Hjem Op

Flux

Ib Ravn

9. Konflikter som udfordringer til social udvikling

Værdier giver mennesker et fællesskab, som dyr ikke har. Men de kan også skabe langt dybere sår i fællesskabet, end nogen dyregruppe oplever. "Dit gode liv er at arbejde i ministeriet døgnet rundt, men jeg vil have husdyr og bo på landet, og børnene kommer med mig!"

For en antropologisk betragtning er en værdi noget, der lukker det instinkt-fattige menneskes verdensåbenhed. Men der er jo et næste skridt: Hvad nu hvis to naboer finder forskellige værdier at lukke deres verdensåbenhed med? Så har vi ikke længere den glade enhedskultur, vi hidtil har gået ud fra i denne bog. Vi står i stedet med virkeligheden som vi kender den: Mennesker har kun delvist fælles værdier og overensstemmende handlinger. Divergerende værdier og handlemåder der skaber konflikter mellem folk præger i lige så høj grad billedet.

Når vi taler om værdier er problemet altså ikke bare at finde værdier til erstatning af vore tabte instinkter - hvilket var grunden til at vi indførte både-óg-modellen, der pegede på flekstabile kanaliseringer af menneskers aktivitet som vejen til det gode liv. Problemet er også at finde ud af, hvad vi kan stille op, når vi ikke har overensstemmende værdier og derfor kommer i konflikt med hinanden.

Lad os begynde med at følge en populær nostalgisk drøm om en svunden tid, hvor der ikke var konflikter mellem mennesker. Engang kunne folk bare finde ud af det med hinanden, og der var ikke alle de krige og den ufred i verden, familien var ikke forum for daglige skænderier, og mand og kone holdt sammen hele livet....

Nej, den holder ikke, det er tydeligt. Der har altid været ufred i verden. Mere eller mindre, naturligvis, men det er hverken historisk eller teoretisk muligt at finde en aldeles konfliktløs tilstand mellem mennesker. Ikke uden vi springer helt tilbage til Adam og Eva, hvilket da også har været dén infantile drøm, som en kristen almue har næret om livets muligheder og som med rette fik Marx til at kalde religion for folkets opium, dvs. smertestillende middel.

Drømmen om en fredeligere tilstand mellem mennesker har utvivlsomt motiveret de filosoffer og tænkere, der i historiens løb har beskæftiget sig med etik og den rette måde at leve på. Fra jødernes moselove og Aristoteles' gyldne middelvej over Kant og Bentham og til den biomedicinske genoplivning af etikken i 1970'erne har det været en stærk tendens i etikken at konflikter er ikke ønskede. De søges forebygget på forskellig vis, f.eks. ved at indføre bestemte regler, som de ti bud, eller generelle adfærdsprincipper ("Gør mod andre som du ønsker de skal gøre mod dig"), ved at stimulere en indre pligtfølelse eller ved at fokusere på adfærdens uønskede konsekvenser for freden.

Blandt nyere bestræbelser på at undgå konflikter ser vi studiet af konfliktløsning. Diplomater o.a. har selvfølgelig altid haft det som metier at løse konflikter, men først i 1950'erne optrådte dette emne i samfundsvidenskaberne som selvstændigt forskningsområde, varetaget af forskere i international politik, psykologer og i stigende grad jurister.

At en videnskabelig konfliktforskning og forskellige systematiske bestræbelser på konfliktløsning er kommet til, betyder dog ikke at den sentimentale indstilling er forsvundet fra vores kultur. Konflikter ses stadig ofte som unødvendige og ærgerlige sten i skoen, vi skal have pillet ud i en fart, så vi kan komme videre med vort forehavende. Vi kender mange eksempler på denne indstilling:

I vores private liv tænker vi f.eks.: "Jeg ville gerne vaske bil i morgen formiddag, men min kone insisterede på at vi skulle på planteskolen. Vi kom op og skændes om det, og hvor er det dog hamrende irriterende!"

En nyvalgt regering har mængder af gode ting, den gerne vil lovfæste og gennemføre, men så stiller oppositionen sig på tværs: uenighed og forhandlinger og lange nattetimer, og den plagede statsminister ønsker oppositionen hen hvor peberet gror.

Etniske mindretal der gør oprør og kræver selvstyre: regeringen er helst fri for bøvlet. "Nu er det gået i hundrede år, hvorfor skal I så lige pludselig gøre oprør?"

