Hjem Op

Flux

Ib Ravn

3. Tilværelsens former

Hvordan ser menneskets tilværelse ud, hvis vi anlægger en dynamisk betragtning? Hvis vi altså siger at det væsentlige i livet ikke er de statiske ting og egenskaber, vi besidder, men de måder vi gør tingene på, dvs. de former der kanaliserer menneskers aktivitet?

Lad os gøre dette abstrakte spørgsmål helt konkret gennem en række eksempler.

Midt under et højskoleophold gennes alle skolens elever ind i den tomme gymnastiksal. Hvad sker der mens de venter på besked? Nogle elever tripper lidt, andre leder efter en bold, nogle kravler op i ribberne, andre smider sig på en madras. Almindelig ustruktureret aktivitet. Nogen får måske en ide: lad os lege kongeløber. En lærer kommer måske ind med bolde og sætter en fodboldkamp i gang. Eller et klaver rulles frem og folk stiller op til den velkendte lancier.

Hvad der først var ukoordineret aktivitet, struktureres og formes nu af instrukser, tilråb, spilleregler, velkendte dansetrin o.l. En bestemt kompleks "form," en lancier f.eks., får de tilstedeværende til at udfolde deres aktivitet på ganske bestemte måder: Du skal bevæge fødderne sådan her, holde om damen heroppe, kigge fremad og ikke nedad osv.

Dén relativt formløse aktivitet, som gruppen af elever først udviser, ændres langsomt eller hurtigt til en kompleks orden af former under de rette omstændigheder: musikledsagelse, en instruktør, en indskydelse der breder sig blandt eleverne og manifesterer sig i en dans.

Tag et andet eksempel på kropslig aktivitet og dens kanalisering: Man har siddet til et foredrag i halvanden time. Det bliver pause, man rejser sig og føler uvilkårligt kropslig aktivitet trænge sig på, behovet for at røre sig. Man går måske hen efter kaffe, eller man strækker armene i vejret og bøjer sig mod gulvet, man laver tai-chi et par minutter, man løber sig en tur udenfor – alt sammen afhængig af lyst, hvad man plejer at gøre, hvad der er social acceptabelt osv. Den spontane kropslige aktivitet ledes ind i bestemte former, afpasset efter kultur, vaner, evner, tid, plads og omstændigheder.

Idræt, leg og dans er alle systemer af former der kanaliserer menneskelig aktivitet. Gennem en træner indlærer man formerne og bliver bedre til at lade sin aktivitet løbe i de baner, som sporten eller dansen foreskriver. I volleyball må man ikke røre nettet eller berøre modstanderens banehalvdel, med mindre en del af ens fod befinder sig lige over midterlinjen; man trækker tilbage på banen når modstanderne angriber; man må ikke forstyrre modstandernes spil med tilråb; det er ikke pænt at lave grimasser ad modstanderne; man giver et fast håndtryk under nettet efter kampen selv om man tabte osv. Hundredvis af spilleregler, taktiske tommelfingerregler, normer for sportslig adfærd osv. regulerer enhver idrætsgren og dermed spillernes adfærd på banen. Menneskers spontane aktivitet kan formes til en kompleks orden af nøje afstemte handlinger.

En snes rejsende skal på en ugelang bustur gennem nyt land. Man kender ikke hinanden, møder forventningsfulde op, spændte på de oplevelser turen skal bringe. Man er fuld af forventning til de nye måder ens aktivitet skal kanaliseres på: hvad skal vi lave, hvad skal vi se, hvordan mon de andre er?

Efter første stop på en rasteplads kommer en af de rejsende for sent tilbage og forklarer undskyldende til rejselederen, at han lige skulle have en is. Ved næste stop kommer Andersen igen for sent, med en is i hånden. Bernsen på tredje sæde bemærker det og siger "Ismand!," så et par af de omkringsiddende hører det. Tredje gang det sker lyder tilråbet lidt højere og en del andre fniser. Andersen hører det og griner godmodigt. Sidst på dagen har Bernsen fået slået navnet fast og "Ismanden" er nu kendt af alle og mødes med et kor af "Ismand!," når som helst han træder ind i bussen. Samtidig er Bernsen blevet kendt som en morsom kommentator blandt sine nærmestsiddende, der kalder ham "Ham den sjove."

