|
Det onde og |
|||
|
|
|||
|
Ib Ravn |
|||
|
"Det onde" er et navn vi giver til det, der forvolder os smerte. I lyset af evolutionen kan smerte fremtræder smerten imidlertid ikke som ond, men som en anledning til udvikling for mennesker og samfund. Trykt under den misvisende titel "Grib ondet ved ondets egen rod" |
|||
|
|
|||
|
Ved afslutningen af et århundrede, der har budt på mere krig og lidelse end noget tidligere, er det på sin plads at kaste et blik på det onde. Hverdagens avis byder på nynazisme, etniske udrensninger og folkemord. Det onde florerer, kunne man med god ret sige. Men hvad er det onde? Mange vil sige det er tilbøjeligheder, der ligger i os alle, og som i nogen mennesker er dominerende - denne verdens Hitlere og Charles Mansoner. Det onde fremmes nok af en dårlig barndom, som Alice Miller har vist i Hitlers tilfælde, og måske er det genetisk betinget. I vores génfikserede tider, hvor forskere leder efter gener for depression, alkoholisme og kriminalitet er det kun et spørgsmål om tid, før jagten på genet for ondskab sætter ind. Men lidt eftertanke viser at "det onde" som begreb - altså ikke de konkrete handlinger, som vi kalder onde, men det onde som kategori - er en primitiv tankefigur, der gennem tiderne primært har tjent til at hidse folket op mod ydre og indre fjender og dermed befæste magthavernes autoritet, verdslig såvel som gejstlig. Hvis biskopper og fyrster kunne få placeret ansvaret for befolkningens elendighed og afsavn hos de Andre, som derefter kan afbildes som væsensforskellige fra os - de er onde, vi er gode - så er vi godt sparet for kævl og oprør på hjemmefronten. Stadig i dag mener vi at det onde er noget reelt, en magt eller kraft der truer. Vi fikserer, tingsliggør og personificerer det onde, vi ser det i seriemordere og Saddam Hussein og Milosevic, ganske som tidligere tider så dæmoner og onde ånder i deres fjender. Vores problem er dog ikke nogen animisme, men en statisk oldgræsk og middelalderkristen tænkning, der isolerer "det onde" og omgærder det med frygt og meningsløshed. Middelalderens teologiske disputter om det ondes natur kulminerede med Leibniz' formulering af theodicé-problemet: Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor har han så skabt en verden fuld af lidelse og ondskab? Ja, det er også for ringe, tænker man uvilkårligt. Men lad os se på dette paradoks' implicitte antagelser. Det forudsættes at verden er skabt, fiks og færdig, og at dens orden er blevet påført udefra, af Gud. Nogle af tingene i denne orden er gode, andre er onde. Dét er et meget firkantet og fastlåst billede af verden, der tydeligt viser sit slægtskab med det statiske antikke verdensbillede. Platons evigt uforanderlige ideverden og Aristoteles' rigide enten-eller-logik var glimerende skabeloner for kristendommens sort-hvid-tænkning om godt og ondt. Men det statiske syn på virkeligheden fik et skud for boven med evolutionstanken i det 19. århundrede. Darwin erkendte at livet udvikler sig, geologen Charles Lyell at kloden gør det, astronomen Edwin Hubble at universet gør det. I de sidste tyve år er en række forskere omkring det amerikanske Santa Fe Institute gået et videre skridt videre. De fremhæver at universet, livet og menneskets kultur er udtryk for en selvorganiserende evolution, der hvileløst skaber stadig mere komplekse og subtile systemer. Stof og energi ses overalt at rumme ordensskabende tendenser og potentialer, der presser på for at blive virkeliggjort. Systemer med karakteristiske mønstre opstår i løbet af den kosmiske evolution og sætter deres præg, fra galaksers spiralformer og flodlejers snoninger til fugleflokkes kileform og stammesamfunds frugtbarhedsritualer. Kosmos udvikler sig og sætter spor i systemer med nye og såkaldt frembrydende egenskaber: liv, kønnet forplantning, perception, bevidsthed, global kultur. - Vi er langt fra grækernes statiske kategorier og kristendommens uforanderlige skaberværk. Hvor et statisk verdensbillede placerer smerte og det onde i samme uønskede kategori uden for os, spiller smerten en mere direkte og potentielt positiv rolle i et evolutionært perspektiv. I livets evolution er smerten en bemærkelsesværdig frembrydende egenskab. Den er utvivlsomt opstået som en hjælp til organismens overlevelse, dvs. en advarsel om at noget truer og organismen bør ændre adfærd. Smerten yder en negativ feedback ved at invitere organismen til at ændre adfærd, før det går rigtig galt. Den er dermed adaptiv, god for organismen på lang sigt, selv om den er ubehagelig lige her og nu. Smerten accelererer organismens læring og levetid tusindfold: uheldige valg og fejltagelser udløser blot advarsler, ikke død. I en verden præget af evolution, udvikling og læring er smerten guld værd. Lægevidenskabeligt er smerte dog meget dårligt forstået, bl.a. fordi den hos mennesker så ofte forekommer i en tilsyneladende meningsløs form: som kroniske smerter. Det er svært at se, hvorledes stærke smerter i forbindelse med gigt eller kræft skulle tjene til organismens overlevelse. Med mindre forekomsten af kroniske, smertefulde sygdomme er et tegn om at vi som kultur har indrettet os uheldigt og bør lægge kursen om: færre