Arbejdskonflikter: Strejke og lockout, politi og hunde, arbejdsretten og bod og bøvl i mængder. "Kan arbejdsgiverne dog ikke bare give os den lønforhøjelse?," tænker de strejkende. "Kan fagforeningen ikke bare blande sig uden om?," spørger arbejdsgiverne. "Kan de ikke bare blive enige?," tænker vi andre.

Kriminalitet er enkeltpersoners konflikt med samfundet. "Kunne det dog ikke være rart at slippe for al den kriminalitet? Hvorfor kan folk ikke bare overholde loven?"

Med andre ord: var vi ikke bedre stillet uden alle disse konflikter? Jo færre konflikter, jo bedre, ikke sandt? Konflikter er bøvl og kævl, der kaster grus i maskineriet. Men er livet en maskine, der skal holdes velsmurt og fri for grus? Lad os se på eksemplet med kriminalitet som en konflikt mellem enkeltpersoner og resten af samfundet. Det er nemlig en fortrinlig illustration af det sentimentale synspunkts urimelighed.

Sentimentalt kan man betragte kriminelle som personer, der skaber konflikt ved at overtræde de love som et demokratisk flertal (eller kejseren eller traditionen) har knæsat. Konflikten er uønsket, de kriminelle er uønskede, og de fjernes derfor fra samfundet og straffes i håbet om at det vil få dem på bedre tanker. Fejlen er de kriminelles, og det er dem der skal bøde.

Man kan også betragte kriminelle som folk der udfordrer samfundet. De kriminelles handlinger afprøver de love og grænser, som samfundet har sat. Samfundet kan vælge at tage udfordringen op og spørge: Er det rimeligt at vi har indrettet samfundet sådan, at disse personer bliver forbrydere ved at gøre det, de har gjort?

En sådan udfordring tages op hver eneste gang kriminelle handlinger giver anledning til at dommere og lovgivere tænker sig om og beslutter sig til at ændre loven på dette bestemte punkt. Fremfor at blive ved med at retsforfølge folk for f.eks. hashbesiddelse vælger Folketinget at ændre loven, eller de eksisterende tolkes anderledes, ofte i overensstemmelse med ændrede normer i befolkningen. Lovgivere og retsudøvere har altså lært noget af de idelige konflikter mellem hashrygere og samfundet og har ændret deres opfattelse af hvad der er acceptabel adfærd blandt landets borgere.

Groft sagt udviser samfundet her to forskellige måder at håndtere konflikter på: dels den sentimentale, der ønsker at undgå konflikter og derfor undertrykker dem (eller de "ansvarlige," de kriminelle) og dels den udviklingsorienterede, der søger at lære af konflikter og udvikle samfundets indretning og menneskene i det, således at disse konflikter ikke længere opstår.

Med andre ord, er konflikter ærgerlige undtagelser fra en fredelig og statisk tilstand, eller er de opfordringer til dynamik og udvikling? Lad os se på den sidste mulighed. Men først skal vi præcisere hvad man overhovedet kan forstå ved en konflikt.

Normalt har vi et uproblematisk forhold til konfliktbegrebet: "Nå, ja, der er jo en konflikt i eks-Jugoslavien, og RiBus i Esbjerg var en klar konflikt, og Petersens lå i en årelang konflikt med naboen før de flyttede." Konflikter ér der bare, og efter nogen tid forsvinder de måske.

Inden for studiet af konfliktløsning defineres en konflikt typisk som en uoverenstemmelse. Hvis min nabo vil bygge en garage, der kommer til at skygge for min aftensol, hvilket jeg ikke bryder mig om, så har vi en uoverensstemmelse og dermed en konflikt.

Denne uoverensstemmelse foreligger selvfølgelig ikke objektivt, "derude i verden". Det er noget jeg oplever. Var jeg ligeglad med aftensolen ville jeg nok lade ham bygge den garage i fred. Hvis jeg ikke oplever at have en konflikt med min nabo, har jeg det heller ikke. Det kan være dumt af mig ikke at undersøge om min nabo er i gang med et byggeprojekt, der måske il genere mig når det står færdigt, men det er først når jeg har erkendt dette, at jeg kan siges at have en konflikt med min nabo.

