pege på dét elementære forhold, at de former ens forskning kanaliseres af, altid bør være både fleksible og stabile. Dette kunne ligne en omformulering af et tema, der ligger enhver forsker på sinde, nemlig at man på den ene side gerne vil følge stabile metoder og mestre allerede indhentet viden, mens man på den anden side gerne vil pille lidt ved de etablerede former (viden, metoder osv.), for heri ligger jo ens bidrag til videnskaben.

Uden villighed til at suspendere tidligere indhentet viden, ingen stor forskning. Og samtidig: uden evnen til at rumme megen viden, dvs. uden et stort repertoire af vidensformer, heller ingen stor forskning. Det drejer sig om et både-óg, hvor der gives lige vægt til de stabile former, den mentale afretning og socialisering som man som forsker gennemgår under universitetsuddannelse, laboratorieansættelse, deltagelse i seminarer og kongresser osv., og til den fleksible side af sagen: evnen til kritisk at overveje de gamle former, med intuition og følelser at ane nye former og bakse med deres gestaltning.

På trods at et halvt århundredes videnskabsteoretisk kritik af den ældre positivistiske opfattelse af hvad videnskab er, hersker denne stadig i offentligheden: videnskab er en jagt på kendsgerninger, som man kan hobe op og bygge sig et større og stadigt mere solidt hus af. Stor er den overraskelse som yngre, navnlig naturvidenskabeligt studerende får sig, når de opdager at deres fag - medicin eller farmakologi eller geologi - trues af rivaliserende paradigmekandidater eller selv er resultatet af mange årtiers nærmest politiske stridigheder om hvad den korrekte viden og videnskabelige metode er.

Et minimumskrav man med både-óg-modellen i hånd kan stille til den gode forsker, er at han eller hun bestandigt holder sig samspillet mellem det stabile og det fleksible aspekt i videnskaben klart. Viden man selv har haft del i at frembringe har man en ulyksalig tendens til at ville forsvare til sidste blodsdråbe, og for forskeren (som for enhver) er det en vigtigt at kunne indrømme sine fejl.

Alt andet lige er ens bidrag som forsker ofte proportionalt med ens evne til at registrere ubehag ved etablerede teorier, resultater og metoder, dvs. til at erkende at der er noget galt, enten med ens egen forståelse eller med fagets lærebogsviden. Føler man intet ubehag og accepterer det hele, får man ikke bedrevet megen original forskning. Er man god til at registrere et ubehag ved gængs viden lægger man det gamle puslespil fra sig og forfølger sit ubehag og sine anelser og skaber nye teorier og metoder og resultater. Og mestrer man samtidig feltets virkemidler (den viden man ikke forkaster, metoderne, jargonen, de personlige kontakter til fagets store, de politiske snore der skal trækkes) bliver man en forsker hvis nye ideer slår igennem.

Dybtliggende antagelser om det rette billede af verden og den rette videnskabelige metode modsætter sig ændringsforsøg i en grad, der illustreres af Kuhns iagttagelse, nemlig at et nyt paradigme, et nyt videnskabeligt verdensbillede, først sætter sig igennem når tilhængerne af det herskende er døde. For de ændrer sig ikke. Så dybt ligger videnskabelige forestillinger om verden, fuldt ud så dybt som de billeder af os selv og andre mennesker, som psykoterapeuter arbejder med.

Ligesom kunstneren, religionens mand, den livsmenings-søgende og den politiske teoretiker kan også en forsker ved mødet med både-óg-modellen notere sig formernes spil mellem det stabile og det fleksible. Fælles for f.eks. videnskabernes, religionernes og de politiske ideologier er at de består af former, hvis sandhed eller rigtighed ikke kan fikseres. Fundamentalisme eller absolutisme findes inden for alle tre områder. Vi har mødt den i religionen og i den politiske ideologi, og i videnskaben vifter den af og til med bannere som "objektivitet" og "videnskabelig dokumentation."

