Hjem Op

Den dynamiske natur

Ib Ravn

Vi har behov for et menneskesyn og en naturforståelse,
der betoner proces, udvikling og helhed.

Kronik, Politiken, 20. november 1999 (Genoptrykt i Kognition og Pædagogik, 14. årg., nr. 53, s. 58-63, 2004, særnummer: ”Evolution og moral”.)

Vi har brug for et andet billede af naturen og virkeligheden end dét, naturvidenskaben har tegnet for os gennem dette århundrede. En tings-fikseret og overvejende statisk deltænkning bør afløses af et virkelighedsbillede, der betoner proces, udvikling og helhed.

Det vil være et langt bedre grundlag for en række spændende nye måder at tænke og handle på i det moderne samfund, som vi har set inden for de sidste 20-30 år, bl.a. hvad angår læring og personlig udvikling, i den økologiske sektor, i organisationsforskningen og inden for den ikke-juridiske konfliktløsning.

Naturvidenskaberne har vænnet os til at se den fysiske og biologiske virkelighed som genstand for vores manipulation, en dum hoben tandhjul og byggeklodser - partikler, molekyler, gener - der kombineres efter strikte naturlove eller ganske tilfældigt.

Selv om dette billede har teknologisk og kommerciel gennemslagkraft nok til at dominere 20 eller 50 år mere, er der ingen tvivl om at det er på vej ud. Et første tegn ser vi måske i disse år, hvor unge studiesøgende tøver over for de naturvidenskabelige uddannelser. Hvorfor skulle tidens intellektuelt krævende unge interessere sig for en natur, der fremstilles som gennemgribende dum, som Jesper Hoffmeyer spurgte her i Kroniken d. 17.1.

Lad os da spørge hvor godt det gælder, det trøstesløse billede fra biomedicin og fysik og kemi, der siger at vi er tilfældigt opståede mekanismer, der trækkes deterministisk rundt ved næsen, kun med tilfældighederne som afbræk. Er menneskers liv som dyrs, styret af gener og diverse omstændigheder, indlejret i en forlods meningstom verden? Består virkeligheden dybest set af partikelklumper der hvirvles rundt i et øde univers?

Det er let at tro alt dette, hvis man kommer til virkeligheden som materialist: det er byggesten der gælder. De skal sparkes rundt af energi, før de bevæger sig. Virkeligheden er som tømmerstumper der flyder rundt på et umådeligt hav, en gang imellem banker de ind i hinanden, nogle af dem bliver hængende sammen, og efter nogle milliarder år har vi levende organismer, Jordens biosfære, kultur og det globale samfund. I sandhed forunderligt - at den døde, træge materie har udrettet alt dette.

Fra de gamle grækere har vi arvet en forkærlighed for at se det statiske og tingene som det, virkeligheden er lavet af. Vores ontologi (virkelighedsbillede) siger at det virkelige er det værende (gr.: ontos), dvs. det permanente, statiske, tingslige. Ting kan godt nok bevæges og gennemgå visse forandringer, men tingen selv er primær. Og sådan har det set ud i 2500 år: fysikken har i dag sine elementarpartikler, kemien sine atomer og molekyler, biologien sine gener, medicinen sine organer og væv.

Interessant nok har videnskaben gennem sin jagt på tingenes inderste kerne igen og igen måtte sande, at der i høj grad ligger energi eller dynamik bag det hele. Der i dag ikke noget videnskabeligt til hinder for at vi faktisk vender tings-ontologien på hovedet og siger at virkeligheden er energi og proces, og tingene blot stabile tilstande i denne proces. Energien kan anses for primær, mens partiklerne og legemerne er afledte.

Tænk på den energi der optages i vores kroppe gennem maden eller forbrændes i en bilmotor. Den kommer via planternes fotosyntese fra Solen. Men hvor kommer Solens energi fra? De energimættede kernereaktioner i Solens indre kommer i sidste instans fra Big Bang, og en rest herfra er endnu til stede i rummet som den kosmiske baggrundsstråling. Her ud over regner man i kvantemekanikken også med at selve det "tomme" rum indeholder en vis energi, den såkaldte nulpunktsenergi, der altid er til stede. Den kan ikke uden videre udnyttes og udgør en mængde energi svarende til ca. en halv foton pr. frekvens af det elektromagnetiske spektrum.

Hvor meget energi er der så i det tomme rum, kan man spørge. Er det bare en lille sjat, sådan at vi kan opretholde billedet af universet som et stort tomrum med nogle ting og lidt energi i? Benytter man en konservativ udregning, som de amerikanske fysikere John Archibald Wheeler og David Bohm har gjort det, får man det resultat at en kubikcentimeter af det tomme rum indeholder mere energi end der findes indlejret i alt stof i hele det kendte univers; faktisk 10⁴⁰ gange så meget. Bruger man en mere dristig udregning, der bedre passer med kvantemekanikkens matematik, får man at der uendeligt meget energi i en fingerbøls tomrum, kort og godt.