Konflikter behandles i medierne normalt som noget ret objektivt, der tit kører uafhængigt af de konkrete personer, der optræder i dem. Vi er ikke vant til at se dem som noget der hører hjemme i menneskers oplevelsesverden. Men selv om f.eks. etniske konflikter kan strække sig over årtier og involvere nye generationer af borgere er de ikke objektive. De er resultatet af menneskers subjektive fortolkninger og forståelser, der formidles kulturelt og nemt kan blive så indgroede, at de ser ud som om de er objektive. Men de er fortolkninger, mentale og sociale former, der kanaliserer menneskers aktivitet på bestemte måder, der f.eks. udtrykkes i mistillid, fjendtlighed, polarisering, vold osv.

Fortolkninger kan man enige eller uenige i. Vi har alle oplevet at være uenig i (og f.eks. fortryde) en fortolkning vi havde førhen: Ens nabo kan indse: "Det var dumt af mig ikke at erkende at min nabo ikke brød sig om min garage, for nu er der så meget knas mellem os at vi ikke engang hilser på hinanden mere."

At der er en konflikt i eks-Jugoslavien er nemt nok at blive enige om, og IRA og Storbritannien har også en konflikt. Men er der en konflikt mellem nationalregeringen og et etnisk mindretal i Baskerlandet? I Slesvig? I Skåne? På Bornholm? Det kan man hurtigt blive uenig om. Separatister siger ja, andre siger nej.

Hermed er selvfølgelig ikke sagt at alle fortolkninger er lige gode. Man kan mene at ligge i evig krig med invaderende grønne mænd fra rummet, der er skyld i alle ens kvaler - eller man kan reflektere over sin fortid og sit livssyn eller gå i terapi for at komme videre. Hvad angår fortolkningen af ens konflikter gælder det her som med alle andre fortolkninger og symbolske former eller værdier: At der ikke findes nogen absolut (objektiv) standard for hvad der er en konflikt er ikke det samme som at sværge til total relativisme. Det er et både-og.

Vi har nu placeret konflikter i menneskers oplevelsesverden, og vi har en anelse om at de kan ses som udfordringer til udvikling. Lad os derfor fremdrage et aspekt mere fra denne bogs udviklingsperspektiv: ubehag og smerte.

En konflikt forudsætter altid et ubehag eller en smerte. Det kan være et ubehag ved at tingene ikke går, som man synes de skal (f.eks. på arbejdspladsen, hvor man ligger i konflikt med kolleger), eller direkte smerte fordi der er kropslige behov der ikke opfyldes (f.eks. sult og kulde blandt flygtninge på flugt fra krig). Uden ubehag eller smerte, ingen konflikt. Man ville f.eks. ikke sige man havde en konflikt med sin kollega, der foretrækker klassisk mens man selv er til rock, hvis man ikke hører musik på arbejdet og denne forskel ikke giver sig udslag i den fjerneste misstemning. "Konflikter" der ikke giver ubehag eller smerte for nogen, regner vi ikke for konflikter.

For at ubehaget eller smerten skal resultere i en konflikt, skal der gælde én ting mere: Årsagen til ubehaget eller smerten skal placeres i en anden person (eller gruppe af personer, stat e.l., herefter blot: person). Det er denne person man oplever at have en konflikt med. "Det er min nabo, der skyld i det ubehag jeg oplever når min aftensol forsvinder."

Man oplever ikke at være i nogen konflikt, hvis ens ubehag eller smerte opleves som forårsaget af noget ikke-personligt. Det kan f.eks. være naturkræfter (min bil blev ridset i stormen), dyr (ræven tog mine høns), biologiske processer (jeg fik en blodprop), Guds vilje (at jeg aborterede) eller tilfældighedernes spil (jeg kan ikke finde en partner). I sådanne situationer vil man ærgre sig eller resignere eller noget tredje, men man vil næppe sige man har en konflikt med nogen (med mindre man da personificerer ræven eller vejrguderne).

Når vi oplever et ubehag eller en smerte, forsøger vi gerne straks at finde ud af årsagen. "Av, hvad var det jeg fik i hovedet?." "Hvem har stillet den rulleskøjte dér?" "Pokkers, hvem har nu taget mit værktøj igen?" "Hvem er dét, der er gået bag min ryg?" "Åh, hvorfor kan jeg ikke få regnskabet til at gå op?"