Som dagene går, får de fleste af de rejsende identificeret et særpræg, som de andre morer sig over (eller irriteres ved i smug); hver har sine vaner og særheder, som nu præger samtalen og former den sociale aktivitet. Man ved at sålænge Ismanden ikke er kommet ombord i bussen behøver man ikke skynde sig tilbage; man søger over til Ham den sjoves bord i restauranten, men hans svoger, der snakker fanden et øre af, har man lært at undgå osv.

På denne måde opstår normer og roller, og et system af sammenkædede sociale former dannes. Det er ikke længere en tilfældig ansamling turister, der foretager hver deres isolerede handlinger. De udgør en gruppe med forventninger til andres og egen adfærd (dvs. normer) og klare billeder af hvem den og den person er og hvordan han opfører sig (roller), samt veletablerede vekselvirkningsmønstre mellem disse roller (dvs. "institutioner," som den institution at Bernsen råber "Ismand" og alle griner når Andersen kommer for sent). Et lille samfund er opstået ved at sociale former, bl.a. omgangsformer, nu kanaliserer deltagernes aktivitet ind i ganske bestemte baner, som ikke fandtes før turen begyndte.

Bemærk at vi endnu ikke har sagt noget om godt eller dårligt: Er de opståede former gode, som Bernsen nok synes, når han med sine morsomme tilråb bliver kendt som "Ham den sjove"? Eller er de dårlige, som Andersen sikkert begynder at mene efter nogle dage? Vi har blot konstateret at sådan kan man forstå dannelsen af former for menneskelig aktivitet, dvs. social orden.

De former, der strukturerer menneskers samvær, er selvfølgelig i høj grad sproglige. Havde Bernsen ikke noget sprog at råbe "Ismand" med og kunne han ikke forudsætte traditionen med at råbe "Ismand!" i biografen når helten kysser heltinden, ville han ikke være helt så morsom og Andersen ville måske ikke få denne rolle klistret på sig.

Sproget former vort samvær i lige så høj grad som vi taler, når vi er sammen. Mennesker kan nemt være sammen uden sprog (gå tur i skoven, være til koncert, ligge i arm, løbe maraton), men sproget giver altid kontekst og baggrund og forudsætninger, for vi kan tale, eller vi forventer snart at tale, eller vi har talt om den måde vi er ordløst sammen på osv.

Sprogets formende rolle for menneskeligt samvær bliver i særlig grad nærværende i situationer hvor man ikke behersker det lokale sprog, som når man taler med udlændinge eller folk med stærke dialekter, eller når man er kommet ind i en kreds hvis omgangstone man ikke mestrer. Har man ikke det nødvendige repertoire af sproglige former vil samværet lynhurtigt lide derunder.

Tænk f.eks. på de små ting man siger for at få en social situation i gang, specielt indledningsvist – førhen kaldet konversation, nu small-talk: "Tak fordi I ville se os," "Det var godt du kunne komme," "Det er et forfærdeligt vejr, ikke," "Har I fået ny sofa?" "Hils på min svoger og hans nye kæreste," "Nå, hvad laver du så til hverdag?" I generationen af danskere under de 45 er det almindeligt at have et smertefuldt forhold til sådanne sproglige former. Mange synes det er pinligt, opstyltet og uærligt, men mange savner også evnen til at sige ting, der fører til at man kommer i kontakt med mennesker man ikke kender.

Ikke bare i så konkrete situationer, men også generelt i tilværelsen, foregår der en central formning af livet via sproget. Vi nævnte i forrige kapitel hvordan symboler, deriblandt ord, opstår i løbet af barnets udvikling. Ord og begreber kan ses som særlige former – symboler – der kanaliserer menneskers neurale, mentale eller kognitive energi på særlige måder. Vi så hvor stærkt Helen Kellers første ord virkede på hende, idet det tillod hende at rette sin opmærksomhed mod et bestemt fænomen og behandle det i tanken på en langt mere præcis måde end før.

Vi har alle oplevet hvor velsignet det er at få ord på noget, der har foresvævet eller plaget os som anelser eller fornemmelser, men som vi ikke kunne få frem på tungen: "Ah, det er dét, det er!" Et ord som det relativt nye "sexchikane" vil føles forløsende for dem, der har været udsat for det.

Tilsvarende fik utilfredse studerende ved de amerikanske universiteter sidst i 1980’erne sat ord på deres ubehag ved det traditionelle pensum på humaniora: Det bestod kun af værker af "dead, white, European males," såkaldte DWEMs, et ord der stimulerede mange kvindesags- og etniske gruppers modstand mod traditionen.

