Hjem Op

Flux

Ib Ravn

4. Smerte. Det onde

Når man føler smerte siger man: "Av, det gør ondt." Smerten og det onde er intimt forbundet, og ikke bare gennem sproget. Ondskab viser sig altid i, at nogen føler smerte eller lider. Både smerten og det onde står som uoverstigelige forhindringer for det gode liv. Verden er fuld af lidelse, det onde stikker sit grimme fjæs frem overalt, jordens børn vokser op i sult og had og krig. Hvordan skal vi dog forlige det faktum med vores forsøg på at skabe billeder på det gode liv? Er det ikke langt vigtigere at bekæmpe det ondes magt og begrænse menneskehedens lidelser end at klippe glansbilleder af fede, glade danskere?

Det kunne man synes - indtil man får set nærmere på smerten og det onde. For helt så simpelt er det ikke. Begge begreber lader sig anskue ud fra vores flux-form-distinktion og de forrige kapitlers evolutionære perspektiv, og de vil da fremtræde i et forhåbentligt nyt lys.

Smerten og dens funktion i dyreriget diskuterede vi tidligere. Vi sagde noget forenklet at planter ikke føler smerte; det er først noget der opstår når dyr med nervesystemer kommer på banen. Smerten tjener til at forbedre dyrets adfærd, dets chancer for at danne og videreudvikle den biologiske orden, som det repræsenterer.

Smerten kan vi betragte som en slags negativ vejleder, der supplerer instinkternes positive vejledning. Smerten giver dyret et meget konkret signal om, at det er i gang med noget uhensigtsmæssigt: flyt dig, flygt, angrib, duk dig osv. Planter bliver populært sagt ikke klogere gennem deres individuelle liv; det bliver de kun som art. Hos dyrene er læringen accelereret, for hvert individ har mulighed for ved hjælp af smerten at lære at holde sig fra ting, der ellers ville have slået det ihjel øjeblikkeligt eller beskadiget det unødigt. Smerten er med andre ord en hjælp til udvikling, i det individuelle såvel som anskuet over et længere evolutionært træk.

Dette er ikke det samme som at sige, at smerte i sig selv er noget godt. Hvem ønsker smerte for smertens skyld? Men smerte kan være det første skridt på vejen mod en tilstand, hvor det som truede og som smerten var et signal om, ikke længere truer og derfor ikke længere er kilde til smerte. Smerten ved uforvarende at lægge en hånd på en optændt kamin er ubehagelig, men så langt at foretrække for alternativet, nemlig at man ikke føler smerte og kødet bliver brændt af til knoglen.

Under diskussionen af universets og livets evolution pegede vi på, at alle systemer kan fejle og bukke under. Selvorganiserende systemer som en tornado dør ud til sidst, planter spises af dyr, celler inden i større dyr begår fejl og skaber organisk sygdom, dyr brækker halsen, og mennesker begår små og store fejl hele tiden og dør sommetider af det. Smerten er en instans, der kan hjælpe os til at lære af vore fejl og f.eks. undgå at gentage dem, noget en tornado eller en alge ikke kan.

Netop fordi vi mennesker i vores verdensåbenhed, med vores meget begrænsede instinktstyring, så tit prøver os frem med nye måder at kanalisere vores aktivitet på, er smerten en nyttig hjælp. I og med at vores tilværelse er langt mindre givet eller styret end dyrenes liv, har vi i særlig grad behov for smerten som et korrektiv til alle de ting, vi prøver, men som vi strengt taget ikke har fysisk, biologisk eller andet grundlag for at kunne: f.eks. barnet der prøver at tage de flotte glødende kul ud af kakkelovnen med de bare næver, eller teenageren der vil drikke en flaske whisky før skoleballet men får mavesmerter og brækker sig.

Udtrykt med begreberne flux og form er smerten et signal om at de former, vi aktuelt lader vores aktivitet kanalisere af, ikke er gode nok. Teenagerne med den norm, at der skal kyles en mængde alkohol ned før enhver fest, må tage den op til revision efter sidste uges bræktur og alvorlige mavesmerter. Barnet lærer at den ubevidste form "Jeg tager alt der skinner" nok skal nuanceres lidt. Smerten kan vi forstå som et signal om, at vi er i færd med at benytte en form, som livet kolliderer med og skurrer op ad, altså en form der ikke smyger sig optimalt om livsudfoldelsen og understøtter den.

Denne fortolkning støttes af det forhold, at der ingen smerteopfattelse er knyttet til organer som hjernen, lungerne, leveren og milten (således kan en hjerneoperation under visse omstændigheder foretages mens patienten er ved fuld bevidsthed, idet denne ingen smerte føler.) Man oplever kun smerte i indvoldene i forbindelse med ting der passerer igennem dem, i overensstemmelse med normal funktion. "Organismens væv er kun følsomme over for sådanne typer af smerte, som de vil møde i deres levetid, og ikke overfor smerte af en type de sandsynligvis ikke vil møde" Med andre ord: Det ser ud som om smerte er en nøje afstemt respons som organismen afgiver med henblik på den bedst mulige læring og revidering af de former, som det står i individets magt at ændre.

Smerten er således ikke god eller dårlig i sig selv. Den er god fordi den peger på at der er noget galt, men dårlig for så vidt som at den jo gør ondt. Da smerten er et signal om fejlfunktion, skal man selvsagt vare sig for at fjerne smerten (f.eks. med medicin) uden at have forsøgt at finde ud af hvad den peger på. Det er som at slå budbringeren ihjel, fremfor at læse det budskab han kommer med, og på den måde bliver man ikke klogere eller udvikler sig. Som når man f.eks. slår sin hovedpine ned med piller, mens grunden til den måske i virkeligheden er dårlig arbejdsstilling eller en chikanerende chef.

På den anden side er det jo også en kendt sag, at smerter kan blive så voldsomme, at vores ønske om at forstå deres årsag så ganske overskygges af ønsket om lindring. Det bedste er selvfølgelig den situation, hvor vi hurtigt får fastslået kilden til smerten og straks handler på en sådan måde at årsagen elimineres og smerten derfor forsvinder, som f.eks. når vi trækker hånden væk fra kakkelovnen, sætter os i en ny arbejdsstilling eller finder et andet job uden chikane.

Lidt firkantet udtrykt er smertens eksistensberettigelse altså at fortælle os, at der er noget galt, og når dét er rettet, at forsvinde igen, til næste gang der går noget galt. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal forhaste i forsøget på at fjerne smerten eller dens årsag. Skal vi forstå smerten og dens kilde, må vi lære at lytte til den, og lytte ordentligt efter, for ikke at begynde på halve og forjagede løsninger. Smerten kræver sit, og det skal den have - men så heller ikke mere. Der er en tid til at hengive sig til sin smerte og forstå den og leve med den, og der er en tid til at gøre noget ved den og prøve at lægge den bort.

Smerten er en guide, som vi kan lytte til, i den udstrækning vi magter det. At smerten kan være så overvældende, at den fuldstændigt berøver os vor gode vilje til at lære af smerten, er ikke nogen indvending mod at vi skal forsøge at afkode dens signal til os, i den udstrækning vi magter det.

Vi kan formode, at den smerte dyr føler er nært knyttet til deres biologiske liv og giver sig umiddelbart udslag i en reaktion. Katten springer lynhurtigt ned fra det varme bliktag. Mennesket har arvet denne egenskab; vi reagerer typisk også pr. refleks på meget varme ting.

Men dén indre verden af symboler, værdier og kultur, der adskiller mennesket fra dyret, gør sig også gældende i smerten. Til forskel fra katten kan vi vælge at blive stående på det varme bliktag og udholde smerten - for at imponere de andre drenge, for at trodse mor eller af utallige andre grunde, der alle har med værdier, symboler og kultur at gøre.

