Hjem Op

Flux

Ib Ravn

5. At leve livet løst eller stramt

På et seminar med fysikeren David Bohm i Schweiz for en halv snes år siden havde jeg en meget frustrerende oplevelse. Et par af deltagerne, der var med på grund af Bohms interesse for religion og mystik, udviste hele seminaret igennem en udpræget mangel på interesse for detaljerne i Bohms fortolkning af kvantefysikken og konsekvenserne for verdensbilledet. Når et eller andet emne blev for kompliceret, var deres tilbagevendende kommentar at "Nå, ja, i sidste instans går alt jo i ét med kosmos." Det viste sig hurtigt, at dette mantra ikke blot var deres måde at styre samtalen uden om tekniske detaljer på, men også en slags opsummering af deres livsindstilling: "Det er okay alt sammen, for vi er ét med verdensaltet."

Denne accepterende og lidt resignerende indstilling har jeg siden hen fundet i mange New Age-kredse, blandt folk med interesser for det alternative, meditation, astrologi, healing osv. Det gør ikke noget hvis man ikke anstrenger sig med detaljerne og ikke mestrer nuancerne, for det hele hænger jo sammen alligevel! Groft udtrykt er indstillingen af og til, at vi jo alle kan heale og pendulere. Hvis vi ikke kan udvise noget konkret resultat endsige har nogen træning eller uddannelse på området, gør ikke så meget, for den gode vilje er det vigtigste.

Således glider den ellers udmærkede holistiske eller mystiske holdning "Alt er ét" over i holdningen "Alt er ét fedt." Det er lige meget hvad vi giver os til i livet, for vi er jo ét med verdensaltet alligevel, vi skal alle dø og dér forenes vi jo med det guddommelige, og så er alt godt.

Denne indstilling, der ligger som en fristelse i alle religioner, er udtryk for en tro på at man kan udfris fra den manifeste verden med alle dens besværlige og hæmmende former, hvorpå man vil genforenes med den oprindelige helhed, altet, Gud. Al verdens smerte og ondskab skyldes formerne - de måder vi lever på, det overfladiske liv, materialismen, det sanselige begær. Vil man undgå smerten må man undsige sig formerne i den manifeste eksistens, kaste dem af sig og blive ren og ubesmittet igen.

En anden version af drømmen om at kaste tilværelsens snærende bånd af sig kender vi fra liberalismen. Den liberale drøm forestilles godt nok realiseret på noget anden vis, for her er det primært snærende sociale bindinger, der søges undgået, snarere end eksistentielle. Tag f.eks. den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor hver enkelt borger udstyres med en ukrænkelig ret til liv, frihed og jagten på lykke. I sit yderste ekstrem bliver frihed i denne ideologi ikke til noget der skal realiseres i et samfund, men til myten om The Lone Ranger, den der i komplet frihed fra hjemstavn, familie og alle forpligtelser rider ud over prærien i ensom majestæt.

Nogle vil indvende, at dette er en parodi på liberalismen, men det ligger dybt i den liberale tanke at frihed er frihed fra noget, først og fremmest fra en herskers eller et samfunds indskrænkende indflydelse, men også fra bånd og begrænsninger overhovedet. Som den engelske filosof Thomas Hobbes udtrykte det i 1651 i sin Leviathan, "Frihed er fraværet af mekaniske begrænsninger på bevægelse." Altså frihed forstået som fraværet af snærende bånd, forpligtelser, forventninger og sociale relationer.

Det er et frihedsideal som enhver stor teenager vil nikke genkendende til, fordi puberteten netop er en tid, hvor man river sig løs af forældrenes og skolens bånd og regler. Det er også et ideal som moderne liberale, f.eks. Venstres "socialliberale," kæmper hårdt for at slippe af med. For det er vanskeligt at forestille sig et samfund bygget op omkring den forestilling, at det ideelle liv er det formløse, det liv der ikke styres eller reguleres af former.