Ikke bare enkelte ord, men også systemer af dem, f.eks. klassifikationer, bidrager til at ordne aktiviteten i vore hoveder. At lære en ny arbejdsplads, hobby eller videnskab at kende er bl.a. et spørgsmål om at mestre dens begrebskasser eller typologier. "Her i Synkrotex har vi fire afdelinger: produktion, salg, service og administration." "Her på volleyholdet er man enten smasher, hæver eller servemodtager." "I fysikken skelner vi mellem tyngdekraften, den elektromagnetiske kraft og de svage og stærke kernekræfter."

Af sådanne typologier fremgår det at ord ikke bare tjener til at indhegne en ting og gøre den velafgrænset i tanken ("Stol" er det dérovre), men også at drage grænser og pege på forskelle mellem ting, som firmaets fire afdelinger. Distinktioner er også former, der skelner A fra B, sort fra hvidt, skidt fra kanel.

Sprog og kultur former vor opfattelse af verden i en grad man ikke altid gør sig klart. Vi kan have en naiv fornemmelse af, at vi skam opfatter verden direkte og ser tingene som de er, f.eks. fodboldkampen dér i fjernsynet eller det bilsammenstød på hovedgaden i går. Men som enhver fodbolddommer og juridisk dommer véd, er vi almindelige mennesker ofte ualmindeligt dårlige til at se, hvad der sker lige foran næsen af os.

Årsagen er selvfølgelig at vi ikke ser noget som helst rent eller "objektivt;" vi er alt andet end en "blank tavle" som verden udenfor skriver sine beskeder på. Vort sanseapparat, hjerne og hele centralnervesystem er et komplekst system af fysiske, kemiske og biologiske former, der filtrerer og kanaliserer lys- og lydenergi fra omgivelserne igennem vore øjne og ører på meget særlige og bestemt ikke "objektive" måder. Centralnervessystemet er i høj grad påvirket og moduleret af de erfaringer vi har gjort gennem livet og de fortolkninger af omverdenen og os selv, som vi har lært eller på anden vis skabt. Disse biologiske og kulturelle former spiller altid allerede med, når vi opfatter verden omkring os og gebærder os i den.

Det fremgår f.eks. af optiske bedrag, hvor vi ledes af vante forventninger til at se noget andet end hvad der konkret foreligger. Det fremgår af vores godtroenhed over for folk der vil fuppe os og af vores evne til at tage fejl. Det fremgår af den grad i hvilken vi lader vore tidligere oplevelser og erfaringer styre vores nutidige liv. Men vi ser det især i de store videns- eller trossystemers afgørende betydning for vores liv.

Vi har peget på kulturens rolle i formningen af menneskers adfærd. Religioner er en del af kulturen, og specielt på dette område, der angår vores forhold til guder og andre stærke kræfter uden for os og i kosmos, ser vi en fænomenal stærk styring af menneskers aktivitet. Religioner er former der kanaliserer menneskers kognitive og affektive adfærd på de højeste betydningsniveauer, håb og frygt og glæde og de stærkeste følelser kommer i spil på religionernes og mytologiernes scene.

Hertil kommer de andre værdisystemer, de personlige filosofier (taoisme, eksistentialisme, enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-filosofier, den puritanske arbejdsmoral etc.), og de politiske ideologier, liberalismen, marxismen, socialismen osv. Alle udgør de uhyre detaljerede briller, der får os til at se visse ting og handle på bestemte måder – finde det simple liv, slide og slæbe for at spare op, ofre os for revolutionen osv.

For halvtreds år siden kunne man påstå, at der dog fandtes et erkendelsesområde, hvor de store blindheder, som religioner og ideologier også fører med sig, ikke optrådte; et område der var viet til disse blindheders opløsning: videnskaben. Det er der ingen der påstår mere, og med god grund, for videnskabens egne blindheder er blevet så meget tydeligere siden bl.a. Hiroshima. Videnskaben forstås i dag i vid udstrækning som endnu et sæt briller man kan tage på, briller som også indebærer blindhed på store områder og som også kanaliserer menneskelig aktivitet, specielt erkendelsesaktivitet, på måder der slet ikke kan siges at være så fordomsfri eller "åbne," som videnskabens traditionelle fortalere gør den til.

