Hjem Op

En vej til det gode liv

Nils Gunder Hansen

”Der kan synes langt fra Big Bang til det moderne menneskes forsøg på at finde formlen for det gode liv. Men i en ny bog søsætter Ib Ravn en livsfilosofisk vision, der prøver at tegne de størst tænkelige sammenhænge.”

Interview i Berlingske Tidende 23. november 1999
i anledning af udgivelsen af min bog "Flux"

Ordet livsfilosofi betegner normalt to forskellige ting. Dels et menneskes personlige bud på, hvad livet egentlig er for noget, og hvordan det bør leves. Dels en filosofisk strømning, der blomstrede især i Tyskland og Frankrig ved århundredets begyndelse og kredsede om livet forstået som en flydende størrelse, der ikke kan udgrundes ved videnskabens almindelige mekaniske tankemodeller.

Ib Ravns nye bog »Flux - det gode liv i en dynamisk virkelighedsopfattelse« er en moderne ajourføring af livsfilosofien i begge betydninger. F.eks. overtræder han fuldt bevidst fagfilosofiens bud nummer et: At man ikke må sammenblande en analyse af, hvad livet er og praktiske anvisninger på, hvordan det bør leves.

Han mener også, at universets og tilværelsens dybeste princip er flux , en dynamisk strømmende energi, som vi ikke kan gribe direkte, men kun kender i de konsekvenser den afsætter og de former, den kanaliseres igennem. Ib Ravn, der er født i 1956, er ikke selv for fastholdere. Han har f.eks. ikke nogen dansk universitetsgrad, men har taget hele sin uddannelse i England og USA. I 1989 blev han ph.d. i social systems sciences fra University of Pennsylvania i USA.

Nu om dage er udenlandske kandidatgrader ret almindelige, men da Ib Ravn drog ud i verden helt tilbage i 1977, var »internationalisering« endnu ikke blevet det store mantra. Det var tværtimod lidt aparte og blev i hvert fald ikke betragtet som meriterende, men Ib Ravn følte ikke, at han i dansk regi kunne forfølge sin interesse for kybernetik og systemteori.

Da han kom hjem var han godt rustet i de nye videnskaber, og han blev forlagsredaktør på Munksgaard, hvor han overtog Tor Nørretranders' post som ankermand på den populære NYSYN-serie, der for et lille tiår siden introducerede de nye teorier om kaos, kompleksitet, fraktaler osv. I dag arbejder Ib Ravn hos Nellemann Konsulenterne, der bl.a. rådgiver landets kommuner om forhandlingsteknik og konfliktløsning.

Da jeg - en anelse ufint - indleder interviewet med at fortælle Ib Ravn, at jeg har fået ham beskrevet som en »pudsig mellemting mellem en meget fornuftig person og en New Age-profet«, bliver han meget tavs og tænker længe, før han svarer:

»I Danmark graves der altid grøfter mellem »fornuftige mennesker« (underforstået: Kulturradikale i en eller anden variant) og så dem, der gerne vil tænke over mening, ånd og spiritualitet. Jeg vil ikke acceptere de grøfter, selv om det støder nogen, at jeg blander videnskab og moralsk-etiske overvejelser. Det er nok det, din kilde finder lovlig »profetisk«.

Men jeg vil heller ikke identificeres med New Age, for i denne i sig selv meget diffuse strømning, foregår der en masse lallende og udisciplinerede ting. Jeg vil gerne se en stringent tænkning om alt det bløde og høje.«

»Siden Descartes har der sænket sig et jerntæppe ned gennem tænkning og videnskab: Naturen på den ene side, menneskets verden med moral og værdier på den anden side. Mennesket blev revet ud af naturen og de store magiske og kosmologiske sammenhænge, som var fremherskende i middelalderen. Naturen blev på sin side af-fortryllet, så vi kunne betragte den udefra. Men omkostningen var, at mennesket ikke længere hørte hjemme i kosmos. Det var fremmedgjort og henvist til at skabe al mening selv.

Jeg mener, at der er tendenser i nyere videnskab, der peger på en sammenhæng, der ikke er magisk. Hele den kosmologiske udvikling fra Big Bang over livets opståen til menneskets fremkomst er en dynamisk proces præget af selvorganisering, spontan dannelse af orden, stigende kompleksitet.