New Age-folks og ultraliberalisters drøm om en verden uden snærende bånd repræsenterer én tilgang til problemet med at "det onde" ligger i formerne. Det en meget populær tilgang, dette at søge at undgå formerne overhovedet eller smyge dem af sig. Men det er en regressiv løsning, fordi den udtrykker en længsel tilbage til en tidligere tilstand hvor der ikke var former, tilbage til livmoderens trygge varme og oceaniske følelse af enhed med kosmos.

Som sådan går denne løsning dårligt i spænd med nærværende bogs fokus på formers opståen i et evolutionært univers, hvor den vigtige drift i universet er fremad, gennem stadigt mere subtile og komplekse former, og ikke bagud. Vi skal derfor søge en anden løsning på problemet med de "onde former."

Lad os sige at hvis vi vil have en verden overhovedet, et univers med noget i, så må vi anerkende at der bliver nødt til at være former, former der kanaliserer en flux. Da vi ikke meningsfyldt kan smyge formerne af os, må vi søge at indrette dem således at de i mindst mulig grad er "onde" og i højst mulig grad "gode." Hvad skal vi nu forstå ved gode former?

Til at tackle dette spørgsmål ønsker jeg i dette kapitel at sondre mellem to slags former. Det drejer sig ikke om onde vs. gode former, men en anden sondring, som jeg i næste kapitel vil bruge til at kendetegne det gode liv med.

Man kan sondre mellem forskellige slags former på mange måder. Man kunne f.eks. skelne mellem former der har betydning for få mennesker (f.eks. mine særlige kostvaner) og dem der har betydning for mange mennesker (f.eks. sundhedseksperternes opfordringer i store oplysningskampagner). Eller historisk gamle former (f.eks. krigsstrategi for folkehære) over for meget nye (strategier for bekæmpelse af massiv olieforurening). Eller former der er frivillige (avislæsningsmønstre i Danmark) over for påtvungne (regler for nyhedsmedier i et diktatur).

Jeg er imidlertid interesseret i en helt fjerde sondring, som jeg anser for mere frugtbar. Den går mellem to slags former, man ikke nemt kan betegne med et enkelt ord hver. Skellet går mellem

Det kan se kompliceret ud, så lad mig straks give et eksempel. Tænk på en skoleelev (måske anno 1965), der i tysktimen skal gengive hvilke forholdsord der styrer akkusativ og hvilke der styrer dativ. Hun får kun fremstammet "durch, für....wieder, ohne, an..." og "aus, bei.... øh...." Hendes former hvad angår tysk grammatik kan vi kalde løse og svage. Mens eleven der rejser sig og lirer remserne af uden tøven har stærke og faste former på dette område.

Tag et andet eksempel, med de former vi kalder færdselsregler: En bilist overhaler på landevej en anden bil, der kører med 70 km/t. Midt i overhalingen ser hun en traktor længere fremme, der kommer ud fra en mark til venstre. Da en anden bil bag vor bilist er kørt med ud i overhalingen, må hun for at undgå sammenstød med traktoren trodse hastighedsbegrænsningen på 80 km/t og speede op til 110 km/t, så hun kan nå at komme ind i egen kørebane igen. Hastighedsbegrænsningen på de 80 km/t lå som en blød form i bilistens hoved; hun kunne nemt tilsidesætte den, da den viste sig uhensigtsmæssig.

Men en anden bilist har fået hastighedsbestemmelsen hamret ind i hovedet af sin kørelærer. Han er derfor i overhalingsøjeblikket så fokuseret på ikke at køre for hurtigt, at han ikke mønstrer den fornødne snarrådighed til at undgå kollisionen med traktoren. For ham var hastighedsbegrænsningen en hård, stiv og ubøjelig form.

Et tredje eksempel: To medarbejdere i en virksomhed. Den ene er ny og kender ikke sagsområdet og arbejdsrutinerne særligt godt. Hans former hvad angår dette arbejde er bløde og svage. Den mere erfarne medarbejder kender alle rutinerne til bunds og de guider hendes aktivitet i hver detalje. Hendes former er faste på dette område. Men den nye medarbejder er også mere villig til at eksperimentere med nye former, bl.a. fordi de gamle arbejdsformer ikke binder ham så meget. Den ældre medarbejder står derimod fast på det gamle og ønsker ikke at udvikle nye arbejdsrutiner.