Den amerikanske videnskabshistoriker Thomas Kuhn er blevet kendt for sit begreb "paradigme," der netop betegner det specielle sæt briller en forsker i en bestemt disciplin sætter på næsen, før han eller hun går ind i laboratoriet eller sætter sig til computeren. Paradigmer er systemer af antagelser, normer og værdier, der ganske nøje fastlægger hvad videnskabsmanden kan tillade sig at tænke og sige og gøre, hvis han stadig vil kaldes videnskabelig og blive accepteret som sådan af sine fagfæller.

Paradigmet virker selvfølgelig ikke kun sprogligt. Begynder en astronom ved et videnskabeligt seminar at inddrage sine erfaringer med astrologi, vil han i sine fagfællers mimik meget hurtigt ane at der er noget galt, længe før nogen har fået formuleret en indvending i sprogets langsomme medium.

Den moderne debat om paradigmer har især hæftet sig ved de ufavorable sider af paradigmet (dets tendens til at undertrykke ny erkendelse). Ifølge Kuhn er det imidlertid også en nødvendighed for forskeren at tage disse briller på, for uden dem kunne han ikke fokusere på noget (for at blive i billedet). Han ville have intet at holde sig til, ingen fornemmelse af hvilke ting han skulle forske i og hvordan, dvs. hans forskningsmæssige aktivitet ville forblive formløs og derfor urealiseret.

En sammenligning med fodboldspillet er nyttig. Skal man spille fodbold må man have et paradigme, dvs. et sæt spilleregler og normer for adfærd på banen. Uden spilleregler kunne enhver jo tage bolden med hænderne og løbe hen og score, bortset fra at det at score jo også er noget regelfastlagt, og uden regler er der ikke noget der hedder et mål. Så for at der overhovedet skal være et spil, eller videnskab, skal der være visse former (spilleregler, et paradigme, et par briller at se verden gennem på en speciel måde), og disse former skal overholdes i meget vid udstrækning.

Hvor de ikke bliver det, går spillet eller videnskaben til grunde, som f.eks. frenologien gjorde det i sidste århundrede, da det blev klart at disciplinens grundantagelse, nemlig at en persons hovedform siger noget om vedkommendes psykologi, ikke havde noget på sig. Eller spillet udvikler sig og bliver måske til et nyt, som psykoanalysen opstod da Freud udviklede den af neurologien, eller som wallyball, der er volleyball spillet på en squashbane, hvor det som i squash er tilladt at spille bolden op ad sidevæggen.

Sætter vi flux/form-brillerne på næsen ser vi former overalt i menneskets tilværelse: Normer og roller, regler og love, ord og begreber, ideer og ideologier, religioner og videnskaber. Måder at bevæge sig på, handle på, tænke og føle og opfatte på – alle er de særlige former der kanaliserer den energi eller flux, som strømmer ind på Jordens overflade og optages i de levende organismer, deriblandt menneskene, udnyttes på disse karakteristiske måder og afgives til verdensrummet igen.

Jeg har lagt vægt på formernes fællestræk – nemlig det forhold at de kanaliserer menneskelig aktivitet på bestemte måder – og ikke på deres forskelle. F.eks. har jeg ikke skelnet mellem individuelle og sociale former, selv om videnskaber som psykologi og sociologi netop er grundlagt på en skelnen mellem det individuelle og det samfundsmæssige.

Ser man på forholdet mellem menneske og samfund ud fra et form/flux-perspektiv, som vi har gjort i dette og det foregående kapitel, bliver det klart at det sociale (kulturen) i allerhøjeste grad er nødvendig for selve menneskets frembryden på den evolutionære scene, at vi ikke kan tænke os et menneske uden en kultur: Bød kulturen sig ikke til med kanaliseringer af menneskers aktivitet i form af normer, ritualer, tabuer osv., ville de medfødte instinktstyringer af vores aktivitet næppe have trukket sig tilbage, og vi ville stadig være som dyr. Kulturens former er i så høj grad med til at organisere al menneskelig aktivitet, at vi måske er bedst tjent med ikke at sondre for skarpt mellem det personlige og det sociale.

Tag en form som en færdselsregel (f.eks. i England: kør i venstre side af vejen). Ligger den i hovedet på det enkelte individ? Ja, den er vel lagret i nerveceller og hjernens neurale netværk: jeg kan jo genkalde mig den, selv om jeg flytter til en øde ø. Men er den ikke også social? Jo, den regulerer jo adfærd mellem mennesker; den giver ikke mening uden at man forudsætter eksistensen af andre trafikanter, som man skal undgå at køre ind i. Reglen er endvidere social, i og med en hvilken som helst individuel person kan glemme den og den vil stadig bestå. Først dér hvor et kollektiv af personer beslutter sig til ikke at lade deres færdselsaktivitet kanalisere af den, forsvinder den (som da Sverige gik over til højrekørsel i 1968).