Menneskets symbolverden overlejrer den smerteopfattelse, vi har arvet fra dyrene. På grund af denne symbolverdens tilstedeværelse oplever vi ingen smerte "rent" eller "naturligt" eller "direkte." Ligesom al perception foregår igennem et fortolkende filter af fysiske, biologiske og symbolske former, således forholder det sig også med smerteoplevelsen: den er ikke i nogen absolut forstand givet fra naturens side, men er altid underlagt filtrering og fortolkning.

Hvordan denne fortolkning foregår, og i hvilken udstrækning, er mindre klart. Vi har alle oplevet at have en eller anden lille skavank, en splint i fingeren, eller vabel på foden, som ikke trænger igennem til vores bevidsthed, fordi vi har så travlt med dagens gøremål. Først når vi får øje på den, begynder vi at mærke den. Filteret til vores bevidsthed er blevet ændret som følge af erkendelsen "Jeg har en vabel på foden." Vi forstår og fortolker vores fods tilstand anderledes end før og sanser derfor en ny smerte.

I den medicinske antropologi er det en kendt sag, at mennesker fra forskellige kulturer tilsyneladende oplever smerten f.eks. ved mindre operative indgreb meget forskelligt, eller i hvert fald giver udtryk for smerte i meget forskellig grad. Danske mænd bider mindre mavesmerter i sig, mens f.eks. tyrkiske har tendens til at give dem frit løb.

Forsøg med hypnose og suggestion viser, at det er muligt at indgive forsøgspersoner sådanne forestillinger, at de bliver følelsesløse og f.eks. ikke oplever smerte ved at få ført en nål gennem huden.

Placeboeffekten er den positive effekt en behandler opnår, når et i øvrigt inaktivt stof, som f.eks. en harmløs kalktablet, gives til en patient der tror at modtage en virksom medicin. Når nye medikamenter afprøves i videnskabelige undersøgelser, sker det ofte ved sammenligning med en placebotablet. Det er en generel erfaring, at man med en placebotablet opnår cirka halvdelen af den effekt, en "rigtig" pille fremkalder. Placeboeffekten kan bestå i bedringer på ethvert niveau, deriblandt smertelindring. Med andre ord: Tror man, at man modtager en smertemedicin, vil det i sig selv typisk virke smertelindrende i en vis udstrækning. Den fortolkning af situationen, der siger "Nå, nu fik jeg da en god pille af en dygtig læge," slår igennem fysiologisk og er med til at mindske ens smerter.

Selv oplevede jeg bevidsthedens indflydelse på min smerteoplevelse under en firewalk uden for Philadelphia for en halv snes år siden. Sammen med 20-30 andre havde jeg formedelst $80 meldt mig til en lørdag på et landsted uden for byen, hvor vi dagen og aftenen igennem lavede alle mulige skægge og tillidsopbyggende øvelser, legede og dansede og tumlede blandt hinanden og sang med på en aktuel popsang, "You can do magic!" Jeg husker det som en festlig dag hvor alle var indstillet på at bygge en positiv stemning op - i en sådan grad at mine kritiske spørgsmål om fodens evne til at modstå varmen høfligt blev pakket bort af instruktøren med den begrundelse, at det ikke var godt for forberedelsen at være for skeptisk.

Da vi hen mod midnat var godt varme i sjæl og krop gik vi ned til bålet. Et par hjælpere havde bygget det op og slået det ned igen, så kun et fire-fem meter langt og meterbredt bånd af glødende trækul lå tilbage, et massivt orange tæppe af gløder med en temperatur på vel 6-800 grader. Vi gik et par gange rundt om bålet i en stor rundkreds med bare tæer og stillede så op foran gløderne.

Det blev min tur, en halv snes mennesker foran mig var gået over uden synlige problemer. Om der var tvivl i mit sind husker jeg ikke, jeg gik i hvert fald, blot tre-fire skridt i alt, og tørrede fødderne godt af i det våde græs bagefter for at fjerne evt. klistrende gløder, som vi var blevet opfordret til. Resten af flokken kom over, nogle gik over igen, andre sad ude i periferien, men der var ingen skrig eller højlydt stønnen. Selv opdagede jeg efter et par minutter at jeg havde et par små vabler under den ene fod, måske i alt på størrelse med en 25-øre. De sved lidt, men aftog i dagene efter som normale brandvabler.

En af de "videnskabelige" teorier om firewalking siger at trækullet godt nok er de 6-800 grader varmt, men dets varmeledningsevne er ringe, så det ikke gør ondt at røre ved det. Luft er f.eks. en dårlig varmeleder, og derfor kan man stikke hånden ind i en 200 grader varm ovn uden at brænde sig, men rører man ved bagepladen gør det ondt. Jeg har senere prøvet at tage et glødende trækul i hånden for at teste denne teori, men det er umuligt. Og hvordan skulle jeg kunne træde med mine 85 kilo på sådanne kul uden at det gjorde ondt, endsige uden at beskadige huden mere end til et par små vabler?

Der kan selvfølgelig være mange forklaringer, men en plausibel én tager udgangspunkt i det omfattende "fortolkningsarbejde" der gik forud, hvorunder vi indterpede en overbevisning om at det kunne lade sig gøre at gå på de gløder. Den gode stemning har sikkert været nødvendig, under omstændighederne; det har måske været en mild, frivillig, kollektiv hypnose eller trance, der har prentet sig i vores sind og dermed også i vores legemer. Tilsvarende resultater kunne måske opnås med mindre frivillige midler, f.eks. hjernevask, og det kendes formentlig fra kult-sammenhænge, hvor folk er gået op i et kollektivt hysteri mange grader over den fællesskabsfølelse vi på gården uden for Philadelphia har følt og som kan gribe folk i flok - til fest, til demonstration, i krig, og som også kan føre til overraskende smertelindring.

Det er svært at vide hvad der sker, og der findes næppe særlig gode videnskabelige forklaringer på den slags. Der kendes utallige enkeltstående tilfælde af spontan helbredelse fra kræft og andre alvorlige sygdomme, hvor kroppens og bevidsthedens evne til at helbrede og lindre smerter mobiliseres. En nylig forklaringsmodel vedr. smertelindring betoner "kroppens egne morfiner," de såkaldte endorfiner, morfin-lignende stoffer der udløses i pressede situationer og sikrer dyret eller personen en mere smertefri funktion hvor der virkelig er brug for det, i kamp på liv eller død, for eksempel, eller under en fødsel.

Hvorom alting er går vi ikke galt i byen, hvis vi helt overordnet siger at vores verden af symboler, værdier og kultur, altså vores bevidsthed og oplevelsesverden, der jo er struktureret af fortolkninger, dvs. forsøg på at udtrække meningsfulde klumper fra kroppens og nervesystemets bestandige aktivitet, er uhyre direkte involveret i alt hvad der hedder smerte - hvordan den formidles i kroppen, hvordan den opfattes og behandles, hvordan den moduleres, gives plads eller fortrænges. Mennesket er ét system af symboler og nervetråde, værdier og hormoner, kultur og natur. Vore fortolkninger sidder, billedligt talt, helt ude i fingerspidserne, dér hvor vi møder omverdenen og den os.

Det følger heraf, at fysisk og psykisk smerte ikke er to forskellige ting, men tæt forbundet med hinanden. Selv om smerten ved at få klemt en finger i døren kan synes meget forskellig fra ubehaget ved at få en skarp kritik af chefen for ens seneste rapport, er det to sider af samme sag. Smerten fra fingeren er en påmindelse om at døre skal man lære at omgås, og ubehaget ved kritikken er tilsvarende et signal, f.eks. om at man skal gøre sig mere umage eller måske finde en anden chef. Var det ikke ubehageligt at blive kritiseret, havde man mindre grund til at ændre noget og lære mere.