Fra disse tre eksempler skulle det stå klart, at vi ikke på nogen simpel måde kan forbinde "onde" og "gode" former med bløde hhv. faste former, eller omvendt. Nogle gange er det godt med en blød form (i overhalinger, og når der skal udvikles nye arbejdsrutiner), andre gange er det ikke så godt (når man ikke kan sin grammatik, og når man er ny på jobbet). Og tilsvarende med hårde former.

Bemærk at denne dobbelthed kommer til udtryk i de fire mere eller mindre synonyme ord, jeg har valgt at beskrive hver af de to slags former med: bløde, svage, slappe og løse former, overfor hårde, stærke, stive og faste former. Der er ord med positiv og negativ ladning blandet mellem hinanden. I det følgende skelner jeg ikke skarpt mellem hver af disse fire ord, men bruger dem som det passer ind i sammenhængen.

Distinktionen mellem bløde og hårde former kendes fra mangfoldige områder af livet. Her følger en række eksempler.

I pædagogikken finder vi en relevant skelnen mellem forskellige slags indstillinger til børn og opdragelse: Hvor fast en hånd skal ungerne have? Et af de tydeligste eksempler på den faste hånd er den såkaldt sorte pædagogik fra forrige århundredes Tyskland, der satte lydighed og afstraffelse i højsædet. Et udtryk herfor er korsetter med seler og jernstivere, der skulle give barnet en rank ryg ved middagsbordet, eller et apparat, kendt fra Victoriatidens England, som børnene blev spændt fast i for at forhindre dem i at kravle, idet det blev anset for et uværdigt levn fra vore tidlige forfædre.

Sådanne opfattelser af livets former er helt konkret faste og hårde. Fysisk såvel som åndeligt blev barnet søgt fastholdt i bestemte holdninger (krops- såvel som livsholdninger), med konsekvenser for fysik og emotionel forkrøbling, som først senere generationer har indset.

En mindre ekstrem udgave af denne pædagogik kendes fra danske skoleelevers forsømte forår i f.eks. 1930'erne, der dog stadig var præget af langt mere disciplin (faste former) end man ser i dag. I 1960'erne og 70'erne opstod der med lilleskolerne og den frie pædagogik et oprør herimod, inspireret bl.a. af A.S. Neills Summerhill-skole, hvor barnet blev sat helt frit. Ingen lektier, ingen pligter, først lære at læse når man har lyst, osv.

Efter manges mening gik denne tendens for vidt. Det blev for løst, alle former forsvandt, ingen respekt for lærerne, ingen orden, ingen disciplin. Børn i femte klasse havde aldrig siddet med en bog, ungerne lærte ikke noget, al tiden gik med maling og masker og sæbekassebiler, lokalerne blev slidt ned af leg uden opsyn osv.

Man forsøgte så med en mellemvej mellem de stive og de løse former: Større frihed end i 1950'erne, men ikke så meget som i 1970'erne. Lære at læse og skrive og regne, ja tak, men ikke gennem terperi og frygt for ydmygelse og afstraffelse.

I foreningslivet kendes også skellet mellem faste og løse former. Til generalforsamlinger er der altid én der insisterer på at forretningsordenen skal holdes til punkt og prikke, og at der f.eks. skal indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, selv om de andre fremmødte i bridgeklubben snildt kunne ordne sagen her og nu. Tilsvarende kendes også den type, der tager for løst på formerne: møder for sent op, bryder ind i debatten i tide og utide, klumrer med håndsoprækningen ved afstemningerne osv.

Tilsvarende er der i retsvæsenet altid personer og traditioner, der siger at lovens bogstav skal overholdes, og ikke dens noget mere fleksible ånd. Hvor meget kan en dommer eller anden retsudøver (f.eks. en socialrådgiver i forvaltningen) bøje love og cirkulærer, hvis han eller hun anser dem for indlysende urimelige i en konkret sag? Nogle retsudøvere står fast på loven, andre tager løsere på forskrifterne og forsøger at finde en løsning der passer bedre til situationen.

