Hjem Op

Erkendelse uden fundament

Ib Ravn

Ifølge biologen Francisco Varela findes der ingen objektiv virkelighed, der kan udgøre et fundament for erkendelse eller etik. Vi har kun vores handlinger i vores historiske kontekst - dét vi gør, dér hvor vi er. Vore handlinger udspringer af vort neurale netværk mellem ørerne. Her skabes erkendelse og handling i et selvbærende, nærmest lukket kredsløb, vores biologiske autopoiese, dvs. "selv-skabelse".

Trykt i Højskolebladet, 114. årg., nr. 17, s. 264-267, 6. maj 1989

Louisiana var i efteråret ramme om et offentligt møde om den menneskelige erkendelse i naturvidenskabelig belysning. Mødet indgik i en række foredrag med udenlandske forskere arrangeret af tidsskriftet Paradigma, som tidligere har præsenteret nobelpristageren Ilya Prigogine og samfundstænkeren Edgar Morin. Denne gang gjaldt det den yngre chilenske neurobiolog Francisco Varela, som er professor i hjerneforskning og erkendelsesteori ved CREA (Center for Forskning i Anvendt Epistemologi) ved Ecole Polytechnique i Paris.

Varela er et dansk publikum bekendt fra bogen "Kundskabens træ. Den menneskelige erkendelses biologiske rødder" (Forlaget Ask, 1987), som han skrev med kollegaen Humberto Maturana. I denne bog forsøger forfatterne at forstå erkendelse og viden på et biologisk grundlag, dvs. som noget der karakteriserer alle levende organismer.

På Louisiana stillede Varela skarpt på den menneskelige erkendelses behandling i en anden videnskab end biologien, nemlig tværdisciplinen Kognitive Studier ("Cognitive Science"). Det kom der en række interessante pointer ud af, som knytter an til overvejelser man uden for naturvidenskaberne har gjort sig om historie og kontekst.

Kognitive Studier har som videnskabelig disciplin kun en snes år på bagen. Forskere forsøger her at forstå kognition (dvs. erkendelse, hukommelse, tænkning og indlæring) ud fra computermetaforer. Man forestiller sig hjernen som en slags informationsbehandlende computer, der modtager input fra omgivelserne og leverer et output, f.eks. en given adfærd eller løsningen på et stillet problem. Det vigtigste ved hjernens virksomhed menes at være, at den ved hjælp af information danner sig billeder af en ydre virkelighed.

Varela påpegede en ny tendens i Kognitive Studier, nemlig en interesse for såkaldte "neurale netværk". Et neuralt netværk består af mange små regneenheder, der er forbundet med hinanden på kryds og tværs, i modsætning til den klassiske computer, hvor regneenhederne ligger pænt på rad og række. Dette giver et neuralt netværk en meget større lighed med den menneskelige hjerne, hvor hver nervecelle er forbundet med hundredevis af andre nerveceller.

Man mener da også, at dette kan forklare et neuralt netværks mange overraskende egenskaber, som f. eks. billedgenkendelse, talegengivelse og generelt behandling af komplekse mønstre og helheder. Dette er noget der ligger langt ud over de klassiske computeres formåen. (En videre beskrivelse findes i bogen "Neurale netværk. Computere med intuition" af Søren Brunak og Benny Lautrup, Munksgård, 1988. En lettere indføring har jeg selv forsøgt i Politikens kronik, 26.1.89: "Computere der ser giraffer.")

Men selv et neuralt netværk er en kunstig anordning, der ikke kan sige os meget om den menneskelige erkendelse, påpegede Varela. Før man overhovedt kan bruge et neuralt netværk, skal det oplæres af en guide, som fortæller det hvilke af de output, det producerer, der er de rigtige. Desuden har vi her stadig forestillingen om, at der er en "hjerne" eller en anordning, der behandler information om en virkelighed, der ligger uden for "hjernen" og som skal afspejles så nøje som muligt. De neurale netværk rykker altså ikke ved den klassiske svælg mellem en ydre virkelighed og dennes afspejling i menneskelig viden.