Ubehaget har selvfølgelig langt fra altid en ydre kilde. Lige så tit er det måske én selv der er utilfreds med ens præstation, eller man plages af en mistanke om at ægtefællen er utro, eller man er frustreret over manglende fremgang i franskundervisningen, eller man er stærkt deprimeret, hvilket er ubehageligt, eller man oplever savn, vrede, jalousi, angst, selvhad, meningsløshed eller hvad vi nu kalder alle de forskellige sindstilstande, vi som regel ikke ønsker at være for længe i. Alle disse er forbundet med et ubehag, som man kan beklage og søge at flygte fra eller dulme med medicin, alkohol, narkotika, fjernsyn, arbejde, sex e.l. Eller man kan prøve at se ubehaget og smerten i øjnene og forstå den som et signal om at der er noget galt et eller andet sted i ens liv og tilværelse, og så prøve at rette op på tingene.

Det lyder vanskeligt, men vi gør det hele tiden i en meget mindre skala. Vi oplever ubehag/smerte og gør noget ved det: "Jeg keder mig, det er ikke rart, jeg ringer til min ven." "De sko ser ikke for godt ud, jeg pudser dem." Et ubehageligt sug i maven og erkendelsen "Nu må jeg simpelthen få skrevet til mormor og sige tak for gaven sidste måned." "Hvorfor er den lille så stille når hun kommer hjem fra børnehaven - jeg må snakke med pædagogerne om det." I hundreder af små situationer dagligt forstår vi det lille ubehag som en udfordring til at gøre noget ved tingene og ændre kurs.

Kroppens smerte og sindets ubehag ytrer sig på overlappende måder. Den kropslige smerte, hvor refleksagtigt den end ytrer sig, giver sig selvfølgelig udslag i sindet - når det gør ondt. Tilsvarende opleves sindets ubehag ikke kun i hovedet, som man kan synes når man er usikker på om et budget er stillet rigtigt op; det har også kropslige udtryk. Disse kan være svage, som f.eks. et sug i maven eller sved på overlæben, eller kraftige, som hvis f.eks. ens barn med nød og næppe har undgået druknedøden og man oplever mavesmerter eller kramper eller ligefrem besvimer af chokket.

Hverken kroppens smerte eller sindets ubehag er dog nogen sikker guide. Hypokonderen ængstes unødigt over sit helbred, og enhver af os kan nære bekymringer vi senere erkender som grundløse. Fantomsmerter fra amputerede lemmer er velkendte og skal naturligvis ikke tages som signaler om at der er noget galt i den manglende arm (andet end at den burde være der). Vi kan føle smerte og ubehag af tusinde fjollede grunde. Smerten og ubehaget peger kun i de simpleste tilfælde direkte hen mod sin årsag. At stille gode diagnoser er en kunst der ikke er nem at lære, hverken for ens læge der ikke umiddelbart forstår hvorfor man skulle have ondt i halsen og være træt, men også for os selv, når vi ikke har det godt med ægtefællen og ikke ved hvorfor, eller hvordan det kan ændres.

Dette betyder ikke at man ingen lid overhovedet kan fæste til smerten og ubehaget. Selve det forhold, at smerte og ubehag melder sig er selvfølgelig anledning til at gøre noget ved tingene. Hvad man kan sige om smerten og ubehaget er, at når man oplever smerte eller ubehag, er der noget galt. Enten er der vitterligt en sten i skoen (også billedligt talt), hvilket betyder at vi må få den ud, eller også er vi så galt afmarcherede, at vi tror der er en sten i skoen, når der faktisk ikke er det. Smerte og ubehag er således altid et tegn på at der er noget galt, men problemet behøver ikke at ligge hvor vi umiddelbart tror det er. Hører man stemmer om natten er det ikke sikkert løsningen ligger i at overtale tandlægen til at fjerne marsmændenes radioer fra ens tænder. Måske skal man gøre noget helt andet, f.eks. gå i terapi med sin paranoide vrangforestilling.

Ligesom smerten opleves gennem fortolkende filtre, eller rettere, kun kommer i stand i kraft af de former som sanser og nervesystem udgør, således skal vi også fortolke den smerte vi oplever, før vi kan bruge den som inspiration til forandring og udvikling. Hvor kom smerten fra? Hvad er dens årsag? Hvad skal man gøre for at fjerne den?

Den opfattelse, at smerten er et signal om at der er noget galt og at man derfor skal ændre sine handlinger, er for så vidt såre indlysende. Det er en opfattelse der går i spænd med denne bogs fokus på evolution og udvikling: den universelle energi eller flux kaster stadig nye former frem, og på kultur-trinnet i evolutionen er det nået så vidt, at de systemer af former, der findes dér (menneskene), vejledes i deres udvikling af signaler kaldet smerte og ubehag. Disse signaler involverer fortolkning i en grad, der sætter menneskene i stand til at lære og udvikle sig langt hurtigere end deres umælende fæller, dyrene.

Men det er også en krævende opfattelse, fordi den betyder at man altid skal være parat til at lytte til og lære af sin smerte, handle anderledes, ændre kurs, bestandigt udvikle sig. Det er i sagens natur anstrengende. Som resten af universets indhold præges også vi af en slags formernes træghed, der medfører at det ofte er nemmere at gøre hvad man altid har gjort end at sadle om.

Det er således langt mere fristende at forstå årsagen til smerten og ubehaget som noget der ikke involverer ens egne handlinger eller livsførelse, altså som noget dérude i verden, der kommer og påfører os ubehag og lidelse og som ikke kræver at vi ændrer vores vaner og faste forestillinger.

Enhver der kun har beskeden reel kontrol over sin egen tilværelse vil sandsynligvis være tilbøjelig til at placere årsagen til problemer, fiaskoer og smerte uden for sig selv. Det er langt vanskeligere at lægge årsagen nær på sig selv, i forhold der kan ændres og gribes ind på. Alle mennesker udsættes dagligt for fristelsen til at placere ansvaret for egen smerte og ubehag i forhold, man ikke selv har skyld eller andel i:

Jeg fik influenza fordi jeg uheldigvis blev udsat for en virus (ikke fordi jeg har indrettet mit liv så jeg stresser rundt og derved svækker mit immunforsvar). Jeg bliver depressiv på grund af molekylære fejl i min hjernes kemi, ikke fordi jeg har glemt hvad det vil sige at tackle udfordringer og kæmpe for det jeg tror på. Jeg er dødfrustreret over at jeg ikke kunne ikke få mit projekt igennem på kontoret, og det var fordi dem i salgsafdelingen rottede sig sammen mod mig (ikke fordi jeg var så dum at tage al æren for at have udtænkt det, i stedet for at dele den med salgsafdelingen). Kort sagt, jeg har det dårligt, ikke fordi jeg har båret mig uklogt ad og må lære af det til næste gang - men fordi der er kræfter eller ting eller mennesker uden for mig der spænder ben for mig eller vil mig ondt.

Hermed er vi fremme ved "det onde" og dets forbindelse til smerte. for hvad er det onde andet end noget, der forvolder ondt? Når man oplever smerte eller ubehag ligger det lige for at finde årsagerne hertil i ydre kræfter eller omstændigheder hinsides ens indflydelse, som f.eks. "det onde." Hvis høsten slår fejl, eller et sår ikke vil heles, eller der er ufred i stammefællesskabet, er det ikke svært at placere ansvaret hos vrede guder eller onde kræfter, der vil stammen til livs.