Folk der har et meget åbent og blødt forhold til lovens former finder man oftere blandt advokater. Har man ikke personligt kendskab til advokaters virke, kan man naivt mene at advokater er en slags eksperter i at overholde loven, som om lovens former er særligt faste for advokater. Rent faktisk er advokater eksperter i at gå lige til stregen, og ofte lidt længere, dvs. de kender lovene så godt at de kan bøje og strække dem i deres klienters interesse.

Bureaukratiet er blevet mønstereksemplet på den stive organisationsform. Vi kender alle paragrafrytteren og skrankepaven, der står fast på reglerne og siger: "Det kan desværre ikke lade sig gøre" eller "Det er ikke mit bord." Man bøjer sig ikke, der findes regler og love og procedurer for alt, og det er uhyre vigtigt at overholde dem. Er man ikke netop bureaukrat kan man nemt opleve bureaukratiet som en kvælende organisationsform, fordi den netop sætter det formelle over indholdet, dvs. lægger mere vægt på formernes efterlevelse end på det liv, der leves gennem formerne.

I bogen Den samfundsskabte virkelighed skildrer sociologerne Peter Berger og Thomas Luckmann, hvordan sociale former kan gå hen og blive hårde og stive. Alle vaner, normer, roller og ritualer der udføres ofte nok bliver så vante og selvfølgelige, at vi glemmer at mennesker selv har skabt dem, evt. i tidligere generationer. Bestemte kønsroller, arbejdsfordelinger, måder at være sammen på og handle på, som en gang var nye, bliver til ren rutine. Vi kommer til at opleve dem som uafhængige af os, ydre, givne, måske ligefrem påtvungne.

Denne "yderliggørelse" kammer af og til over og bliver til en objektivering. De kulturelle former forlenes med en nærmest genstandsagtig karakter; de bliver hårde, ubøjelige, objektive fænomener, som ingen tror kan ændres. Heraf opstår en fremmedgørelse, hvor mennesker oplever deres sociale relationer (forhold til arbejdsgiver, samfundet, markedet, hele verden) som fremmede for dem selv. Det fremmedgjorte menneske opfatter ikke disse relationer som skabt af mennesker som dem selv, men som nærmest naturgivne. "Jamen, X kan man da ikke lave om på" - indsæt for X ledelsesstrukturen på arbejdspladsen, skolens pensum, kirken, den politiske styreform, den internationale magtbalance, hvem der bestemmer på socialkontoret, arbejdsfordelingen i familien, seksualnormer osv.

I modsætning til disse hårde og stive former, som store dele af samfundslivet består af i mange menneskers oplevelse, forestiller Berger og Luckmann sig at man kan kalde formerne hjem til sig selv, så at sige. Man kan erindre sig at de på et eller andet tidspunkt er opstået, fordi personer af kød og blod har handlet på bestemte måder, der har sat sig disse spor. Det er en forudsætning for at formerne kan holdes bløde og foranderlige.

Hårde former og bløde former. Når vi ser de sociale former som givne og påtvungne, antager samfundet skikkelse af en ydre, objektiv virkelighed. Når vi ser de sociale former som personligt relevante og skabt af mennesker som os, opleves samfundet som en subjektiv virkelighed.

Begge er nødvendige for samfundslivet, for hvis alle former udelukkende var subjektive ville der pr. definition ikke være noget samfundsliv. Uden en vis objektivering eller yderliggørelse, der sender former "ud i samfundet" kan der ikke være noget samfund, kun en række stærkt individuelle måder at handle på, der ikke koordineres eller afstemmes efter hinanden.

Men hvordan holder man de samfundsmæssige former levende og bløde, samtidig med at de skal hænge ude i mellemrummet mellem millioner af mennesker og være gyldige og stabile nok til at alle kan finde sig hjemme i dem? Hvordan skal man overhovedet forestille sig sådanne former? Ikke for objektive og ikke for subjektive? Noget midt i mellem?