Er man som ikke-forsker klar over den rigiditetens fare, der ligger i at klynge sig til bestemte former, er man godt hjulpen i sin kritiske omgang med videnskabens resultater. Videnskabsfolk har det med at se sig som repræsentanter for et fag, hvor man har det privilegium at søge den objektive sandhed, og derfor puster de sig af og til mere op end rimeligt er. Men som religion, kunst og politik er videnskab en leg, der leges efter bestemte regler. Den leg, der tror sig absolut, fjerner sig fra det gode liv og hæmmer livsudfoldelsen. Enhver leg bliver tung og dum, hvis den ikke udvikler sig.

Hvis vi erkender at god videnskab præges af den rette kombination af fleksible og stabile former, er der ikke langt til at overveje, om denne ide om flekstabile former også kan bruges til at beskrive videnskabens mål med. Målet med videnskab er jo traditionelt "sandhed," forstået som en overensstemmelse mellem udsagn fremsat af et subjekt og tingenes tilstand i en ydre, objektiv verden. Dette sandhedsbegreb ligger bag enhver naturvidenskabeligt trænet forskers virke, men det er samtidigt så vanskeligt at opretholde, specielt i human- og samfundsvidenskaberne, at det ingen egentlig rolle spiller. Forskere og videnskabsteoretikere har derfor i nyere tid opstillet mange andre mål for videnskaben i dag: evnen til at forudsige iagttagelser, opstilling og efterprøvning af hypoteser, sammenhæng mellem begreber, kritik af etablerede vidensformer, menneskers frigørelse, påvisning af al videns konstruerede karakter osv.

Ud fra både-óg-modellen kan vi formulere et mål for videnskaben. Målet er at udvikle flekstabile viden-former. Den viden, som videnskaberne tilstræber, skal rumme den rette kombination af stabilitet, dvs. den skal virkelig afprøves og undersøges og udsættes for kritik og eksperimenteren, for at sikre at den er solid nok. Men den skal samtidig være af en sådan karakter, at den holdes åben og revidérbar.

Dette er selvfølgelig i overensstemmelse med den østrigsk-engelske filosof Karl Poppers centrale krav til den videnskabelige proces, nemlig at den ikke skal søge bestandigt at bekræfte (verificere) hypoteser, men snarere at afkræfte (falsificere) dem, for således at afgrænse deres gyldighedsområde og derved åbne vejen for nye og bedre hypoteser (4). En sådan falsificerende indstilling hindrer netop viden i at stivne og blive til "facts" og urokkelige sandheder, hvilket er en permanent fristelse i videnskaben. Buddet om at søge falsificering er et forsøg på at trække videnskabelig viden fra det absolutte Område 2 i vores model og op mod Område 3.

Dette forslag om at lade flekstabile viden-former udgøre et centralt mål for videnskaben adskiller sig fra Poppers tanker derved at Popper ikke i nævneværdig grad tvivler på den objektive verdens evne til at levere falsificerende materiale. Har vi en hypotese om at alle svaner er hvide, kan vi nemt falsificere den ved at lede efter ikke-hvide svaner ude i den objektive verden. Finder vi dem er hypotesen falsificeret. Men i den sociale verden, mellem mennesker, er det langt vanskeligere at få falsificeret sine hypoteser, fordi de øjne vi ser med i så høj grad påvirker hvad vi ser. Vi får langt fra altid øje på falsifikationerne.

Virkelighedens evne til at give os klare falsifikationer var et kernepunkt for Popper, fordi han dermed mente at kunne adskille videnskabelig viden fra ikke-videnskabelig. Den ikke-videnskabelige viden, hvortil man ofte henregnede psykoanalysen, bekræftede nemlig sig selv og lod sig ikke tilbagevise empirisk.

Dette projekt med at skille god videnskab fra overtro, mysticisme og anden irrationalitet kunne synes vigtigt i 1930'ernes ideologiske tider, men i dag, specielt efter den amerikanske filosof Paul Feyerabends kritik af Popper, virker det ikke nær så påtrængende. Blandt videnskabsteoretikere og filosoffer ser man i dag videnskabelig viden som en type viden, der kan afgrænses løseligt fra andre typer viden, men ikke komplet adskilles fra dem - f.eks. personlig viden, kroppens "viden," moralsk sensibilitet, æstetisk skelneevne, praktisk håndværksviden o.l.