giftstoffer, mindre stress og forbrugsræs, mere omsorg, mere dybde og mening. Enhver oplevet smerte skal tydes: hvorfor fik jeg den, hvad skal jeg gøre for at slippe af med den, hvordan undgår jeg den kommer igen? Når man tolker smerten kan man se sig selv på to fundamentalt forskellige måder. Som passiv genstand for smerten, som offer, fastholdt og indespærret i en lille celle, underlagt andre kræfters eller personers forgodtbefindende. Eller man kan se sig som aktiv, ansvarlig, handlekraftig, undersøgende, lærende. Som aktiv ser man smerten som en udfordring, en mulighed for at blive klogere og lære noget, om ikke andet så hvordan man aktivt kan undgå smerten eller blot lære at leve med den. Man vil så vidt muligt gøre smerten til sin. Som offer har man svært ved at tage smerten til sig, den opleves som påtvunget udefra, og den forbliver uforstået og meningsløs. At se den som udtryk for det onde eller for onde kræfter ligger lige for. Ricoeur siger et sted, at det onde viser sig ved, at mennesker påføres lidelse. Det onde er det, der gør ondt. "Det onde" som begreb og symbol er offerets måde at forstå sin smerte på. Hermed kan smerten forblive ydre - om det onde så henføres til andre personer og grupper eller til en fremmed og uønsket side i en selv. Med kategorien "det onde" holder vi smerten fra livet, vi undgår at skulle forholde os personligt og ansvarligt til den, vi kan se den som fundamentalt fremmed - og vi spares derved for udfordringen til at ændre noget i os selv, at lære og udvikle os. Det er ved andres mellemkomst at vi føler smerte, det er altså ikke vores skyld og ansvar, det er de andre, mig er der ikke noget i vejen med, jeg behøver ikke lave noget om. Den, der altid ser årsagen til smerten i det onde eller dé onde eller en ond skæbne, har sværere ved at flytte sig og udvikle sig. At lytte til og forstå smerte, at give den sit og så ikke mere, dét kræver evne og villighed til at åbne og udvikle sig. Den mulighed tilbyder kristendommen så afgjort også, i sin mere aktive version. Her vil man ikke mene at det er noget specielt paradoks at den gode Gud har sat smerten og lidelsen ind i verden, for uden smerte ingen udvikling mod noget bedre. Adam og Eva blev jaget på porten, ikke som straf for at have syndet, men som et hjælpsomt los bagi, der skulle sætte dem i gang med at bygge det nye Jerusalem, dén bedre verden som menneskene skullle skabe ved egen hjælp. Denne opbyggelige side af kristendommen har Kirken generelt underprioriteret, for den var farlig, potentielt antiautoritær. Så var det mere bekvemt at anskue syndefaldet sentimentalt, dvs. som et meningsløst tab af en skøn fortid vi kan drømme os tilbage til, alt i mens den smerte, som den ulige fordeling af goderne gav anledning til, kunne tilskrives onde magter, personer eller etniske grupper. Men smerte skyldes ikke onde kræfter, og den er ikke ond i sig selv. Når man lider og er i konflikt eller krig er det nemt at dæmonisere fjenden og tro ham inkarnationen af al ondskab. De fleste af os ved godt at det er en primitiv psykologi, der burde være på vej ud. Når vi gysende hører om fanatikere i hellig krig og nynazister og Ku Klux Klan, må vi gribe impulsen til at se dem som udtryk for ondskab og minde os selv om, at det er en arkaisk kategori, vi lige så godt kan lade falde - for desto stærkere og mere præcist at kunne tolke og takle alle de institutioner og værdier, som nærer de handlinger vi førhen kaldte "onde". Det er kun på overfladen at forfærdelse og vrede over ondskab ligner en effektiv motivation til handling. Følelsernes brusen gennem os var måske hensigtsmæssig i urtidens nærkamp med vilde dyr og konkurrerende hanner, men nutidens komplekse samfund kalder på en mere subtil kanalisering af vores psykiske energi. Inden for psykologi og personlig udvikling er dette elementært, men når det gælder politik og samfundsmæssig udvikling er det langt sværere at håndtere smertens udtryk i polarisering, nationalisme og fremmedhad. Populistiske politikere og folkeførere forfalder ofte til at finde årsagen til befolkningens smerte og krænkethed i en ond fjende, hvis tilintetgørelse vil stilne smerten og genoprette æren. Men også samfundsmæssigt er smertens funktion at fortælle, at en udvikling er kørt af sporet og blevet destruktiv. Det kan være en minoritetsgruppe, en socialt lag, en region, hvis udvikling er bremset eller har taget en uhensigtsmæssig retning. Eller det kan være samfundet eller kulturens udvikling som helhed, der har hægtet så mange mennesker af, at deres ubehag og smerte herved bliver samfundsmæssigt tydelig - i gadeoptøjer, fjendebilleder, populistiske bevægelser, alkoholmisbrug, selvmordsforsøg og overdødelighed. Smerten har typisk ikke simple årsager, men er systemisk. En overilet identifikation af smerteårsagen, f.eks. i ondskabsfulde personer eller grupper, vil forhindre os i at se smerten som et tegn på blokeret udvikling. Dynamisk betragtet repræsenterer smerten et udviklingspotentiale. Kan vi rumme og transformere den, kan den blive en uvurderlig hjælp til dannelsen af et bedre liv i et bedre samfund.
Ib Ravn: Flux - det gode liv i en dynamisk verdensopfattelse. Borgen, 304 sider, 239 kr. |