Kropsterapeuter, bl.a. inspireret af den tyske psykoanalytiker Wilhelm Reich og den engelske terapeut Alexander Lowen, taler om at kroppen indeholder energier, der kan løbe mere eller mindre frit gennem den. Negative oplevelser, der ikke integreres i bevidstheden men fortrænges, kan sætte sig i kroppen som blokeringer og knuder, der hæmmer energiens frie løb og tilsammen danner et muskelpanser.

Disse blokeringer præger vores brug af kroppen, holdning, gang, bevægelsesmønster osv. Det er særligt hårde former, der hæmmer den friere udfoldelse af vores kropslige potentialer. Smerter i lænden, ondt i nakken, begrænset bevægelsesfrihed i led og muskler kan alle være udtryk for emotionelt baserede blokeringer af kropsenergien. De er stive former, der giver et stift og smertefuldt kropsliv.

Terapi rettet mod disse blokeringer har til hensigt at opbløde dem, så vi kan bruge vores kroppe friere og mere virkningsfuldt. Et stift ben, hvis bevægelsesregister er snævert og altså præget af en stiv form, kan ikke danse eller springe eller cykle. Terapiens mål er at sætte benet og dets ejermand i stand til at gøre disse ting.

Målet er selvfølgelig ikke at fjerne alle former, som om selve deres eksistens var uhensigtsmæssig, men blot at opbløde dem. Uden evnen til at lade benenes aktivitet forme af dansetrin, det rette højdespringstilløb eller cyklingens vekslen mellem benbevægelsen fremad (cykling) og tilbage (opbremsning) ville vi ikke have nogen glæde af vores ben. Uden ben-former ingen ben-verden; og uden former generelt, ingen verden.

I de stive kropsformers opblødning har vi et fingerpeg i retning af en måde, hvorpå vi kan håndtere distinktionen mellem hårde og bløde former, således at vi kan tale om "gode former."

Vi så i Kapitel 3 kort på konversationsnormer som et sæt former, der regulerer sproglig aktivitet (samtale) mellem mennesker, der ikke kender hinanden særlig godt. 1960'ernes oprør mod det borgerlige samfund omfattede også en afstandstagen fra al borgerlig konversation. De høflige fraser og de pligtskyldige komplimenter blev opfattet som udtryk for borgerskabets forløjethed, og de blev forkastet til fordel for det direkte og spontane udtryk, kropslighed og sanselighed. Man skulle bare sige tingene lige ud til hvem som helst man mødte; man skulle klare sig uden fraserne.

En ung mand fandt sig en ung dame ikke ved at konversere belevent og invitere til middag og teater, men ved at komme til at danse i nærheden af hende til rockkoncerten og senere tilfældigt sidde ved siden af hende på gulvet og så ellers lade hænderne gøre resten af arbejdet. Der var ingen brug for særlige samtaleformer, for der blev ikke sagt ret meget.

Denne afstandstagen fra den formelle konversations faste former er nu gået en hel generation af danskere i blodet. Det er i dag f.eks. uhyre vanskeligt at give nogen under 50 en kompliment, f.eks. for en smuk kjole eller en velstegt and, uden at man mødes med kommentarer af typen "Nåh, det er da bare en gammel kjole," "Tænk, jeg synes den har fået lidt for meget" eller "Det mener du da ikke?," hvorpå man så skal til at forklare sig og uddybe sin bemærkning. Det klassiske svar på en kompliment er jo bare "Tak!" Så er yderligere snak overflødig, men mellem de to personer er der knyttet et lille bånd, der ligger som en varm baggrund for det videre samvær.

Ligesom komplimenten, den faste form for ros, er opblødt til ukendelighed, er også de former der styrer en samtales første faser i dag noget uskarpe i konturen. Det er meget vanskeligt for yngre og unge danskere at falde i snak med fremmede. Er man inviteret til et selskab, f.eks. en 40-års fødselsdag, hvor folk kender hinanden i små grupper, skal man ikke forvente at se ret mange mennesker tale på tværs af grupperne. For hvad skal man sige? Mere eller mindre hæmmede er vi alle, men når der oven i købet eksisterer et tabu mod tom konversation og åndssvage spørgsmål, er det ikke nemt at komme i gang.