Det at finde smerteårsager er i lægevidenskaben en del af diagnosen, der skal finde frem til den sygdom eller påvirkning, der frembragte smerten. Enhver af os foretager en uformel mini-diagnose ved de ubehag vi oplever i hverdagen: Hvorfor skete det, hvor ligger årsagen, hvad var grunden, hvem har skylden?

Resulterer en sådan diagnose i at årsagen placeres i et andet menneskes handlinger, har vi startskuddet til en konflikt med dette menneske: "Det er din skyld, at jeg føler ubehag eller smerte." For eksempel:

Huslige konflikter: "Jeg kan ikke holde det her rod ud! Hvorfor lader du altid dit tøj ligge og flyde?"

Arbejdskonflikter: "Vores arbejdsforhold er ydmygende, og det er arbejdsgivernes skyld; derfor strejker vi."

Vold: "Jeg stod og spillede billard, og pludselig blev jeg overfaldet og stukket med en kniv af en idiot jeg overhovedet ikke havde talt med."

Kriminalitet: "Jeg er fortvivlet over at have mistet mit arvesølv, det er tyvens skyld."

Politiske konflikter: "Vi er trætte af bøvlet om finansloven; oppositionen er ikke rimelig i sine indvendinger; de trækker forhandlingerne i langdrag."

Internationale konflikter: "Vort nationale mindretal i nabostaten lider nød; det er naboregeringens skyld."

For at der er tale om en konflikt, skal en person eller gruppe personer altså placere ansvaret for det oplevede ubehag og smerte i en anden person eller gruppe.Oplever man i stedet ubehaget eller smerten som selvforskyldt, har man ingen konflikt med nogen. Ægtefællen kan opleve at grunden til rodet er eget sløseri med tøjet. Personen med sølvet kan acceptere medansvar ved at have stillet flyttekassen med arvesølvet fra sig nær affaldscontaineren. Regeringen kan indrømme at visse afsnit af finansloven var inkonsekvente og derfor æggede til modstand.

Tilsvarende kan man opleve et ubehag eller en smerte, der på overfladen skyldes en anden person, men som alligevel ikke giver anledning til konflikt, fordi man oplever ansvaret som ens eget: Tandlægen der borer eller kørelæreren der herser med én før køreprøven. Det gør ondt, men man foretrækker dét for andre større onder: at få tandpine eller dumpe til køreprøven. Man placerer således ikke ansvaret for ens ubehag hos den gode tandlæge eller den omhyggelige kørelærer, men accepterer at man selv har ansvaret. Derfor opleves der ingen konflikt (med mindre de borer eller herser mere end man vil acceptere, i hvilket tilfælde man får en konflikt og f.eks. finder en anden tandlæge eller kørelærer).

Et yderligere tilfælde, hvor man ikke oplever konflikt med en anden, på trods af at man placerer ansvaret for ens smerte hos vedkommende, er i tilgivelsen. At tilgive er at sige: "Ved din mellemkomst blev jeg forvoldt ubehag eller smerte, men det ser jeg bort fra."

Sammenfattende kan vi sige at en konflikt er et resultat af en diagnose, hvor man forsøger at finde en årsag til en smerte eller et ubehag man oplever. Mener man at årsagen, og dermed ansvaret for ubehaget, ligger hos en anden person eller gruppe, oplever man en konflikt med dem, kort eller længerevarende. Konflikter er konstruktioner eller symbolske former, der kanaliserer menneskelig aktivitet på bestemte måder. Har man en konflikt med en person, handler og tænker man på andre måder i relation til vedkommende, end hvis man ikke havde nogen konflikt.

Smerte anses medicinsk for et anliggende for den enkeltes krop og psyke. Men i konflikten træder smertens sociale dimension frem, idet vi her inddrager andre mennesker i fortolkningen af vores smerte: vi mener at de forvolder den, og det fører til en konflikt. Mens vi førhen så smerten som en udfordring til personlig udvikling, kan konflikten passende forstås som en udfordring til social (dvs. mellemmenneskelig, samfundsmæssig) udvikling. Hvad betyder det?

Ligesom smerten på det kropslige og psykiske område ikke skal undertrykkes eller skaffes af vejen for enhver pris, f.eks. ved smertestillende medicin eller anden symptombehandling, således skal konflikten mellem mennesker heller ikke undertrykkes eller elimineres for enhver pris. Den kropslige eller psykologiske smerte har et budskab, og dulmer man smerten kan man ikke høre budskabet. Konflikten har også noget at fortælle, og pakker man den for hurtigt bort, vil budskabet ikke trænge igennem.