En sådan ansvarsplacering uden for en selv betyder bl.a. at man ikke behøver gå i gang med det besværlige arbejde det er at eksperimentere med nye afgrøder og høstmetoder, nye former for sårpleje eller nye samværsformer i stammen. At det gik galt skyldes gudernes vrede eller det onde som sådan, ikke at vi tog fejl i vores skøn pga. af utilstrækkeligt kendskab til landbrug, lægekunst eller fællesskabets psykologi og derfor skal se at blive klogere. (Bemærk at jeg ikke siger at vi ved at blive klogere kan udrydde smerten - den vil altid være der, om end forhåbentligt i stadig mindre grad.)

At finde årsagen til smerte i "det onde" er en tingsliggørelse der er meget forståelig, al den stund menneskets symbolverden opstår ved sådanne "aflejringer" af dynamiske fænomener i statiske begreber. Ligesom Helen Keller fik hjælp af sproget til at identificere og fastholde en genstand ude i verden (vand), således kan vi synes at vi får smerten og alle livets problemer sat på plads ved at forstå dem som udtryk for det ondes værk - om det onde så er en sort og mægtig kraft, en Satan der lurer bag ved Gud, eller det er "onde sider af enhver," tilbøjeligheder til at gøre ondt som alle siges at have: "Vi har alle noget ondt i os," som om der i vort indre findes en instans der udstråler ondt, f.eks. onde tanker eller onde handlinger.

I stedet for at se det onde som en ting eller en kraft eller et "noget" der kan sidde i ethvert menneske, kan vi forstå det som en bestemt begrebsmæssig konstruktion, der hører hjemme i visse kulturer og verdensbilleder, men ikke i andre. Har man et verdensbillede, der fokuserer på evolution og udvikling, vil jeg mene at forestillingen om det onde som en ting, kraft eller person ikke er specielt anvendelig. Hvis vi med udgangspunkt i et sådant evolutionært verdensbillede forstår smerte som en udfordring til mennesket - en udfordring om at udvikle sig mere end vi kunne i dens fravær - så giver det ikke meget mening samtidigt at placere ansvaret for smerten hos "det onde." For derved lukker man øjnene for det gode der findes i enhver smerte, nemlig udfordringen og ansporingen til udvikling.

Hvis det vitterligt er det onde der forårsager vores smerte og ubehag, hvad skal vi så med smerten andet end se at få den elimineret hurtigst muligt, med alle midler? Den er jo udtryk for det onde, som der pr. definition ikke er noget godt i!

Lad os rette opmærksomheden mod den fremsatte flux-form-ontologi og se om vi deri kan få øje på det onde. Ifølge denne ontologi har vi flux og vi har former, andet findes ikke.

Lad os se på fluxen først. Kan fluxen være ond? Findes der ond flux? Den tyske psykoanalytiker Wilhelm Reich opererede med en universel energi, orgon, der deler træk med det vi her forstår ved flux. I sine senere år talte han også om en "dangerous orgone," DOR, en særlig negativ energi der var skadelig for mennesker.

At introducere en sådan størrelse giver ikke god mening, finder jeg (om end jeg næppe kan udelukke den logisk eller empirisk). Fluxen hidrører fra universets fødsel, energien i big bang. Var big bang en ond eller en god hændelse? Giver dette spørgsmål overhovedet mening? Hvordan og under hvilke omstændigheder skulle energien fra big bang have delt sig i to typer, hvoraf den ene er dårlig for mennesker og den anden er god? Det er svært at finde en sådan adskillelse. Lad os i stedet sige, som antydet tidligere: flux er flux; den er der bare.

Tilsvarende kan vi heller ikke evaluere menneskelig energi eller aktivitet som sådan - jeg understreger som sådan. Menneskers aktivitet betragtet som uformet, som den abstraktion dette er, er bare. Hvad der er interessant er naturligvis de forskellige måder som menneskers aktivitet kanaliseres på, tilværelsens mangfoldige former. Hvordan man behandler sit nyfødte barn er et spørgsmål om former - prygler man genstridigheden ud af barnet fra fødslen af for at hærde det, eller bærer man det på armen og ammer det når det græder? Først når vi ser på de former der karakteriserer vores omgang med spædbørn og som præger vores tilværelse generelt, kan vi tale lidt mere meningsfyldt om det onde og det gode. Former er hvad vi kan kalde "onde" (ikke at jeg ønsker at gøre det, for "ond" og "det onde" m.v. er i det lange løb næppe hensigtsmæssige ord, men lad os gøre det indtil videre alligevel).

Fluxen er bare; kun måderne den kanaliseres på, dvs. formerne, kan underkastes værdimæssig vurdering; kun de kan kaldes onde eller gode. Det ontologisk primære, fluxen, energien, processen, er bare til stede, det er virkelighedens givne og kan ikke evalueres, mens den måde som fluxen struktureres på er hvad vi kan interessere os for, når vi taler om det gode og det onde og årsagerne til smerte og ubehag.

Lad os sige at smerte og ubehag opstår når fluxen ikke kanaliseres godt nok i menneskers liv. Årsagen til smerte og ubehag er ikke at finde i fluxen, men i de former der giver livsudfoldelsens retning og struktur. Det onde ligger i menneskelivets former, nærmere bestemt de dårlige former, dem der hæmmer udvikling og livsudfoldelse. (Og hvad er så det for nogen, vil den utålmodige læser spørge. Vi kommer til det).

Kalder vi således Hitler ond, lå hans ondskab altså ikke i at han rummede onde sider eller kræfter, endsige at han stod i ledtog med "Den onde selv," men at hans aktivitet som menneske kanaliseredes af "onde" former, f.eks. hans ordrer til krig, hans ideer om racerenhed og lydighed, hans autoritære stil, hans forførelse af millioner af tyskere osv.

Som barn var Adolf sikkert bare et spædbarn med et spædbarns spontane og kulturelt ret uformede aktivitet. Hans aktivitet (motorisk, neuralt, kemisk osv.) kanaliseredes naturligvis af de fysiologiske og biologiske former, vi kender fra dyreverdenen, men endnu var han som nyfødt kun i meget beskeden grad trådt ind i den verden af kultur, symboler og værdier, hvor forestillinger om det gode og det onde findes. Tror man på det onde som en ontologisk størrelse, vil man måske sige at han rummede særlige kim af det onde eller var Satans yngel eller lignende. En mere moderne udgave af samme tanke vil måske finde særlige onde gener i lille Adolf, eller specielle anlæg for ond opførsel.

Alice Millers studie af Hitlers barndom, med en tyrannisk toldembedsmand til far og en uerfaren, kuet mor, der havde mistet tre små børn pga. tuberkulose lige før Adolfs fødsel, giver rigeligt stof til en erkendelse af at Hitler var et produkt af særdeles ufordelagtige livsholdninger og kår (dvs. former af psykologisk og social art), der kombineredes med visse medfødte træk (dvs. former af biologisk art, som f.eks. den styrke, vilje og ekspressive formåenhed der var forudsætningen for hans oratoriske præstationer). Resultatet var det monster vi kender fra historien.

Har man svært ved at slippe tanken om at Hitler var særskilt ond, i en klasse helt for sig selv, kan man prøve at tænke med her: "Var Stalin ikke også ond? Han var ansvarlig for millioner af menneskers død. Lenin var ikke meget bedre, personificeringen af mongolsk grusomhed, som Bertrand Russell kaldte ham. En anden kommunist, Mao, havde kulturrevolutionen og tusinder eller måske millioner af døde på sin samvittighed. Maos bonkammerat Nixon holdt sig ikke for god til at bombe Hanois hospitaler i julen 1972 og var ikke just Guds bedste barn. Reagan var af samme skuffe; han hadede kommunisterne af et godt og primitivt hjerte. Bush var en blegere udgave af Reagan, men stadig storslem. Clinton er bare næste led i rækken af amerikanske imperieforvaltere, og hans kone, furien Hillary, ih, hun er simpelt bare for meget!"