Selve det at præsentere sig som indledning til en samtale er vanskeligt i dag: "Dav, jeg hedder Ib Ravn." Den anden ser lettere desorienteret ud og nævner i bedste fald sit navn og siger i værste fald bare "Nåh." Og hvad siger man så? "Er du i familie med fødselaren?" "Nej." Gået i stå igen. Den stædige fortsætter måske: "Her er varmt, hvad?," "Det var en flot tale, fætteren holdt, ikke?," "Kender du mange af dem, der er her i dag?," "Hvad laver du til hverdag?," osv.

Hvis læseren krummer tæer ved synet af spørgsmål som disse, er det udtryk for disse spørgsmåls status af klicheer, dvs. former man synes er alt for stive og udslidte. Men hvordan kommer man så i snak med fremmede, hvis ikke gennem spørgsmål af denne type? Vi kan godt ønske os løsere og mere spontane eller autentiske samtaleformer, men har vi evnet at opfinde dem? Sammenligner man yngre danskere med f.eks. italienere eller amerikanere, der har samværs- og samtaleformerne til at være langt mere udfarende og sociale end vi, så aner man fattigdommen i den danske indelukkethed og kontaktskyhed. Og det er ikke bare et spørgsmål om de lange nordiske nætter og det kolde klima, hvor man ikke kan mødes på cafeer og feste udendørs året rundt. Det er også et spørgsmål om at finde de måder at tale sammen med fremmede på, der befordrer samværet.

Er de gode konversationsformer de gammeldags stive og formelle? Eller er det i orden vi kun har meget spinkle og famlende måder at føre samtaler med fremmede på? Skal vi søge ekstremerne - eller finde noget midt i mellem? Hvad er overhovedet de gode former?

Lidt mere af et svar på dette sidste spørgsmål kan vi få ved at betragte sprogindlæring. Fra latin- og tyskundervisningen i vores ungdom husker vi alle de meget stive former: remser, bøjningsmønstre, store systemer for verbers endelser osv.

Tendensen i fremmedsprogsundervisningens pædagogik har i årtierne op til i hvert fald 1980 været en opblødning af disse stive formers dominans. Skal man lære at forstå, tale og skrive tysk eller fransk nytter det ikke, at man bare kan sprogets formelle struktur på fingrene. Man skal have et levende forhold til sproget. Skal man som begynder prøve at tale sproget nogenlunde tvangfrit, må man af og til se stort på de korrekte former for overhovedet at få sagt noget. Men det er lige så selvfølgeligt at vil man være en god sprogudøver, skal de korrekte former indlæres før eller senere.

Den gode sprogbruger benytter sig af former der er faste, fordi grammatikken osv. er i orden, men hun omgås på den anden side også sproget meget smidigt, fordrejer ordenes betydninger og laver skægge ordspil, er poetisk, fascinerer med sine ord og de mangfoldige betydninger, hun formår at give dem. Hun spiller på de sproglige formers fasthed og blødhed, på en måde vi skal vende tilbage til.

Ser vi nu på sådan noget som værdier, så er der tydeligvis også to måder at håndtere dem på. Værdier er forestillinger om det gode og rigtige, og sådanne forestillinger kan være faste eller løse, stærke eller svage. Er man fuldstændig overbevist om en bestemt værdis rigtighed, vil den udgøre en meget fast form for én. Hvis man af bitter erfaring véd, at uden ens morgenbad begynder morgenen skævt og dagen bliver nemt ødelagt, vil man kæmpe hårdt for sin ret til at tage det morgenbad, og man vil ikke fravige denne værdi. Er man overbevist om at indvandrere skader Danmark og derfor bør sendes hjem igen, er det en meget fast form, der konsekvent styrer ens opfattelse af indvandrere, også den unge mand ens datter kommer hjem med en dag.

Meget faste værdier vil andre kalde fordomme, stereotypier, fikse ideer og dogmer. For en selv vil de sandsynligvis fremstå som principper, konsekvens og rygrad. Traditionelle samfund har relativt faste værdier, og forandres samfundet pludselig, vil nogle mennesker holde fast i de traditionelle værdier med fornyet styrke og de vil synes stædige, stivnakkede, reaktionære eller på anden vis rigide. Disse "fastholdere" vil på deres side se de moderne og oprørerne som slappe i deres omgang med formerne. Alt skrider, ingenting er som det var, alt skal skiftes ud, ting er dårlige bare fordi de er gamle, sæder og skikke står for fald.