Når man oplever en konflikt er det tegn på at ens opfattelse af verden, dvs. dét sæt symboler, værdier og kulturelle former der kanaliserer ens aktivitet, ikke er i tilstrækkelig overensstemmelse med en anden persons opfattelse af verden. Man har forskellige værdier, normer, ønsker, handlemåder osv. Konflikten kan man da betragte som en uvelkommen forstyrrelse af ens virkelighedsopfattelse og måde at leve på, der jo faktisk burde være enerådende, ikke? Eller begge parter kan tage konflikten som en opfordring til at revidere og udvikle deres respektive opfattelser af tingene, således at parterne kan leve sammen i fremtiden uden at frembringe denne konflikt.

Når man står i en konflikt er det en evig fristelse at negligere den udfordring, som modparten byder, således at ens egne værdier eller planer kan realiseres. Man kan ignorere konen og vaske bil alligevel, man kan fyre de strejkende arbejdere og ansætte nye, man kan lukke munden på oppositionen gennem en kneben afstemning, man kan henrette de etniske oprørslederne, man kan fjerne kriminelle fra vores åsyn og fromt håbe på de ikke viser sig igen. Der kendes tusinder af måder hvorpå man kan undgå at lære noget af konflikter.

Man kan også tage udfordringen i god sportsånd og søge kompromiset. Vi husker fra både-óg-modellen at kompromiset er bedre end ingenting, men stadig ikke meget at prale af. I kompromiset bøjer man af, så hver part får lidt af det de ønskede. Kompromiset flytter som regel ikke noget særligt i hovedet på folk - man slår bare af på sine krav og stiller sig tilfreds med mindre af det, man oprindeligt ville opnå.

Kompromiset er typisk en løsning, hvor der justeres kvantitativt. Man finder sjældent ud af at ønske sig noget kvalitativt anderledes; ingen særlig kreativitet eller nytænkning manifesteres gennem kompromiset - specielt ikke hvis en studehandel er involveret: Du får hvad du ønsker hér, mod at jeg får hvad jeg ønsker dér. Kompromiset kan tit være at foretrække for en krigerisk konflikt, men det sætter sjældent varige spor i form af en ændret erkendelse af stridens æble.

I denne snævre betydning af hvad et kompromis er, er det ikke en vej der fører til udvikling mellem mennesker eller i samfundet, for ved næste konflikt kan man starte forfra og prøve at prutte sig frem til et nyt kompromis om de samme ting. Parlamentarikere roser sig ofte af deres evne til at finde kompromiser, men det er tit et skalkeskjul for deres manglende evne til at skabe virkeligt visionære initiativer, der kunne provokere de involverede parter til at reorganisere sig på kvalitativt nye måder.

Hvis ens drivkraft ikke primært er at slippe for bøvl, men at maksimere social udvikling, da forsøger man at anvende konflikten og dens smertegivende modstand til at udvide sin forståelse af andre mennesker med. Konflikten siger: "Her har du en blind plet. Lige netop her troede du at dine værdier var naturlige og universelle. Her antog du en enhedskultur, hvor dét du vil og gør selvfølgelig har almen gyldighed og bliver accepteret af alle."

Konflikten siger at det er ikke tilfældet. Vi har tænkt og handlet for snævert. Her er der minsandten nogle personer, der vil noget ganske andet end det vi vil, og de blokerer vores vej fremad, og det bryder vi os ikke om; det gør ondt. Skal vi reagere på vores ubehag ved at forsøge at fjerne modstanderne, eller skal både vi og modstanderne forsøge at lære noget om hinanden og finde frem til, hvordan vi kan handle i begge parters interesse?

Hvad der skal gøres er så simpelt (på papiret). Man spørger sig: Er der noget om dét, modparten siger? Som med smertebehandling er det ikke lindring eller symptombekæmpelse vi er ude efter, men ægte transformation af konflikten, en transformation så komplet som den kropslig smerte inviterer os til. Dvs. en ny forståelse af tingene, der gør at vi kan leve på en anden og rigere måde, der ikke fremkalder smerten.

I stedet for at vaske bil uanfægtet, kan jeg lytte til min kones ønsker. Tager vi på planteskolen om formiddagen, kan både hun og jeg få en god eftermiddag: jeg med at vaske bil og hun med de indkøbte blomster i haven. Vi har nu begge en bedre og mere rimelig forståelse af vores fælles lørdag.