Vi kan sige at for al god viden, også videnskabelig viden, må det gælde at den består af symbol-former der både er stabile - dvs. alment gyldige, efterprøvede og til støtte for livsudfoldelsen - samt fleksible - dvs. åbne, justérbare, forsøgsvise, ikke fastlåste, og stimulerende for livsudfoldelsen. Under denne fælles formulering af "viden som flekstabile symbolske former" kan vi finde særlige kendetegn for videnskabelig viden. F.eks. dens almene karakter (den er ikke knyttet til bestemte personer, men kan erhverves af enhver uanset kultur og baggrund), interessen for uafhængig efterprøvning (via refleksion, kritik, diskussion af alternative fortolkninger, iagttagelser og eksperimenteren), dens empiriske grundlag (dvs. man skal selv se efter og ikke blot acceptere løse indfald, dogmer eller åbenbaringer), dens interessere for kvantificering, årsager frem for formål, abstraktion og formalisering osv.

Alle disse særlige kendetegn, som videnskaben har samlet op i århundredernes løb, placerer vi nu under det overordnede mål at udvikle flekstabile viden-former. At videnskaben således underordnes kravet om flekstabile former er det samme som at sige at videnskaben ikke kan have mål der er totalt uafhængige af vores forestillinger om det gode liv. Den gode forskning er en del af det gode liv, og ingen værdimæssige anliggender (moralske, etiske, politiske) kan således hævdes at være videnskaben uvedkommende. Videnskabens og livets mål må i sidste instans være det det samme, blot kan videnskaben forfølge dette mål med sine ganske specielle midler og traditioner.

 

Personlig udvikling - og smertens rolle

I forrige kapitel så vi ganske kort på begrebet "udvikling." Ud fra et eksempel med en klarinettist, der skulle lære tusindvis af former og håndtere dem fleksibelt, forstod vi udvikling som en forandring mod stadig mere flekstabile former. Udvikling er en bevægelse med det gode liv, i dette tilfælde den gode musikudøvelse, da det gode liv jo præges af flekstabile former - former der både er stærke nok til at støtte livsudfoldelsen på vejen fremad, samt åbne nok til at livet ikke hænger fast i det forgangne.

Vi skal også trække en tråd til behandlingen af det onde i Kapitel 4. Vi fandt at "det onde" er en betegnelse der udspringer af menneskers smerte og ubehag, idet en særlig måde at fortolke smerte på er at mene den skyldes onde kræfter eller onde mennesker. Jeg skitserede en alternativ opfattelse, nemlig den at smerte og ubehag er en slags evolutionens udfordring til os som mennesker. Smerte og ubehag er signaler fra kroppen eller vores underbevidste om at der er noget galt. Den kurs vores liv har nu, de aktiviteter vi er beskæftiget med, de former der aktuelt kanaliserer vores livsudfoldelse, de samfundsformer vi lever under - dem skal vi tage op til revision, så vidt vi overhovedet magter det. Ellers lider vi skade eller bukker under.

Opfattelsen og bearbejdelsen af smerte og ubehag foregår i vores komplekse sanseapparat, nervesystem og hjerne. Dyr og planter, der har mere rudimentære udgaver af disse systemer, er ikke i samme grad i stand til at føle og bruge smerte og ubehag til at undgå farer og forbedre livsudfoldelsen med. Planter har grove orienteringer mod livskontinuitet, og for så vidt de "sanser" bidrager disse sansninger (lys/mørke, fugt/tørke osv.) til livskontinuiteten ved at regulere plantens aktivitet: hvor skyder rødderne hen, hvornår åbnes bladene etc. Dyr har instinkter der retter dyrets adfærd ind mod en optimal livsudfoldelse, og de føler givetvis smerte når disse instinkter frustreres og leder bort fra de muligheder, dyret har. En orkan, der er et simplere selvorganiserende system end dyr eller planter, har intet sensorium til at fortælle den, når dens input (meteorologiske trykforskelle osv.) er ved at løbe tør og den derfor "bukker under," dvs. løjer af.