- Hvor præcis i denne række fra Hitler til Hillary Clinton forsvandt ondskaben? Hvem er særskilt ond, og hvem er bare for meget? Er det onde noget absolut, der er let at genkende når det stikker sit "grimme fjæs" frem?

Siger vi i stedet, at det onde ikke er nogen velafgrænset entitet eller kraft, men simpelthen bestemte måder at kanalisere menneskelig aktivitet på, mister "det onde" noget af sine selvstændige status og fascinationskraft. Nu er det knyttet til de måder, konkrete mennesker handler og gør ting på. Når mennesker omtales som onde, vælger vi nu at forstå det således, at deres måder at handle, tale og tænke på er onde. Synes man Lenin var rædselsfuld og har man lyst til at kalde ham ond, forstår vi nu hans "ondskab" ikke som en fikseret egenskab ved ham, eller en disposition der ligger i hans indre, men som udtryk for de former, der kanaliserer hans aktivitet, dvs. de måder han handler og tænker og taler på. Det onde er noget dynamisk, det ligger i det han foretager sig, ikke i et lager inde i kroppen. Han var ond fordi han styredes af en overbevisning om at fjender af proletariatets avantgarde diskuterer man ikke med, man likviderer dem. Denne overbevisning er en tankeform, ligesom hans mistro til samarbejdspartnere er udtryk for en forestilling (dvs. en form) om lederskab og samarbejde, som sikkert har dybe emotionelle og kognitive rødder i hans personlige historie.

At flytte fokus til de former, der kanaliserer menneskers aktivitet, kan lyde som en uinteressant omskrivning af problemet. Men i og med at det hermed lykkes os at mane det ontologisk onde i jorden er det ikke nogen triviel omskrivning. Det er en uhyre udbredt forestilling at "det onde" er en slags selvstændig kraft der skal bekæmpes, som var det en drage ude i skoven vi skulle have ram på før verden kunne blive god igen. Tænk blot på Reagans dybt alvorlige karakteristik af Sovjetunionen som "the evil empire," et udtryk hentet fra filmen Star Wars, der som alle eventyr anvender simpel sort-hvid logik om venner og fjender. Det var ikke tom retorik i Reagans mund, men udtryk for en tankeform der styrer mange amerikaneres tænkning og ikke mindst forsvarsbudgetterne i Washington, om det så er de russere eller arabere eller terrorister, der aktuelt inkarnerer det onde i den amerikanske fjendemytologi.

Placerer vi det onde i formerne, eller rettere, i de former der ikke kanaliserer livsudfoldelsen godt nok, kan vi nærme os en løsning på et klassisk problem hvad det onde angår: Forskellige mennesker og forskellige subkulturer finder det onde forskellige steder. Var heksene onde, eller var det inkvisitionen? I 1600-tallet var svaret simpelt; det er det ikke længere. Var Luther ond? Var Calvin ond? Begge perverterede moderkirken og kunne nemt kastes for had, og protestanter og katolikker har det stadig svært, f.eks. i Nordirland, hvor Englands gamle imperieproblemer forværres betydeligt af en religionskonflikt, hvis parter bestemt ikke regner modpartens troende for Guds bedste børn. Var Bush den store satan, eller var Saddam Hussein noget af det ondeste verden længe har set? Svaret afhænger af om man spørger en amerikansk republikaner eller en irakisk Hussein-støtte.

Hvis det onde virkeligt er noget, der er til stede i verden, som satans yngel eller en kraft eller sider af os selv, hvorfor er det så så svært at blive enige om hvor det er, og hvem der rummer det onde i hvilket mål?

Lad os svare ud fra den netop anlagte synsvinkel. Vi oplever smerte og ubehag når livets former ikke kanaliserer livsudfoldelsen godt nok. I stedet for at se smerten som et signal om at der skal ændres og læres og udvikles, fristes vi ofte til at placere årsagen uden for os selv, et sted hvor vi ikke kan gribe ind og ændre - for dét kan på kort sigt være nemmere end at ændre kurs og lægge sine former om. Når vi mener at det er ting uden for os selv, der gør os ondt, er der kun et kort skridt til at mene at dette ydre er noget egentligt ondt, altså uden noget godt i sig overhovedet, f.eks. "det onde."

"Det onde" er altså en begrebsmæssig konstruktion vi foretager, med henblik på at forklare hvorfor vi oplever smerte og ubehag. Amerikanerne siger: "Vi ser hjernevask, undertrykkelse, borgerkrig og invasion af Kuwait, og vi væmmes, det er højst ubehageligt. Årsagen er Saddam Hussein, en helt igennem ond mand." Irakerne omkring Hussein siger: "USA blander sig igen i andre landes sager og hindrer vores retmæssige territorieudvidelser, og vore landsfæller lider derved. Årsagen er Bush, den store satan, han beordrede invasionen."

Der er ikke i sig selv noget odiøst i at foretage begrebsmæssige konstruktioner, hvor et enkelt fænomen isoleres og gøres håndgribeligt ved hjælp af ord og begreber. Vi så at det er selve kernen i opbygningen af menneskets verden med kultur, symboler og værdier; først ved processer af denne art bliver vi fuldt ud menneskelige. På grund af forskellig udvikling og opvækst er alle mennesker forskellige (om end vi lever i nogenlunde ens grupperinger kaldet kulturer), og det er derfor ikke underligt at vi foretager konstruktionen af det onde forskelligt. Det ville tværtom være underligt, givet den kulturelle mangfoldighed, om vi alle kunne blive enige om at se det onde præcis det samme sted, alle fem milliarder af os.

Med en sådan "konstruktivistisk" tilgang er det klart at "det onde" må miste noget af sine ontologiske substans, og snarere blive noget i retning af: "det jeg (vi) opfatter som ondt." At visse personer i min omverden synes nederdrægtige eller ondskabsfulde, skyldes altså ikke at de i særlig grad rummer det onde i sig, altså er særligt onde mennesker, mens jeg er god, eller forholdsvis uskyldig i hvert fald, men at jeg placerer årsagen til mit ubehag og min smerte hos dem og derfor har let ved at se dem som onde, i større eller mindre grad.

Jeg kan fortolke min smerte og mit ubehag på en sådan måde, at årsagen hertil kommer til at ligge hos andre mennesker eller i omstændigheder, jeg ikke har nogen indflydelse på. Ser det hele meget truende ud, vil jeg måske samle disse årsager i et begreb som det onde: der er noget der systematisk truer mig og gør mig ondt, en kraft eller entitet eller et helt aspekt af tilværelsen. Men jeg kan også fortolke det på andre måder, som f.eks. et teknologisk eller videnskabeligt eller politisk løsbart problem, eller som en fejl i mig selv eller noget jeg har gjort, som jeg skal lære af og rette op på, eller som udtryk for formernes nødvendige imperfektion.

Det kan lyde som en komplet relativering af det onde: Kan vi nu ikke længere sige at Saddam Hussein er ond og skal standses? Nej, vi kan ikke sige at "han er ond," men deraf følger ikke at vi ikke skal forsøge at standse ham. (Mere om relativisme og spørgsmålet om hvilke former der er gode i næste kapitel).