I stedet for stadige skænderier om henkastet tøj overalt i lejligheden kan mand og kone finde ud af indrette sig så det undgås i højere grad: vasketøjskurve både i badeværelset, i soveværelset og ved undertøjshylden, flere stænger til håndklæder i badeværelset, knager til varme trøjer i køkkenet osv. Ved lidt omtanke har de to lært noget om, hvordan de indretter sig bedre i huset.

Regeringen kan undlade at stemme oppositionen ned og i stedet vise ægte vilje til at høre på dens argumenter (hvad en fornuftig regering da også gør, for ikke at få sine love omstødt når oppositionen kommer til). En bedre eller i det mindste mere levedygtig lov skulle gerne være resultatet.

Arbejdsgivere og medarbejdere kan forhandle sig frem til en løsning, der måske giver medarbejderne økonomisk medansvar for virksomheden og dermed forhåbentlig større interesse for produktiviteten. En sådan ændring i ejerskabsforholdet kan være starten på en bedre fælles forståelse for at virksomheden skal drives med et blik på både trivsel og resultater.

De etniske mindretal kan gives plads internt, som en autonom region i staten, eller under FNs myndighed, eller på anden vis. Kan der skabes fred mellem de stridende parter, kan deres efterkommere måske begynde at lære af hinanden og udveksle kulturelt til begge parters nytte og glæde.

Udstrakt kriminalitet af en bestemt type kan man tage som udtryk for at der er noget galt og gøre noget ved det, fremfor udelukkende at bure folk inde. Narkokriminalitet kan ses som udtryk for et urimeligt forbudssystem, der straffer brugerne i stedet for bagmændene. Kontrolleret og gratis narkotikaudlevering fra apoteker ville ødelægge markedet for bagmændene og fjerne megen prostitution og berigelseskriminalitet. Skattesnyd er udtryk for manglende social ansvarsfølelse, der måske kommer af et alt for stort og fjernt samfund: styrk lokalsamfundene, bero mindre på retslig kontrol og mere på den tætte sociale kontrol. Hastighedsoverskridelser: Biler hvis motorstyrke er opprioriteret på bekostning af sikkerhed, en tidsånd der vægter stress og mange udvortes begivenheder vi altid skal nå til, samt for kedelige liv: Gi' den gas! Fartbøller er symptom på disse ting - tag fat på dem også. Hærværk: umyndiggjorte og fremmedgjorte knægte uden udfoldelsesmuligheder eller mandighedsprøver. Giv dem steder hvor de selv kan bygge op og bryde ned og slås, uden myndighedernes indblanding.

Således kan man give mangfoldige fortolkninger af kriminalitet, der tager lovbryderens perspektiv alvorligt og forsøger at pille ved den eksisterende samfundsindretning, således at der bliver bedre plads til både lovbrydere og bedsteborgere, og begge parter får lært noget.

Konflikter kan man altså tage som en lejlighed til at lære mere om sig selv og verden, eller man kan sky dem som pesten. Hvilken mulighed man vælger afhænger selvfølgelig i høj grad af ens ressourcer. Er man trængt, angst og i åndeligt og materielt underskud, bliver det ofte den aggressive (defensive) løsning. Skal man lære og udvikle sig, kræver det et vist overskud af selvtillid og sikkerhed. Det gælder både for enkeltpersoner og nationer. At serberne farer så hårdt frem i eks-Jugoslavien skyldes naturligvis i vid udstrækning deres angst for endnu engang i deres tusindårige historie at trække det korteste strå over for naboerne. En sådan erfaringsbaggrund er ikke lige til at hamle op med, og den skal som et minimum forstås og erkendes før den kan overvindes af mæglere udefra.

Hvor vanskeligt det end kan være at se konflikter som noget potentielt udviklingsfremmende - og derfor godt - er det ikke desto mindre konfliktens kerne. Konflikter er ikke beklagelige undtagelser, men et uundgåeligt og dertil nødvendigt træk ved al social udvikling. Man kan ikke tænke sig en verden uden konflikter - lige så lidt som kan tænke sig en verden uden smerte.