Dette er ikke noget, man hører fysikere råbe ret højt om. De betragter det som ret besynderligt og nærmest pinligt at skulle have ligninger i deres flotte matematik, der siger at der er en uendelighed af energi til stede i kvantevakuuet. Tager man imidlertid tyrene ved hornene er det oplagt at se den fysiske virkelighed som et umådeligt dybt ocean af energi eller proces - eller flux - hvor partikler og planeter er små krusninger på overfladen, nærmest som hvirvler på en flod.

Hvis vi antager at universet og virkeligheden er grundlæggende dynamisk, en flux, så er det mindre underligt, at der har fundet så omfattende en evolution sted, for "stoffet" selv er rastløst, evigt i gang. En del af den enorme energi, som Big Bang var udtryk for, fandt hurtigt på plads i de stabile mønstre, som vi dag kender som elementarpartiklerne. Atomer og molekyler opstod som mere komplekse energimønstre - vi forstår dem i dag som stoflige bærere af kemisk og anden energi, men de kan lige såvel ses som kanaliseringer af energi. Tunge atomer fra stjernernes indre spyedes ud i resten af universet, hvor planeter opstod og i hvert fald her på Jorden dannede komplekse systemer med vejr, oceaner, vulkanudbrud osv.

På denne scene opstod livet med sine celler, organismer, økosystemer og biosfære, hvilket alt sammen kan ses som en yderligere accelerering af den evolutionære tendens til en stadig mere kompleks kanalisering af virkelighedens flux.

Som den amerikanske biolog Stuart Kauffman har sagt: I vores univers er orden gratis, den opstår spontant, overalt hvor energi pulserer og partikler svirrer rundt. Der vil uvægerligt dannes mønstre; naturen vil falde ned i bestemte "vaner", som den amerikanske filosof C.S. Peirce kalder dem, og de vil blive gentaget og yderligere forfinet. Stjerners organisering i galakser, orkaners karakteristiske tragtform, sandstriberne i det lave vand, piletræet løvhang, muskelgruppers rytmiske koordinering under gang, fiskestimers synkroniserede bevægelser, mødres lugtgenkendelse af deres børn, menneskers hilseritualer og politiske styreformer - alle disse ekstremt velordnede processer er ikke mirakler, der er opstået på trods af stoffets stive mekanik. De er udtryk for den dynamiske virkeligheds tendens til selvorganisering og ordensskabelse.

Bag alle mønstre og systemer strømmer virkelighedens energi, fluxen, der hvileløst presser på for at manifestere sig. Ligesom partikler opstår spontant, udviser enhver organisme en tendens eller trang til virkeliggørelse: Frøet folder sig ud og bliver blomst, fosteret udvikler sig af sin befrugtede ægcelle, barnet begynder at gå og tale, af egen drift, men selvfølgelig under forudsætning af de rigtige omgivelser.

Mennesker har ikke blot biologiske behov og potentialer, der presser på for at sætte sig igennem, men også psykologiske og samfundsmæssige. Blomsten har det let, den bliver smuk af sig selv, mens vi har friheden til selv i høj grad at forme vores tilværelse. Hvordan vores liv og samfund skal indrettes strides hundrede religioner og ideologier om, og godt det samme. Men det faktum at livet og samfundet skal formes og ordnes er ingen i tvivl om. Menneskets trang til virkeliggørelse og det gode liv kan dermed ses som en særlig variation og sofistikering af de ordensskabende tendenser vi ser overalt i universet.

En sådan historie om naturen som dynamisk og selvorganiserende peger hen mod en ny fortælling om mennesket og kulturen. Modernitetens fortælling om den rationelle samfundsmekanisme, der producerer ting og retter borgerne ind efter en lineal, har postmodernister længe erklæret for død, og med rette. Troen på materiel produktion, forbrugsgoder og økonomisk vækst, skolen som fabrik til disciplinering af fremtidig arbejdskraft, bureaukratiet som foretrukken organisationsform, paragrafrytteri og en formalistisk retsorden baseret på statisk tænkning, en lægevidenskab fokuseret på krop, piller og instrumenter, den sjæl-blinde psykiatri - alle disse centrale aspekter af det moderne industrisamfund vil synes lidt mindre plausible i lyset af en dynamisk ontologi, der har øje for at en levende orden opstår spontant under de rette betingelser.

Det skal ikke forstås således at en bestemt virkelighedsopfattelse automatisk fører til en bestemt samfundsindretning. Orientalske despotier har kunnet trives side om side med de mest æteriske og dynamiske virkelighedsopfattelser. Men tingene smyger sig sammen inden i hovedet på os, og har vi ikke noget forestilingsmæssigt beredskab - ord og begreber, billeder og historier - på en anderledes virkelighed end den mekaniske materialisme, får vi vanskeligere ved at takle dé naturlige og kulturelle fænomener, der kalder på en sådan forståelse.

Læger har for eksempel svært ved at stille noget op med de 20-30 procent af alle konsultationer, hvor der ikke kan konstateres noget fysisk galt med patienten. Hvis der ikke er nogen dårlige molekyler eller gener at finde, hvad er så problemet? Vi har ikke noget veludviklet sprog for de biologiske og psykologiske ordensskabende processer, der tilsyneladende er kørt af sporet for disse patienter og fremkalder smerte.