Vi mennesker har en højtudviklet evne til at føle smerte og ubehag, der sætter os i kategori for sig. I Kapitel 4 brugte jeg forskellige formuleringer af denne evnes funktion eller "formål": den sætter os i stand til at ændre adfærd, revidere de former der kanaliserer vores aktivitet, lære nyt osv. Nu kan vi sige det ligeud: Smerte og ubehag er redskaber til udvikling. Vi føler smerte eller ubehag når de former, der kanaliserer vores handlinger, tanker, følelser osv., enten hæmmer livsudfoldelsen (rigide former) eller ikke understøtter den (kaotiske former). Da udvikling er forandringer i retning af det gode liv med flekstabile former, er smerte og ubehag altså en udfordring til at udvikle mere flekstabile former.

Men smerten kan selvfølgelig være en grusom udfordring. Den udfordrer ikke bare til fest og udvikling, men også til umådelig lidelse. På de områder i livet, hvor smerten er overvældende og forekommer vilkårlig og meningsløs, magter vi naturligvis ikke at bruge den som stimulus til udvikling. Og alligevel finder mange mennesker med store savn og smerter mening i lidelsen, en mening der i sidste instans er med til at udvikle dem som mennesker.

Når smerte og ubehag blot er af rent forståelsesmæssig art, er det ofte nemmere at fortolke den som en udfordring til udvikling. Tag et eksempel: En kollega fortæller én at chefen i går omtalte én på en lidt ufordelagtig måde. Kollegaen undviger ens uddybende spørgsmål, og man får en fornemmelse af at der er noget der halter. Man føler et stærkt ubehag. Hvis man prøver at undertrykke det af ren og skær angst, har man ikke lært noget. Tager man i stedet ubehaget som en opfordring til udvikling, søger man mere viden hos andre kolleger eller hos chefen selv. Man finder måske ud af , at det var en misforståelse og man får genetableret det gode forhold til chefen, eller man erfarer at chefen søger at skaffe sig af med én, hvilket giver én lejlighed til at begynde at søge andet job øjeblikkeligt. I begge tilfælde har man lært noget vigtigt; man har grebet ind og talt med folk og udviklet sin forståelse af situationen - i modsætning til den, der undertrykker sit ubehag og forbliver uforstående.

Det kan lyde arrogant at påstå at smerte er en udfordring til udvikling, hvis ens smerte er umådelig stor. Hele ens familie kan være blevet udslettet under en færgebrand, man kan have de frygteligste gigtsmerter dag og nat i årevis osv. Hvad er meningen med at sige at det er en udfordring til udvikling? Er en sådan smerte ikke så stor og meningsløs at man skal være glad, hvis man lige akkurat kan klare sig igennem den og overleve?

Som sagt ovenfor: Jo, smerten kan overvælde enhver, og man kan ikke bebrejde eller fordømme nogen for ikke at kunne håndtere den smerte, som er blevet dem til dels. Både morfin og fortrængninger kan være uomgængelige for overlevelsen. Men kun i det korte perspektiv - for i det lange gælder det stadigvæk, at smerten kan bruges konstruktivt.

Min svigerfar var sprængstofsekspert og skulle i 1947 sprænge en mur væk. Sprængstoffet gik af mellem hænderne på ham; der havde været udøvet sabotage mod det under krigen. Han mistede begge hænder og den halve underarm, fik sit synsfelt indskrænket og led af store smerter over hele kroppen i mange år derefter. En slægtning foreslog ham at ernære sin kone og to små døtre ved at drive en kiosk - folk kunne jo selv tage avisen og lægge pengene på disken.

Men Stig Guldberg ville ikke opføre sig som invalid. Krigsministeriet havde brug for ham ved udbygningen af civilforsvaret, hvor han havde haft en ledende stilling under krigen. Sideløbende hermed fattede han under sine rejser i Europa interesse for krigsinvalide børn. Han oprettede en årligt tilbagevendende sommerlejr i Danmark for sådanne børn. Snart blev Guldberglejrene i Kramnitze på Lolland udvidet til at omfatte handicappede børn i almindelighed - børn der var vant til at blive gemt bort i skam. Gennem 1960'erne og 70'erne blev stranden og skoven omkring Kramnitze stedet, hvor tusinder af sådanne børn fik en oplevelse af hvordan et aktivt og værdigt liv kunne være, om man så led af de alvorligste fysiske og psykiske handicaps. Lejrene blev en livsopgave for min svigerfar. Han greb smerten og vendte den til udvikling, for ham selv og andre (7).