Det onde er altså ikke ontologisk til stede. Det befinder sig lige præcis dér, hvor fortolkende og konstruerende mennesker placerer det. Hvilken betydning en bestemt placering af det onde får, f.eks. karakteriseringen af person X som ond, afhænger af den styrke med hvilken placeringen foregår: Hvis det f.eks. er kulturens magtfulde eller indflydelsesrige personer der siger at X er ond, får denne konstruktion stor betydning (som kirke og inkvisition over for hekse i 1600-tallet, eller medicinmænd blandt naturfolk, eller læger blandt syge i dag). Er det folk uden indflydelse får konstruktionen lille betydning (den omrejsende ukrainske troldmand der opdager onde kræfter i Kreml, eller danske venstreorienterede der mente at USAs involvering i Vietnam var udtryk for imperialisters ondskab).

Med erkendelsen af det ondes konstruerede karakter får vi således af-ontologiseret det onde og kastet nyt lys over problemet om, hvor det onde er og hvem der rummer det. Erkender vi derudover det onde som et spørgsmål om hvilke former, der kanaliserer menneskers aktivitet, kan vi tackle et yderligere problem: Problemet om hvorfor der er ondt i verden overhovedet.

Teologisk kendes dette problem som theodicé: Hvis Gud er god og retfærdig, som det antages i kristendommen, hvorfor er verden så fyldt med krig, lidelse og ondskab? Dette paradoks er jo noget af et kors for tanken, og utallige er de kirkefædre og teologer der har forsøgt at hugge denne gordiske knude over. Men problemet består, i hvert fald i den kristne forestillingsverden. Og hvor er den teenager med weltschmerz, uanset religiøs tilknytning, der ikke har stillet sig det samme spørgsmål? "Ih, altså, hvis bare verden var god..."

Men det er verden ikke, og det er der ikke noget mærkeligt i, hvis vi anlægger vort udviklingsperspektiv. Her består virkeligheden af flux kanaliseret af former, og universets historie præges (i hvert fald lokalt på jorden) af stadigt mere subtile og komplekse former, fra stof til selvorganiserende systemer til planter til dyr til mennesker. Hos dyr og mennesker er smerten et middel til hurtigere udvikling, et tilbud om at accelerere universets selvorganiserende tendens. Forstår vi smerten, kan vi bruge den til at udvikle os som mennesker, individuelt såvel som samfunds- og artsmæssigt.

Menneskeheden er altså i gang med et udviklingsprojekt, og smerten er en helt integreret del af dette projekt. Var der ikke smerte i verden ville vi stadig være som de mest primitive væsener i planteriget, og evolutionen ville sandsynligvis være gået i stå. Det er svært at forestille sig komplekse, hurtige, lærende væsener med nervesystemer som dyr og mennesker, uden de havde evnen til at føle smerte og korrigere deres adfærdsformer som følge heraf. På dyrets og menneskets kompleksitetsniveau udgør smerten en nødvendig feedback, uden hvilken hverken dyr eller mennesker kunne eksistere.

Evolutionært betragtet kan der altså ikke være noget højere liv uden smerte. Har vi nu en kultur, hvor vi fortolker smerte og ubehag som udspringende af onde kræfter eller onde mennesker eller "det onde," følger det, at der ikke kan være en verden uden det onde, for det onde er jo blot en tingsliggørelse af årsagen til smerte, og smerte er nødvendig. Vi kan så beslutte os til ikke at tingsliggøre smerten og i stedet forstå det onde som de former, vi mener ikke fremmer livsudfoldelsen eller kanaliserer menneskets aktiviteter godt nok. Men man kunne jo stadig spørge: Hvorfor er der onde former i verden? Kunne de ikke bare være gode?

Gode former er dem der ikke giver anledning til smerte - onde former gør. Hvis der ikke var nogen onde former, ville der ikke være nogen smerte, og al udvikling ville, om ikke høre op, så i hvert fald hæmmes væsentligt, hvis der ikke var den feedback som kropslig smerte og emotionel og intellektuelt ubehag kan give os, når vores projekter kører af sporet.

Teologisk udtrykt er det således ikke noget paradoks, at Gud stiltiende ser til mens verden lider. Det er tværtimod et udtryk for Guds særlige velvilje over for menneskene. Han har ikke bare skabt en verden, hvor der kun sker udvikling når ting mirakuløst lykkes første gang. Hans verden er således indrettet at menneskene kan udvikle sig meget hurtigt og på tusinde fronter hvis de vil, for de har fået smerten og ubehaget som hjælp til at rette op på kursen når tingene kører galt.

Uden smerte ville der ikke være en menneskeverden. Gymnasten kan efter et fald græde af smerte og ønske den væk, men hun vil næppe ønske al smerte væk. En gymnast der ikke kan opleve smerte (f.eks. pga. stærk medicin eller medfødt mangel på smerteopfattelse) kan nok heller ikke udvikle sig i sin idræt, for hver gang hun skulle prøve en ny bevægelse ville der ikke være noget feedback fra kroppen om hvorvidt led eller muskler blev overbelastede. En sådan gymnast ville snart få en alvorlig skade og således miste alle muligheder for sportslig udvikling. Smerten giver signal om at den nye bevægelsesform der indøves overbelaster organismen og skal forfines eller droppes.

En skoleelev kan blive ydmyget i fransktimen ved at levere en elendig genfortælling af lektien, og ubehaget kan være så stort at han ønsker sig al hån og latter og ydmygelse langt væk. Men var der ingen mulighed for ubehag overhovedet i forbindelse med undervisning og indlæring ville en vigtig rettesnor for hans udvikling forsvinde. Hvis han ikke selv kunne føle at hans udtale ikke lød godt, eller "Av, jeg kan ikke finde særlig gode ord at genfortælle denne novelle med;" hvis der ikke var noget personligt kognitivt ubehag, ville en kraftig motivation til udvikling forsvinde. Eleven ville så tænke: "Nå, det var jo godt nok, jeg behøver ikke arbejde specielt på at forbedre min udtale eller udvide mit ordforråd."

Enhver handling, enhver situation rummer i varierende grad ubehag og smerte. Under samtale med en kollega kommer og går ubehaget: Det kan være en pludselig mistanke om at kollegaen ikke forstod ens sidste sætning, og man hellere må gentage den med andre ord, det kan være et ubehag ved noget kollegaen siger som man ikke er enig i og derfor hellere må opponere mod, det kan være kedsomhed ved samtalen, uro over at nogen måske lytter med, utålmodighed ved tanken om de andre opgaver der venter, en smerte i bagdelen fra den umagelige plads i vindueskarmen man har indtaget. Ikke sådan at forstå at ubehag altid er ens dominerende følelse, tværtimod, men ubehaget og smerten sender hele tiden små signaler til bevidstheden, eller bare underbevidstheden, eller til kroppen der skifter balle uden at vi ved det osv.

Smerten og ubehaget er således ikke noget særskilt eller isoleret, noget der kun optræder i korte, intense øjeblikke. Det er det onde heller ikke. Smerte og ubehag kan vi opleve alle vegne, og de blander sig umærkeligt ind i alle vores perceptioner og tanker. De er en uundgåelig del af de former, der giver rammerne og strukturen i tilværelsen for menneskene.

Var smerten og det onde væk ville al udvikling være ophørt. Eller vi ville være i Nirvana, hvor livets hjul er gået i stå. Men vi er ikke i Nirvana, vi har en verden med mennesker af kød og blod, og eksistensen af sådanne mennesker forudsætter smerte. Smerten er et eksistensvilkår, ikke i den resignerede betydning at vi desværre ikke kan komme uden om den, hvor meget vi end gerne ville, men i den livskraftige betydning at vi skal lytte til den når den kommer og bruge den som udfordring og ansporing til udvikling: Hvad er der galt siden vi føler ubehag og smerte her, og hvad kan vi ændre så smerten ikke opstår igen - eller i det mindste bliver til at leve med på en fornuftig måde, hvis smerten er overvældende.