Man kan stræbe efter at forfine konflikterne, gøre dem mindre grove og skadevoldende, men de vil altid være der. For tusind år siden afgjordes familiestridigheder på Island med fejder og selvtægt, i dag foregår det mere "civiliseret" i retssale. Jeg sætter "civiliseret" i gåseøjne, fordi det moderne retssystem måske nok har formindsket brugen af fysisk vold, men psykisk og socialt forvolder retssystemet stadig skade på mennesker. Om endnu tusind år skulle vi gerne have udviklet langt mere subtile former for konfliktløsning, der ikke forholder sig nær så formalistisk og emotionelt afstumpet til mennesket som det nuværende retssystem.

Konflikter er ikke bare et uomgængeligt aspekt ved menneskets verden, de er i en vis forstand også vor garant for udvikling, i analogi med smerten. Hvis der ikke var konflikter mellem mennesker, dvs. hvis vi aldrig så vores smerte som forårsaget af andre, da var en social udvikling næppe mulig. Hvis vi altid og i selv det allermindste var tilfreds med hvad andre gjorde omkring os, hvorfor skulle vi da ønske at ændre noget i vor sociale verden? Vi ville være tilfredse og ikke rykke os ud af stedet. Uden konflikter: stilstand, en statisk verden, hvor vi gør som vi altid har gjort, uden at vide eller interessere os for hvad andre gør, uden at kommunikere med andre eller modtage påvirkninger fra dem. - Ikke et muligt scenarie. Man kan ikke forestille sig menneskelig interaktion, uden at der opstår den mindste konflikt.

Men denne "mindste konflikt" er naturligvis målet. Man skal ikke i dén grad acceptere konflikters nødvendighed, at man resignerer over for dem og lader dem køre som de bedst kan. De skal tackles optimalt. Konflikter binder energi mellem mennesker, og denne energi skal frigives. Konflikten skal transformeres til noget bedre. Dens ophobede energi skal omsættes til social dynamik og udvikling, og de spark af smerte og ubehag den giver de involverede parter skal provokere dem til at revidere deres former, deres måder at organisere deres liv og samfund på.

Konflikter er i sidste instans en gave til menneskene, ikke en tragisk byrde; for uden konflikter ingen social udvikling. De er menneskehedens adelsmærke, ikke dens kainsmærke. Kain var ikke et fjols, der ikke kunne styre sine følelser og derfor slog Abel til jorden. Han var simpelthen et virkeligt menneske, det første efter papfigurerne Adam og Eva, og der stod konflikt på dagsordenen fra første dag.

Vi bør i det hele taget anerkende og tage godt imod konflikter. De er det naturlige udtryk for kulturel kreativitet, dvs. det forhold at mennesker forsøger at lukke deres verdensåbenhed på forskellige måder, og at de deraf resulterende former, symboler og værdier giver anledning til ubehag og smerte hos andre. Vi skaffer føde til os selv og vore husdyr på forskellige måder verden over, men når kornet til mine børn i stedet bliver brugt som foder til dit kvæg opstår konflikten.

Social udvikling måles i en forfinelse af konflikterne. De skal gøres mindre voldelige og omfattende, omkostningerne skal formindskes, de skal tackle hurtigere, vi skal sørge bedre for parternes følelser og oplevelsesverden, løsningerne skal holde længere - ikke så man kan blive fri for konflikter, men så man frigør energi og opmærksomhed til mere subtile konflikter, der på stadigt mere nuancerede måder udfordrer vores verdensbilleder og organsationsformer.

Lad os formulere dette som et sjette princip for universets evolution, et princip der handler om den særlige udgave af evolutionen som mennesker og deres samfund repræsenterer, nemlig udvikling:

De handlinger rettet mod værdier, som det femte princip handlede om, viser sig i deres sociale kontekst altid at være kontroversielle, idet der aldrig er komplet enighed om hvilke værdier, vore handlinger skal rettes efter. Det giver uvægerligt konflikter, og heri ligger en central drivkraft for social udvikling.

Lad mig understrege at i og med vi befinder os i det menneskelige domæne, er der ikke tale om nogen givet eller determineret udvikling. Der er tale om muligheder, potentialer. Konflikter udfordrer til udvikling, de forårsager den ikke. Grupper og samfund kan udvikle sig gennem konflikt, men de kan så sandelig også gå til grunde.

Om konfliktløsning, se vindeløv (1997) og Lennéer-Axelson oog Thylefors (1998).

En kritik af traditionen med at se konflikter som uoverensstemmelser ("incompatibilities"), se Ravn (1998).