Et andet skel end dette mellem det individuelle og det sociale vil komme i fokus i et senere kapitel. Her siger vi blot: Om de former, der kanaliserer menneskelig aktivitet, befinder sig inden i folks hoveder eller mellem dem anser vi for uinteressant i nærværende sammenhæng.

En anden vigtig ting at bemærke angående former og menneskelig aktivitet er, at uden sådanne former var der ikke nogen menneskelig aktivitet. Det er i kraft af disse former at vi overhovedet får et område, vi kan kalde menneskeligt, dvs. menneskets tilværelse og samfundet. Ligesom universets første former, bl.a. quarker og elementarpartikler, var med til at danne universet som sådan, således er de menneskelige former (symboler, vaner, værdier, regler) konstituerende for mennesket som sådan.

Synes man umiddelbart at sådanne former er noget ubehageligt noget, og at mennesker ville klare sig bedst ved blot at være spontane og frie, har man også dermed sagt farvel til det menneskelige. Uden disse former ingen mennesker. Former lader livet udfolde sig; uden dem ville livet være som en flod uden et flodleje, hvilket er en utænkelig tanke.

Med denne antydning af at former både kan hæmme og fremme livsudfoldelsen nærmer vi os diskussionen om det gode liv. Før vi kan tage den op, må vi imidlertid se på det godes modsætning.

Historien om Andersen og Bernsen er en populariseret udgave af den skildring af samfunds opståen, som de to sociologer Peter Berger og Thomas Luckmann (1976) giver i deres indflydelsesrige bog Den samfundsskabte virkelighed. Når menneskers handlinger gentages, dannes der langsomt vaner. Når vi ser et andet menneske udføre en vane tit nok, ser vi personen som udførende en rolle, nemlig den at udføre denne vane. Når personer med roller vekselvirker, dannes "institutioner", f.eks. et aftensmåltid eller et bryllup. Vaner, roller og institutioner virker tilbage på menneskers aktiviteter og kanaliserer dem på karakteristiske måder. Mennesker skaber samfundet, men samfundet skaber også mennesket.

Der findes en almindelig skelnen i sociologien mellem menneskers handlinger (aktivitet, flux) og de strukturer (former), der kanaliserer dem. Således betonede den yngre, humanistiske Marx praksis-begrebet, dvs. menneskets levende aktivitet (som vist af Avineri (1968) og Bottomore og Rubel i deres Marx-udvalg (Marx 1963)). Men den ældre Marx, og især Engels, fæstede sig mere ved de overordnede samfundsstrukturer. Dette århundredes funktionalisme i antropologi og sociologi har på deres måder vægtet sociale strukturer mest, hvorimod der siden ca. 1960’erne er brudt en mere subjekt-orienteret tendens frem, med bl.a. aktør-perspektivet, hermeneutik, fænomenologi, den interpretive drejning og socialkonstruktivisme. Her ses det væsentlige i den sociale sfære at ligge i personers fortolkning og konstruktion af betydningsbærende symboler og former, der kanaliserer menneskers sociale aktiviteter. Se f.eks. oversigt i Burrell og Morgan (1979).

I en præsentation af nogle af organisationsteoriens metaforer har Morgan (1986, Kap. 8: "Organization as flux and transformation") et interessant afsnit om flux, dvs. en proces-metafor for menneskers aktiviteter i organisationer. Han citerer Bohm og Prigogine for at betone virkelighedens dynamiske og energiprægede karakter, og spekulerer på hvad en organisationsteori baseret på en flux-metafor ville sige om f.eks. virkelighedens konstruerede karakter. Jeg opfatter nærværende bog som et bidrag til sådanne spekulationer, der ikke her er ført igennem til organisationsteorien (men se ansatser i Ravn (1991a) og Baburoglu og Ravn (1992), der behandler virkelighedskonstruktion og indfoldet orden).

Videnskaben som endnu et sæt briller, se Feyerabend (1975).

Om paradigmebegrebet, se Kuhn (1996) eller, kortere og mere populært, Thurén (1992).