Med henvisning til den franske filosof Maurice Merleau-Ponty pegede Varela på en tredje mulighed for en videnskabelig forståelse af erkendelse. Erkendelse og viden er ikke noget, der opstår i et subjekt eller en hjerne, om den så er kunstig eller naturlig, men noget der bringes frem gennem dén fælles udvikling, evolution eller historie, som deltagerne i et givet område af virkeligheden kan have.

Hermed indfører Varela historie, tradition og kontekst i Kognitive Studier, hvis udøvere altid har betragtet intelligens som evnen til at løse specifikke problemer i en meget begrænset, af-kontekstualiseret og totalt historieløs laboratoriesituation. I laboratoriet er den en nem distinktion mellem subjekt og objekt, mellem forsøgspersonen og skærmen med ord der skal genkendes på millisekunder, og det er klart hvad viden er: en korrekt afspejling af den ydre virkelighed - hvad stod der på skærmen?

Men Varela vil væk fra denne snak om, at der er en definitiv, på forhånd fastsat objektiv virkelighed, som man kan danne sig mere eller mindre korrekte billeder af. Varelas standpunkt medfører dog ikke, at der overhovedet ikke er nogen ydre virkelighed, hvilket Varela fik lejlighed til at præcisere på et spørgsmål fra biologen Søren Brier, der var diskussant på Varelas oplæg. Varela ønskede ikke at indtage det modsatte synspunkt af den gammeldags naive realisme, altså at se virkeligheden som ren solipsistisk konstruktion, skabt af individet uden begrænsninger.

Alternativet til modpolerne objektivisme og subjektivisme, realisme og solipsisme er en "enaction theory", hævdede Varela. "To enact" betyder at udspille eller fremsætte, at realisere gennem handling. Varelas mening med begrebet er, at vor verden bringes frem igennem handling og den sociale kobling til et miljø, et eksistentielt medium eller substrat.

Den viden, vi besidder, er ikke så meget en afspejling af en ydre virkelighed, som den er resultatet af en lang biologisk evolution og en kulturhistorisk udvikling. I dette forløb har deltagerne (både organismer og miljø) sjusset sig ind på hinanden og frembragt en tilværelse med mening og betydning, med traditioner for bestemte forbindelser, kontakter og sammenhænge, som medvirker til at holde hele situationen gående.

Denne forståelse af viden og virkelighed har været dyrket af mange af det 20. århundrede fænomenologiske filosoffer, bl.a. Heidegger, den ældre Wittgenstein og Foucault. Men den er sjældent at finde i neurobiologien og de kognitive videnskaber, som på grund af deres eksperimentelle orientering ikke har meget til overs for historie og tradition. Varela gav dog en del eksempler på, hvorledes biologiske systemer trods dette må forstå ud fra deres historiske udviklingsforløb.

For eksempel indeholder immunsystemet en bestemt "viden" i form af en evne til at genkende (og derefter uskadeliggøre) millionvis af forskellige stoffer, der truer organismen. Denne viden kan ikke siges at være en afspejling af nogen ydre, på forhånd defineret virkelighed. Den er opstået gennem immunsystemets historiske kobling med sin omverden, både det indre miljø inden i organismen og det ydre udenfor.

At viden ikke er en afspejling af en forud givet virkelighed medfører ifølge Varela, at der ikke er noget egentligt fundament for vor viden eller for vort liv. Der er ingen sidste instans, ingen basis som det hele hviler på, hverken unedbrydeligt stof eller uforanderlige naturlove eller en evig sjæl. Det eneste, der er at holde sig til, er regelmæssigheder af forskellig art. Det er dem vi skal opdage i vores forskning og vores dagligdags erkendelse. Men det er en fejl at placere dem udenfor os, væk fra det individuelle subjekt. De er ligeså stor en del af os som af omgivelserne.