Tilsvarende døjer det danske retssystem med en retspositivisme baseret på en statisk tænkning, der f.eks. trækker en meget skarp grænse med mellem ret og moral. I følge den fremtrædende danske retsfilosof Alf Ross er retten et kunstigt system af vedtagne love og retskilder, som skal bruges i retsudøvelsen uden smålig skelen til moralske værdier og retsanvenderens personlige retsfølelse. Bl.a. derfor opfattes retssystemet af de fleste som et koldt og upersonligt system uden sans for psykologi og mennesker.

Samfundstænkeren Poul Bjerre og retsfilosoffen Peter Høilund finder i modsætning hertil inspiration i den klassiske naturret, efter hvilken de bedste love er dem borgerne kan bære i deres hjerter. Mennesker og kulturer stræber efter en harmonisk udvikling, og det er ikke en hvilken som helst retsorden der er i overensstemmelse med denne naturlige stræben (eller som tilfredsstiller menneskers behov, som vi ville sige i dag). Den naturretlige tradition betoner således livets naturlige tendens til skabe orden, også social orden.

Et alternativ til det formalistiske retssystem finder man i den moderne brug af konfliktløsning og mediation (mægling), som bl.a. mediatorerne Vibeke Vindeløv og Lin Adrian har skrevet om og som praktiseres i de konfliktråd, der p.t. kører som forsøgsordning i tre politikredse. Her lægges vægten på parternes behov for at forstå hinanden og sig selv bedre, mens mægleren blot er en slags katalysator for parternes ønske om at finde en ordning de kan leve med.

Dette er i og for sig en naturretlig bestræbelse, men udtrykkes ikke typisk som sådan, bl.a. fordi naturrettens sprog er forældet - det har ikke været brugt i over 100 år. Også her trænger vi til ord og billeder, der tidssvarende kan udtrykke en dynamisk naturs tendens til virkeliggørelse og dannelse af orden blandt mennesker, dvs. social orden. Herunder har vi brug for at forstå konflikter som andet end en ubehagelige afvigelser fra en statisk tingenes tilstand. Man kan i stedet se konflikter som udfordringer til status quo; de udgør en lejlighed til at vi tager vores samfundsindretning op til revision og udvikler den, dvs. bevidst prøver at danne en ny og bedre orden. Dynamisk forstået er konflikter således udviklingspotentialer, der kan gribes og realiseres gennem mægling og forhandling.

Som i konfliktløsningens alternative verden er der masser af kulturelle nyorienteringer på vej, der forudsætter en radikalt anderledes virkelighedsopfattelse end den statiske mekanicisme, men ikke formulerer den eksplicit. At uddannelse ikke længere ses som en overførsel af faktuelle vidensblokke fra katederet i skolealderen, men nu handler om livslang læring i alle tilværelsens praksissammenhænge, er et kæmpeskridt fremad i dynamisk tænkning.

I organisationsforskningen har man i de sidste par årtier fjernet sig fra tidligere tiders rationalistiske og mekanistiske syn på virksomheden og betoner nu i stedet udvikling, proces og læring i organisationer - men kun de færreste anskuer det ontologisk (f.eks. den canadiske organisationsteoretiker Gareth Morgan i hans indflydelsesrige Images of Organisation).

Den stigende interesse for alternativ medicin er et andet område, der i vid udstrækning har måttet klare sig uden videnskabelig eller filosofisk bistand til opgøret med den rådende materialisme, her inden for biomedicinen. Hos de alternative behandlere finder man procestænkning så det batter - ingen behandling uden påkaldelse af højere energier. Men der er samtidig et kolossalt behov for en ordentlig empirisk efterforskning og en teoretisk systematisering og afgrænsning af de vildtvoksende energier, frekvenser og vibrationer.

Dynamisk tænkning ser man mange steder i samfundet i dag. Der er masser af små historier fra økologisk fødevareproduktion, lokalsamfundseksperimenter, holistiske virksomhedsregnskaber, pædagogiske forsøg, ny kropskultur, psykosomatisk sundhedsforskning, personlig udvikling og så videre, hvor den mekaniske og fragmenterende materialisme erstattes af en betoning af dynamik, udvikling og helhed.

Vi har brug for at binde de små historier sammen i større historier, der lader os se kosmos, liv og samfund under ét. Den eneste og sande store fortælling findes ikke, men det skal ikke afholde os fra at fortælle mange forskellige store historier. For eksempel historier der viser at vores liv er potentielt meningsfulde bidrag til en stadigt højere udviklet orden og sammenhæng for mennesker og natur. I sådan en historie vil det gode liv i det gode samfund ikke opnås gennem en betvingelse af naturen, hverken den ydre eller den indre, men gennem en forfinelse af de dynamiske tendenser til virkeliggørelse og selvorganisering, som naturen selv i så rigt mål udviser.

Ib Ravn: "Flux - det gode liv i en dynamisk virkelighedsopfattelse" (Borgen, 304 sider, 238 kr.).