Med andre ord, udfordringen hvad angår smerter og det onde ligger ikke i at begræde deres tilstedeværelse eller drømme dem væk, men i at tage fat i dem og søge at mindske dem. Da vi ikke kan ændre noget ved fluxen, er opgaven at tage fat i de former, der kanaliserer menneskers aktivitet, således at de giver anledning til mindre smerte end før og i mindre grad hæmmer livsudfoldelsen. Former kan give anledning til mere eller mindre smerte og det hele går ud på at finde de værste former og ændre eller erstatte dem med nogle bedre.

Indtil vi i næste kapitel får sat ord på hvad det vil sige at forbedre former, kan vi udtrykke det sådan at former skal udvikles, dyrkes, forfines og integreres i vores liv og bevidsthed. Smerten er en hjælp hertil, og at der er smerte er blot vidnesbyrd om at livet er i gang; det er hverken gået i stå eller har nået sin afslutning ved den perfekte verden, hvor alle former er optimale og ingen giver anledning til smerte (en utænkelig tanke).

Spørgsmålet om hvorfor der er ondskab i verden kan således besvares i to skridt: Verden er ond fordi vi har for vane at finde årsagerne til en stor del af vores ubehag og smerte i noget vi kalder "det onde," "ondskab," "de onde," "ondskabsfulde personer" osv. Vi kunne i stedet forstå kilden til smerte og ubehag som mangelfulde former, hvis forbedring smerten udfordrer os til at tage fat på. At tilværelsens former er mangelfulde i større eller mindre grad er udtryk for at vi overhovedet har en verden, en verden der er i udvikling og befinder sig mellem begyndelse (big bang) og en hypotetisk perfekt og utopisk tilstand, hvor ingen former giver smerte, som en slags Utopia vi aldrig kan nå.

Denne midtertilstand et sted mellem begyndelse og utopisk mål vil vi altid befinde os i, og det niveau af smerte som vi - eller verden som helhed - oplever, ér måske blot som det ér, et bestemt niveau af smerte i en udviklingsproces. Den smerte der findes i verden eller i vores liv, er for de fleste af os en rimelig mellemtilstand, hvor vi ikke kommer langt ved at kaste hænderne i vejret og klagende anråbe skæbnen om, hvorfor den har været så hård ved os (OBS: de fleste af os. Mange mennesker lider af kroniske smerter, malaria, AIDS, underernæring og sult, og for dem er det naturligvis langt vanskeligere at finde mening i lidelsen).

Verden indeholder i dag en mængde lidelse, men man kunne godt forestille sig det værre. Det globale samfund kunne være i en permanent krigstilstand, hvor det årlige befolkningsoverskud på 70 millioner mennesker blev sendt i krig og døde af kugler og tortur og bakterieangreb og hungersnød, eller Hitler kunne have vundet og været i færd med at udrydde alle ikke-ariske folkeslag i Asien, for eksempel. I sammenligning hermed er verden, som vi kender den i dag med den sædvanlige håndfuld borgerkrige og sult i Afrika osv., ikke den værst tænkelige - for nu at stille sagen på spidsen.

Tilsvarende er vores tilstand hvad kendskabet til fransk angår også altid en slags mellemtilstand, ligesom det gælder for alle andre personlige udviklingsprojekter vi kan være i gang med. Har man lært fransk på aftenskolen tre-fire år, synes man utvivlsomt det går fint, og man føler kun et mellem-ubehag ved pinlige situationer nu. Det mellem-ubehag bliver man sandsynligvis ved med at føle, hvis man sørger for at holde sit franske i udvikling. For så vil man altid finde nye ting at lære, nye udfordringer man kan opleve som pinagtige hvis de ikke lykkes for én. Først når vi er gået i stå i vores udvikling oplever vi ikke længere ubehag, som når vi f.eks. kun omgås andre franskkyndige danskere på aftenskolen og ikke kaster os ud i konversation i en fransk provins eller læser middelalderfransk på Sorbonne, hvor de virkelige udfordringer ligger, dem der kan accelerere vores udvikling på dette område.

Hvad smerte og ubehag angår befinder vi os eksistentielt i den mellemtilstand, som evolution og egen udvikling har bragt os i. Skal vi handle og udvikle os ud af de smerter og problemer vi oplever i en given situation, gælder det om at forstå de former, der kanaliserer vores aktivitet, og finde nye former og måder at indøve og integrere dem på, således at smerten og ubehaget ikke længere optræder, eller optræder som respons på nye og forfinede former.

Her hjælper hverken begrædelse over at Gud har skabt så megen lidelse, eller undsigelse af det onde, eller beklagelser over særligt onde personer som Hitler eller Saddam Hussein. Sådanne besværgelser tjener kun til at cementere ens egen magtesløshed og oplevelse af meningsløshed. Der er smerte og lidelse i verden, og dét er der en mening med, for smerten er en væsentlig motivation for os til at handle og ændre tingenes tilstand og søge at mindske den og dens negative konsekvenser for mennesker. Det er vores opgave og mission, og den har vi at komme i gang med. Ethvert forsøg på at projicere årsagen til smerte og lidelse bort fra os selv, ud i "de onde" f.eks., sinker os i denne opgaves udførelse.

At sige at det onde ligger i formernes mangelfulde kanalisering af menneskelig aktivitet og derfor er en nødvendig del af menneskeverdenen er således ikke at give op over for smerten. Det er tværtimod at bringe "det onde" inden for rækkevidde, for nu gælder det jo blot om at tage fat på formene og forsøge at ændre dem - "blot"!

Som vi skal se i et senere kapitel betyder projiceringen af det onde bort fra vores handlesfære, at vi fristes til meget simple løsninger på det ondes tilstedeværelse og indflydelse: eliminér det ved at dræbe de personer, der menes at bære det. Heraf motivet til korstog, religionskrige, hekseafbrændinger, pogromer, Endlösung der Judenfrage og anden fanatisk forfølgelse af "de onde."

Skal man bekæmpe "det onde" med virkelig effektivitet kan det umiddelbart synes hensigtsmæssigt at mobilisere en mængde frygt og vrede over fjenden, for at få folk samlet under fanerne med den rette kampånd og offervilje. Men en mere rationel og præcis evaluering af "det ondes" natur og hvad der skal til for at udrydde det er selvfølgelig et langt bedre udgangspunkt for at gøre noget effektivt ved det.

Tag som eksempel de allieredes ønske om hævn og bod ved Versaillesfreden. Tænk på hvad Tysklands umådelige erstatningsgæld betød for nazismens fremvækst i mellemkrigstiden, og sammenlign det med den mere indlevende tilgang efter 2. verdenskrig: Hvis fascismens rødder skal udryddes, skal Tyskland med ind varmen hos de allierede, og derfor blev Marshallhjælpen sat i værk, en massiv økonomisk bistand til de ellers så forhadte tyskere. Denne opfattelse af hvad en krigstaber skal gøre (om han skal betale dyrt tilbage eller hjælpes på fode igen) kommer ikke i stand ved at man udråber krigsfjenden til at inkarnere det onde, men mere besindigt ved at satse på forebyggelse af fascistiske rørelser i befolkningen (for ikke at tale om kommunismens fristelser). Nürnberg-processerne kan i denne forbindelse betragtes som en slags afledningsmanøvre, der kunne tilfredsstille det folkelige had blandt krigsvinderne for afstraffelse af de ansvarlige nazi-ledere.