Under samfundsforandringer opblødes, ændres eller udskiftes gamle former og nye træder i deres sted. Nye former begynder oftest som løse og svage, som eksperimenter i samliv, boformer, arbejdsformer osv., og kun med tiden bundfælder de sig og bliver måske til værdier der er ligeså faste som de traditionelle. Pluralismen er udbredt i det moderne samfund. Mange værdier er mulige og bliver praktiseret i samfundets forskellige grupper: blandt fiskere og landmænd, hos fabriksarbejderne i provinsbyen, blandt fremadstræbende erhvervsfolk, i indvandrerkvartererne, blandt storbyens unge osv.

Det er velkendt at det moderne menneske står med et livsvilkår, der ikke var nær så udbredt tidligere: værdiløsheden. Det er oplevelsen af at der ikke er noget der har rigtig værdi, noget der er særligt vigtigt, noget der er værd at kæmpe og dø for. Når fællesskabets gamle værdier ikke længere udøver deres tiltrækning og der leves efter så mange værdier over det hele, hvilke værdier skal jeg da leve efter? På hvilket grundlag skal jeg vælge værdier? Og hvorfor skal det være det grundlag og ikke et andet? Relativismens spøgelse truer det moderne menneske. Hvilke former skal jeg lade mit liv styre efter? Hvor er de gode former? Giver det overhovedet mening at tale om gode former, om det gode liv?

Værdi har dét der giver livet mening, og har man ingen værdier er det udtryk for at livet ikke har nogen mening. "Mening" er endnu en form, der kan være fast eller løs i ens liv. I traditionelle samfund ligger meningen med tingene og med hvert menneskes liv ret fast, men i det moderne vesten er billedet langt mere uklart. Meningsløsheden er en usikkerhed og svækkelse i de former, der kanaliserer vores aktivitet som mennesker. Ved vi ikke hvorfor vi gør ting eller hvad den dybere mening egentlig er med dem, er vi som et skib uden ror, vi driver for vinden og sejler ingen bestemte steder hen. Typisk aner vi moderne mennesker meningen med en del dagligdags aktiviteter vi foretager os, men man skal ikke spørge "Hvorfor egentlig?" ret mange gange, før man støder panden mod en mur. Hvad er meningen med dit liv?

Folk der kan give et svar på det spørgsmål vil på den anden side ofte blive betragtet som frelste eller indoktrinerede. En stærk tro, en stærk overbevisning om hvad man skal stille op med sit liv, er ofte religionens domæne, og her kendes mange eksempler på meget fast tro. Fundamentalisme er en betegnelse, der bruges for at beskrive den stærke tro på en religions skarpt optrukne værdifundament. Hvad livets rette mening er har ofte præget religioners tilhængere så meget, at de har været villige til at drage i krig mod de vantro for den.

Det samme gælder selvfølgelig for den politiske overbevisning, hvor den religiøse mening med livet (Guds nærhed) er erstattet af en politisk, typisk en bestemt samfundsforms udbredelse (Det britiske empirium, Det tredje Rige, det klassefri samfund, den fri markedsøkonomi). Politiske ideologier står ikke tilbage for religionerne i den strenghed og konsekvens, hvormed de styrer de overbevistes liv - og død. Dødbringende politiske skyklapper findes ikke bare i fanatismen i terroristgrupper som Rote Armé Fraktion, men også i den blinde lydighed og fædrelandskærlighed, der sendte hundredtusinder af unge tyskere, franskmænd og englændere ud i den sikre død som kanonføde på slagmarkerne i Nordfrankrig under 1. verdenskrig.

Hårde og bløde former findes overalt i livet og i samfundet, blot man kigger efter dem. Sondringen mellem de to slags former har meget bred gyldighed, dvs. det er meningsfuldt at se mange forskellige fænomener i lyset af dem.

