|
Flux |
|||
|
|
|||
|
Ib Ravn |
|||
|
Indledning |
|||
|
Ser man sig omkring i det danske samfund, tilbydes man mange forskellige billeder på det gode liv. Hos frisøren ligger billedbladene og påstår, at de rige og kendte lever det gode liv. Søndagsavisernes ekstrasektioner har titler efter de ting, som et godt liv efter normalopfattelsen skal indeholde: Job, Bolig, Familie, Fritid, Rejser, Bil og Båd. Politikernes visioner handler om fuld beskæftigelse, økonomisk vækst og bevarelse af velfærdsstaten. Ifølge forsikringsselskaberne indebærer et godt liv en økonomisk tryg alderdom. Lægevidenskabens version af det gode liv består af livsforlængelse og behandling af flere og flere sygdomme. Og inderst inde tænker de fleste mennesker nok, at det handler om at blive lykkelig: finde kærligheden, have et spændende arbejde, være tryg og glad og have det godt med sig selv og med andre. Der kan siges meget for og imod disse forestillinger. Det ville være oplagt at undersøge dem én efter én for at se, om der var kød på dem. Mit udgangspunkt er imidlertid ikke en utilfredshed med gængse forestillinger, men en overbevisning om at der kan tegnes et spændende billede af det gode liv på et helt andet grundlag. Det er et grundlag der interesserer mig brændende: nemlig dén forståelse af virkeligheden som proces og udvikling, der tegner sig i moderne naturvidenskab. Naturvidenskabelig virkelighedsopfattelse og spørgsmålet om det gode liv kan synes at være to temmelig forskellige ting. Og dog vil lidt eftertanke vise, at de er intimt forbundet. Vi kender for eksempel adskillige sådanne forbindelser fra det moderne industrisamfund. Her har maskinen været et centralt videnskabeligt billede på, hvordan virkeligheden er indrettet og hvordan samfundet bør indrettes. I det 18. århundrede begyndte fysikere i stigende grad at se universet som et urværk eller en maskine, hvis mekaniske adfærd adlød Guds love, og den opfattelse fik indflydelse på industrialiseringen og det 19. århundredes rationalisering og bureaukratisering af samfundslivet. Hvis universet er mekanisk er det jo kun naturligt at det gode samfund er effektivt og rationelt og indrettes som en fabrik, hvor menneskers tilværelse bliver standardiseret, specialiseret, synkroniseret, koncentreret, maksimeret og centraliseret - som Alvin Toffler karakteriserer industrisamfundet. En anden videnskabelig grundtanke med socialt gennemslag er materialismen, den forestiling at alt, hvad der eksisterer, i sidste instans består af stof. Den teknologiske bearbejdning af stoflige ressourcer - tekstiler, stål, plastic, fødevarer - har i de forløbne to århundreder været medvirkende til kapitalismens og varesamfundets gennembrud. Ville det gode liv i dagens samfund i så høj grad handle om materiel velstand, hvis vi i stedet - som i de klassiske orientalske kulturer - havde ment, at denne verdens sanselige ting er et bedrag og den ægte virkelighed er sjælelig? Også de levende organismer begyndte man at opfatte som sindrige mekanismer. I begyndelsen af dette århundrede bredte denne tanke sig i adfærdspsykologien (behaviorismen), der med ydre straf og beløning ville kontrollere menneskers adfærd og indrette samfundet herudfra. Meget af vores tænkning omkring motivation, opdragelse, normbrud, kriminalitet og retfærdighed er baseret på en sådan mekanistisk forestilling om mennesket som en slags robot, der styres af ydre sanktioner og anerkendelser. Sjælen kom til at spille andenviolin i den vestlige videnskab, efter at Descartes havde udskilt den fra kroppen og tingene. Kun det tingslige er objektivt målbart og derfor videnskabeligt - resten er hokuspokus. Lægevidenskaben helligede sig kroppen, og dens bidrag til det gode liv uden ødelæggende sygdom ignorerer i vid udstrækning psykens indflydelse. Industrisamfundets videnskabelige forudsætninger i maskintænkning, materialisme, behaviorisme og krop/psyke-kløften er fire væsentlige eksempler på den direkte forbindelse mellem videnskabelig virkelighedsopfattelse og forestillinger om det gode liv. Samtidig med at industrisamfundet i disse år så småt er ved at miste sin legitimitet, begynder naturvidenskaberne også give slip på deres klassiske opfattelser af virkeligheden. Universet ses ikke længere som en stor maskine, der kværner afsted til evig tid, evt. langsomt løber tør for brændstof. Universet og alting i det - stjerner, planeter, jord og hav og den levende natur - gennemløber spontant