Vi kan på den baggrund ikke fastholde, at naturen er tom, tilfældig og »sjælløs«, og at mennesket ikke har en plads i denne udvikling.«

»Det betyder ikke, at jeg køber den form for holisme (helhedstænkning), der siger, at »alt er ét«. Underforstået »alt er et fedt«. Selvfølgelig er der forskelle på ur-suppe, planter, dyr, mennesker osv. Men det er forskelle i niveauer, faser i en historie, der nu har strakt sig over 15-20 milliarder år, og som giver os nogle redskaber at tænke det gode liv med«.

I din bog vier du begrebet »smerte« en del opmærksomhed. En klassisk indvending mod livsfilosofien har netop været, at den ignorerede tilværelsens mere problematiske sider, fordi alt blot var momenter i livets strøm?

»Smerte spiller en stor og vigtig rolle i livets evolution. Hvis vi ser på smerten i dens mest simple form, udgør den et biologisk korrektiv til dyrets instinktstyrede adfærd: Følelsen af smerte informerer katten om, at den skal holde sig fra det varme bliktag. I det daglige liv gælder det samme for mennesker: La' vær' med at lægge hånden på den kogeplade, det er ikke godt for dig.

Det gælder også i bredere forstand: Hvis du oplever ubehag eller smerte, så reflekter over, hvad du gør, du skal måske gå i en anden retning. Smerte kan i den forstand være meningsfuld.«

»Jeg vil nødig sidde her og lyde frisk, for der findes kroniske smerter og lidelser så overvældende, at man ikke begriber, hvordan folk kan leve videre, hvis de f.eks. har mistet hele deres familie ved en færgebrand. Det kan rive tæppet væk under enhver, og det kan man ikke bebrejde nogen. Men hvis man overhovedet magter at komme videre, så er det fordi, man har lært at leve med smerten og prøver at finde blot et gran af mening i den - og magter at bruge det til at leve videre med.«

Hele den evolutionære proces fremtræder meget meningsfuld i din bog. Men er der en mening med den?

»Udviklingen er ordnet, ellers kunne vi ikke tale om evolution, men der ligger ikke et mål i udgangspunktet eller slutpunktet; den er ikke målrettet. Der er tre store kategorier - tilfælde, mål, forudbestemthed - der har hærget vores tænkning om evolution. Vi kan iagttage, at der sker en stadig »kompleksificering«, og dermed kan vi heller ikke forestille os, hvad der måtte vente forude, så vores opgave er at prøve at skabe det gode liv, mens vi er her. Det er så at sige vores lille del af et meget stort projekt, men den opgave er rigeligt stor til os«.

Livets flux kanaliseres altid i former, og ifølge dig er det gode liv at finde de gode former. Dvs. former, der hverken er for rigide eller for løse. Kan du give et eksempel?

»I ethvert foreningsliv møder du to typer mennesker: Der er »strammerne«, der vil have totalt styr på alting med vedtægter, dagsordener m.m., og så er der »slapperne«, der siger, at vi tager det, som det kommer, og det går jo nok alt sammen. Begge positioner er uholdbare: Der skal være en vis orden, for at vi overhovedet kan samarbejde og nå nogen vegne, men hvis procedurerne bliver mål i sig selv, bremser de alting.

Du må altså finde et både-og, der netop ikke er et lunkent kompromis, men tilgodeser både stabilitet og fleksibilitet. Jeg kalder det for flekstabile former - et grimt ord, som jeg ikke vil presse på for at få optaget i ordbogen.«

»Du kan også tage omgangsformerne. Ungdomsoprøret gjorde jo op med alle former for høflighed og konvention; det var bare borgerskabets hykleri og tomme overfladiskhed. På sin vis et flux-opgør med nogle former, der syntes at have overlevet sig selv. I stedet sagde man: Væk med det hele, stole og borde, nu danser vi allesammen rundt i en klump og rører ved hinanden.

Det har bevirket, at vi ikke længere har nogen standarder for, hvordan vi skal omgås mennesker, vi ikke kender. Du kan se det, hver gang du er til fest med folk, der er under 50 år. Man bliver suget over mod dem, man kender i forvejen, for vi har ingen sociale redskaber til at overvinde vores generthed over for dem, vi ikke kender.