Det er nærliggende at tænke, at hvis man tager gassen af begrebet "det onde," slækker man også nødvendigvis på sin årvågenhed og begynder at tillade det utilladelige. Dette synspunkt dukker f.eks. af og til op i debatten om de danske nynazister og de tyskvenlige under krigen. Fordømmer man ikke nazister og nazisme for fuld kraft og på det nærmeste anser dem for repræsentanter for det onde, giver man dem bare næring og lige pludselig har vi 1939 igen, antydes det.

Men den effektivitet hvormed man bekæmper de former i tænkning og samfund, som man anser for forkerte og hæmmende for livsudfoldelsen, har ikke noget at gøre med, om man anser dem for udtryk for det onde. Emotionelt er man ganske vist oppe på de høje nagler når man mener man bekæmper det onde. Men der er ingen garanti for at dette er den mest effektive tilgang til problemet, især ikke hvad angår forebyggelse af det ondes genkomst.

I Victoria-tidens England kunne man spærre forbrydere inde fordi man ville banke lidt moral ind i deres lave (og onde) karakter, men indespærring har en meget beskeden forebyggende effekt på videre kriminalitet, viser alle senere erfaringer. Inkvisitionen prøvede i 150 år forgæves at udrydde hekseri i Europa, men det var samfundets rationalisering og modernisering, der fik overtroen til at vige. I eks-Jugoslavien kan serbernes nationale traume om altid at være blevet faldet i ryggen af ondskabsfulde nabofolk godt nok bruges af generalerne til at mobilisere krigsviljen, men dette syn på naboerne er næppe stimulerende for den fred, som også serberne ønsker for fremtiden.

Dertil kommer selvfølgelig, at det at undlade at se sine opponenter som repræsenterende det onde jo ikke er ensbetydende med, at man ikke ønsker at gøre kort proces mod vedkommende. Tag f.eks. en galning på skydetur i et butikscenter. Den skarpskytte fra politiet, der stiller sig op for at pille ham ned på 100 meters afstand - hvad hjælper det at han ser manden som helt igennem ond? Det er tilstrækkeligt at han foretager en præcis vurdering af de former, der styrer mandens adfærd - f.eks. hans overbevisning om, at de andre centergæster er rumvæsener, der truer ham på livet. Vurderingen lyder: galningens tanke- og adfærdsformer er ekstremt hæmmende for andres livsudfoldelse, og der er ikke er tid til at vente på en psykolog med en megafon. Skarpskytten går derfor i aktion. Ingen brug for "det onde."

En massiv eller på anden vis effektiv indsats mod f.eks. nazi-Tyskland er heller ikke afhængig af, at man anser fjenden eller dens ledere for at inkarnere det onde. Det er nok med en fornuftig vurdering af situationen og hvad chancerne er for en diplomatisk løsning. Er chancerne beskedne, som de f.eks. var den 2. september 1939 efter invasionen af Polen, synes det rimeligt med en krigserklæring, som England og Frankrig da også fremsatte dagen efter. I efterklogskabens baglys havde en mere krigerisk indsats fra første dag været langt mere rationel end de allieredes tøven i krigens første halve år. F.eks. kunne en massiv bombning af Hitlers hovedkvarter og forsvarsstaben måske have udrettet underværker, om det så havde kostet hundreder af allierede piloter livet og titusinder af civile.

Det er nemt at være bagklog, men dette blot for at sige at den effektivitet hvormed man kaster sig ind i kampen for de livs- og samfundsformer, man mener er gode og rigtige - herunder ens villighed til at dræbe og selv sætte sit liv på spil - ikke er afhængig af at man mener fjenden og de dårlige former er "onde" eller særligt ondskabsfulde. Man kan være lige så ineffektiv når man mener at bekæmpe det onde (fordi ens dømmekraft og overblik hæmmes af ens emotioner), som man kan være hvis man godtroende undervurderer eller misforstår de dårlige formers indflydelse og magt.

Hvis det onde ligger i formerne, hvordan opnår man da det gode? Ved at undgå formerne, kaste dem af sig, ryste lænker og bånd og normer af sig og blive fri? Eller findes der en anden vej?

Den lægevidenskabelige litteratur beskæftiger sig indgående med smertens fysiologi og behandling, men praktisk taget ikke med dens betydning eller dens mening i menneskers liv. Der skelnes som bekendt mellem akutte og kroniske smerter. Akutte smerter er kortvarige, som regel lokale og de siges at knytte sig til en bestemt dysfunktion, som de advarer om eller ledsager. De akutte smerters signalfunktion er således helt ukontroversiel. Vanskeligere bliver det med de kroniske smerter, f.eks. gigt- eller kræftsmerter. Hvad advarer de imod? Hvilken glæde kan organismen have af at skabe smerte i årevis? Medicinsk kan der ikke skelnes skarpt mellem akutte og kroniske smerter. Kroniske smerter defineres ofte som smerter der varer længere end 3 måneder (Foley 1988, s. 97), eller evt. mindst en måned længere end forventet (Melzack og Wall 1982) - en komisk subjektiv definition. For hvis akutte smerter er dem hvis mening kan forstås, da er kroniske smerter blot dem der bliver ved så længe, at vi ikke forstår hvorfor vi dog skal trækkes med dem.

Citatet om smerte i indvolde er fra Encyclopædia Britannica (1992, artiklen "Nerves and nervous systems", s. 831.)

Smerteoplevelsen er underlagt fortolkning. Ifølge klassiske (og nu forladte) smerteteorier ledes signaler via smertefibre direkte fra bl.a. kroppens overflade til et smertecenter i hjernen. Smerteoplevelsen mentes at være direkte proportionel med intensiteten af de rent fysiologiske smertesignaler. I de sidste par årtier er denne opfattelse blevet erstattet med gate-control-teorien (Melzack og Wall 1965, 1982), der identificerer en kontrollerende port (gate) på vejen fra krop til hjerne. Denne port kan være mere eller mindre åben og således forstærke eller hæmme smertesignalerne, før de føres videre op til hjernen. Fra hjernen og ned til porten går der nervefibre, således at signaler fra hjernen (bl.a. kognitive processer, erindringer, affekter) kan påvirke hvor "åben" eller "lukket" porten er, dvs. hvor kraftigt et signal der bliver sendt videre til hjernen og dermed hvor stor en smerte personen oplever. Med andre ord, de fortolkninger og symboler der fylder vores oplevelsesverden påvirker hvor meget smerte vi oplever.

Kulturel indflydelse på smerteoplevelsen, se f.eks. Lipton og Marbach (1984) og Zborowski (1952).

Forsøg med hypnose og suggestion, se Zachariae (1992: 119-20).

Placebo-effekten ved smertelindring, se Wall (1992).

Om endorfiner, se f.eks. Jahnsen og Mosfeldt Laursen (1990).

Smerten som signal om at noget er galt, evt. smerteoplevelsen selv, er en pointe jeg skylder Poul Bjerre, hvis diskussion af skadevoldelse ved udækkede behov (1968) i øvrigt har inspireret hele dette kapitel.

Formuleringen om at det onde er det, der gør ondt, har jeg fra Peter Thielst (1993). At det ikke blot er et dansk ordspil, der skaber denne sammenhæng, ses bl.a. af at i Det nye Testamente bruges ordet "poneros: det der gør ondt og det som er ondt" (Sørensen 1992, s. 39). Endvidere Ricoeur: "To do evil is always, directly or indirectly, to make someone else suffer" (1987, s. 200).

Om Reichs Dangerous orgone, se Raknæs (1971, s. 103-109).

Om Hitlers barndom, se Miller (1984, s. 126-169).

Om theodicé, se Thielst (1993, s. 51-55). Ordet skyldes Leibniz (1710) og er dannet af theos, gud, og dikæ, retfærdighed.