Bemærk imidlertid at det kun er former i humansfæren, jeg har betegnet som stive og slappe, hårde og bløde. Den regelmæssighed, hvormed Jupiter kredser om solen, er godt nok en form, da den udtrykker et stabilt mønster, men jeg finder det ikke hensigtsmæssigt at karakterisere den som hård eller blød. Dyrs instinkter er tilsvarende hvad de er, ikke hårde eller bløde. Hvirvlerne i en flod kan være store og voldsomme eller små og flygtige, men lad os ikke drage dem med ind i nærværende distinktion mellem stærke og svage former.

Med andre ord: kun ting der optræder i menneskets oplevelsesverden benytter vi den indførte distinktion på. Vi oplever at former er hårde eller bløde; vi påstår ikke at de er det, ude i virkeligheden, uafhængigt af os der betegner dem som sådanne.

Jupiters stabile kredsen om Solen optræder selvfølgelig også i astronomens oplevelsesverden. De forestillinger en astronom gør sig om Jupiters hastighed, masse, rotation osv. er former, der kan være eller mindre faste, dvs. den viden der haves om disse emner kan være mere eller mindre sikker. Men det betyder naturligvis ikke at Jupiters masse ændres når astronomernes opfattelse af massen ændres.

På den anden side giver det heller ikke mening at hævde at der er nogen absolut forskel på de former der findes "ude i virkeligheden" (Jupiters bane omkring Solen) og de former der findes inde i vores hoveder (vores opfattelse af Jupiters bane om Solen). En sådan absolut sondring løber hurtigt ind i erkendelsesteoretiske vanskeligheder, vi ikke behøver komme nærmere ind på her. Lad os blot sige at vi, hvad sondringen hårde-bløde former angår, holder os til menneskeverdenens former: vaner, roller, normer, begreber, ideologier osv., eller som vi sammenfattede det tidligere: kultur, symboler og værdier. For så vidt som en form spiller en rolle i nogens oplevelse af verden kan vi kalde den blød eller hård, løs eller fast.

Dermed er også sagt, at vi ikke på nogen sikker eller objektiv måde kan klassificere en form som hård eller blød eller noget bestemt derimellem. Det afhænger af hvem der foretager vurderingen. Den islamiske præst ser formernes opløsning og forfald overalt i Danmark og opfatter sin egen religion som et fast og tryg havn, mens danskeren opfatter den islamiske religion som dogmatisk og urimelig, mens hans egen verden er åben og tolerant. Hvad der er rigide fordomme for den ene er konsekvente holdninger for den anden. Hvad der ligner totalt kaos for mig kan være et frugtbart eksperiment for dig. Den enes trygge parforhold er den andens kvælende fængsel.

Står man over for en person med vurderinger, der således afviger fra ens egne, kan man måske nok blive enige om at jeg ligger længere ude i den bløde retning af spektret og du i den faste retning. Men hvad konsekvenserne er for det gode liv med de gode former, er (indtil videre) uklart. For skal de former der styrer tilværelsen for f.eks. døtre af islamiske indvandrere være de danske bløde eller de islamiske faste?

At vi her afstår fra ethvert forsøg på at måle konkrete former og bestemme dem som så og så faste eller så og så bløde kan virke som et svaghedstegn. For hvad kan man bruge denne distinktion mellem faste og løse former til, hvis man ikke på nogen måde kan fastslå hvad der er en blød form og hvad en fast? Er distinktionen så ikke meningsløs?

Tværtimod. Jeg skal forsøge at vise at det er netop denne bundethed til vor personlige oplevelse af verden der gør distinktionen nyttig. Men først skal vi have et klarere billede af hvordan den kan bruges til at sige noget om gode former.

Citatet om frihed, Hobbes (1651/1962, Kap 21, s. 204).

Apparater til ranke rygge, se Miller (1984).

Om kroppens energier, se f.eks. Lowen (1976)

For en nyere, skarp analyse af de erkendelsesteoretiske vanskeligheder ved en skarp sondring mellem former i hovedet og former "ude i virkeligheden," se Rorty (1979).