Hvilken rolle smerten skal spille i ens liv er således også et spørgsmål om holdning: Er smerten meningsløs og derved det gode livs fuldstændige modpol. Skal den holdes borte fra vores liv og undertrykkes med medicin og alkohol og adspredelse? Eller er den potentielt meningsfuld, altså et budskab der kan tydes, et budskab om at der er noget vi skal lære, noget der skal klares bedre end før, noget der skal udrettes?

Sundhedsprofessionelle, psykologer, livserfarne mennesker og kloge koner har mange bud på hvad tilværelsens forskellige sygdomme, gener, smerter og ubehag betyder. Man må tage ved lære hvor man magter det. Man må udvikle sin forståelse af de smerter man møder i sit liv, således at fortolkningen og forståelsen bliver personligt meningsfuld og kan indgå på en helstøbt måde i dén personlige udvikling, man forsøger at gennemføre.

Det gode liv behøver på ingen måde være det smertefrie liv, og det dårlige (kaotiske eller rigide) liv kan glimrende være fri for større smerter og ubehag. Spørgsmålet er ikke blot hvor meget smerte man har, men også hvad man gør med den. Pakker man det mindste ubehag bort med medicin og fortrængninger? Eller er man opmærksom på smerten og søger at forstå den så godt man kan, dvs. integrere den eller transformere den til noget konstruktivt som kan indgå i en læring, en udvikling?

Vi er nu i stand til at foretage en skelnen mellem evolution og udvikling. Evolution betegner de førmenneskelige formers forandringer i retning af større kompleksitet, mens begrebet udvikling forbeholdes menneskers oplevelsesverden. Universet før os og udenom os, med selvorganiserende systemer og planter og dyr og menneskers biologiske natur, gennemgår evolution, mens kun mennesker i deres oplevelsesverden med kultur, symboler og værdier kan gennemgå en udvikling - sådan siger vi her. Udvikling er forandringer i retning af det gode liv, dvs. i retning af mere flekstabile former til kanalisering af menneskers aktiviteter.

Det er på ingen måde givet at enkelte personer eller kulturer eller menneskeheden som sådan udvikler sig. Det er ganske op til menneskene selv. Evolutionen skal nok "af sig selv" i løbet af nogle snese millioner år frembringe ændringer i menneskearten, men hvad vi mennesker driver det til med hensyn til kultur, symboler og værdier er ikke på nogen måde forudbestemt.

I dagligsproget er det vanskeligt at afgøre hvad der er udvikling. Det er vanskeligt at blive enige om hvad der udgør udvikling for børn. Det er meget vanskeligt at finde ud af hvori voksnes personlige udvikling består. Og det er uhyre vanskeligt med samfundets og kulturens udvikling. Mangelen på entydighed forsvinder ikke blot vi definerer udvikling således, at den siges at finde sted når formerne for menneskers aktiviteter ændres til det mere flekstabile. Flekstabilitet er jo ikke er noget objektivt konstatérbart, men knyttet til den personlige oplevelse af verden.

Men alligevel har vi med de her introducerede begreber lidt mere hold på udviklingsbegrebet end vi ville have i sådanne begrebers fravær. Vi har med en række begreber og distinktioner bygget en forståelsesramme op: Vi skelner mellem flux og form, mellem faste og løse former, mellem modellens to idealer stabilitet og fleksibilitet, og mellem det gode liv (flekstabilitet) og det dårlige liv (rigiditet, kaos). Selv om det ikke kan konstateres objektivt, hvilke former der er rigide og hvilke der er kaotiske, men er et spørgsmål om personlig fortolkning, så tjener sådanne distinktioner og den tilhørende både-óg-model som redskaber for opmærksomheden og refleksionen. Lad mig derfor fremdrage dette kapitels eksempler på flekstabile former og vise at de illustrerer hvad udvikling mod det gode liv er.