Tag en udlænding med til en dansk fest, og du vil se, at han får lov til at sidde for sig selv i et socialt vacuum hele aftenen; der er ingen, der taler med ham. Vi har i høj grad behov for at genopfinde nogle flekstabile former, der støtter samværet.

Amerikanerne er eminent dygtige til det, selv om mange danskere betragter dem som et lidt primitivt folkefærd, der slet ikke er på højde med et gammelt kulturfolk som os.«

Hele din omfattende livsfilosofi er baseret på to grundbegreber: Flux og form?

»Med hensyn til flux tænkte jeg først på »energi« fremfor flux , men energi-begrebet har nogle uheldige overtoner; det kan både lyde for fysik-videnskabeligt og omvendt også for »alternativt«. Flux -begrebet er både mere neutralt og omfattende. Det andet begreb burde måske hedde »kanalisering«, men det lyder tungt og kunstigt; derfor valgte jeg form.«

»Mit ontologiske grundsynspunkt er, at energien - lad os så bruge ordet her - er mere grundlæggende end stoffet. Stof udspringer af energi, og det må derfor være energien, der driver evolutionen frem. Moderne fysik anerkender, at der også er energi i det såkaldt tomme rum i universet. Spørgsmålet er hvor meget.

Den amerikanske fysiker David Bohm mener, at det er ufatteligt meget. Den energi, der er bundet til stoffet i vores univers, som anslået rummer 500 milliarder galakser, er at regne for pebernødder i forhold til vakuets energi. Det er jo en svimlende tanke, og mange fysikere ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med den.

Der optræder uendeligheder af energi i kvantemekanikkens ligninger, men dem »retoucherer« fysikerne ud af ligningerne; de siger, at de er matematiske artefakter og ikke virkelige.«

»Det er dog noget af en post at skulle sætte en ontologisk parentes om al denne energi, selv om det er uklart, hvad status den har, og hvordan den virker. I hvert fald kan man sige, at hvis vi står med et »vacuum«, der er proppet med energi, og vi har en spontan kosmisk evolution, der skaber liv, bevidsthed og kultur, så er det temmelig vanskeligt at opretholde det tyvende århundredes billede af universet som et stort øde med uforklarlige indslag af mirakuløse stofansamlinger som vores klode.«

Men risikoen er vel, at så lurer et-fedt-holismen eller en eller anden slags videnskabs-buddhisme om næste hjørne: Alt er energi, og den stoflige verden er kun et slør, der er kastet ud over denne energi.

»Den stoflige verden er ikke noget slør. Det er simpelthen sådan, den fysiske virkelighed med al dens energi og vibration fremtræder for vore sanser. Tag to kraftige magneter og pres nordpolerne mod hinanden, og du vil føle en kraftig frastøding; man kan ikke presse den ene magnet ind mod den anden.

Sådan er det i princippet også med din finger, når du presser den ned mod bordpladen. Det er de energifelter, som atomerne og småpartiklerne udgør, der giver os oplevelsen af uigennemtrængelig stoflighed. For neutrinoer, der er små lette partikler fra bl.a. solen, er bordpladen ikke specielt stoflig eller solid, de farer lige igennem den.«

»Det er altså den måde, vi er bygget på som mennesker, med store molekyler og celler og et sanseapparat, der gør at vi oplever verden som stoflig. Men fysikken i dette århundrede har vist, at hvis vi graver et spadestik dybere, er det energi struktureret i felter, der udgør vores virkelighed. Det er der altså ikke noget buddhistisk i.«

»Og man bliver jo heller ikke et-fedt-holist, når man som fire-årig erkender, at der ikke er rigtige mennesker af kød og blod inde i fjernsynet og senere forstår, at TV-billederne blot er strømme af energi, der farer hen over TV-skærmen og oplyser de små billedelementer.

»Stof er den måde, vi oplever energi på. Det kan måske lyde ontologisk porøst og kaotisk for nogen, men reelt er det det modsatte: Både vi og »den ydre stoflige verden« udspringer af samme energi fra kosmos. Ting og menneskets bevidsthed er forskellige manifestationer - meget forskellige - af den samme urgrund.«

Ib Ravns bog »Flux - det gode liv i en dynamisk virkelighedsopfattelse« er på 304 sider, koster 239 kr. og er udkommet på Borgens Forlag.