Som et yderligere biologisk eksempel nævnte Varela sine studier af synssansen. Fra nethinden sendes signaler til et hjernecenter, der hedder thalamus. Herfra går der fibre videre til hjernebarken. Man har altid ment, at thalamus blot var en station på vejen fra input til billeddannelsen i hjernebarken.

Men Varelas undersøgelser viser noget andet. Kun 20% af de nervefibre, der fører ind i thalamus, kommer direkte fra nethinden, mens 80% af dem kommer fra andre steder i hjernen. Ved eksperimenter påpeger Varela, at indre nerveaktiviteter i nervesystemet påvirker og modificerer de impulser, thalamus modtager fra nethinden. Vore synsindtryk er altså ikke simple afspejlinger af en ydre verden, men påvirkes eller bestemmes i høj grad af indre tilstande i nervesystemet.

De indre tilstandes betydning for opfattelsen af vor omverden har Varela og Maturana tidligere peget på ved hjælp af begrebet autopoiese, eller "selv-skabelse", "selv-frembringelse". Organismer er autopoietiske systemer, fordi de opretholder en indre selvorganiserende orden og autonomi. Det er denne indre orden der er primær. Impulser udefra forstyrrer eller forrykker blot denne balance, således at nye tilstande bringes frem. Det der i eksemplet med synet bringes frem, er mentale tilstande, som vi i til daglig opfatter som "billeder" af en ydre virkelighed.

Når jeg kigger på en maleri sendes impulser fra nethinden, dvs. udefra kommende "forstyrrelser", ind til thalamus. Her blandes de med nervesystemets altid pågående aktivitet, dvs. nervesystemets selv-skabende autopoiese. Denne aktivitet hopper måske over i en ny tilstand, som fremtræder i vores oplevelseverden som synet af den blyant på bordet dér. Blyanten "dérude" er ikke fundamentet for vor viden. Der er blot en nerveaktivitet, som stimuleres eller forrykkes eller forstyrres af impulserne fra nethinden, og derved bringer billeder frem i vores oplevelse.

Disse tilstande, som nerveaktiviteten befinder sig i, udgør de regel-mæssigheder, som forskningen kan søge at afdække. De udgør ikke noget solidt fundament, man kan bygge sikker viden på, fordi de er dynamiske og i stadig udvikling som følge af den historiske kobling mellem organismer og miljø. Det er selve den måde livet er organiseret på, der ikke levner nogen mulighed for et fast eller permanent fundament for viden.

Baggrunden for denne nervesystemets evne til at lade sig forrykke og danne billeder af en "ydre" omverden er selvfølgelig årmillionernes kobling mellem organismer og miljø, op gennem den biologiske evolution og kulturernes udvikling. Uden denne evolutionære og kulturelle historie ville en sådan billeddannelse og genkendelse ikke være mulig.

At der således ikke er noget fundament for vor viden eller eksistens får også etiske konsekvenser, for hvad skal vi så basere vores valg på, vores skøn om godt og ondt? Er der intet sikkert fundament at henvise til, kan man kun lægge ideer frem og gå ind i dialog, sagde Varela på Louisiana.

Han så endvidere i den buddhistiske indstilling til livet en lære af stor relevans for et "post-fundamentalt" (mit udtryk) livssyn. Buddhister lægger vægt på, at man ikke skal klynge sig til livet, man skal lære sig "letting-go", være i evig bevægelse og ikke fryse fast.

Al viden er prøvende, sagde Varela, og demonstrerede dette nydeligt ved at grine overrasket-forlegent, når der af og til kom et af de helt store spørgsmål fra publikum: hvad er hukommelse, hvordan har bevidstheden udviklet sig, hvad betydning har dine ideer for skole og undervisning, osv. Andre foredragsholdere med tilsvarende tværvidenskabelige og paradigmatiske ambitioner holder sig som regel ikke tilbage, når der spørges om konsekvenserne af deres forskning og tænkning. Varela viste sig ganske anderledes beskeden.