Vi fastslog at den sprogbruger, der behersker sit sprogs mange konventionelle former (stabilitet) og samtidig er i stand til at bruge dem kreativt og humoristisk (fleksibilitet), har et flekstabilt sprog. Han eller hun er derfor en højt udviklet sprogbruger (digter, humorist, retoriker), der i høj grad har realiseret det gode liv inden for sit domæne, sproget.

Danseren og fodboldspilleren har udviklet sig på deres områder for så vidt som de har øvet sig i og mestrer tusindvis af former, dansetrin, boldbehandlingsteknikker osv. samt er i stand til at kombinere dem på nye måder, herunder indøve et nyt repertoire og lære nye former. De har et godt liv på deres områder (de kan selvfølgelig nemt have det dårligt i privatlivet e.l.). Mange års træning har lært dem flekstabil brug af deres virkemidler; de har udviklet sig på disse felter.

En leg er generelt god og højt udviklet, hvis den kræver kendskab til mange former og disses originale kombination på stadigt nye måder, og hvis den leges af mennesker der honorerer disse krav. Personer der er mindre udviklede på legens område (dvs. begyndere) kan naturligvis også have stor glæde af en leg, men legens potentiale er dog at fornøjelsen øges jo bedre man bliver til den og jo flere regler og nuancer man mestrer. For visse lege og sportsgrene gælder det at ydre forhold, såsom konkurrence, prestige og penge, sommetider driver dem i en retning, som udøverne egentlig ikke ønsker (boksere der bliver hjerneskadede, svømmere der fortryder at deres ungdom blev spildt i svømmehaller, atleter der dopes karrieren igennem af deres trænere og senere anklager dem). Det modsiger dog ikke det forhold, at den leg, hvor man oplever at få flest og mest detaljerede former i brug og det på en kreativ og mangfoldig måde, vil opleves som den bedste, den der kræver den højeste udvikling på det område.

Hvad tro, mening og værdier angår kan vi også sige det lige ud: den højt udviklede tro, dén livsmening der er resultatet af lang tids udvikling, den højt udviklede værdi - det er den, der er flekstabil: hverken rigid eller slap, hverken dogmatisk eller flagrende, men stabil og fleksibel, stærk og bøjelig. Det regnes blandt oplyste mennesker normalt ikke for pænt sådan at dømme om folks værdier og livsmeninger, men her er der ingen vej udenom: Der er dårlige værdier og trosformer, og der er gode. De dårlige er absolutte og fundamentalistiske og hæmmer livsudfoldelsen, eller de er er relative og pluralistiske og giver ingen næring eller støtte til livet. De gode er dem der forener modsætningerne, dem der kan begge dele, dem der sætter folk i stand til at leve stærke, dynamiske, åbne tilværelser.

Vi har i dette kapitel set flest eksempler på det gode liv i forhold til den enkelte. I næste kapitel gælder det mere udprægede sociale emner, dvs. hvad angår det gode liv mellem mennesker, hvor vi kan sige at mennesker er nået langt i deres sociale eller samfundsmæssige udvikling.

 

Noter

1. Max Webers "affortryllelse af verden" behandles af Berman (1980), der lægger op til en genfortryllelse.

2. Et fascinerende billede af Einstein som en mand, der ikke magtede familielivet, tegnes af Highfield og Carter (1993).

3. Om tidslerne, se Birkelund m.fl. (1993).

4. Om Poppers falsifikationisme, se Popper (1962) eller oversigt i Thurén (1992).

5. Om vanskeligheden ved at adskille videnskabelig og ikke-videnskabelig viden, se Feyerabend (1975).

6. Om andre former for viden end den videnskabelige, f.eks. personlig eller tavs viden (Polanyi 1969), praktisk viden (Schon 1983) og kroppens viden (Varela, Thompson og Rosch 1991).

7. Om Stig Guldberg og lejrene, se Guldberg (1959, 1960).