og selvorganiserende en evolution fra det simple til det komplekse, fra det uordnede til det ordnede. I fysikken spiller materialismen ingen rolle længere, for stoffet har ikke den fasthed det havde for 200 år siden. I dag forstås atomer og partikler som midlertidigt stabile tilstande af en evigt pulserende energi, der så ganske har overtaget scenen fra den flygtige materie. I psykologien er behaviorismen død, og humanvidenskaberne inddrager nu i langt højere menneskets indre liv - bevidsthed, fortolkninger, tanker og følelser. Krop/psyke-kløften bygges der langsomt bro over i lægevidenskaben, selv om stærke kommercielle og professionelle interesser kæmper imod: livsvilje, tro og psykisk energi kan ikke sælges i pilleglas eller manipuleres af dyre apparater på de fine hospitaler, hvor lægerne hersker. Der er med andre ord grøde i det område, hvor videnskabelige opfattelser af virkeligheden møder vores forestillinger om tilværelsen og det gode liv. Inden for dette område tager jeg fat i et virkelighedsbillede, der ikke starter med maskiner og den træge materie, men med proces og dynamik. I stedet for at se verden som en samling genstande, der bevæger sig mekanisk rundt mellem hinanden, starter vi med et billede af proces, strømmen, bevægelse, energi - dvs. flux. I denne flux opstår der stabile former, der kanaliserer processen på forskellige måder, ligesom strømhvirvler i en fossende elv kanaliserer strømmen ind i relativt stabile former på vandets overflade, en hvirvel her, en plasken der. Elementarpartikler, molekyler, celler, organismer, økosystemer, samfund vil vi i denne bog forstå som relativt stabile former, der træder frem af fluxen og består, i nanosekunder, dage eller årmilliarder. Som i nyere kosmologi og fysik vil jeg se universet, ikke som et urværk, der løber forudsigeligt efter faste love, men som en selvorganiserende proces, hvor nye og stadigt mere komplekse fysiske og kemiske former og systemer bryder frem. Der foregår i universet en åben og skabende formdannelse, som lokalt, på vores planet, har givet anledning til en fortsat biologisk og human evolution. Blandt de levende organismer og specielt mennesket ser vi egenskaber, der ikke kendes fra tidligere niveauer i evolutionen: planter orienterer sig mod overlevelse, dyr hjælpes yderligere på vej af komplekse adfærdsstyringer som instinkter og smertesignaler, og mennesker skiller sig ud fra dyrene bl.a. ved symbolbrug, frihed, værdier og kulturstyring. I et sådan proces- og udviklingsperspektiv kommer det særegne ved mennesket til at ligge i denne frihed fra biologiske styringer. Atomer, alger og aber gør så nogenlunde hvad deres natur byder dem, men mennesket nyder en høj grad af frihed. I barndommen indlærer vi et sæt styringer, dvs. kulturens normer, vaner og institutioner, der former og kanaliserer vores aktivitet. De gør det også ud for værdier: at handle i overensstemmelse med denne rolle er godt, at overtræde hin norm er forkert. Men kulturen er åben og vi må til stadighed stille os selv spørgsmålet: hvordan skal vi handle og leve, hvad er det gode liv? Med et proces-udgangspunkt kan man tilnærme sig et svar på dette spørgsmål ved helt generelt at se på to måder, som menneskelivets og samfundets aktiviteter kan forløbe på, dvs. to typer former eller kanaliseringer af menneskers aktivitet. Jeg skal skelne mellem faste, stive former på den ene side og bløde, slappe former på den anden side. Stive kropslige, mentale og sociale former omfatter bl.a. overspændte muskler, rigide fordomme, bureaukratiske organisationer. Slappe former finder vi i den utrænedes fumlen med en dansepartner, den vege pædagog, den rodløse kultur. Stive former kalder vi gode når de opleves som faste og stabile og således understøtter livsudfoldelsen. Tilsvarende er slappe former gode når de opleves som bløde og lader livet udfolde sig åbent og fleksibelt. Gode livsprocesser og aktiviteter er dem, der forener det stabile og det fleksible, det stramme og det løse. Det er et både-og: Det gode liv er et der kanaliseres optimalt af former, hverken rigidt eller kaotisk, men blidt og dog fast. Bogens sidste kapitler bruger denne forståelse af gode livsprocesser til at kaste lys over en række centrale emner - frihed, værdier, tro, mening, det at lære, personlig udvikling, forskning, pædagogik, sprog og samtale, lovene i vores hjerter, fællesskab, forholdet til næsten og kærlighed, smerte, konflikt og det onde.
Som det vil være fremgået er mit udgangspunkt i en procesforståelse af virkeligheden naturvidenskabelig, ikke filosofisk. Det er i kosmologi, fysik og biologi jeg begynder, i det følgende kapitel. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at man ikke hovedløst kan tage et videnskabeligt udgangspunkt, for i videnskaberne brydes meningerne ligeså bravt som alle andre steder. Hvad én forsker kalder videnskabeligt velunderbygget kalder en anden teori, forhastet konklusion, gætteri eller det der er værre. Det forholder sig med videnskaberne præcis som med filosofi, etik, kunst og politik: Går man på jagt efter inspiration til livssyn og værdiforståelse skal man plukke sig frem, bruge sin næse, følge sine fornemmelser. To personer kan glimrende tage et videnskabeligt udgangspunkt og alligevel havne vidt forskellige steder. En videnskabeligt udgangspunkt kan nemt give vanskeligheder, når man har til hensigt at tale om værdier og det gode liv. Der ligger en stor udfordring i at formulere menneskets fysiske og biologiske baggrund således, at beskrivelsen både er naturvidenskabeligt velunderbygget og samtidigt rig nok til at lægge op til en dækkende forståelse af menneskelivet i al dets mangfoldighed og dybde. Det er let at knække halsen og reducere mennesket til vilddyr i naturens overlevelseskamp, aber med lidt kultur-finish eller selviske gen-containere. Men spørgsmålet om hvilket liv vi skal leve hænger uløseligt sammen med hvad vi er som mennesker og hvilken virkelighed vi lever i. Det perspektiv på det gode liv, som jeg præsenterer, er på ingen måde afledt direkte fra fysik eller biologi, men det er konsistent med de pågældende videnskabelige teorier. Andre ligeså konsistente billeder på det gode liv kan konstrueres ud fra det valgte udgangspunkt. Forholdet mellem naturvidenskab og værdisystem-forslag, dvs. forholdet mellem studiet af virkeligheden og forslag til hvordan det gode liv skal opfattes, er som forholdet mellem ernæringsvidenskab og gastronomi. Bestræbelsen på at finde ud af, hvori det gode liv består, svarer til bestræbelsen på at lave god mad. Vil man lave god mad kan man ikke i det lange løb ignorere videnskabelig viden, f.eks. forskning fra humanfysiologi og lægevidenskab om rigtig og forkert ernæring. På den anden side vil en sådan videnskabelig viden aldrig kunne sige ret meget om hvordan maden skal tilberedes for at være lækker, velduftende, varieret osv. Man kan få tilfredsstillet sit behov for ernæring på tusinder af lødige måder, ligesom man kan forestille sig mange glimrende billeder på det gode liv konstrueret med et videnskabeligt udgangspunkt. Som minimumskrav må gastronomien hhv. billedet på det gode liv ikke være i modstrid med den videnskabelige viden. Kogekunsten såvel som billederne på det gode liv må ændres i takt med at den videnskabelige viden skrider frem - idet man erindrer at videnskabelig viden på ingen måde er ufejlbarlig og kun i det meget lange træk skaber solid viden. Ernæringsforskere er ikke nødvendigvis gode kokke, og med videnskab som eneste hjælpemiddel kommer man ikke langt i en formulering af, hvad der er godt og dårligt. Der skal opfindsomhed og vilje til eksperimenteren til, både for at lave god mad og for at finde inspirerende billeder på det gode liv.
|